Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Bøn for nationens genopbygning
80 Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”
2 Hør os, du Israels Hyrde,
du, som leder dit folk med omsorg,
du, som troner blandt hellige keruber,
bøj dig og lyt til vor bøn.
Træd frem i magt og stråleglans.
8 Genopret dit folk, almægtige Gud.
Se i nåde til os og frels os.
9 Du tog os som en ung vinstok fra Egypten,
jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.
10 Du beredte jorden for din vinstok,
den slog rod og spredte sig over landet.
11 Den bredte sig ud over bjergene,
dækkede de mægtige cedertræer.
12 Den bredte sine ranker til Middelhavet
og nåede helt op til Eufratfloden.
13 Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde,
så alle og enhver kan plukke af druerne?
14 Skovens vildsvin gnaver af planterne,
de vilde dyr æder af druerne.
15 Vend dit ansigt imod os, almægtige Gud!
Se i nåde til os fra din himmel.
Tag dig af din mishandlede vinstok.
16 Genopliv det skud, du plantede, det folk, du udvalgte.
17 Din vinstok er nu hugget ned og brændt.
Dit folk er bukket under for din vrede.
18 Velsign det folk, som vil tjene dig,
den nation, som du selv har udvalgt.
19 Så skal vi aldrig svigte dig mere.
Genopret dit folk,
så vi igen kan påkalde dit navn.
Dom over folkets ledere
3 Herren, den Almægtige, vil afskære Jerusalem og Juda fra al hjælp og alle forsyninger af mad og vand. 2 Han vil fjerne landets ledere—helte og krigere, dommere og profeter, spåmænd og slægtsoverhoveder, 3 delingsførere og magtfulde mænd, rådgivere, troldmænd og slangetæmmere.
4 De får drenge som ledere, kåde knægte skal herske over dem. 5 Der bliver anarki og kaos. Folk bekæmper hinanden, de unge gør oprør mod de ældre, slyngler overfuser hæderlige folk. 6 Når den tid kommer, vil en mand gribe fat i sin slægtning og sige: „Du har i det mindste tøj på kroppen. Tag ledelsen, så vi kan få ryddet op i det her rod!” 7 Men hans slægtning vil svare: „Nej tak! Jeg vil ikke overtage et fallitbo. Jeg har slet ikke ressourcer til at klare den opgave.” 8 Jerusalem falder og Judariget går i opløsning, fordi de har trodset Herren med deres ord og handlinger og ringeagtet hans ære og værdighed. 9 Deres ansigtsudtryk er nok til at afsløre dem. De er stolte over deres synder som Sodomas mænd, de har ikke skygge af skam i livet. De har nedkaldt dommen over sig selv.
10 Lad de retskafne glæde sig, for dem skal det gå godt. De skal nyde frugten af deres gode gerninger. 11 Men ve de onde, for med dem står det skidt til. De skal få, hvad de har fortjent.
12 Folkets ledere er som selviske børn og dominerende kvinder. De vejleder jer ikke, de vildleder jer! De fører jer på afveje, så I ender i afgrunden.
13 Herren rejser sig, parat til at dømme folkene. 14 Herren, den Almægtige, anklager folkets ledere og siger: „Det er jer, der har plyndret vinmarkerne og røvet kornhøsten fra de magtesløse bønder. 15 Hvor vover I at knuse mit folk og træde de fattige ned i støvet?”
Dom over de stolte kvinder
16 Herren siger: „Jerusalems kvinder tripper stolte af sted med ringlende ankelkæder og næsen i sky, med knejsende nakke og kælne blikke. 17 Derfor vil jeg gøre dem skaldede, så de må gå skamfulde omkring.”
Om at have frimodighed og udholdenhed
32 Tænk på den første tid, da I lige havde modtaget sandhedens lys. I holdt ud gennem forfølgelse og mange lidelser. 33 Somme tider blev I offentligt gjort til grin og mishandlet, og andre gange stillede I jer solidarisk med dem, der oplevede den slags ting. 34 I følte med dem, der blev kastet i fængsel, og I kunne med sindsro se på, at alle jeres ejendele blev taget fra jer, for I vidste, at noget bedre ventede jer i den kommende verden, hvor de vedvarende værdier findes.
35 Hold fast på jeres frimodighed, for med den har I udsigt til en stor belønning. 36 I har brug for udholdenhed for at kunne gøre Guds vilje og få det, som Gud har lovet jer. 37 Der er ikke så lang tid tilbage. Skriften siger: „Han, som skal komme, vil komme, og han kommer ikke for sent. 38 Den retskafne får livet ved sin tro. De, der vender sig væk fra mig, har jeg ikke behag i.”[a]
39 Men vi hører ikke til dem, der vender sig væk fra Gud og fortabes. Nej, vi hører til dem, der tror og får det evige liv.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.