M’Cheyne Bible Reading Plan

Elias profeterer hungersnød over Israel

17 Der var på det tidspunkt en profet ved navn Elias, som boede i Tishbe i Gilead. Han kom til kong Ahab i Samaria med et budskab fra Herren: „Så sandt Herren lever—Israels Gud, som jeg tilbeder og tjener—så skal der i de kommende år hverken falde regn eller dug uden på min udtrykkelige befaling!”

² Derefter sagde Herren til Elias: ³ „Tag væk herfra og hold dig skjult i Kerit-kløften øst for Jordanfloden. ⁴ Du kan drikke vand fra bækken der, og jeg har befalet ravnene at bringe dig mad.”

⁵ Elias gjorde, som Herren sagde, og holdt sig skjult i kløften, ⁶ hvor ravnene bragte ham frisk brød og kødstykker hver morgen og aften, og han drak vand af bækken.

Elias og enken i Zarepta

⁷ Men nogen tid efter tørrede bækken ud, for der faldt ingen regn i landet. ⁸ Da sagde Herren til Elias:

⁹ „Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.” ¹⁰ Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke. ¹¹ Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: „Tag også lidt brød med til mig!”

¹² „Jeg sværger ved Herren, din Gud, at jeg ikke har brød i huset!” svarede enken. „I melkrukken er der kun en håndfuld tilbage, og olivenolien er næsten brugt op. Jeg var netop i færd med at samle brænde for at bage et brød til mig og min søn af det sidste mel. Når vi har spist det, må vi lægge os til at dø.”

¹³ „Du skal ikke være bange,” sagde Elias. „Gå bare hjem og gør, som du har sagt. Bag brødet, men kom så tilbage og giv det til mig! Bagefter kan du bage noget til dig selv og din søn, ¹⁴ for Herren, Israels Gud, siger: Melet i krukken vil ikke slippe op, og kanden med olie vil ikke blive tom, før Herren sender regn igen.”

¹⁵ Så gjorde enken som Elias sagde. Elias og enken og hendes søn havde derefter nok at spise, ¹⁶ for som Herren havde sagt gennem Elias, sådan blev det: Melet i krukken slap ikke op, og kanden med olie blev ikke tom.

¹⁷ Men en dag blev kvindens søn syg. Det gik hurtigt ned ad bakke med ham og han døde.

¹⁸ „Åh, du profet!” græd hun, „Hvad galt har jeg gjort imod dig? Kom du hertil for at minde Gud om mine synder, så han kunne straffe mig ved at slå min dreng ihjel?”

¹⁹ „Giv drengen til mig!” svarede Elias. Så tog han drengen i sine arme, bar ham ovenpå til gæsteværelset, hvor han boede, og lagde ham på sengen. ²⁰ Derpå råbte han til Herren: „Min Gud, hvorfor har du bragt ulykke over denne enke, som har vist mig så stor en gæstfrihed?” ²¹ Derefter bøjede han sig hen over drengen tre gange, mens han fortsat råbte til Herren: „Herre, min Gud, gør dog drengen levende igen!”

²² Herren hørte Elias’ bøn, og drengen blev levende igen. ²³ Så fulgte Elias ham nedenunder til hans mor. „Se, her er din søn!” sagde han. „Han lever!”

²⁴ Da udbrød enken: „Nu ved jeg, at du er en profet, og at det, du siger, er sandt, for det er jo Herrens ord!”

4 De af jer, som ejer slaver, skal behandle dem anstændigt og retfærdigt. Sørg for, at de får, hvad de har brug for. I ved jo, at I også selv har en Herre i Himlen, som en dag vil gøre regnskabet op med jer.

Bliv ved med at bede og fortælle andre om Jesus

² Bed med udholdenhed, åndsnærværelse og taksigelse. ³ Bed også for os, at Gud må give os gode muligheder for at forkynde hans ord og fortælle dem, som ikke er jøder, at Guds plan om frelsen i Kristus også gælder dem. Det er jo på grund af det budskab, jeg sidder i fængsel her. ⁴ Bed om, at jeg må kunne forklare det på den rette måde.

⁵ Vær betænksomme i jeres relationer med dem, der ikke hører Herren til, og brug de muligheder, I får. ⁶ Vær altid venlige og imødekommende, så de kan se jeres visdom.^[a] Tænk over, hvordan I bedst kan svare på deres spørgsmål.

Nyheder og hilsener

⁷ Brevet her bliver bragt til jer af Tykikos, min elskede og trofaste medarbejder i Herrens tjeneste. Han kan fortælle jer mere nyt herfra. ⁸ Jeg sender ham til jer, for at I kan høre, hvordan det står til hos os, og for at han kan være til opmuntring for jer. ⁹ Sammen med ham sender jeg Onesimos, som også er en trofast og elsket kristen, en af jeres egne. Han og Tykikos kan fortælle jer om alt, hvad der sker her.

¹⁰ Aristark, som sidder fængslet sammen med mig, hilser jer hjerteligt. Det samme gør Markus, Barnabas’ fætter. I har hørt, at han tænker på at besøge jer. Tag godt imod ham, når han kommer. ¹¹ Også Justus sender hilsen. De tre er de eneste jødekristne, der arbejder sammen med mig for Guds rige, og de har været til stor opmuntring for mig.

¹² Epafras, som jo er en af jeres egne og en Jesu Kristi tjener, sender hilsener. Han kæmper altid for jer i bøn om, at I må stå fast som modne kristne, der fuldt ud kender Guds vilje. ¹³ Jeg kan godt fortælle jer, at han har bedt meget både for jer og de kristne i Laodikea og Hierapolis.

¹⁴ Vores elskede medarbejder, lægen Lukas, sender hilsener, og det samme gør Demas. ¹⁵ Hils menigheden i Laodikea. Hils også Nymfa og menigheden, der samles i hendes hjem.

¹⁶ Når brevet er blevet læst op hos jer, så sørg for at give det videre til menigheden i Laodikea, så de også kan læse det op. Samtidig kan I få fat i mit brev til dem og læse det op i jeres menighed. ¹⁷ Til Arkippos siger jeg: Tag din tjeneste alvorligt, så du fungerer i den og fuldfører den opgave, Herren har givet dig.

¹⁸ Her skriver jeg min hilsen med min egen håndskrift. Husk på, at jeg sidder i fængsel. Guds nåde være med jer.

Den livgivende kilde fra templet

47 Så førte manden mig tilbage til indgangen til tempelhallen. Og se, der sivede vand ud under den sydlige mur af templets indgangsparti, der jo vendte mod øst. Det løb videre i østlig retning syd om alteret. ² Han førte mig så ud gennem den indre og ydre nordport og rundt til den ydre østport, hvor jeg så en tynd strøm af vand komme ud på sydsiden af østporten. ³ Han fulgte derefter strømmen mod øst med sin målestok i hånden, og jeg gik med ham. Da han havde målt 500 m, bad han mig gå ud midt i strømmen. På det sted gik vandet mig til anklerne. ⁴ Så gik vi videre. Efter 500 m mere bad han mig igen gå ud midt i strømmen. Denne gang nåede vandet mig til knæene. 500 m længere fremme bad han mig igen gå ud i strømmen, og vandet nåede mig til hofterne. ⁵ Efter endnu 500 m var strømmen blevet til en rivende flod så dyb, at jeg ikke kunne vade igennem den. Man var nødt til at svømme.

⁶ „Du menneske, hvordan tror du, det skal forstås?” spurgte han. Derpå bad han mig komme op på bredden igen. ⁷ Da jeg var kommet tilbage til bredden, så jeg, at der voksede en mængde træer på begge sider af floden. ⁸ „Floden flyder østpå gennem ødemarken og Jordandalen til Det Døde Hav,” forklarede han. „Når den kommer derned, kommer der liv i Det Døde Hav. ⁹ Overalt, hvor floden kommer hen, kan levende væsener trives. Det skal vrimle med fisk i Det Døde Hav, for når floden strømmer ud i det, bliver vandet forandret. Hvor som helst floden vælder frem, bliver der liv. ¹⁰ Langs bredden af Det Døde Hav vil der stå fiskere, lige fra En-Gedi til En-Eglajim, og dér vil de lægge deres net til tørre. Det skal vrimle med alle slags fisk i Det Døde Hav ligesom fiskene i Middelhavet. ¹¹ Men sumpene og vandhullerne bliver ikke forandret, de er stadig fulde af salt. ¹² Langs flodbredden skal der vokse alle slags frugttræer. Deres blade falder ikke af, og de holder ikke op med at bære frugt. Hver måned bærer de nye frugter, for floden får sit vand direkte fra templet. Frugterne skal tjene til føde, og bladene til lægedom.”

Landets grænser

¹³ Gud Herren siger: „Det følgende er retningslinierne for, hvordan I skal opdele landet mellem Israels 12 stammer: Josefs stamme (dvs. Efraim og Manasse) skal have to jordlodder. ¹⁴ Resten af stammerne skal have lige store jordlodder. Jeg lovede højt og helligt at give jeres forfædre landet, og derfor tilhører det jer.

¹⁵ Landets nordlige grænse skal gå fra Middelhavet mod Hetlon, derpå videre gennem Lebo-Hamat til Zedad; ¹⁶ fra Zedad videre mod Berota og Sibrajim, som ligger på grænsen mellem Damaskus og Hamat, til den når grænsen til Haurans slette ved Hatzar-Enon.^{[a] 17} Den nordlige grænse går altså fra Middelhavet til Hatzar-Enon med Damaskus inden for landets grænse og Hamat uden for.

¹⁸ Den østlige grænse løber fra Hatzar-Enon i det nordøstlige hjørne til Haurans bjerg, hvorefter den slår en bue mod vest hen til Jordanfloden og videre sydpå til Galilæasøen. Derefter følger den Jordanfloden mod syd, hvor den adskiller Israel fra Gilead, og videre gennem Det Døde Hav til Tamar.

¹⁹ Den sydlige grænse løber fra Tamar i sydøst til kilderne ved Meribat-Kadesh og følger så bækken, der udgør grænsen til Egypten, helt ud til Middelhavet.

²⁰ Mod vest giver grænsen sig selv: Fra landets sydvestlige hjørne følger den Middelhavet mod nord op til et sted, der er på højde med Lebo-Hamat, hvor nordgrænsen begynder.

²¹ Dette område skal I fordele mellem Israels stammer. ²² Det er jeres arvelod, som I skal dele med de fremmede, der bor iblandt jer. Hvis de fremmede har boet sammen med jer længe og har stiftet familie, skal de regnes for borgere i landet på lige fod med jer selv. ²³ Alle disse immigranter skal have krav på jord inden for den stammes område, hvor de nu engang bor.

Guds nåde og trofasthed

103 En sang af David.