Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Chronological

Read the Bible in the chronological order in which its stories and events occurred.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Obadias

Gud, den Almægtige, viste Obadias, hvad der i fremtiden vil ske med Edoms land.

Vi har hørt fra Herren, at han har sendt en budbringer til folkeslagene for at sige: „Gør jer klar til krig imod Edoms land!”

Og til Edom siger Herren: „Jeg vil gøre dig til et lille og svagt land i de andre nationers øjne. Du vil blive foragtet af alle. Dit hovmodige hjerte har vildledt dig. ‚Hvem kan nå mig her?’ siger du selvbevidst, fordi du bor i klippefæstninger højt oppe i bjergene. Men om du så svævede så højt oppe som ørnen eller byggede din rede blandt stjernerne, ville du ikke være uden for min rækkevidde.

5-6 Når tyve og røvere kommer om natten for at stjæle, nøjes de med at tage det, de kan bruge. Og når man høster druer, levner man lidt til de fattige. Men jeres fjender vil udrydde jer fuldstændigt, Esaus efterkommere. De vil ribbe landet for alt af værdi.

Jeres allierede vil svigte jer og drive jer ud af landet. De folk, I troede, var jeres venner, vil lægge fælder for jer, uden at I opdager det. Til den tid vil jeg straffe Edom og udrydde alle de dygtige og kloge blandt Esaus efterkommere. Temans[a] krigere bliver slået ned. Alle som bor i Edoms bjerge bliver dræbt.

10 Det er straffen for jeres voldshandlinger mod jeres broderfolk, Israel. I skal udryddes for jeres skammelige handlinger. 11 I svigtede Israel og gjorde intet, da fjenderne erobrede landet. Da de delte Jerusalem imellem sig ved lodkastning og drog af sted med deres krigsbytte, skulle man tro I holdt med fjenden. 12 I nød jeres broderfolks nederlag, glædede jer over deres ulykke. 13 I var med til at udplyndre dem og blev rige på deres bekostning. 14 I stillede jer op ved passene og dræbte dem, der prøvede at flygte. I tog de overlevende til fange og udleverede dem til deres fjender.

15 Dommen over alle folkeslag er nær. I vil få løn som forskyldt. Hvad I har gjort mod andre, vil blive gjort mod jer. 16 I drak af voldens bæger på mit hellige bjerg, og det samme vil andre folkeslag gøre fremover. Derfor skal I også drikke af straffens bæger, ja tømme det til bunds, så I bliver helt udslettet.

17 Men en rest af mit folk skal overleve, og Zions bjerg skal være et helligt sted. Jakobs efterkommere vil genindtage det land, som blev taget fra dem. 18 Da vil Jakobs og Josefs efterkommere blive som en fortærende ild, mens Edom bliver som en stubmark. Alt bliver brændt. Ikke en eneste af Esaus efterkommere vil undslippe! Jeg, Herren, har talt.

19 Den del af mit folk, som bor i Negev, skal indtage Edoms bjergland. De, som bor på Judas vestlige bakkeskråninger, skal erobre filistrenes sletter, og resten af judæerne skal overtage Efraims og Samarias agerland. Benjamins folk skal erobre Gilead. 20 De soldater af Jakobs efterkommere, som blev taget til fange, vil vende hjem og overtage kyststrækningen helt op til Zarepta, og de indbyggere fra Jerusalem, som blev ført til Lilleasien,[b] skal vende hjem og overtage Negevs landsbyer. 21 De befriede[c] vil tage til Zions bjerg for at regere over Esaus bjerge. Og så skal Herren være konge.”

Salme 82-83

Guds dom over samfundets ledere

82 En sang af Asaf.

Gud kalder lederne sammen,
    han anklager sit folks dommere:[a]
„Hvor længe vil I dømme uretfærdigt?
    Hvor længe vil I favorisere de gudløse?
Døm de fattige og faderløse retfærdigt,
    forsvar de svage og hjælpeløse,
red de magtesløse og undertrykte,
    fri dem fra onde menneskers magt.
I er tåbelige, uvidende og blinde.
    Derfor vakler verden i sin grundvold.
Jeg har kaldt jer guder,
    for I er indsat af mig og burde handle som jeg,[b]
men I skal dø som de gudløse mennesker, I er,
    akkurat som andre landes gudløse ledere.”

Ja, træd frem, Gud, og døm denne verden,
    for du har magt over alle folkeslag.

Israels fjender

83 En sang af Asaf.

Åh, Gud, sid ikke bare dér,
    vær ikke så passiv og tavs!
Hør, hvor dine fjender larmer.
    Se, hvor dine modstandere knejser.
De lægger snedige planer mod dit folk,
    udtænker ondt mod dem, du holder af.
„Lad os udslette hele folket,” siger de,
    „så Israel forsvinder totalt.”
De enes om en plan
    og slutter pagt imod dig,
beduiner fra Edom og Moab,
    ishmaelitter sammen med hagritter,
geballitter, ammonitter og amalekitter,
    filistre og folk fra Tyrus.
Selv Assyrien har sluttet sig til dem,
    de støtter nu Lots efterkommere.
10 Gør med dem, som du gjorde med midjanitterne.
    Du slog jo Sisera og Jabin ved Kishonfloden,[c]
11 de blev tilintetgjort ved En-Dor,
    deres kroppe rådnede på slagmarken.
12 Lad det gå deres ledere som Oreb og Ze’eb,
    deres fyrster som Zeba og Zalmunna.
13 De sagde: „Lad os erobre Guds græsgange
    og gøre dem til vores!”
14 Min Gud, lad dem blive som visne tidsler,
    som avner, der flyver bort i vinden.
15 Som ild, der æder sig gennem skoven,
    som flammer, der sætter bjerge i brand,
16 skal dit stormvejr forfølge dem,
    din hvirvelvind forfærde dem.
17 Lad dem blive ydmyget så dybt,
    at de forstår, hvem du er, Herre.
18 Gør dem skamfulde og skrækslagne,
    lad dem få en frygtelig død.
19 Vis dem, at du er Herren, den Almægtige,
    som hersker over hele jorden.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.