M’Cheyne Bible Reading Plan

5 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Byd Israeliterne at fjerne alle spedalske fra Lejren, alle, der lider af Flåd, og alle, der er blevet urene ved Lig; ³ både Mænd og Kvinder skal I fjerne og føre uden for Lejren, for at de ikke skal gøre deres Lejr uren, hvor jeg bor midt iblandt dem. ⁴ Det gjorde Israeliterne så; de førte dem uden for Lejren, således som Herren havde pålagt Moses.

⁵ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ⁶ Sig til Israeliterne: Når en Mand eller Kvinde begår nogen af alle de Synder, som Mennesker begår, således at han gør sig skyldig i Svig mod Herren, og det Menneske derved pådrager sig Skyld, ⁷ så skal de bekende Synden, de har begået, og Gerningsmanden skal erstatte det, han har forbrudt sig med, efter dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel og give det til den, han har forbrudt sig imod. ⁸ Og hvis denne ikke har efterladt sig nogen Løser, hvem han kan yde Erstatningen, så skal Erstatningen, som ydes, tilfalde Herren, det vil sige Præsten, foruden den Soningsvæder, ved hvilken der skaffes ham Soning. ⁹ Al Offerydelse, alle Helliggaver, som Israeliterne frembærer til Præsten, skal tilfalde ham. ¹⁰ Alle Helliggaver skal tilfalde ham; hvad nogen giver Præsten, skal tilfalde ham.

¹¹ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹² Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Hustru forser sig imod sin Mand og er ham utro, ¹³ idet en anden Mand har Samleje med hende, uden at det er kommet til hendes Mands Kundskab, og uden at det er blevet opdaget, skønt hun har besmittet sig, og uden at der er noget Vidne imod hende, da hun ikke er grebet på fersk Gerning, ¹⁴ og han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru, som også i Virkeligheden har besmittet sig, eller han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru, skønt hun ikke har besmittet sig, ¹⁵ så skal Manden bringe sin Hustru til Præsten og medbringe som Offergave for hende en Tiendedel Efa Bygmel; han må hverken hælde Olie over eller komme Røgelse på, thi det er et Skinsyge Afgrødeoffer, et Minde Afgrødeoffer, der skal minde om Brøde. ¹⁶ Så skal Præsten føre hende frem og stille hende for Herrens Åsyn. ¹⁷ Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet på Boligens Gulv skal Præsten tage noget og komme i Vandet. ¹⁸ Så skal Præsten stille Kvinden frem for Herrens Åsyn, løse hendes Hår og lægge Minde Afgrødeofferet i hendes Hænder; det er et Skinsyge Afgrødeoffer; og Præsten skal have den bitre Vandes Forbandelsesvand i Hånden. ¹⁹ Derpå skal Præsten besværge Kvinden og sige til hende: "Hvis ingen har haft Samleje med dig, hvis du ikke har forset dig imod din Mand og besmittet dig, så skal dette den bitre Vandes Forbandelsesvand ikke skade dig. ²⁰ Men har du forset dig imod din Mand og besmittet dig, og har en anden end din Mand haft Samleje med dig" ²¹ Præsten besværger nu kvinden med Forbandelsens Ed og siger til hende "så gøre Herren dig til en Forbandelse og Besværgelse i dit Folk, idet han lader din Lænd visne og din Bug svulme op; ²² Forbandelsesvandet her komme ind i dine Indvolde, så din Bug svulmer op og din Lænd visner!" Og kvinden skal sige: "Amen, Amen!" ²³ Derpå skal Præsten skrive disse Forbandelser op på et Blad og vaske dem ud i den bitre Vandes Vand ²⁴ og give Kvinden den bitre Vandes Forbandelsesvand at drikke, for at Forbandelsesvandet kan komme ind i hende til bitter Vånde. ²⁵ Derefter skal Præsten tage Skinsyge Afgrødeofferet af Kvindens Hånd, udføre Svingningen dermed for Herrens Åsyn og bære det hen til Alteret. ²⁶ Og Præsten skal tage en Håndfuld af Afgrødeofferet, det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret og derpå give Kvinden Vandet at drikke. ²⁷ Når han har givet hende Vandet at drikke, vil Forbandelsesvandet, dersom hun har besmittet sig og været sin Mand utro, blive til bitter Vånde, når det kommer ind i hende, hendes Bug vil svulme op og hendes Lænd visne, og Kvinden bliver en Forbandelse i sit Folk. ²⁸ Men dersom Kvinden ikke har besmittet sig, dersom hun er ren, bliver hun uskadt og kan få Børn.

²⁹ Det er Loven om Skinsyge; når en Hustru forser sig imod sin Mand og besmittes, ³⁰ eller når en Mand gribes af Skinsygens Ånd og bliver skinsyg på sin Hustru, så skal han fremstille Hustruen for Herrens Åsyn, og Præsten skal handle med hende efter alt i denne Lov; ³¹ Manden skal være sagesløs, men sådan en Hustru skal undgælde for sin Brøde.

39 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

² Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" ³ Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, ⁴ mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

⁵ Lær mig, Herre, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! ⁶ Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. ⁷ Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. ⁸ Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. ⁹ Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! ¹⁰ Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. ¹¹ Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. ¹² Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. ¹³ Hør, o Herre, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. ¹⁴ Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

3 På mit Leje om Natten søgte Ham, som min Sjæl har kær, jeg søgte, men fandt ham ikke. ² "Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve og søger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke. ³ Vægterne, som færdes i Byen, traf mig: "Så I mon ham, som min Sjæl har kær?" ⁴ Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min Sjæl har kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i min Moders Hus, i hendes Kammer, som fødte mig. ⁵ Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

⁶ Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter af Røg, omduftet af Myrra og Røgelse, alskens Vellugt? ⁷ Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve Helte, Israels Helte, ⁸ alle med Sværd i Hånd, oplærte til Krig, hver med sit Sværd ved Lænd mod Nattens Rædsler. ⁹ Kong Salomo laved sig en Bærekarm af Træ fra Libanon, ¹⁰ gjorde dens Støtter af Sølv, dens Arme af Guld; i Midten er Ibenholt indlagt, Sædet er Purpur. ¹¹ Jerusalems Døtre, gå ud og se på Kong Salomo, på Kronen, hans Moder kroned ham med på hans Brudefærds Dag, hans Hjertens Glædes Dag!

3 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus, ² der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus. ³ Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv. ⁴ Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud. ⁵ Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales; ⁶ men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.

⁷ Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst, ⁸ da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen, ⁹ hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År. ¹⁰ Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, ¹¹ så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile" - ¹² så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud. ¹³ Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. ¹⁴ Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. ¹⁵ Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen": ¹⁶ hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? ¹⁷ Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? ¹⁸ Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? ¹⁹ Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.