M’Cheyne Bible Reading Plan

13 Og Herren talede til Moses og sagde: ² "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!"

³ Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte Herren eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød. ⁴ I Dag vandrer I ud, i Abib Måned. ⁵ Når nu Herren fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned. ⁶ I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal der være Højtid for Herren. ⁷ I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine Landemærker. ⁸ Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad Herren gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten! ⁹ Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, for at Herrens Lov må være i din Mund, thi med stærk Hånd førte Herren dig ud af Ægypten. ¹⁰ Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, År efter År. ¹¹ Og når Herren fører dig til Kana'anæernes Land, således som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det, ¹² da skal du overlade Herren alt, hvad der åbner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er et Handyr, skal tilhøre Herren. ¹³ Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse. ¹⁴ Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Hånd førte Herren os ud af Ægypten, af Trællehuset; ¹⁵ og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog Herren alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og Fæ; derfor ofrer vi Herren alt, hvad der åbner Moders Liv, for så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi! ¹⁶ Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte Herren os ud af Ægypten."

¹⁷ Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten." ¹⁸ Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten. ¹⁹ Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!" ²⁰ De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af Ørkenen. ²¹ Men Herren vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat. ²² Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.

16 Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der ødte hans Ejendom. ² Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke længer være Husholder. ³ Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave, jeg skammer mig ved at tigge. ⁴ Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen. ⁵ Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig? ⁶ Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve! ⁷ Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du skyldig? Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham: Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve! ⁸ Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn imod deres egen Slægt. ⁹ Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i de evige Boliger. ¹⁰ Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget. ¹¹ Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem vil da betro eder den sande? ¹² Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil da give eder noget selv at eje? ¹³ Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon."

¹⁴ Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de spottede ham. ¹⁵ Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud. ¹⁶ Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold. ¹⁷ Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en Tøddel af Loven bortfalder. ¹⁸ Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor.

¹⁹ Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. ²⁰ Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår. ²¹ Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår. ²² Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet. ²³ Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. ²⁴ Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. ²⁶ Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os. ²⁷ Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus ²⁸ thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested. ²⁹ Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem! ³⁰ Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig. ³¹ Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."

31 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru; ² hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje? ³ Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang? ⁴ Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt? ⁵ Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig ⁶ på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld ⁷ er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder, ⁸ da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode! ⁹ Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør, ¹⁰ så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende! ¹¹ Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten, ¹² ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand! ¹³ Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig, ¹⁴ hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter? ¹⁵ Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv? ¹⁶ Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte, ¹⁷ var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf ¹⁸ nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød. ¹⁹ Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe ²⁰ visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam. ²¹ Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten, ²² så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led! ²³ Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet! ²⁴ Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning, ²⁵ var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget, ²⁶ så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne, ²⁷ og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd ²⁸ også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe. ²⁹ Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld ³⁰ nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl. ³¹ Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord" ³² nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd. ³³ Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet ³⁴ af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed! ³⁵ Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg! ³⁶ Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone, ³⁷ svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste. ³⁸ Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde, ³⁹ har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv, ⁴⁰ så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

1 Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja: ² Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, ⁴ som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! ⁵ Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus. ⁶ Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide; og vort Håb om eder er fast, ⁷ efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, således ere I det også i Trøsten. ⁸ Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet. ⁹ Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de døde, ¹⁰ han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os, ¹¹ idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som er bevist os.

¹² Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have vi færdedes i Verden, men mest hos eder. ¹³ Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende, ¹⁴ ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag. ¹⁵ Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde få Nåde to Gange, ¹⁶ og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa. ¹⁷ Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej? ¹⁸ Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej. ¹⁹ Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham. ²⁰ Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os. ²¹ Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud, ²² som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter. ²³ Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth. ²⁴ Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på eders Glæde; thi i Troen stå I.