M’Cheyne Bible Reading Plan

21 Og Herren sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin Slægt, ² medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder ³ eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved hende; ⁴ men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse. ⁵ De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme. ⁶ Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres Guds Navn, thi de frembærer Herrens Ildofre, deres Guds Spise; derfor skal de være hellige. ⁷ En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er helliget sin Gud. ⁸ Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise; han skal være dig hellig, thi hellig er jeg Herren, som helliger dem. ⁹ Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål,

¹⁰ Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller sønderrive sine Klæder. ¹¹ Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin Fader eller Moder må han gøre sig uren. ¹² Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er Herren! ¹³ Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru; ¹⁴ en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte, kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru, ¹⁵ for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi jeg er Herren, som helliger ham.

¹⁶ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹⁷ Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter, som har en Legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds Spise, ¹⁸ det må ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel ¹⁹ eller med Brud på Ben eller Arm ²⁰ eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har svulne Testikler. ²¹ Af Præsten Arons Efterkommere må ingen, som har en Legemsfejl, nærme sig for at frembære Herrens Ildofre; han har en Legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds Spise. ²² Han må vel spise sin Guds Spise, både det, som er højhelligt, og det, som er helligt, ²³ men til Forhænget må han ikke komme, og Alteret må han ikke nærme sig, thi han har en Legemsfejl og må ikke vanhellige mine hellige Ting; thi jeg er Herren, som helliger dem. ²⁴ Og Moses talte således til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne.

26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. ² Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; ³ thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. ⁴ Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. ⁵ Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. ⁶ Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, ⁷ for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. ⁸ Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

⁹ Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, ¹⁰ i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. ¹¹ Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! ¹² Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.

27 Herren er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? ² Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! ³ Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. ⁴ Om eet har jeg bedet Herren, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i Herrens Hus for at skue Herrens Livsalighed og grunde i hans Tempel. ⁵ Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. ⁶ Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise Herren.

⁷ Herre, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! ⁸ Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, Herre; ⁹ skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! ¹⁰ Thi Fader og Moder forlod mig, men Herren tager mig til sig. ¹¹ Vis mig, Herre, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; ¹² giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. ¹³ Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue Herrens Godhed i de levendes Land - ¹⁴ Bi på Herren, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på Herren!

4 Fremdeles så jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen; jeg så de undertryktes tårer og ingen trøstede dem; de led Vold af deres Undertrykkeres Hånd, og ingen trøstede dem. ² Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i Live; ³ men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke har set det onde, der sker under Solen. ⁴ Og jeg så, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den enes Misundelse mod den anden. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.

⁵ Dåren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op ⁶ Bedre en Håndfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter Vind.

⁷ Og mere Tomhed så jeg under Solen. ⁸ Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt Slid. ⁹ To er bedre faren end een, thi de får god Løn for deres Flid; ¹⁰ hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op. ¹¹ Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm? ¹² Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.

¹³ Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel Konge, som er en Tåbe og ikke mere har Forstand til at lade sig råde. ¹⁴ Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var født i Fattigdom under den andens Regering. ¹⁵ Jeg så alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted; ¹⁶ der var ikke Tal på alle de Mennesker, han stod i Spidsen for; men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, også det er Tomhed og Jag efter Vind. ¹⁷ Var din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand til andet end at gøre ondt.

6 Alle de, som ere Trælle under Åg, skulle holde deres egne Herrer al Ære værd, for at ikke Guds Navn og Læren skal bespottes. ² Men de, der have troende Herrer, må ikke ringeagte dem, fordi de ere Brødre, men tjene dem desto hellere, fordi de, som nyde godt af deres gode Gerning, ere troende og elskede. Lær dette, og forman dertil!

³ Dersom nogen fører fremmed Lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde Ord og til den Lære, som stemmer med Gudsfrygt. ⁴ han er opblæst, skønt han intet ved, men er syg for Stridigheder og Ordkampe, hvoraf kommer Avind, Kiv, Forhånelser, ond Mistanke ⁵ og idelige Rivninger hos Mennesker, som ere fordærvede i Sindet og berøvede Sandheden, idet de mene, at Gudsfrygten er en Vinding. ⁶ Vist nok er Gudsfrygten sammen med Nøjsomhed en stor Vinding. ⁷ Thi vi have intet bragt ind i Verden, det er da åbenbart, at vi ej heller kunne bringe noget ud derfra. ⁸ Men når vi have Føde og Klæder, ville vi dermed lade os nøje. ⁹ Men de, som ville være rige, falde i Fristelse og Snare og mange ufornuftige og skadelige Begæringer, som nedsænke Menneskene i Undergang og Fortabelse; ¹⁰ thi Pengegridskheden er en Rod til alt ondt; og ved at hige derefter ere nogle farne vild fra Troen og have gennemstunget sig selv med mange Smerter.

¹¹ Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed, Sagtmodighed; ¹² strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange Vidner. ¹³ Jeg byder dig for Guds Åsyn, som holder alle Ting i Live, og for Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius Pilatus, ¹⁴ at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse, ¹⁵ hvilken den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og Herrernes Herre skal lade til Syne i sin Tid; ¹⁶ han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og evig Magt! Amen!

¹⁷ Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmode sig, ej heller sætte Håb til den usikre Rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde; ¹⁸ at de gøre godt, ere rige på gode Gerninger, gerne give, meddele ¹⁹ og således, opsamle sig selv en god Grundvold for den kommende Tid, for at de kunne gribe det sande Liv.

²⁰ O Timotheus! vogt på den betroede Skat, idet du vender dig bort fra den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den falskelig såkaldte Erkendelse, ²¹ hvilken nogle have bekendt sig til og ere afvegne fra Troen. Nåden være med dig!