M’Cheyne Bible Reading Plan
Kong Ahab besejrer den aramæiske hær i to omgange
20 På den tid mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær, og sammen med 32 af sine allierede fyrster og deres utallige heste og stridsvogne belejrede han Samaria, Israels hovedstad. 2-3 Så sendte han bud ind i byen til kong Ahab af Israel og lod sige: „Jeg vil have dit sølv og guld. Jeg vil også have dine smukkeste koner og dine stærkeste sønner.”
4 „Jeg accepterer, min herre konge,” svarede Ahab tilbage. „Du kan tage, hvad du vil, af det, som er mit.”
5 Efter det svar sendte Ben-Hadad budbringerne til Ahab med en ny besked: „Godt nok sagde jeg, at jeg ville have dit sølv og guld, dine koner og dine børn. 6 Men i morgen ved denne tid vil jeg sende mine folk til dit palads og dine hoffolks huse for at hente alt af værdi!”
7 Da tilkaldte Ahab landets ledende mænd. „Den mand er ondskabsfuld!” sagde han. „Jeg gik med til at give ham mine koner og børn og mit sølv og guld—men nu vil han have alle vores ejendele!”
8 „Du skal ikke give efter!” svarede både lederne og folket.
9 Derfor sendte Ahab følgende besked med tilbage til kong Ben-Hadad: „Jeg accepterer dit første krav, men ikke mere!”
10 Ben-Hadad blev vred og sendte nu følgende budskab til Ahab: „Måtte guderne behandle mig på det grusomste, hvis jeg ikke knuser Samaria, så der kun er støv tilbage!”
11 Men Ahab gav svar på tiltale. „Sig til ham,” snerrede han, „at rigtige krigere venter med at prale af sejren, til de har vundet slaget!” 12 Dette svar nåede kong Ben-Hadad, mens han sad i sit telt og drak sammen med sine allierede. „Gør klar til angreb!” beordrede han sine officerer, og de gjorde sig klar til at storme byen.
13 Imidlertid var der kommet en profet til kong Ahab med et budskab fra Herren: „Se godt på disse mægtige fjendehære! I dag skal du få at se, at jeg er Herren, for jeg vil give dig sejr over dem!”
14 „Hvordan vil Herren gøre det?” spurgte Ahab.
Profeten svarede: „Herren siger: ‚Ved hjælp af distriktsguvernørernes elitetropper.’ ”
„Jamen, skal vi angribe først?” spurgte Ahab.
„Ja,” svarede profeten.
15 Så mønstrede Ahab distriktsguvernørernes elitetropper—232 i alt. Dertil kom resten af Israels hær på 7000 mand.
16-17 Ved middagstid, mens kong Ben-Hadad og de 32 allierede fyrster stadig sad og drak i deres telte, marcherede Ahabs elitetropper ud af byen, fulgt af Israels krigere. Ben-Hadad fik meldingen fra sine udkigsposter: „Der er nogle folk på vej herhen fra byen.” 18 Han lod sig ikke forstyrre, men svarede: „Fang dem levende, hvad enten de kommer for at overgive sig eller for at slås.”
19-20 Så snart elitetropperne og den øvrige hær kom i kamp med Ben-Hadads folk, slog elitetropperne alle deres modstandere ihjel. Da flygtede den aramæiske hær i panik, og israelitterne forfulgte dem. Kong Ben-Hadad undslap til hest sammen med de øvrige ryttere, 21 men hovedparten af stridsvognene og hestene blev taget som krigsbytte af Israels hær, så den aramæiske hær led et stort nederlag.
22 Profeten vendte snart efter tilbage til Ahab med følgende råd: „Du må hellere ruste dig til en hård kamp, for den aramæiske konge vil komme tilbage næste år med fornyet styrke.”
23 Efter nederlaget sagde Ben-Hadads officerer til ham: „Israels gud er en bjerggud. Det er derfor israelitterne vandt slaget på Samarias bjerg, men hvis vi kan lokke dem ned på sletten, kan vi sagtens slå dem. 24 Hør her, hvad vi foreslår: Du skal afsætte alle småkongerne og indsætte guvernører i stedet. 25 Så skal du samle en ny hær, lige så stor som den, du mistede, og med lige så mange heste og vogne og mænd som før. Når vi så kæmper på sletten, er vi de stærkeste.”
Kongen fulgte deres råd. 26 Næste forår mønstrede han hele den aramæiske hær og marcherede mod Israel, men denne gang planlagde han at møde dem ved byen Afek. 27 Også Israel mobiliserede, gjorde forsyningslinierne klar og slog lejr over for dem. Men i sammenligning med den enorme aramæiske hær, der bredte sig ud over hele sletten, lignede israelitternes hær et par små gedeflokke.
28 Da kom profeten igen til kong Ahab med et budskab fra Herren: „Siden aramæerne påstår, at jeg er en bjerggud, som ingen magt har på sletterne, vil jeg give dig sejr over deres store hær. I skal erfare, at jeg er den almægtige Gud.”
29 I seks dage lå israelitterne og aramæerne over for hinanden i deres lejre og ventede, og på den syvende dag begyndte slaget. Den dag dræbte israelitterne 100.000 aramæiske fodfolk. 30 Resten søgte i dækning bag Afeks mure. Men murene styrtede sammen og dræbte endnu 27.000. Ben-Hadad flygtede ind i byen og gemte sig i et baglokale i et af husene. 31 Dér opsøgte nogle af hans officerer ham og sagde: „Herre, vi har hørt, at Israels konger har ry for at vise nåde. Giv os tilladelse til at skifte rustningen ud med sækkelærred og at binde et reb om halsen for at vise vores underdanighed. Så vil vi gå til kong Ahab og se, om han vil skåne dit liv.”
32 Derpå gik de til Ahab og sagde: „Din tjener Ben-Hadad trygler dig om at skåne hans liv.”
„Lever han endnu?” spurgte Ahab forbavset. „Han er jo min kollega.”
33 Det tog mændene som et godt tegn, og de fortsatte i samme skure: „Ja, bestemt, Ben-Hadad og dig har meget tilfælles.”
„Hent ham endelig,” sagde Ahab. Og da Ben-Hadad kom, tog Ahab ham op i sin vogn.
34 „Lad os indgå et forlig,” sagde Ben-Hadad. „Jeg lover at levere de byer tilbage, som min far tog fra din far, og jeg giver dig lov til at drive handel i Damaskus, sådan som min far gjorde det i Samaria.” „Det er i orden. Du har din frihed,” svarede Ahab. Ben-Hadad slap altså fri ved at slutte en fredspagt med Ahab.
En profet fordømmer Ahab
35 En af profeterne fik da et budskab fra Herren. Han henvendte sig til en af de andre profeter og sagde: „Slå mig med dit sværd!” Men den anden profet nægtede at gøre det. 36 Da sagde den første profet: „Fordi du ikke adlød Herrens befaling, bliver du dræbt af en løve, når du går herfra!” Og ganske rigtigt: Da han vendte sig og gik, blev han angrebet af en løve og dræbt.
37 Profeten henvendte sig derefter til en anden profet og sagde: „Slå mig med dit sværd!” Og han adlød, så den første profet blev såret.
38 Den sårede profet gik nu hen og stillede sig ved vejen for at vente på kong Ahab. Han havde taget bind om hovedet, så det dækkede hans øjne. 39 Da kongen kørte forbi, råbte profeten: „Herre, jeg var med i slaget, og en af de andre soldater overlod en krigsfange i min varetægt og sagde: ‚Pas på denne mand! Hvis han slipper væk, må du bøde for det med dit liv eller med en sæk fuld af sølvstykker.’ 40 Men i et ubemærket øjeblik, da jeg havde travlt med andre ting, forsvandt fangen.”
„Du har afsagt din egen dom,” svarede kongen. „Du skal dø eller betale løsesummen.”
41 I samme øjeblik rev profeten bindet fra øjnene, og kongen genkendte ham som en af profeterne. 42 Derpå sagde profeten til kongen: „Hør, hvad Herren siger til dig: Fordi du skånede den mand, som jeg sagde skulle dø, skal du dø i hans sted—og dit folk skal gå til grunde i stedet for hans.”
43 Ærgerlig og vred kørte kong Ahab hjem til Samaria.
Timoteus blev sendt af sted og kom tilbage med godt nyt
3 1-2 Da vi til sidst ikke kunne holde det ud længere, besluttede vi andre[a] at blive tilbage i Athen og sende vores medarbejder, Guds tjener Timoteus, af sted for at opmuntre jer og styrke jer i troen, 3 så I ikke skulle tabe modet i alle de vanskeligheder, I måtte gennemgå. Men I ved jo, at kristne kan regne med at blive forfulgt. 4 Da vi var hos jer, sagde vi på forhånd, at der ville komme forfølgelser. Og det holdt stik, som I ved. 5 Da jeg altså ikke kunne bære uvisheden længere, sendte jeg som sagt Timoteus for at få at vide, hvordan det stod til med jeres tro. Jeg var bange for, at Fristeren måske havde fået jer til at falde fra troen, og at alt vores arbejde dermed havde været forgæves.
6 Men nu er Timoteus netop vendt tilbage med godt nyt om jeres tro og jeres kærlighed. Han har fortalt, at I husker os med glæde, og at I længes lige så meget efter at se os, som vi længes efter at se jer. 7 Kære venner, de opmuntrende nyheder om jeres stærke tro har givet os nyt mod midt i vores vanskeligheder og lidelser. 8 Da vi nu ved, at I står fast i troen på Herren, kan vi ånde lettet op.
Lovprisning og bøn til Gud
9 Hvordan skal vi nogensinde kunne takke Gud nok for al den glæde, I har bragt os? 10 Dag og nat beder vi indtrængende Gud om, at vi må få lov til at se jer igen og hjælpe jer med det, der endnu måtte mangle i jeres forståelse af Gud.
11 Vi beder om, at Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre, vil gøre det muligt for os at besøge jer. 12 Og vi beder om, at Herren vil lade jeres kærlighed til hinanden og til alle mennesker vokse, ligesom vi har stor kærlighed til jer, 13 så I bliver styrket i troen og sammen med alle de andre kristne kan stå fejlfrie og hellige for Guds ansigt, når Jesus Kristus, vores Herre, kommer igen.
Nebukadnezars drøm
2 I sit andet regeringsår havde Nebukadnezar nogle drømme, der gjorde ham så urolig, at han ikke kunne sove. 2 Han sammenkaldte da alle sine astrologer, præster og vismænd og bad dem fortælle, hvad han havde drømt. 3 „Jeg har haft en foruroligende drøm,” forklarede han, „og jeg falder ikke til ro, før jeg forstår, hvad den drejer sig om.”
4 „Deres Majestæt længe leve!” sagde de alle sammen på aramæisk.[a] „Fortæl os drømmens indhold, så skal vi nok forklare dig dens betydning.”
5 „Nej!” svarede kongen. „Hvis I ikke fortæller mig både drømmen og dens betydning, bliver I skåret i småstykker og jeres huse jævnet med jorden. 6 Men hvis I kan fortælle mig drømmens indhold, og hvad den betyder, vil jeg til gengæld overøse jer med gaver og hædersbevisninger. Kom nu i gang!”
7 „Hvordan kan vi fortælle Dem, hvad drømmen betyder, hvis De ikke vil fortælle os, hvad drømmen handler om?” protesterede vismændene.
8-9 Da udbrød kongen: „Hør, I er kun ude på at trække tiden ud med den slags omsvøb. I ved jo godt, at jeg ikke er bange for at gøre alvor af min trussel. Sig mig nu, hvad jeg drømte, for det er kun på den måde, jeg kan være sikker på, at I virkelig kan tyde den.”
10 „Men, Deres Majestæt,” indvendte de, „der findes ikke det menneske på jorden, som kan gøre, hvad De forlanger! Aldrig har en konge krævet noget lignende af en drømmetyder! 11 Hvad De forlanger, er en umulighed! Ingen uden guderne kan vide, hvad De har drømt, og guderne bor ikke blandt dødelige mennesker.”
12 Deres svar gjorde kongen rasende, og han befalede, at alle vismænd i Babylonien skulle henrettes. 13 Dødsdommen blev bekendtgjort over hele landet, og der blev sendt mænd af sted for at lede efter Daniel og hans tre venner, så de også kunne blive henrettet. 14 Daniel henvendte sig da med kloge og velovervejede ord til Arjoch, chefen for kongens livvagt, som havde ansvar for henrettelsen. 15 „Hvorfor har kongen udstedt en så hård befaling?” spurgte han. Arjoch forklarede ham så, hvad der var sket.
16 Daniel gik straks ind til kongen og lovede, at hvis tidsfristen blev forlænget, ville han tyde drømmen. 17 Derpå gik han hjem og fortalte sine tre venner, Hananja, Mishael og Azarja, hvad der var sket, 18 og han anmodede dem om at bede Himlens Gud om nåde. Kun hvis Gud åbenbarede kongens drøm for dem, kunne de og de øvrige vismænd undgå at blive henrettet. 19-20 Samme nat viste Gud i et syn Daniel, hvad kongen havde drømt.
Da priste Daniel Himlens Gud og sagde:
„Priset være Herren for evigt.
Han har al visdom og magt.
21 Tiderne er i hans hånd.
Han indsætter og afsætter konger.
Han giver visdom til de vise
og klogskab til de kloge.
22 Han åbenbarer dybe hemmeligheder.
Han bringer lys over alle ting
og afslører, hvad der gemmer sig i mørket.
23 Jeg takker og priser dig, mine fædres Gud,
for du har givet mig visdom og styrke.
Du har gjort, hvad vi bad om.
Du har åbenbaret kongens drøm for mig.”
Daniel tyder kongens drøm
24 Daniel gik derefter til Arjoch og sagde: „Slå ikke vismændene ihjel! Før mig til kongen, så vil jeg forklare ham, hvad drømmen betyder.”
25 Arjoch førte straks Daniel til kongen og sagde: „Jeg har blandt de bortførte judæere fundet en, som kan fortælle Dem, hvad drømmen betyder.”
26 „Er det sandt?” spurgte kongen Daniel, som han kaldte Belteshazzar. „Kan du fortælle mig, både hvad jeg drømte, og hvad det betyder?”
27 Til det svarede Daniel: „Der findes ingen vismand eller drømmetyder, som kan åbenbare sådan en hemmelighed for Deres Majestæt, 28 men der findes en Gud i Himlen, som åbenbarer hemmeligheder, og han har i en drøm vist Dem, hvad der skal ske i fremtiden. 29 De lå og tænkte over fremtiden, og Gud, som åbenbarer hemmeligheder, talte til Dem. 30 Og når Gud åbenbarede hemmeligheden for mig, er det ikke, fordi jeg har større visdom end andre, men for at Deres Majestæt kan forstå, hvad drømmen betyder.
31 De så i Deres drøm en enorm statue. Den var storslået og strålende, men også frygtindgydende. 32 Dens hoved var af rent guld; brystet og armene var af sølv; maven, hofterne og det øverste af lårene var af bronze; 33 resten af benene var af jern, og fødderne var lavet af en blanding af jern og ler.
34-35 Mens De så alt det her, var der en stor sten, der blev revet løs på overnaturlig vis. Den ramte statuens fødder, som den fuldstændigt knuste. Pludselig lå hele statuen knust på jorden, både jern, ler, bronze, sølv og guld, og det hele blev blæst væk af vinden som avner på en tærskeplads i stormvejr. Men den sten, der knuste statuen, blev til et mægtigt bjerg, der dækkede hele jorden.
36 Sådan var Deres drøm, og her er dens betydning:
37 De er selv kongen over alle konger, og Himlens Gud har givet Dem magt, styrke og ære, 38 De, som er en verdenshersker uden lige og har magt over alle verdens dyr og fugle, De er statuens hoved af guld.
39 Når Deres rige engang er forbi, vil der komme et andet rige, ringere end Deres. Derefter kommer bronzeriget, som vil strække sig vidt ud over jorden. 40 Det vil bliver afløst af et fjerde rige, stærkt som jern, der vil knuse og undertrykke alle andre riger. 41-43 Når statuens fødder og tæer var en blanding af jern og ler, betyder det, at det næste rige vil være en alliance af forskellige riger og konger. Nogle riger vil være stærke som jern, andre skrøbelige som ler. Blandingen af jern og ler symboliserer de enkelte rigers forskellighed. Kongerne vil forsøge at holde sammen på det fælles rige, men det vil ikke lykkes for dem, for jern og ler kan ikke blandes.
44 På de kongers tid vil Himlens Gud oprette et nyt rige, som aldrig skal forgå og aldrig vil blive besejret. Det nye rige vil besejre de andre riger og gøre dem til intet, men det nye rige skal bestå for evigt. 45 Det er betydningen af den sten, som blev revet løs fra et bjerg på overnaturlig vis og knuste både jern, ler, bronze, sølv og guld. Den mægtige Gud har åbenbaret for Deres Majestæt, hvad der skal ske i fremtiden. Drømmen står fast, og tydningen er troværdig.”
46 Kong Nebukadnezar faldt på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt for Daniel, og han befalede, at man skulle bringe et røgelsesoffer som hyldest. 47 „Din Gud har i sandhed bevist, at han er Gud over alle guder og Konge over alle konger. Han er en Gud, der åbenbarer hemmeligheder, siden du var i stand til at tyde den mystiske drøm.”
48 Kongen forfremmede derefter Daniel og gjorde ham til sin øverste rådgiver og til overhoved for alle sine vismænd. Han udpegede ham tillige til hersker over hele provinsen Babylon og gav ham mange kostbare gaver. 49 Daniel bad derefter kongen indsætte Shadrak, Meshak og Abed-Nego som guvernører for provinsen Babylon, så han selv kunne blive i sin tjeneste ved kongens hof.
Herrens trofasthed imod sit folk
106 Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Hvem har tal på alle hans undere?
Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
3 Velsignede er de, der gør det gode,
de, der altid handler ret.
4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
giv også mig del i dine goder.
5 Lad mig se dit folk få fremgang,
lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
juble med det folk, som tilhører dig.
6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
vi har begået fejl og handlet forkert.
7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,
de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,
i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.
8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld
og for at vise sin magt for verden.
9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,
og folket kunne gå tørskoet over.
10 Han frelste dem fra deres fjender,
friede dem fra egypternes had.
11 Vandet skyllede hen over forfølgerne,
så de druknede alle som en.
12 Da troede folket på Guds løfter
og brød ud i lovsang til ham.
13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,
de holdt op med at søge hans vilje.
14 I ørkenen krævede de kød at spise,
de udfordrede Guds tålmodighed.
15 Han gav dem, hvad de forlangte,
men straffede dem også for deres oprør.
16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses
og på Aron, Guds udvalgte præst.
17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,
lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.
18 Ild for ned fra himlen
og fortærede dem, der gjorde oprør.
19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,
de tilbad en afgud af metal.
20 De byttede Guds herlighed bort
for et billede af et dyr, der æder græs.
21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,
han, som reddede dem på forunderlig vis.
22 Tænk på de mirakler, han udførte,
de fantastiske undere ved Det Røde Hav.
23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,
men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,
så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.
24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land,
for de troede ikke på Guds løfte.
25 De sad bare i deres telte og surmulede
og ville slet ikke høre på Herrens ord.
26 Derfor svor han højt og helligt,
at oprørerne skulle dø i ørkenen.
27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene
og gøres til flygtninge i fremmede lande.
28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor,
de holdt fest og ofrede til livløse afguder.
29 Deres opførsel krænkede Herren dybt,
og han lod en pest bryde ud iblandt dem.
30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,
og det gjorde, at plagen holdt op.
31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,
og det vil han altid blive husket for.
32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,
og Moses faldt i unåde hos Herren.
33 De gjorde ham nemlig så oprørt,
at han talte i vrede og handlede overilet.
34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,
som Herren havde befalet dem at udrydde.
35 De giftede sig tilmed ind i deres familier,
lærte sig deres ugudelige skikke,
36 så de dyrkede de fremmedes afguder
og derved blev skyld i deres egen ulykke.
37 De ofrede både deres sønner og døtre
til de fremmede folkeslags guder.
38 Fordi de myrdede uskyldige børn
og ofrede dem til afguderne,
blev landet besmittet af det udgydte blod.
39 Guds folk var blevet urent i hans øjne,
deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.
40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem,
han følte afsky for sit ejendomsfolk.
41 Han overgav dem i fremmedes vold,
deres fjender undertrykte dem.
42 De gjorde livet surt for dem
og kuede dem på alle måder.
43 Gang på gang befriede Herren sit folk,
men de blev ved med at gøre oprør
og falde dybere og dybere i synd.
44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,
han hørte deres råb om nåde.
45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk,
og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.
46 Han sørgede for, at de fremmede herskere
fik medlidenhed med dem.
47 Vor Herre og Gud, frels os!
Bring os tilbage fra landflygtigheden,
så vi kan give dig taknemmelighedsofre
og lovprise dit hellige navn.
48 Lovet være Herren, Israels Gud.
Lad os prise ham nu og til evig tid.
Lad hele folket svare: Amen!
Halleluja!
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.