M’Cheyne Bible Reading Plan

Elias bliver taget op til Himlen

2 Da Herren hentede Elias op til Himlen i en hvirvelvind, foregik det på følgende måde:

Elias og Elisa kom gående sammen på vejen fra Gilgal.^{[a] 2} Så sagde Elias til Elisa: „Bliv her, for Herren har sagt, at jeg skal tage til Betel.”

Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad mod Betel.

³ Inden de nåede byen, kom eleverne fra profetskolen i Betel dem i møde, og de spurgte Elisa: „Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”

„Jeg ved det godt,” svarede Elisa. „Ti bare stille.”

⁴ Så sagde Elias til Elisa: „Bliv her i Betel, for Herren har sagt, at jeg skal tage til Jeriko.”

Men Elisa svarede som før: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad ned mod Jeriko.

⁵ Eleverne fra profetskolen i Jeriko kom dem også i møde, og de stillede Elisa samme spørgsmål: „Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”

„Jeg ved det godt,” svarede Elisa. „Ti bare stille.”

⁶ Derpå sagde Elias til Elisa: „Bliv her i Jeriko, for nu vil Herren have mig hen til Jordanfloden.”

Men Elisa svarede igen: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad og kom til Jordanflodens bred.

⁷ 50 af profeteleverne gik hen og stillede sig et sted, hvor de kunne holde øje med dem på afstand. ⁸ Elias rullede sin kappe sammen og slog på vandet med den, og vandet delte sig, så de kunne gå tørskoet over.

⁹ Da de var kommet over på den anden side, sagde Elias til Elisa: „Hvad ønsker du, at jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort?”

„Lad din profetiske ånd gå i arv til mig,”^[b] var Elisas svar.

¹⁰ „Det er en dristig bøn,” svarede Elias. „Men hvis du ser mig i det øjeblik, jeg bliver taget bort, vil din bøn blive opfyldt. Hvis du derimod ikke ser mig, bliver den ikke opfyldt.”

¹¹ Mens de gik og talte sammen på vejen, kørte der pludselig en ildvogn med ildheste ind imellem dem. Elias blev taget op i vognen og fór op mod himlen i en hvirvelvind.

¹² Elisa fulgte ham med øjnene og råbte: „Min mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”

Da Elisa ikke længere kunne se ham, rev han sin kjortel itu. ^13-14 Så samlede han profetkappen op, som var faldet af Elias, og gik tilbage til Jordanflodens bred. Han slog vandet med kappen, ligesom Elias havde gjort, og sagde:

„Hvor er nu Herren, Elias’ Gud?” Straks delte vandet sig, så Elisa kunne gå tørskoet over.

¹⁵ Da eleverne fra profetskolen i Jeriko så det, råbte de: „Se, Elias’ ånd er kommet over Elisa.” Så gik de ham i møde og bøjede sig for ham.

¹⁶ „Herre,” sagde de, „vi er 50 mænd i god form. Skal vi ikke gå ud og lede efter din herre? Måske Herrens Ånd har sat ham på et af bjergene eller i en kløft.”

„Nej,” svarede Elisa, „lad være med det.”

¹⁷ Men de blev ved med at presse ham. Til sidst gav han efter og sagde: „Godt, så gør det bare.” De 50 mænd søgte efter Elias i tre dage, men de fandt ham ikke. ¹⁸ Elisa var stadig i Jeriko, da de kom tilbage, og han sagde til dem: „Det var jo det, jeg sagde.”

Elisas første mirakler

¹⁹ En dag kom Jerikos ledere til Elisa med et problem. „Vores by ligger på et godt sted, som du kan se,” sagde de. „Men der er noget galt med vandet. Det forårsager aborter her i området.”

²⁰ „Bring mig en ny skål og kom salt i den,” beordrede Elisa. Det gjorde de.

²¹ Så gik han ned til kilden, kastede saltet ned i den og sagde: „Herren siger: Jeg gør dette vand sundt. Det vil ikke længere forårsage død eller aborter.” ²² Så blev vandet sundt, ganske som Elisa havde sagt. Og det er det den dag i dag.

²³ Fra Jeriko gik Elisa nu mod Betel. Da han nærmede sig byen, kom der en flok drenge ud derfra og gjorde nar af ham. De råbte til ham: „Kom herop, skaldepande, kom herop.” ²⁴ Da vendte Elisa sig mod børnene og forbandede dem i Herrens navn. Straks kom to hunbjørne ud fra krattet og sønderrev 42 af dem. ²⁵ Derfra gik Elisa videre til Karmels bjerg og vendte siden tilbage til Samaria.

Før Jesus kommer igen, vil ondskaben vokse

2 ^1-2 Hvad angår spørgsmålet om, hvornår vores Herre, Jesus Kristus, kommer igen, og hvordan vi skal mødes med ham, så beder vi jer om ikke at blive forvirrede eller forskrækkede over rygter om, at han allerede skulle være kommet. Tro ikke på den slags, lige meget om det kommer via såkaldt åndelig åbenbaring, via et kundskabsord eller via et brev, som man påstår, vi skulle have skrevet. ³ Lad ikke nogen vildlede jer.

Før Herrens Dag kommer, bliver der et stort oprør mod Gud, og Det onde^[a] Menneske, som er dømt til fortabelse, vil komme frem af sit skjul. ⁴ Han vil bekæmpe alt, hvad der har med Gud at gøre, og ophøje sig over alt, hvad der er helligt. Han vil endog tage plads i Guds tempel og bilde folk ind, at han er Gud. ⁵ Husker I ikke, at jeg talte om det, da jeg var hos jer? ⁶ Og I ved godt, hvad det er, der holder ham tilbage, indtil det bliver hans tid til at træde frem. ⁷ Selvom hans ondskab allerede virker i det skjulte, så vil han ikke træde offentligt frem, før det,^[b] der holder ham tilbage, er borte. ⁸ Derefter vil han ikke længere arbejde i det skjulte. Når Herren Jesus kommer for at dømme verden, vil han udslette og fuldstændigt tilintetgøre Det onde Menneske med et åndepust.

⁹ Når Det onde Menneske træder frem, vil han få magt fra Satan til at forføre mennesker med alle mulige løgne og tegn og undere. ¹⁰ Han vil i sin ondskab forføre alle dem, der er på vej til fortabelse, fordi de tog afstand fra den sandhed, som ellers kunne frelse dem. ¹¹ Derfor overgiver Gud dem til at blive forført, så de tror på løgnen. ¹² Alle, som ikke troede på sandheden, men besluttede at leve i oprør mod Gud, bliver dømt.

Opmuntring til at stå fast

¹³ Vi har virkelig grund til at takke Gud for jer til hver en tid, venner. Herren elsker jer, og Gud udvalgte jer til at være blandt de første, der blev frelst. I kom til tro på sandheden og blev renset og helliget af hans Ånd. ¹⁴ Gennem budskabet om Kristus, som vi bragte til jer, får I del i den herlighed, som kommer fra Jesus Kristus, vores Herre.

¹⁵ Stå fast, kære venner, og hold jer til den undervisning, I fik af os, enten det var mundtligt eller gennem et brev. ¹⁶ Herren Jesus Kristus og Gud, vores Far, som elsker os og i sin nåde har givet os en evig trøst og et sikkert håb, ¹⁷ vil selv opmuntre jer og styrke jer til gode ord og handlinger.

Daniel i løvekulen

6 Efter Belshazzars død overtog mederen Dareios^[a] magten over det babyloniske storrige i en alder af 62 år. ² Han opdelte riget i 120 provinser og indsatte en guvernør i hver provins. ³ Over dem satte han tre statholdere, som de skulle stå til regnskab for, så riget blev effektivt administreret. Daniel var en af dem.

⁴ Daniel udviste større administrative evner end de andre statholdere og guvernører, for han sad inde med en helt speciel visdom, og kong Dareios overvejede at gøre ham til rigets øverste administrative leder. ⁵ De andre statholdere og guvernører blev derfor misundelige på Daniel, og de søgte at finde noget ved hans embedsførelse, som de kunne anklage ham for. Men de kunne ikke finde noget at kritisere, for Daniel var ærlig og ikke det mindste korrupt eller forsømmelig. ⁶ „Vi kan ikke finde noget at anklage ham for, hvad hans arbejde angår,” konstaterede de. „Men måske vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.”

⁷ I samlet trop gik de derfor til kongen og sagde: „Deres Majestæt længe leve! ⁸ Vi statholdere, guvernører, rådgivere og andre højtstående embedsmænd er blevet enige om, at De burde udstede en lov, som siger, at hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—skal de kastes for løverne. ⁹ Vi opfordrer Dem til personligt at underskrive denne lov, så den ifølge medisk-persisk tradition ikke kan omstødes.” ¹⁰ Kong Dareios udstedte da en sådan lov.

¹¹ Selvom Daniel vidste besked med den nye lov, gik han alligevel hjem og knælede, som han plejede, i det værelse ovenpå, hvor vinduerne stod åbne i retning af Jerusalem. Han blev ved med at bede og takke Gud tre gange dagligt, som han altid havde gjort. ¹² De misundelige embedsmænd stormede da ind i Daniels hus og fandt ham i færd med at bede til Gud. ¹³ Straks gik de hen til kongen. „Deres Majestæt husker nok den lov, De lige har udstedt,” begyndte de. „Hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—så skal de kastes for løverne.”

„Jo,” svarede kongen, „det står fast efter den medisk-persiske tradition. Loven kan ikke trækkes tilbage.”

¹⁴ „Men Daniel, en af de bortførte judæere, er ligeglad med Dem og Deres lov. Han beder stadig til sin Gud tre gange om dagen.”

¹⁵ Da kongen hørte det, blev han meget ked af det og spekulerede på, hvordan han mon kunne redde Daniel. Hele resten af dagen prøvede han at finde en udvej til at hjælpe Daniel.

¹⁶ Om aftenen troppede mændene igen op hos kongen. „Deres Majestæt,” sagde de. „Vi vil gerne minde Dem om, at De ifølge medisk-persisk tradition ikke kan tilbagetrække en lov, De selv har underskrevet.”

¹⁷ Så blev Daniel hentet og kongen sagde til ham: „Gid din Gud, som du tjener så trofast, må redde dig ud af det her!” Derpå blev Daniel kastet ned til løverne, ¹⁸ og man hentede en stor sten, som blev lagt over løvekulens åbning. Til sidst forseglede kongen stenen både med det kongelige segl og regeringens segl, så det var umuligt at ændre noget i den sag. ¹⁹ Derpå vendte kongen tilbage til paladset. Men han ville ikke spise, aflyste sin sædvanlige aftenunderholdning og lukkede ikke et øje hele natten.

²⁰ Næste morgen ved daggry stod kongen op og skyndte sig hen til løvekulen. ²¹ Endnu inden han var nået helt derhen, råbte han sørgmodigt: „Åh, Daniel, du den levende Guds tjener! Mon den Gud, som du tjente så trofast, kunne redde dig fra løverne?” ²² Straks svarede Daniel: „Deres Majestæt længe leve! ²³ Min Gud sendte en engel og lukkede løvernes gab, så de ikke kunne skade mig. I Guds øjne er jeg nemlig uskyldig, og jeg har heller ikke gjort noget forkert over for Dem, Deres Majestæt.”

²⁴ Kongen var ude af sig selv af glæde. Han fik straks Daniel hejst op fra løvekulen. Ikke en skramme havde han fået, for han havde sat sin lid til Gud.

²⁵ Men de mænd, som havde udtænkt den snedige plan, blev derefter på kongens befaling hentet og kastet i løvekulen sammen med deres koner og børn, og løverne kastede sig straks over dem og knuste deres knogler.

²⁶ Efter den oplevelse udsendte kong Dareios en meddelelse til alle sine undersåtter fra de forskellige folkeslag, stammer og sprog:

Alle gode ønsker fra kongen! ²⁷ Jeg befaler hermed, at alle borgere i hele riget fremover skal vise respekt og ærefrygt for Daniels Gud. Han er den levende og uforanderlige Gud, hvis herredømme aldrig vil ophøre, og hvis magt aldrig vil få ende. ²⁸ Han redder og frelser, hvem han vil. Han gør tegn og undere i himlen og på jorden. Han frelste Daniel fra løverne!

²⁹ Således oplevede Daniel fortsat lykke og fremgang både under Dareios og den persiske kong Kyros.

At adlyde Herren giver velsignelse

Den almægtige Guds godhed