M’Cheyne Bible Reading Plan

20 Gud talede alle disse Ord og sagde: ² Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset. ³ Du må ikke have andre Guder end mig. ⁴ Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i Vandet under Jorden; ⁵ du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres Brøde på Børn af dem, som hader mig, ⁶ men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine Bud! ⁷ Du må ikke misbruge Herren din Guds Navn, thi Herren lader ikke den ustraffet, der misbruger hans Navn! ⁸ Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig! ⁹ I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning, ¹⁰ men den syvende Dag skal være Hviledag for Herren din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte. ¹¹ Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen, Jorden og Havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har Herren velsignet Hviledagen og helliget den. ¹² Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det Land, Herren din Gud vil give dig! ¹³ Du må ikke slå ihjel! ¹⁴ Du må ikke bedrive Hor! ¹⁵ Du må ikke stjæle! ¹⁶ Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste! ¹⁷ Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller noget, der hører din Næste til!

¹⁸ Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig skælvende i Frastand; ¹⁹ og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!" ²⁰ Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder." ²¹ Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet, hvori Gud var.

²² Herren sagde da til Moses: Således skal du sige til Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra Himmelen! ²³ I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller Guld må I ikke gøre eder!

²⁴ Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig. ²⁵ Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover, vanhelliger du dem. ²⁶ Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din Blusel skal blottes over det.

23 Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus. ² Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge." ³ Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." ⁴ Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske." ⁵ Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil." ⁶ Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer. ⁷ Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage. ⁸ Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han håbede at se et Tegn blive gjort af ham. ⁹ Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet. ¹⁰ Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt. ¹¹ Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen. ¹² På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden. ¹³ Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og Folket ¹⁴ og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for, ¹⁵ og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for. ¹⁶ Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." ¹⁷ (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.) ¹⁸ Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os Barabbas!" ¹⁹ Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord. ²⁰ Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus. ²¹ Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham! ²² Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." ²³ Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd. ²⁴ Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; ²⁵ og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.

²⁶ Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. ²⁷ Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. ²⁸ Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! ²⁹ Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. ³⁰ Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! ³¹ Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?" ³² Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. ³³ Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. ³⁴ Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. ³⁵ Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte." ³⁶ Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde: ³⁷ "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!" ³⁸ Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge." ³⁹ Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" ⁴⁰ Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? ⁴¹ Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt." ⁴² Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!" ⁴³ Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset." ⁴⁴ Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, ⁴⁵ idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. ⁴⁶ Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han. ⁴⁷ Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt." ⁴⁸ Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage. ⁴⁹ Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.

⁵⁰ Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og retfærdig Mand, ⁵¹ han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; ⁵² han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. ⁵³ Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. ⁵⁵ Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. ⁵⁶ Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.

38 Så svarede Herren Job ud fra Stormvejret og sagde: ² "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening? ³ Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! ⁴ Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt! Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover? ⁶ Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten, ⁷ mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde? ⁸ Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød, ⁹ dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb, ¹⁰ dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre ¹¹ og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!" ¹² Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted, ¹³ så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort, ¹⁴ så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning? ¹⁵ De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust. ¹⁶ Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund? ¹⁷ Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte? ¹⁸ Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er! ¹⁹ Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme, ²⁰ så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig? ²¹ Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort! ²² Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes, ²³ den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag? ²⁴ Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden? ²⁵ Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej ²⁶ for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor, ²⁷ for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen? ²⁸ Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber? ²⁹ Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim? ³⁰ Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen. ³¹ Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker? ³² Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger? ³³ Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden? ³⁴ Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig? ³⁵ Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!" ³⁶ Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt? ³⁷ Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om, ³⁸ når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?

8 Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i Makedoniens Menigheder, ² at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds Rigdom. ³ Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen Drift, ⁴ idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage Del i Hjælpen til de hellige, ⁵ og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie, ⁶ så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt, således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave. ⁷ Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i denne Gave! ⁸ Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at prøve også eders Kærligheds Ægthed. ⁹ I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige. ¹⁰ Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil. ¹¹ Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders Evne. ¹² Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter, hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner. ¹³ Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders Overflod komme hines Trang til Hjælp, ¹⁴ for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for at der kan blive Ligelighed, ¹⁵ som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."

¹⁶ Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's Hjerte! ¹⁷ Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig, så er det af egen Drift, at han rejser til eder. ¹⁸ Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går igennem alle Menighederne, ¹⁹ og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed, ²⁰ idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os; ²¹ thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men også i Menneskers Øjne. ²² Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund af sin støre Tillid til eder. ²³ Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder, og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi Ære. ²⁴ Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders Kærlighed og for det, vi have rost eder for.