M’Cheyne Bible Reading Plan

33 Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400 Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to Trælkvinder, ² idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef; ³ selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden, før han nærmede sig sin Broder. ⁴ Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og kyssede ham, og de græd; ⁵ og da han så op og fik Øje på Kvinderne og Børnene, sagde han: "Hvem er det, du har der?" Han svarede: "Det er de Børn, Gud nådig har givet din Træl." ⁶ Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til Jorden, ⁷ derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig til Jorden. ⁸ Nu spurgte han: "Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf på?" Han svarede: "Finde Nåde for min Herres Øjne!" ⁹ Men Esau sagde: "Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!" ¹⁰ Da svarede Jakob: "Nej, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så tag imod min Gave! Da jeg så dit Åsyn, var det jo som Guds Åsyn, og du har taget venligt imod mig! ¹¹ Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig nådig, og jeg har fuldt op!" Således nødte han ham, til han tog det.

¹² Derpå sagde Esau: "Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg vil drage foran dig!" ¹³ Men Jakob svarede: "Min Herre ved jo, at jeg må tage Hensyn til de spæde Børn og de Får og Køer, som giver Die; overanstrenger jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Småkvæget. ¹⁴ Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene, til jeg kommer til min Herre i Seir." ¹⁵ Da sagde Esau: "Så vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk ledsage dig!" Men han svarede: "Hvorfor dog det måtte jeg blot finde Nåde for min Herres Øjne!": 16" Så drog Esau samme Dag tilbage til Seir.

¹⁷ Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet Navnet Sukkot. ¹⁸ Og Jakob kom på sin Vandring fra Paddan Aram uskadt til Sikems By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen; ¹⁹ og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af Sikems Pader Hamors Sønner for 100 Kesita ²⁰ og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud.

4 Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen. ² Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning: ³ "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så. ⁴ Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og åde det op. ⁵ Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. ⁶ Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. ⁷ Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt. ⁸ Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold." ⁹ Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"

¹⁰ Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne. ¹¹ Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser, ¹² for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle omvende sig og få Forladelse "

¹³ Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstå alle de andre Lignelser? ¹⁴ Sædemanden sår Ordet. ¹⁵ Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet,som er sået i dem. ¹⁶ Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem, som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde; ¹⁷ og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks. ¹⁸ Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet ¹⁹ og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så det bliver uden Frugt. ²⁰ Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt,tredive og tresindstyve og hundrede Fold."

²¹ Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på Lysestagen? ²² Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset. ²³ Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" ²⁴ Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere. ²⁵ Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."

²⁶ Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har lagt Sæden i Jorden ²⁷ og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. ²⁸ Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks, derefter fuld Kærne i Akset; ²⁹ men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Hånden."

³⁰ Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det? ³¹ Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre end alt andet Frø på Jorden, ³² og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge." ³³ Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det. ³⁴ Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.

³⁵ Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: "Lader os fare over til hin Side!" ³⁶ Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet; men der var også andre Skibe med ham. ³⁷ Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes. ³⁸ Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?" ³⁹ Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille. ⁴⁰ Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I ikke Tro?" ⁴¹ Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne siden både Vinden og Søen ere ham lydige?"

9 På den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, det er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres, den Dag, da Jødernes Fjender havde håbet at kunne overvælde dem, medens det nu omvendt blev Jøderne, der på den Dag skulde overvælde deres Avindsmænd, ² sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle Folkene. ³ Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var faldet på dem. ⁴ Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og mægtigere.

⁵ Således slog Jøderne løs på alle deres Fjender med Sværdhug, Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de havde Lyst. ⁶ I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand; ⁷ og Parsjandata, Dalfon, Aspata, ⁸ Porata, Adalja, Aridata, ⁹ Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata, ¹⁰ de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbte de. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.

¹¹ Samme dag kom Tallet på dem, der var dræbt i Borgen Susan, Kongen for Øre. ¹² Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jøderne dræbt og tilintetgjort 500 Mand, også Hamans ti Sønner; hvad må de da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvad er din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er yderligere dit Ønske? Det skal tilstås dig! ¹³ Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det så også i Morgen tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti Sønner blive hængt op i Galger! ¹⁴ Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordning derom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger. ¹⁵ Så sluttede Jøderne i Susan sig også sammen på den fjortende Dag i Adar Måned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.

¹⁶ Men også de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjenderog dræbte blandt deres Avindsmænd 75000 ¹⁷ på den trettende Dag i Adar Måned; men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud; og de hvilede på den fjortende og gjorde den til en Gæstebuds- og Glædesdag. ¹⁸ Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen både den trettende og fjortende Dag i Måoeden og hvilede på den femtende, og den gjorde de til Gæstebuds- og Glædesdag. ¹⁹ Derfor fejrer Jøderne på Landet, de, der bor i Landsbyerne, den fjortende Dag i Adar Måned som en Glædes-, Gæstebuds- og Festdag, på hvilken de sender hverandre Gaver.

²⁰ Og Mordokaj nedskrev disse Tildragelser og udsendte Skrivelser til alle Jøder i alle Kong Ahasverus's Lande nær og fjern ²¹ for at gøre det til Pligt for dem hvert År at fejre den fjortende og femtende Adar ²² de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Måned, da deres Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag - at fejre dem som Gæstebuds- og Glædesdage, på hvilke de skulde sende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver. ²³ Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havde gjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være en fast Skik. ²⁴ Fordi Agagiten Haman, Hammedatas Søn, alle Jøders Fjende, havde lagt Råd op imod Jøderne om at tilintetgøre dem og kastet Pur - det er Lod - for at ødelægge og tilintetgøre dem, ²⁵ men Kongen havde, da det kom ham for Øre, givet skriftlig Befaling til, at det onde Råd, Homan havde lagt op mod Jøderne, skulde falde tilbage på hans eget Hoved, og ladet ham og hans Sønner hænge i Galgen, ²⁶ derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, på Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde oplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem, ²⁷ gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt År efter År skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem og til den fastsatte Tid, ²⁸ og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og Slægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrig skulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre blandt deres Efterkommere.

²⁹ Derpå lod Dronning Ester, Abihajils Datter, og Jøden Mordokaj en eftertrykkelig Skrivelse udgå for at stadfæste dette Brev om Purim. ³⁰ Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus's Rige med Freds og Sandheds Ord ³¹ om at holde disse Purimsdage i Hævd på den fastsatte Tid, således som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til Pligt for dem, og således som de havde bundet sig selv og deres Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageråb. ³² Således stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved Esters Befaling; og det blev optegnet i en Bog.

10 Kong Ahasverus lagde Skat på Fastlandet og Kystlandene. ² Og alt, hvad han gjorde i sin Magt og Vælde, og en nøjagtig Skildring af den høje Værdighed, Kongen ophøjede Mordokaj til, står optegnet i Mediens og Persiens Kongers Krønike. ³ Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og talte til Bedste for al sin Slægt.

4 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? ² Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. ³ Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed." ⁴ Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed; ⁵ den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed; ⁶ ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: ⁷ "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; ⁸ salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."

⁹ Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. ¹⁰ Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud. ¹¹ Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, ¹² og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.

¹³ Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. ¹⁴ Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. ¹⁵ Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse. ¹⁶ Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle ¹⁷ (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var. ¹⁸ Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd være;" ¹⁹ og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet; ²⁰ men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære ²¹ og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre. ²² Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed. ²³ Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, ²⁴ men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, ²⁵ ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.