M’Cheyne Bible Reading Plan

18 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er Herren eders Gud! ³ Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, må I ikke handle, og som de handler i Kana'ans Land, hvor jeg fører eder hen, må I ikke handle; I må ikke vandre efter deres Anordninger. ⁴ Efter mine Lovbud skal I handle. og mine Anordninger skal I holde, så I vandrer efter dem; jeg er Herren eders Gud! ⁵ I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er Herren!

⁶ Ingen af eder må komme sine kødelige Slægtninge nær, så han blotter deres Blusel. Jeg er Herren! ⁷ Din Faders og din Moders Blusel må du ikke blotte; hun er din Moder, du må ikke blotte hendes Blusel! ⁸ Din Faders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Faders Blusel. ⁹ Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet, hendes Blusel må du ikke blotte. ¹⁰ Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel må du ikke blotte, det er din egen Blusel. ¹¹ En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster hendes Blusel må du ikke blotte. ¹² Din Fasters Blusel må du ikke blotte, hun er din Faders kødelige Slægtning. ¹³ Din Mosters Blusel må du ikke blotte, hun er din Moders kødelige Slægtning. ¹⁴ Din Farbroders Blusel må du ikke blotte, du må ikke komme hans Hustru nær, hun er din Faster. ¹⁵ Din Sønnekones Blusel må du ikke blotte, hun er din Søns Hustru, du må ikke blotte hendes Blusel. ¹⁶ Din Broders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Broders Blusel. ¹⁷ En Kvindes og hendes Datters Blusel må du ikke blotte, heller ikke må du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, så at du blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er grov Utugt. ¹⁸ Søster må du ikke tage til Søsters Medhustru, så længe Søsteren lever, så du blotter både den enes og den andens Blusel.

¹⁹ Du må ikke komme en Kvinde nær under hendes månedlige Urenhed, så du blotter hendes Blusel. ²⁰ Med din Næstes Hustru må du ikke have Samleje, så du bliver uren ved hende. ²¹ Dit Afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok; du må ikke vanhellige din Guds Navn. Jeg er Herren! ²² Hos en Mand må du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed. ²³ Med intet som helst Dyr må du have Omgang, så du bliver uren derved; en Kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig Omgang; det er en Skændsel.

²⁴ Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene. ²⁵ Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde, og Landet udspyede sine Indbyggere. ²⁶ Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse Vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder ²⁷ thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var der før eder, og Landet blev urent ²⁸ for at ikke Landet skal udspy eder, når I gør det urent, ligesom det udspyede det Folk, som var der før eder. ²⁹ Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk. ³⁰ Så hold mine Forskrifter, så I ikke øver nogen af de vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal gøre eder urene ved dem. Jeg er Herren eders Gud!

22 Til Sangmesteren. Efter "Morgenrødens Hind". En Salme af David.

² Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. ³ Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. ⁴ Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. ⁵ På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; ⁶ de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. ⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; ⁸ alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: ⁹ "Han har væltet sin Sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

¹⁰ Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; ¹¹ på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. ¹² Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! ¹³ Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, ¹⁴ spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. ¹⁵ Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig; ¹⁶ min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv. ¹⁷ Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder, ¹⁸ jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig. ¹⁹ Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod. ²⁰ Men du, o Herre, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! ²¹ Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold! ²² Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

²³ Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: ²⁴ "I, som frygter Herren, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! ²⁵ Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!" ²⁶ Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme; ²⁷ de ydmyge skal spise og mættes; hvo Herren søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt! ²⁸ Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til Herren, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn; ²⁹ thi Herrens er Riget, han er Folkenes Hersker. ³⁰ De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. ³¹ Ham skal Efterkommeme tjene; om Herren skal tales til Slægten, der kommer; ³² de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.

² Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed! ³ Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen? ⁴ Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid. ⁵ Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted. ⁶ Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb. ⁷ Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe. ⁸ Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre. ⁹ Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen. ¹⁰ Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os ¹¹ Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

¹² Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem. ¹³ Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med. ¹⁴ Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind. ¹⁵ Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt. ¹⁶ Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde." ¹⁷ Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind. ¹⁸ Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.

3 Den Tale er troværdig; dersom nogen begærer en Tilsynsgerning har han Lyst til en skøn Gerning. ² En Tilsynsmand bør derfor være ulastelig, een Kvindes Mand, ædruelig, sindig, høvisk, gæstfri, dygtig til at lære andre; ³ ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmål, men mild, ikke kivagtig, ikke pengegridsk; ⁴ en Mand, som forestår sit eget Hus vel, som har Børn, der ere lydige med al Ærbarhed; ⁵ (dersom en ikke veed at forestå sit eget Hus, hvorledes vil han da kunne sørge for Guds Menighed?) ⁶ ikke ny i Troen, som at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens Dom. ⁷ Men han bør også have et godt Vidnesbyrd af dem, som ere udenfor; for at han ikke skal falde i Forhånelse og Djævelens Snare.

⁸ Menighedstjenere bør ligeledes være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Vin, ikke til slet Vinding, ⁹ bevarende Troens Hemmelighed i en ren Samvittighed. ¹⁰ Men også disse skulle først prøves, og siden gøre Tjeneste, hvis de ere ustrafelige. ¹¹ Kvinder bør ligeledes være ærbare, ikke bagtaleriske, ædruelige, tro i alle Ting. ¹² En Menighedstjener skal være een Kvindes Mand og forestå sine Børn og sit eget Hus vel. ¹³ Thi de, som have tjent vel i Menigheden, de erhverve sig selv en smuk Stilling og megen Frimodighed i Troen på Kristus Jesus.

¹⁴ Disse Ting skriver jeg dig til, ihvorvel jeg håber at komme snart til dig; ¹⁵ men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør færdes i Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds Menighed, Sandhedens Søjle og Grundvold. ¹⁶ Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han, som blev åbenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed.