M’Cheyne Bible Reading Plan
Kong Joram af Israel
3 Ahabs søn Joram kom til magten i Israel i kong Joshafat af Judas 18. regeringsår. Han regerede i 12 år med residens i Samaria. 2 Joram gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, selv om han handlede bedre end sin far, Ahab, og sin mor, Jezabel. Han nedrev den stenstøtte, som hans far i sin tid havde ladet bygge for Ba’al. 3 Men ellers fortsatte han i samme spor som Jeroboam, der havde lokket Israels folk til synd ved at indføre afgudsdyrkelse.
Elisa forudsiger Israels sejr over Moab
4 Moabs konge, Meshek, og hans undersåtter var fåreavlere. De plejede at betale en årlig skat til Israel på 100.000 lam samt uld fra 100.000 væddere. 5 Men efter Ahabs død gjorde kongen af Moab oprør mod Israels herredømme og nægtede at betale skat. 6 Kong Joram mønstrede straks den israelitiske hær og drog af sted sydpå fra Samaria. 7 Samtidig sendte han bud til kong Joshafat af Juda: „Moabs konge har gjort oprør imod mig. Vil du hjælpe mig med at slå oprøret ned?”
„Selvfølgelig,” svarede Joshafat. „Mine folk og mine heste står til din rådighed. 8 Fortæl mig, hvilke angrebsplaner du har.”
„Jeg har tænkt mig at angribe sydfra, fra Edoms ørken,” svarede Joram.
9 Så sluttede Judas konge sig til ham, og senere kom Edoms konge også med. I syv dage fulgte hærene en omvej gennem ørkenen, men så slap deres vandbeholdning op, og der var ikke en dråbe tilbage, hverken til mændene eller dyrene, de havde med.
10 „Hvad skal vi nu gøre?” udbrød Israels konge. „Har Herren virkelig ført os herud, for at Moabs hær kan besejre os?”
11 Men Joshafat spurgte: „Er der ikke en af Herrens profeter i nærheden, som kan spørge Herren, hvad vi skal gøre?”
„Jo, der er,” udbrød en af de israelitiske officerer. „Elisa bor her tæt ved. Han var profeten Elias’ højre hånd.”
12 „Ja, det er en mand, som virkelig taler Herrens ord,” bekræftede Joshafat. Så tog Israels, Judas og Edoms konger hen til Elisa for at spørge ham til råds.
13 Da Elisa så kong Joram, sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre? Hvorfor spørger du ikke din mors og fars profeter til råds?”
Men kong Joram svarede: „Fordi det er Herren, som har ført os herud for at blive slagtet af Moabs konge.”
14 „Jeg sværger ved den levende Gud, som jeg tjener, at jeg ikke ville værdige dig et blik, hvis det ikke var for kong Joshafat af Judas skyld,” svarede Elisa. 15 „Men få nu fat i en musiker.” Det gjorde de så, og mens han spillede, kom Herrens kraft over Elisa.
16 „Herren siger, at I skal grave en masse huller i det udtørrede flodleje i bunden af dalen,” sagde Elisa. 17 „I vil ikke mærke nogen vind eller se nogen regn, men alligevel vil dalen blive fyldt med vand, så der bliver rigeligt til jer og jeres dyr. 18 Men ikke nok med det. Herren vil også give jer sejr over Moabs hær. 19 I skal erobre alle landets betydningsfulde byer, der er stærkt befæstet. I skal fælde deres frugttræer, tilstoppe deres kilder og ødelægge markerne med sten.”
20 Næste morgen omkring morgenofferets tid kom der ganske rigtigt vand ned fra Edoms højland og fyldte flodlejet.
21 I mellemtiden havde folket i Moab hørt, at tre hære var på vej imod dem, og alle kampdygtige mænd, både unge og gamle, blev indkaldt og placeret langs grænsen. 22 Men i den tidlige morgen, da solens stråler faldt på vandet, så det for moabitterne ud, som om der lå blod overalt.
23 „Se alt det blod,” råbte de. „De tre fjendehære må have slået hinanden ihjel. Kom, lad os løbe ned og udplyndre deres lejr.”
24 Men da de nåede ned til lejren, blev de angrebet og slået på flugt af israelitterne, som forfulgte dem langt ind i Moabs land og ødelagde alt, hvad de kom i nærheden af. 25 De ødelagde byerne, dængede hvert eneste stykke opdyrket jord til med sten, stoppede kilderne til og fældede frugttræerne. Til sidst var kun fæstningsbyen Kir-Hareset tilbage, men slyngekasterne belejrede og beskød den.
26 Da Moabs konge indså, at han ikke kunne holde stand mod angrebet, tog han 700 bevæbnede soldater med sig og forsøgte at bryde igennem belejringen for at komme hen til Edoms konge. Men planen mislykkedes. 27 Så tog han sin ældste søn, tronarvingen, og for øjnene af den bestyrtede israelitiske hær dræbte han ham og ofrede ham dér på muren som brændoffer til sin gud. Denne modbydelige handling blev israelitterne så oprørte over, at de vendte om og trak sig tilbage til deres eget land.
Gensidig forbøn
3 I øvrigt, venner, bed også for os. Bed om, at Herrens ord må slå igennem her hos os med samme herlighed som dengang, det kom til jer. 2 Bed også om, at vi må blive reddet ud af kløerne på de nederdrægtige, onde mennesker, der modarbejder os. Det er jo ikke alle, der tager imod troen.
3 Men Herren er trofast! Han vil styrke jer og beskytte jer mod den Ondes angreb. 4 Fordi I hører Herren til, regner vi med, at I både nu og fremover vil efterleve det, vi har påbudt jer. 5 Vi beder om, at Herren vil føre jer endnu dybere ind i Guds kærlighed og Kristi udholdenhed.
Dovenskab
6 Det, vi siger nu, venner, er en befaling, som vi giver jer i Herren Jesu Kristi navn: Hold jer fra enhver kristen, som lever et uansvarligt liv i lediggang og ikke vil følge de anvisninger, vi har givet jer. 7 I ved jo godt, at I bør følge vores eksempel, og I har aldrig set os drive tiden bort. 8-9 Vi levede ikke på jeres bekostning, selvom vi var berettiget til det, men vi sled og slæbte dag og nat for ikke at ligge nogen af jer til byrde. Det var for at vise jer et godt eksempel 10 og leve efter princippet: „Den, der ikke vil arbejde, fortjener ikke føden.” Det var jo et princip, vi underviste jer om, da vi var hos jer.
11 Alligevel hører vi, at nogle af jer ikke vil arbejde, men spilder tiden med at blande sig i andre folks sager. 12 I Herren Jesu Kristi navn formaner vi disse folk til at arbejde støt og roligt, så de selv kan tjene til føden.
13 I må aldrig blive trætte af at gøre det gode, kære venner. 14 Hvis nogen ikke vil rette sig efter anvisningerne i dette brev, så læg mærke til, hvem det er, og hold jer fra dem. Måske kan det få dem på andre tanker. 15 I skal dog ikke behandle dem som fjender, men prøve at tilrettevise dem som jeres medkristne.
Afsluttende hilsen
16 Vi beder om, at fredens Gud må give jer sin fred, hvad der end sker. Herren være med jer alle.
17 Denne hilsen skriver jeg med egen hånd, sådan som jeg plejer at gøre i alle mine breve for at bevise, at de virkelig kommer fra mig. Sådan er min håndskrift.
18 Herren Jesu Kristi nåde være med jer alle.
Daniels drøm om de fire dyr
7 I kong Belshazzar af Babyloniens første regeringsår fik Daniel selv en profetisk drøm. Han skrev hovedindholdet af drømmen ned:
2 I mit natlige drømmesyn så jeg vindene fra de fire verdenshjørner piske det store hav i oprør, 3 og pludselig steg fire enorme dyr op af havet. De var alle forskellige.
4 Det første dyr lignede en løve, men havde ørnevinger. Mens jeg betragtede dyret, blev dets vinger revet af. Kort efter rejste dyret sig på bagbenene og stod oprejst, og det blev givet et menneskehjerte.[a]
5 Det andet dyr lignede en bjørn, der var højere i den ene side end i den anden. Dyret holdt tre ribben mellem tænderne,[b] og jeg hørte en stemme sige til dyret: „Gå til angreb og spis dig mæt!”
6 Det tredje dyr lignede en leopard, men med fire vinger på ryggen. Dyret havde fire hoveder[c] og fik stor magt.
7 Det fjerde dyr, jeg så i mit drømmesyn, var utrolig stærkt og ubeskriveligt skrækindjagende. Det havde store jerntænder, hvormed det flænsede og knuste sine ofre for derefter at trampe dem ned med sine fødder. Det var anderledes end de andre dyr, og det havde ti horn.[d]
8 Mens jeg betragtede hornene, så jeg, at et nyt lille horn voksede frem imellem dem, og at tre af de ti horn faldt af for at skaffe plads til det. Det nye horn havde menneskeøjne og en mund, der talte store ord.
Der gøres klar til dom
9 Derefter så jeg, at troner blev stillet op, og at Den Gamle af Dage indtog sin plads. Hans tøj var hvidt som sne—hans hår som den hvideste uld. Tronen, som han sad på, skinnede som et flammehav, og dens hjul var som ild. 10 Ud fra tronen strømmede der en flod af ild. Tusindvis af engle stod parat til at handle på hans mindste vink, og millioner af engle var samlet omkring ham. Så begyndte retssagen, og bøger blev åbnet.
11 Jeg hørte, hvordan hornet på det fjerde dyr fortsatte med sit stolte praleri, og jeg så, hvordan dyret blev dræbt, kastet i ilden og brændt. 12 (De tre andre dyr havde mistet deres magt, men deres indflydelse fortsatte nogen tid efter.)[e]
13 Dernæst så jeg en, der lignede et menneske, komme på himlens skyer. Han nærmede sig Den Gamle af Dage og blev ført hen til tronen. 14 Han fik overdraget al ære, magt og herlighed, så mennesker fra alle folkeslag, stammer og sprog måtte tjene ham. Hans magt er evig, og hans herredømme vil aldrig få ende.
Betydningen af drømmesynet
15 Jeg, Daniel, blev grebet af forfærdelse over alt det, jeg så. 16 Derfor gik jeg hen til en af de engle, der stod ved tronen, og bad ham forklare mig, hvad det alt sammen skulle betyde. Han svarede:
17 „De fire enorme dyr repræsenterer fire konger, der vil få stor magt på jorden. 18 Men til sidst vil Gud give sit udvalgte folk magten, og deres herredømme skal vare til evig tid.”
19 Derefter bad jeg ham forklare betydningen af det fjerde dyr, der var anderledes end de andre, det, der havde jerntænder og bronzekløer, og som flænsede og knuste sine ofre og trampede dem ned med sine fødder. 20 Jeg spurgte ham også angående de ti horn på dyrets hoved og det nye horn, der voksede frem og overtog de tre horns plads, det, der havde menneskeøjne og en mund, der talte store ord, og som var stærkere end de andre. 21 Jeg så nemlig, at det horn forfulgte og førte krig mod Guds udvalgte folk, 22 indtil det øjeblik da Den Gamle af Dage kom og fældede dom over det. Derefter fik det udvalgte folk overdraget magten.
23 „Det fjerde dyr er den fjerde stormagt, der skal herske på jorden,” forklarede han. „Det vil være anderledes end alle de andre. Det vil indtage hele jorden, knuse al modstand og nedtrampe alt. 24 De ti horn betyder, at ti konger vil fremstå af det rige. Derefter vil der så komme endnu en konge, anderledes end de ti, og han vil rydde tre af dem af vejen. 25 Han vil sætte sig op imod den almægtige Gud, undertrykke hans udvalgte folk og forsøge at ændre deres love og højtider, og de vil være prisgivet hans magt én tid, to tider og en halv tid.
26 Men så vil retten blive sat, og han vil blive dømt. Magten vil blive taget fra ham, og han vil blive tilintetgjort. 27 Da skal magten over alle verdens riger gives til Guds udvalgte folk. De skal herske for evigt, og alle konger skal tjene og adlyde dem.”
28 Her sluttede min drøm. Da jeg vågnede, var jeg forfærdet og bleg af skræk, og jeg talte ikke til nogen om min drøm.
Herren hjælper sit folk
114 Da Israels folk forlod Egypten,
hvor de havde levet blandt et fremmed folk,
2 blev de Herrens ejendomsfolk,
de blev hans eget, hellige folk.
3 Havets vandmasser flygtede fra dem,
Jordanfloden holdt sig ærbødigt tilbage.[a]
4 Bjergene sprang rundt som væddere,
bakkerne var kåde som lam.
5 Hvad går der af dig, hav, siden du flygter?
Jordanflod, hvorfor holder du dig tilbage?
6 Hvorfor springer I bjerge som væddere?
Bakker, hvorfor er I kåde som lam?
7 Når jorden står overfor den Almægtige, må den skælve,
ryste af angst for Israels Gud,
8 han, som gav drikkevand fra en ørkensten,
gjorde klippevæg til kildevæld.
Den sande Gud
115 Dig tilhører æren, Herre, ikke os,
for du er pålidelig og trofast.
2 Hvorfor siger de fremmede folkeslag:
„Nå, hvor er så jeres Gud?”
3 Vores Gud er i Himlen,
og han gør, hvad han vil.
4 Deres gudebilleder er lavet af sølv og guld,
de er skabt af mennesker,
5 de har mund, men kan ikke tale,
øjne, men kan intet se,
6 de har ører, men kan ikke høre,
næse, men kan intet lugte.
7 De har hænder, men udretter intet,
fødder, men kan ikke gå,
de kan ikke frembringe en eneste lyd.
8 De, som fremstiller og tilbeder den slags guder,
ender med at blive lige så døde som dem.
9 Men Israels folk, I skal stole på Herren,
for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
10 Arons præsteslægt, I skal stole på Herren,
for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
11 Alle I, der tilbeder Herren, I skal stole på ham,
for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
12 Herren har omsorg for os og velsigner os.
Han velsigner Israels folk og Arons slægt,
13 han velsigner alle, der adlyder ham,
både små og store.
14 Herren vil lade jeres antal vokse,
give jer mange efterkommere.
15 Herren, der skabte himlen og jorden,
vil velsigne jer.
16 Himlen er Herrens område,
men jorden har han givet til menneskene.
17 De døde lovsynger ikke Herren,
i stilhedens rige prises han ikke.
18 Men vi, der lever, vi lover Herren,
vi vil prise ham nu og altid.[b]
Halleluja!
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.