M’Cheyne Bible Reading Plan

22 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er Herren! ³ Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær, Israeliterne helliger Herren, det Menneske skal udryddes fra mit Åsyn. Jeg er Herren! ⁴ Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den, der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der går Sæd, ⁵ eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af hvad Art hans Urenhed være kan, ⁶ enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i Vand. ⁷ Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af Helliggaverne, thi de er hans Mad. ⁸ Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre sig uren derved. Jeg er Herren! ⁹ De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er Herren, som helliger dem. ¹⁰ Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige. ¹¹ Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af hans Mad. ¹² Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de ydede Helliggaver; ¹³ men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må spise deraf. ¹⁴ Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel. ¹⁵ Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder Herren, ¹⁶ og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres Helliggaver; thi jeg er Herren, som helliger dem.

¹⁷ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹⁸ Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller Frivilligoffer, de bringer Herren som Brændoffer, ¹⁹ så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne; ²⁰ I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved vinder I ikke eders Guds Velbehag. ²¹ Når nogen bringer Herren et Takoffer af Hornkvæget eller Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer, da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have; ²² et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm, sådanne Dyr må I ikke bringe Herren, og I må ikke lægge noget Ildoffer af den Slags på Alteret for Herren. ²³ Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag. ²⁴ Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må I ikke bringe Herren; således må I ikke bære eder ad i eders Land. ²⁵ Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl; ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.

²⁶ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ²⁷ Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de skikkede til at vinde Herrens Velbehag som Ildoffergave til Herren. ²⁸ I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som dets Afkom. ²⁹ Når I ofrer et Lovprisningsoffer til Herren, skal I ofre det således, at det kan vinde eder Guds Velbehag. ³⁰ Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste Morgen. Jeg er Herren! ³¹ I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er Herren! ³² I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive helliget blandt Israeliterne. Jeg er Herren, som helliger eder, ³³ som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er Herren!

28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. ² Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. ³ Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. ⁴ Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! ⁵ Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

⁶ Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; ⁷ min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

⁸ Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. ⁹ Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

29 Giver Herren, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, ² giver Herren hans Navns Ære; tilbed Herren i helligt Skrud! ³ Herrens Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, Herren, over de vældige Vande! ⁴ Herrens Røst med Vælde, Herrens Røst i Højhed, ⁵ Herrens Røst, den splintrer Cedre, Herren splintrer Libanons Cedre, ⁶ får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! ⁷ Herrens Røst udslynger Luer. ⁸ Herrens Røst får Ørk til at skælve, Herren får Kadesj's Ørk til at skælve! ⁹ Herrens Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" ¹⁰ Herren tog Sæde og sendte Vandfloden, Herren tog Sæde som Konge for evigt. ¹¹ Herren give Kraft til sit Folk, Herren velsigne sit Folk med Fred!

5 ¹ Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor skal dine Ord være få. ² Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale. ³ Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde. ⁴ Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. ⁵ Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk? ⁶ Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygt Gud!

⁷ Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge. ⁸ Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge over dyrket Jord.

⁹ Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elsker Rigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed. ¹⁰ Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn har Ejeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det? ¹¹ Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget at spise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove. ¹² Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke; ¹³ går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham. ¹⁴ Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan tage med sig. ¹⁵ Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret? ¹⁶ Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom og Kummer. ¹⁷ Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig under Solen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, man har; ¹⁸ og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin Flid, da er det en Guds Gave; ¹⁹ thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud lader ham være optaget af sit Hjertes Glæde.

1 Paulus; Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, for at bringe Forjættelse om Livet i Kristus Jesus ² - til Timotheus, sit elskede Barn: Nåde, Barmhjertighed og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre!

³ Jeg takker Gud, hvem jeg fra mine Forfædre af har tjent i en ren Samvittighed, ligesom jeg uafladelig har dig i Erindring i mine Bønner Nat og Dag, ⁴ da jeg i Mindet om dine Tårer længes efter at se dig, for at jeg må fyldes med Glæde, ⁵ idet jeg er bleven mindet om den uskrømtede Tro, som er i dig, den, som boede først i din Mormoder Lois og din Moder Eunike, og jeg er vis på, at den også bor i dig.

⁶ Derfor påminder jeg dig, at du opflammer den Guds Nådegave, som er i dig ved mine Hænders Pålæggelse. ⁷ Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Ånd, men Krafts og Kærligheds og Sindigheds Ånd. ⁸ Derfor, skam dig ikke ved Vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans Fange, men lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft, ⁹ han, som frelste os og kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke efter vore Gerninger, men efter sit eget Forsæt og Nåden, som blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider, ¹⁰ men nu er kommen for Dagen ved vor Frelsers Jesu Kristi Åbenbarelse, han, som tilintetgjorde Døden, men bragte Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangeliet, ¹¹ for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og Hedningers Lærer,

¹² hvorfor jeg også lider dette, men jeg skammer mig ikke derved; thi jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro, og jeg er vis på, at han er mægtig til at vogte på den mig betroede Skat til hin Dag. ¹³ Hav et Forbillede i de sunde Ord, som du har hørt af mig, i Tro og Kærlighed i Kristus Jesus. ¹⁴ Vogt på den skønne betroede Skat ved den Helligånd, som bor i os.

¹⁵ Du ved dette, at alle de i Asien have vendt sig fra mig, iblandt hvilke ere Fygelus og Hermogenes. ¹⁶ Herren vise Onesiforus's Hus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke, ¹⁷ men da han kom til Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig. ¹⁸ Herren give ham at finde Barmhjertighed fra Herren på hin Dag! Og hvor megen Tjeneste han har gjort i Efesus, ved du bedst.