M’Cheyne Bible Reading Plan

²² og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må gå ud af sin Husdør før i Morgen. ²³ Thi Herren vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå eder. ²⁴ Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og dine Børn til evig Tid. ²⁵ Og når I kommer til det Land, Herren vil give eder, således som han har forjættet, så skal I overholde denne Skik. ²⁶ Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der har? ²⁷ så skal I svare: Det er Påskeoffer for Herren, fordi han gik Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne, men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad. ²⁸ Og Israeliterne gik hen og gjorde, som Herren havde pålagt Moses og Aron.

²⁹ Men ved Midnatstid ihjelslog Herren alle de førstefødte i Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone, til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt det førstefødte af Kvæget. ³⁰ Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var intet Hus, hvor der ikke fandtes en død. ³¹ Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: "Bryd op og drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud og dyrk Herren, som I har forlangt. ³² Tag også eders Småkvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort; og bed også om Velsignelse for mig!" ³³ Og Ægypterne trængte på Folket for at påskynde deres Afrejse fra Landet, thi de sagde: "Vi mister alle Livet!" ³⁴ Og , Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar Dejtrugene på Skulderen, indsvøbte i deres Kapper. ³⁵ Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder; ³⁶ og Herren havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, så de havde givet dem, hvad de bad om. Således tog de Bytte fra Ægypterne.

³⁷ Så brød Israeliterne op fra Rameses til Sukkot, henved 600.000 Mand til Fods foruden Kvinder og Børn. ³⁸ Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil Småkvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg. ³⁹ Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten uden at få Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig Tæring til Rejsen. ⁴⁰ Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 År. ⁴¹ Netop på den Dag da de 430 År var til Ende, drog alle Herrens Hærskarer ud af Ægypten. ⁴² En Vågenat var det for Herren, i hvilken han vilde føre dem ud af Ægypten. Den Nat er viet Herren, en Vågenat for alle Israeliterne, Slægt efter Slægt.

⁴³ Herren sagde til Moses og Aron: "Dette er Ordningen angående Påskelammet: Ingen fremmed må spise deraf. ⁴⁴ Men enhver Træl, der er købt for Penge, må spise deraf, såfremt du har fået ham omskåret. ⁴⁵ Ingen indvandret eller Daglejer må spise deraf. ⁴⁶ Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet må bringes ud af Huset; I må ikke sønderbryde dets Ben. ⁴⁷ Hele Israels Menighed skal fejre Påsken. ⁴⁸ Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Påske for Herren, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; så må han være med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den indfødte i Landet; men ingen uomskåren må spise deraf. ⁴⁹ En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den fremmede, der bor som Gæst hos eder."

⁵⁰ Og Israeliterne gjorde, som Herren havde pålagt Moses og Aron. ⁵¹ På denne selv samme Dag førte Herren Israeliterne ud af Ægypten, Hærskare for Hærskare.

15 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham. ² Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne tager imod Syndere og spiser med dem." ³ Men han talte denne Lignelse til dem og sagde: ⁴ "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? ⁵ Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde. ⁶ Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Får, som jeg havde mistet. ⁷ Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.

⁸ Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den? ⁹ Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt. ¹⁰ Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig."

¹¹ Men han sagde: "En Mand havde to Sønner. ¹² Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem. ¹³ Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned. ¹⁴ Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. ¹⁵ Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin. ¹⁶ Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde; og ingen gav ham noget. ¹⁷ Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger. ¹⁸ Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, ¹⁹ jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere! ²⁰ Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham. ²¹ Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn. ²² Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og Sko på Fødderne; ²³ og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige! ²⁴ Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige! ²⁵ Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans. ²⁶ Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var? ²⁷ Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen. ²⁸ Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og bad ham. ²⁹ Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner. ³⁰ Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham. ³¹ Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. ³² Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."

30 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. ² Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, ³ tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark ⁴ og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. ⁵ Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem. ⁶ De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. ⁷ De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, ⁸ en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. ⁹ Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; ¹⁰ de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. ¹¹ Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. ¹² Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig ¹³ min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; ¹⁴ de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, ¹⁵ Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. ¹⁶ Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: ¹⁷ Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. ¹⁸ Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. ¹⁹ Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. ²⁰ Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; ²¹ grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd. ²² Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; ²³ thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. ²⁴ Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under? ²⁵ Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? ²⁶ Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom; ²⁷ ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; ²⁸ trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber; ²⁹ Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. ³⁰ Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; ³¹ min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

16 Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien! ² Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer. ³ Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem. ⁴ Men dersom det er værd, at også jeg rejser med, da kunne de rejse med mig.

⁵ Men jeg vil komme til eder, når jeg er dragen igennem Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien; ⁶ men hos eder vil jeg måske blive eller endog overvintre, for at I kunne befordre mig videre, hvor jeg så rejser hen. ⁷ Thi nu vil jeg ikke se eder på Gennemrejse; jeg håber nemlig at forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det. ⁸ Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen; ⁹ thi en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange Modstandere.

¹⁰ Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, såvel som jeg. ¹¹ Derfor må ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene. ¹² Men hvad Broderen Apollos angår, da har jeg meget opfordret ham til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, når han får belejlig Tid.

¹³ Våger, står faste i Troen, værer mandige, værer stærke! ¹⁴ Alt ske hos eder i Kærlighed!

¹⁵ Men jeg formaner eder, Brødre - I kende Stefanas's Hus, at det er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene de hellige - ¹⁶ til at også I skulle underordne eder under sådanne og enhver, som arbejder med og har Besvær. ¹⁷ Men jeg glæder mig ved Stefanas's og Fortunatus's og Akaikus's Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder; ¹⁸ thi de have vederkvæget min Ånd og eders. Skønner derfor på sådanne!

¹⁹ Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus. ²⁰ Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys!

²¹ Hilsenen med min, Paulus's egen Hånd. ²² Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran Atha. ²³ Den Herres Jesu Nåde være med eder! ²⁴ Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus!