Chronological
Elias profeterer hungersnød over Israel
17 Der var på det tidspunkt en profet ved navn Elias, som boede i Tishbe i Gilead. Han kom til kong Ahab i Samaria med et budskab fra Herren: „Så sandt Herren lever—Israels Gud, som jeg tilbeder og tjener—så skal der i de kommende år hverken falde regn eller dug uden på min udtrykkelige befaling!”
2 Derefter sagde Herren til Elias: 3 „Tag væk herfra og hold dig skjult i Kerit-kløften øst for Jordanfloden. 4 Du kan drikke vand fra bækken der, og jeg har befalet ravnene at bringe dig mad.”
5 Elias gjorde, som Herren sagde, og holdt sig skjult i kløften, 6 hvor ravnene bragte ham frisk brød og kødstykker hver morgen og aften, og han drak vand af bækken.
Elias og enken i Zarepta
7 Men nogen tid efter tørrede bækken ud, for der faldt ingen regn i landet. 8 Da sagde Herren til Elias:
9 „Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.” 10 Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke. 11 Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: „Tag også lidt brød med til mig!”
12 „Jeg sværger ved Herren, din Gud, at jeg ikke har brød i huset!” svarede enken. „I melkrukken er der kun en håndfuld tilbage, og olivenolien er næsten brugt op. Jeg var netop i færd med at samle brænde for at bage et brød til mig og min søn af det sidste mel. Når vi har spist det, må vi lægge os til at dø.”
13 „Du skal ikke være bange,” sagde Elias. „Gå bare hjem og gør, som du har sagt. Bag brødet, men kom så tilbage og giv det til mig! Bagefter kan du bage noget til dig selv og din søn, 14 for Herren, Israels Gud, siger: Melet i krukken vil ikke slippe op, og kanden med olie vil ikke blive tom, før Herren sender regn igen.”
15 Så gjorde enken som Elias sagde. Elias og enken og hendes søn havde derefter nok at spise, 16 for som Herren havde sagt gennem Elias, sådan blev det: Melet i krukken slap ikke op, og kanden med olie blev ikke tom.
17 Men en dag blev kvindens søn syg. Det gik hurtigt ned ad bakke med ham og han døde.
18 „Åh, du profet!” græd hun, „Hvad galt har jeg gjort imod dig? Kom du hertil for at minde Gud om mine synder, så han kunne straffe mig ved at slå min dreng ihjel?”
19 „Giv drengen til mig!” svarede Elias. Så tog han drengen i sine arme, bar ham ovenpå til gæsteværelset, hvor han boede, og lagde ham på sengen. 20 Derpå råbte han til Herren: „Min Gud, hvorfor har du bragt ulykke over denne enke, som har vist mig så stor en gæstfrihed?” 21 Derefter bøjede han sig hen over drengen tre gange, mens han fortsat råbte til Herren: „Herre, min Gud, gør dog drengen levende igen!”
22 Herren hørte Elias’ bøn, og drengen blev levende igen. 23 Så fulgte Elias ham nedenunder til hans mor. „Se, her er din søn!” sagde han. „Han lever!”
24 Da udbrød enken: „Nu ved jeg, at du er en profet, og at det, du siger, er sandt, for det er jo Herrens ord!”
Elias vender tilbage til kong Ahab
18 I tørkens tredje år sagde Herren til Elias: „Opsøg kong Ahab og sig til ham, at det ikke varer længe, før jeg sender regn igen.” 2-5 Så tog Elias af sted for at finde Ahab.
Ahab havde en hofchef ved navn Obadja, som var en mand, der virkelig havde ærefrygt for Herren. Engang, da Jezabel havde forsøgt at udrydde alle Herrens profeter, havde Obadja skjult 100 af dem i to huler, 50 i hver, og han havde sørget for mad og drikke til dem.
Hungersnøden i Samaria var efterhånden blevet helt ulidelig. Derfor tilkaldte Ahab Obadja og sagde til ham: „Vi bliver nødt til at rejse rundt i landet til alle bække og kildevæld for om muligt at finde græsning til mine heste og muldyr. Ellers bliver vi nødt til at aflive nogle af dem!” 6 Så fordelte de opgaven imellem sig og tog af sted i hver sin retning.
7 Mens Obadja nu vandrede af sted, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærbødighed.
„Er det virkelig dig, Elias, min herre?”
8 „Ja, det er mig,” svarede Elias. „Gå hen til kongen og sig, at jeg vil tale med ham.”
9 „Åh nej, herre,” indvendte Obadja. „Hvad har jeg dog gjort? Vil du have mig slået ihjel? 10 Du kan tro, kongen har sendt bud overalt—selv til nabolandene—for at lede efter dig. Og når folk sagde, de ikke havde set dig, tvang han dem til at sværge på det. 11 Nu står du så her og siger: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’ 12 Hvad nu hvis Herrens Ånd pludselig bortrykker dig til et sted, jeg ikke kender? Når jeg så melder kong Ahab, at jeg ved, hvor du er, og når kongen så alligevel ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Det synes jeg ikke, jeg fortjener, for jeg har hele mit liv tjent Herren. 13 Har du ikke hørt, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel ville slå alle Herrens profeter ihjel, hvordan jeg skjulte 100 af dem i to huler og kom med mad og drikke til dem? 14 Og nu siger du: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’—Åh nej, han slår mig ihjel!”
15 Elias svarede: „Så sandt Herren lever, den almægtige Gud, som jeg tjener, jeg vil mødes med Ahab i dag!”
Styrkeprøven på Karmels bjerg
16 Så tog Obadja af sted for at fortælle Ahab, at Elias var kommet, og Ahab gik ham i møde.
17 „Er det virkelig dig, din ulykkesfugl?” udbrød Ahab ved synet af Elias. „Det er jo dig, vi kan takke for al den elendighed!”
18 „Nej, den elendighed kan du takke dig selv for,” svarede Elias, „for det er dig og din fars slægt, der nægter at adlyde Herrens befalinger, fordi I hellere vil dyrke Ba’al. 19 Men hør nu her! Du skal kalde hele Israels folk sammen på Karmels bjerg. Der vil jeg mødes med dem og de 450 ba’alsprofeter og de 400 Asheraprofeter, som Jezabel har ansat.”
20 Ahab indkaldte så hele folket og alle sine profeter til at samles på Karmels bjerg.
21 Elias stillede sig op foran hele forsamlingen og råbte: „Hvor længe vil I stå med et ben i hver lejr? Hvis I mener, at Herren er den sande Gud, så bring jeres ofre til ham, men mener I, det er Ba’al, så bring jeres ofre til ham.” Der var dødstille.
22 Så fortsatte Elias: „Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er 450 ba’alsprofeter. 23 Men lad os nu få fat i to ungtyre. Så skal Ba’als profeter vælge, hvilken af dem de vil have. Derpå skal de partere den og lægge den oven på brændet på Ba’als alter. Men de må ikke tænde ild! Derefter gør jeg den anden tyr i stand og lægger den oven på brændet på Herrens alter—uden at tænde ild! 24 Så skal I bede til jeres gud, mens jeg vil bede til Herren. Den gud, der svarer ved at sende ild fra himlen og antænde brændet på sit alter, er den sande Gud!”
Hele forsamlingen syntes godt om det forslag. 25 Så vendte Elias sig mod ba’alsprofeterne. „I kan begynde, siden I er de fleste,” sagde han. „Vælg jeres tyr, gør den i stand og bed til jeres gud. Men I må ikke sætte ild til brændet!”
26 Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Ba’als alter, og fra morgen til middag råbte de på Ba’al. „Åh Ba’al, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.
27 Ved middagstid begyndte Elias at håne dem. „I må råbe noget højere!” sagde han. „Det er jo en gud, I skal råbe op! Enten sidder han og filosoferer, eller han er gået på toilettet, eller han er ude at rejse. Måske er han faldet i søvn, så han først lige skal vågne?”
28 Så råbte de endnu højere og skar sig selv med sværd og spyd, til blodet flød, sådan som de havde for vane i deres ritualer. 29 De fortsatte med deres desperate råben og skrigen til langt ud på eftermiddagen, men der var stadig intet svar—ikke en lyd!
30 Til sidst råbte Elias til folket: „Kom herover til mig!” Og mens hele forsamlingen flokkedes om ham, gav han sig til at genopbygge Herrens alter, som var blevet revet ned. 31 Han udvalgte sig 12 sten, der skulle symbolisere de 12 stammer, efterkommerne af Jakobs 12 sønner, ham, som Herren selv havde givet navnet Israel.[a] 32 Med disse sten genopbyggede han alteret. Derefter gravede han en rende rundt om alteret, 33 lagde brændet til rette, parterede ungtyren og lagde kødet oven på alterbrændet.
34 „Fyld fire krukker med vand,” sagde han så, „og øs vandet over brændofferet og brændet!”
Da det var gjort, sagde han: „Én gang til!” Så gjorde de det igen. „Og så en sidste gang!” sagde han. Så hældte de vand over for tredje gang 35 med det resultat, at vandet drev ned ad alteret og fyldte renden rundt om.
36 På det tidspunkt hvor man bringer aftenofferet, gik Elias frem til alteret og bad: „Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det i dag blive klart for enhver, at du er Israels Gud, og at jeg som din tjener har gjort det her på din befaling! 37 Herre, hør min bøn! Svar mig, så dette folk kan forstå, at du er deres Gud, og at du ønsker at føre dem tilbage til dig!”
38 Da faldt Herrens ild fra himlen og fortærede brændofferet, brændet, stenene og jorden rundt om, ja selv vandet i renden slikkede ilden op!
39 Hele folket så det, og de kastede sig ned med ansigtet mod jorden og råbte: „Herren er Gud! Herren er Gud!”
40 „Grib alle ba’alsprofeterne!” beordrede Elias. „Lad ingen undslippe!” Da de var pågrebet, lod Elias dem føre ned til Kishonbækken, hvor han slog dem ihjel.
Elias venter på regn
41 Derefter sagde Elias til Ahab: „Nu kan du godt give dig til at spise og drikke, for jeg hører susen af et mægtigt regnvejr!”
42 Det gjorde Ahab så, mens Elias gik op på toppen af Karmels bjerg og lagde sig på knæ på jorden med ansigtet mellem knæene. 43 „Gå hen og se ud over havet!” sagde han til sin tjener. Tjeneren gjorde, som han fik besked på, men han kom hurtigt tilbage. „Der er ikke noget at se!” sagde han. Syv gange bad Elias ham gå hen og spejde ud over havet. De første seks gange kom tjeneren tilbage uden at kunne se noget tegn på regn, 44 men den syvende gang sagde tjeneren: „Nu kan jeg se en lille sky i horisonten; den er på størrelse med en hånd!”
Da udbrød Elias: „Skynd dig hen til kong Ahab og sig, at han skal spænde for sin vogn og skynde sig hjem, før regnen forhindrer ham i at komme ned fra bjerget.”
45 Kort efter var himlen sort af regnskyer, og det blæste op til storm. Ahab steg op i sin vogn og kørte af sted mod Jizre’el. 46 Men Herren gav Elias ekstra styrke, så han løb foran Ahabs vogn hele vejen til Jizre’el.
Elias flygter for Jezabel
19 Da Ahab fortalte Jezabel, hvad der var sket, og at Elias havde hugget alle ba’alsprofeterne ned, 2 sendte hun følgende besked til Elias: „Måtte guderne straffe mig på det grusomste, hvis du ikke inden i morgen aften har lidt samme skæbne som mine profeter!”
3 Elias blev grebet af panik og flygtede for livet. Da han kom til Be’ersheba i Judas land, efterlod han sin tjener der 4 og fortsatte alene ud i ørkenen. Hele dagen gik han, indtil han om aftenen udmattet satte sig ned i skyggen af en gyvelbusk. „Herre, jeg kan ikke mere!” sagde han. „Tag mit liv! Alle dine profeter er døde, så hvorfor ikke også jeg?”
5 Så lagde han sig under gyvelbusken og faldt i søvn. Men en engel kom og vækkede ham. „Stå op og spis!” beordrede englen. 6 Elias så sig omkring og fik øje på et nybagt brød og en krukke vand, der var anbragt lige ved hans hoved. Så spiste han og drak, hvorefter han lagde sig til at sove igen.
7 For anden gang kom englen og rørte ved ham. „Stå op og spis noget mere,” sagde englen, „for du har en lang rejse foran dig.”
8 Så stod han op og spiste og drak, og med den styrke, måltidet gav ham, gik han i 40 dage,[b] indtil han kom til Horeb, Guds bjerg. 9 Der fandt han en klippehule, hvor han slog sig ned.
Gud åbenbarer sig for Elias på Horebs bjerg
Men Herren spurgte ham: „Hvorfor er du her, Elias?”
10 „Herre, almægtige Gud!” sagde Elias. „Jeg har brugt alle kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”
11 „Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi.”
Først kom der en voldsom storm hen over bjerget, og sten og store klippestykker blev revet løs, men Herren var ikke i stormen. Derefter rystedes bjerget af et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. 12 Derefter kom der ild forbi, men Herren var ikke i ilden. Til sidst hørtes noget ligesom en svag susen. 13 Da gik Elias ud og stillede sig i hulens indgang med tilhyllet ansigt. Den samme stemme lød nu igen: „Elias, hvorfor er du her?”
14 Elias gentog sit svar: „Herre, almægtige Gud, jeg har brugt alle mine kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”
15 Da sagde Herren til ham: „Vend tilbage! Gå ad vejen gennem ørkenen til Damaskus. Der skal du salve Hazael til konge af Aram. 16 Jehu, Nimshis sønnesøn,[c] skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn fra Abel-Mehola, skal du salve til profet, så han kan blive din efterfølger. 17 Enhver ba’aldyrker, der undslipper Hazael, vil blive dræbt af Jehu, og den der undslipper Jehu, vil blive dræbt af Elisa. 18 Men jeg vil skåne de 7000 mænd i Israel, som ikke har bøjet knæ for Ba’al eller kysset hans afgudsbillede.”
Elisa kaldes til profet
19 Så gik Elias af sted. Undervejs mødte han Elisa, der var i færd med at pløje sin mark. Han havde 12 spand okser i gang med hver sin plov og en mand til at styre hvert spand. Selv styrede han det sidste spand okser. Elias gik hen til ham og kastede sin profetkappe over hans skuldre, hvorefter han gik videre. 20 Elisa lod okserne stå, løb efter Elias og sagde til ham: „Giv mig lov til først at sige farvel til min far og mor—så vil jeg følge dig!”
Elias svarede: „Gør du bare det, for det er en stor byrde, jeg har lagt på dine skuldre.”
21 Så gik Elisa tilbage og slagtede sine to okser. Af træet fra ploven og åget lavede han et bål til at stege kødet over. Så kaldte han sine mænd sammen, og de spiste. Derefter tog han afsked og fulgte efter Elias for at stå i lære som profet.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.