M’Cheyne Bible Reading Plan

17 Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra Lejrplads til Lejrplads efter Herrens Bud. Men da de lejrede sig i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke. ² Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!" Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister I Herren?" ³ Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?" ⁴ Da råbte Moses til Herren: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk? Det er ikke langt fra, at de vil stene mig." ⁵ Men Herren sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og kom så! ⁶ Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels Ældste. ⁷ Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der havde kivedes og fristet Herren ved at sige: "Er Herren iblandt os eller ej?"

⁸ Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim. ⁹ Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen med Guds Stav i Hånden!" ¹⁰ Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen. ¹¹ Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne Overtaget. ¹² Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede til Solen gik ned, ¹³ og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med Sværdet.

¹⁴ Da sagde Herren til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette Amalekiternes Minde under Himmelen!" ¹⁵ Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "Herren er mit Banner!" ¹⁶ Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på Herrens Trone! Herren har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!"

20 Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham. ² Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det: ⁴ Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?" ⁵ Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? ⁶ Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet." ⁷ Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. ⁸ Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

⁹ Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider. ¹⁰ Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. ¹¹ Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. ¹² Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud. ¹³ Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham. ¹⁴ Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor. ¹⁵ Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem? ¹⁶ Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!" ¹⁷ Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? ¹⁸ Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse." ¹⁹ Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

²⁰ Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. ²¹ Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed. ²² Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" ²³ Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? ²⁴ Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens." ²⁵ Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." ²⁶ Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

²⁷ Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde: ²⁸ "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom. ²⁹ Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. ³⁰ Ligeså den anden. ³¹ Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn. ³² Men til sidst døde også Hustruen. ³³ Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru." ³⁴ Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; ³⁵ men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. ³⁶ Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn. ³⁷ Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. ³⁸ Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle." ³⁹ Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel." ⁴⁰ Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

⁴¹ Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn? ⁴² David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, ⁴³ indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. ⁴⁴ Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

⁴⁵ Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene: ⁴⁶ "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne, ⁴⁷ de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."

35 Og Elihu tog til Orde og sagde: ² "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud, ³ at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

⁴ Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner: ⁵ Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig! ⁶ Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham? ⁷ Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd? ⁸ Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

⁹ Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm, ¹⁰ men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten, ¹¹ lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?" ¹² Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod; ¹³ til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke, ¹⁴ endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham! ¹⁵ Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd, ¹⁶ så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.

5 Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. ² Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen, ³ så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. ⁴ Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet. ⁵ Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Åndens Pant. ⁶ Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren ⁷ thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse ⁸ ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren. ⁹ Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige. ¹⁰ Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt.

¹¹ Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi også ere åbenbare for eders Samvittigheder. ¹² Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet. ¹³ Thi når vi "bleve afsindige"; var det for Guds Skyld, og når vi ere besindige, er det for eders Skyld. ¹⁴ Thi Kristi Kærlighed tvinger os, ¹⁵ idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem. ¹⁶ Således vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi også have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu. ¹⁷ Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt! ¹⁸ Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, ¹⁹ efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. ²⁰ Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! ²¹ Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.