Chronological
22 Et godt ry er bedre end rigdom,
at blive værdsat er bedre end at eje sølv og guld.
2 Rig og fattig har noget tilfælles:
Det er Herren, der har skabt dem begge.
3 Den fornuftige ser faren på forhånd og undgår den,
en tåbe vader videre og må tage konsekvensen.
4 Ydmyghed og ærefrygt for Herren
giver rigdom, respekt og et godt liv.
5 Bedragerens vej er fuld af fælder og forhindringer,
de, der har livet kært, holder sig væk.
6 Lær dine børn at træffe rette valg,
så vil de gøre det, så længe de lever.
7 Den rige har magt over den fattige,
og udlåneren bestemmer over den, der låner.
8 Den ondskabsfulde tyran bliver straffet,
hans terrorregime får ende.
9 Gavmilde mennesker velsignes,
for de deler deres mad med de fattige.
10 Jag spotteren bort, så får ufreden ende,
skænderier og fornærmelser hører op.
11 Kongen er ven med dem, der er oprigtige
og taler barmhjertige ord.
12 Herren værner om sandheden,
og gendriver løgnernes ord.
13 Den dovne siger: „Hvis jeg går ud på gaden,
bliver jeg måske ædt af en løve!”
14 En utro kvindes ord er besnærende,
den, som Herren vil straffe, går i fælden.
15 Det er naturligt for et barn at gøre tåbelige ting,
men konsekvent tilrettevisning hjælper på sagen.
16 De, der udnytter de magtesløse til egen fordel
eller bestikker dem, der har magt, skal ende i fattigdom.
30 vise ordsprog
17 Lyt til de vises ord og gem dem i dit hjerte, 18 så vil du glæde dig over at kunne huske dem og give dem videre til andre. 19 Jeg lærer dig det her i dag, for at du skal sætte din lid til Herren. 20 Jeg har nedskrevet 30[a] visdomsord, som skal vejlede dig og give dig kundskab. 21 De vil hjælpe dig til at forstå, hvad der er sandt og ret at gøre, så du kan svare godt for dig, når du bliver spurgt.
22 Angrib ikke de svage, fordi de er magtesløse,
undertryk dem ikke i retssager,
23 for Herren selv vil forsvare dem
og straffe dem, der udnytter deres svaghed.
24 Bliv ikke ven med dem, der altid er vrede,
hold dig fra hidsige mennesker,
25 ellers risikerer du at gøre som dem
og at ende i store problemer.
26 Stil ikke kaution for en andens gæld,
lad være at love, at du nok skal betale.
27 Du risikerer at miste alle dine penge,
dine møbler og alt, hvad du har.
28 Flyt ikke de gamle markskel,
som går tilbage til dine forfædres tid.
29 De, der gør et fremragende stykke arbejde,
kan forvente at få en høj stilling.
23 Bliver du indbudt til en fest hos en magtfuld person,
så læg godt mærke til den mad, du får serveret.
2 Lad være med at proppe dig,
selvom du er nok så sulten.
3 Se ikke længselsfuldt efter de lækre retter,
for der er måske en bagtanke med det hele.
4 Brug ikke al din energi på at blive rig,
men brug din fornuft og behersk dig.
5 Rigdom har det med at få vinger
og forsvinde som en fugl i luften.
6 Spis ikke ved gnierens bord,
smag ikke på hans lækre mad.
7 „Spis og drik!” siger han,
men han mener det ikke.
8 Til sidst får du kvalme af ham
og fortryder dine rosende ord.
9 Forsøg ikke at tale et fjols til fornuft,
han vil ikke værdsætte din visdom.
10 Udnyt ikke de forældreløses svaghed,
flyt ikke markskellet ind på deres grund.
11 Herren vil selv tage sig af deres sag
og forsvare dem overfor uretten.
12 Tænk over den vejledning, du får,
hør godt efter de kloge ord.
13 Et barn har brug for disciplin,
og et slag med riset slår det ikke ihjel.
14 Det, et barn lærer ved at blive straffet,
kan senere redde dets liv.
15 Min søn, når du tilegner dig visdom,
fryder jeg mig af hele mit hjerte.
16 Jeg bliver glad helt ind i sjælen,
når jeg hører dig sige de rette ord.
17 Lad være med at misunde syndere,
men lev hver dag i ærefrygt for Herren,
18 så undgår du skuffede forhåbninger
og får dig en velsignet fremtid.
19 Hør efter, min søn, og bliv vis,
så du kan holde den rette kurs i dit liv.
20 Lad være med at drikke dig fuld,
og hold dig fra alt frådseri.
21 Den slags gør dig bare fattig og sløv,
og du ender med at gå rundt i pjalter.
22 Lyt til din far, som gav dig livet,
respekter din mor, selv når hun bliver gammel.
23 Søg visdom og sandhed, vejledning og indsigt,
for det er værdier, det betaler sig at holde fast ved.
24 Et fornuftigt barn gør sine forældre glade,
det er lykken at have et forstandigt barn.
25 Giv dine forældre grund til at glæde sig,
lad din mor få lov at være stolt af dig.
26 Min søn, lyt til mit råd
og tag ved lære af mit eksempel.
27 En løsagtig kvinde er som en faldgrube,
en luder som en løkke om halsen.
28 Hun ligger på lur som en røver
og forfører sine ofre til utroskab.
29 Hvem får sorg, og hvem får smerte?
Hvem får skældud og masser af ballade?
Hvem får blå mærker og blodskudte øjne?
30 De, der drikker i tide og utide,
som altid er på udkig efter vin og øl.
31 Lad dig ikke lokke af den perlende vin,
uanset hvor godt den smager,
32 for bagefter bider den som en slange,
den er giftig som en hugorm.
33 Dine øjne ser de underligste ting,
og din mund taler mystiske ord.
34 Du slingrer som en sømand på et skib i storm,
der klynger sig ør til en svajende mast.
35 Når du kommer til dig selv igen, siger du:
„De må have banket mig,
men jeg ænsede det ikke.
De må have slået mig,
men jeg husker det ikke!
Når jeg er ovre den her brandert,
må jeg se at få noget at drikke!”
24 Vær ikke misundelig på onde mennesker,
stræb ikke efter at være sammen med dem.
2 De har ondt i sinde
og taler altid om ugerninger.
3 Det kræver indsigt at etablere et hjem
og visdom at bygge det op.
4 Fyld rummene med kundskab
som kostbare og smukke skatte.
5 En kriger, der også ejer visdom, er stærk,
klogskab er en fordel i kampen,
6 for der skal lægges planer, før man går i krig.
Jo flere rådgivere, jo større chance for at vinde.
7 Visdom ligger uden for tåbernes rækkevidde,
de har intet at sige, når en sag skal afgøres.
8 Den, som altid planlægger ondt,
bliver kendt som en lumsk person.
9 Tåbens ondskabsfulde tanker er synd,
den arrogante får et dårligt ry.
10 Hvis du svigter under pres,
viser det, at du mangler styrke.
11 Red dem, der er på vej til døden,
frels dem, inden det er for sent.
12 Sig ikke, at du intet vidste om det,
for Gud kender dine tanker.
Han, som vogter din sjæl, ved det hele
og han gengælder enhver efter deres gerninger.
13 Spis honning, min søn, for det er godt,
det smager så herligt og sødt.
14 Visdom er honning for sjælen.
Får du visdom, er der håb for din fremtid,
et håb, der ikke vil skuffe dig.
15 Lig ikke på lur for at angribe retskafne mennesker,
forbryd dig ikke ved at ødelægge deres hjem.
16 Den gudfrygtige rejser sig igen, når han er faldet,
men den gudløse bliver liggende, hvor han blev fældet.
17 Glæd dig ikke, når Herren straffer dine fjender,
vær ikke skadefro, når de får problemer,
18 for det bryder Herren sig ikke om,
og måske standser han så sin straf.
19 Lad være at ærgre dig over de ondes fremgang,
misund dem ikke, når det går dem godt,
20 for de har hverken fremtid eller håb,
pludselig dør de, og det er forbi med dem.
21 Min søn, vis ærefrygt for Herren og for kongen,
og hold dig væk fra dem, der gør oprør,
22 for pludselig kommer straffen over dem,
og hverken Guds eller kongens straf er til at spøge med.
Flere vise ordsprog
23 Følgende ordsprog er forfattet af forskellige vise mænd:
Partiskhed hos en dommer er forfærdelig.
24 Hvis han frikender den skyldige,
bliver han forbandet og set ned på.
25 Men hvis han dømmer retfærdigt,
bliver han æret og set op til.
26 Et ærligt svar er tegn på sandt venskab.
27 Du må have økonomien i orden,
før du tænker på at stifte familie.
28 Lad være at anklage nogen uden grund,
kom ikke med en falsk forklaring i retten.
29 Tænk ikke: „Nu skal han få betalt!
Han har selv været ude om det!”
30 Jeg kom forbi en doven mands mark,
og en vingård, der tilhørte en tåbe,
31 der var tidsler og ukrudt overalt,
og muren var styrtet sammen.
32 Jeg så det, tænkte over det,
og tog ved lære deraf:
33 „Bare en lille en på øjet,
bare lidt mere søvn,
en lille lur med foldede hænder.”
34 Mens du har travlt med at hvile dig,
bliver du overlistet af fattigdom.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.