Chronological
Levitternes opgaver
23 David var nu en gammel mand, og han indsatte derfor sin søn Salomon som konge over Israel. 2 Derefter indkaldte han alle landets stammeledere, præster og levitter til et stort møde. 3 Ved den lejlighed optalte man alle mænd over 30 år af Levis stamme, og det blev til 38.000.
4 „24.000 af disse mænd skal udføre det normale arbejde ved templet,” beordrede David. „6000 skal forestå det administrative arbejde og fungere som dommere, 5 4000 skal bevogte tempelområdet, og 4000 skal lovprise Herren med de musikinstrumenter, jeg har ladet fremstille.”
6 David inddelte dem i grupper ud fra deres slægtskab med Levis tre sønner, Gershon, Kehat og Merari.
7 Gershon-slægten blev opdelt i to afdelinger, som havde navn efter to af Gershons efterkommere, Ladan[a] og Shimi. 8-9 De blev igen delt op i ni grupper, hvoraf tre havde navn efter Ladans sønner Jehiel (slægtens overhoved), Zetam og Joel, tre havde navn efter Shimis sønner Shelomit, Haziel og Haran, 10-11 og tre havde navn efter Shimis sønner Jahat, Ziza, Jeush og Beria. Jeush’ og Berias slægter blev slået sammen til én gruppe, fordi de begge var forholdsvis små.
12 Kehat-slægten blev opdelt i fire afdelinger, som havde navn efter Kehats sønner Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel. 13 Amram var far til Moses og Aron. Aron og hans efterkommere var for altid indviet til at være præster, så de kunne arbejde med de hellige ting og ofre brændofre og røgelse til Herren og i det hele taget udføre tjeneste i helligdommen. De skulle også velsigne folket i Herrens navn.
14-15 Moses’ efterkommere gennem sønnerne Gershom og Eliezer arbejdede som levitter. 16 Shubael var overhoved for de slægter, der stammede fra Gershoms sønner. 17 Rehabja, der var Eliezers eneste søn, blev overhoved for de slægter, der stammede fra hans mange sønner.
18 Kehats anden søn Jitzhar havde en søn ved navn Shelomit, som blev overhoved for sin slægt. 19 Kehats tredje søn Hebron havde fire sønner, Jerija (slægtens overhoved), Amarja, Jahaziel og Jekamam. 20 Kehats fjerde søn Uzziel havde to sønner, Mika (slægtens overhoved), og Jisshija.
21 Merari-slægten blev opdelt i to afdelinger, som havde navn efter Meraris sønner Mahli og Mushi. Mahli havde to sønner, Eleazar og Kish. 22 Elazar havde ingen sønner, og hans døtre blev gift med Kish’ sønner. 23 Mushi havde tre sønner: Mahli, Eder og Jeremot.
24 Således blev Levis efterkommere omhyggeligt registreret under navnet på deres slægtsoverhoveder. En mand skulle være mindst 20 år for at få lov at arbejde ved templet. 25 David sagde: „Nu har Herren, Israels Gud, givet os fred til alle sider. Nu kan han bo i Jerusalem for evigt. 26 Så behøver levitterne heller ikke længere bære rundt på Herrens bolig og dens inventar fra sted til sted.”
27 Ifølge Davids sidste forordninger var det levitterne fra 20 år og opefter, der skulle gøre tjeneste i templet. 28 De skulle hjælpe præsterne med deres tjeneste i templet, og de fik ansvaret for forgårdene og siderummene i tempelbygningen. De skulle rengøre alle de hellige redskaber og i øvrigt udføre alt forefaldende arbejde i templet. 29 De skulle også sørge for bagningen af de hellige brød, de usyrnede brød og de brød, der bages på plade, blandet med olivenolie. De skulle endvidere skaffe det særlige mel til afgrødeofrene og sørge for, at alt blev afmålt i de foreskrevne mængder.
30 Hver morgen og aften trådte en gruppe levitter frem for Herren for at lovprise ham. 31 Andre hjalp til i forbindelse med brændofrene, sabbatsofrene, nymånefesterne og de øvrige højtider. Der var nøje forskrifter for, hvor mange levitter der skulle gøre tjeneste ved de forskellige lejligheder. 32 Deres ansvar var at tage sig af de praktiske gøremål ved det hellige rum og åbenbaringsteltet i almindelighed og i det hele taget hjælpe præsterne med deres arbejde.
Præsternes opdeling i skiftehold
24 1-2 Arons slægt, præsterne, blev opdelt i to afdelinger, som havde navn efter Arons sønner Eleazar og Itamar. Aron havde to sønner mere, Nadab og Abihu, men de døde før deres far og efterlod sig ingen børn. Derfor blev det Eleazar og Itamar, der blev præster og førte slægten videre.
3-4 I samråd med Zadok, der var overhoved for Eleazar-slægten, og Ahimelek, der var overhoved for Itamar-slægten, inddelte David nu Arons efterkommere i 24 skiftehold. Eleazars slægt blev inddelt i 16 hold og Itamars i 8, for Eleazars slægt var den største.
5 I hvilken rækkefølge holdene skulle gøre tjeneste blev afgjort ved lodtrækning, så den ene slægt ikke blev foretrukket frem for den anden. Der var nemlig kvalificerede ledere i begge slægter. 6 Eleazars og Itamars efterkommere skiftedes til at trække lod, sådan at hver gang Itamar trak én gang, trak Eleazar to gange,[b] mens Shemaja, der var søn af levitten Netanel, skrev holdledernes navne ned i overværelse af kongen og hans officerer, præsten Zadok, Ebjatars søn Ahimelek, og præsternes og levitternes slægtsoverhoveder.
7-18 Lodtrækningen gav følgende resultat: Jojarib blev nr. 1, Jedaja nr. 2, Harim nr. 3, Seorim nr. 4, Malkija nr. 5, Mijjamin nr. 6, Hakkotz nr. 7, Abija nr. 8, Jeshua nr. 9, Shekanja nr. 10, Eljashib nr. 11, Jakim nr. 12, Huppa nr. 13, Jeshebab nr. 14, Bilga nr. 15, Immer nr. 16, Hezir nr. 17, Happizetz nr. 18, Petahja nr. 19, Ezekiel nr. 20, Jakin nr. 21, Gamul nr. 22, Delaja nr. 23 og Ma’azja nr. 24. 19 Hvert af disse skiftehold udførte deres opgaver i Herrens, Israels Guds, Hus efter de forordninger, Herren havde givet gennem deres forfar Aron.
Slægtsoverhoveder blandt levitterne og lodtrækningen
20-21 Følgende efterkommere af Levi var slægtsoverhoveder:[c]
Jehdeja fra Shubael-slægten og Jisshija fra Rehabja-slægten, der begge var en del af Amram-slægten; 22 Jahat fra Shelomot-slægten, der var en del af Jitzhar-slægten; 23 Jerija, Amarja, Jahaziel og Jekamam, der alle var fra Hebron-slægten; 24 Shamir fra Mika-slægten, der var en del af Uzziel-slægten; 25 Zekarja fra den slægt, der stammede fra Mikas bror Jisshija.
26-27 Beno, Shoham, Zakkur og Ibri var efterkommere af Ja’azija, der nedstammede fra Mushi, en søn af Merari; 28-29 Jerahme’el var efterkommer af Kish, der var søn af Mahli, Meraris anden søn. (Eleazar, som var bror til Kish, havde ingen sønner). 30 Desuden var der slægtsoverhoveder, der nedstammede fra Mushis tre sønner: Mahli, Eder og Jerimot. Det var Levis slægt, optalt efter deres slægtsoverhoveder.
31 I lighed med præsterne blev det afgjort ved lodtrækning i hvilken rækkefølge de forskellige hold[d] skulle udføre deres arbejde i templet uden hensyntagen til, hvilke overhoveder der blev anset for de fornemste. Kong David, Zadok, Ahimelek og slægtsoverhovederne for både præsterne og levitterne var vidner til lodtrækningen.
De profetiske sangere og musikere
25 David udnævnte derefter i samråd med sine officerer Asaf, Heman og Jedutun samt deres sønner til at lede tjenesten med profetisk sang og musik på lyrer, harper og bækkener.
2 Asafs fire sønner hed Zakkur, Josef, Netanja og Asarela. De var under ledelse af deres far, som var profet i kongens tjeneste.
3 Jedutuns seks sønner hed Gedalja, Zeri, Jeshaja, Shimi,[e] Hashabja og Mattitja. De var under ledelse af deres far, som spillede på harpe og takkede og lovpriste Herren under profetisk inspiration.
4-5 Hemans sønner hed Bukkija, Mattanja, Uzziel, Shubael, Jerimot, Hananja, Hanani, Eliata, Giddalti, Romamti-Ezer, Joshbekasha, Malloti, Hotir og Mahaziot. Også Heman var profet i kongens tjeneste, og Herren havde velsignet ham med 14 sønner og tre døtre.
6 Alle disse sangere og musikere stod under deres fædres ledelse og spillede på lyrer, harper og bækkener i Herrens hus, mens Asaf, Jedutun og Heman stod direkte under kongen.
7 Både de selv og deres slægtninge, i alt 288 mænd, var uddannet i at synge og spille til Herrens ære. 8 Hvornår, de skulle gøre tjeneste i templet, blev afgjort ved lodtrækning, uden hensyntagen til alder og erfaring.
9-31 Hvert hold bestod af en leder samt 11 af hans sønner og slægtninge, og lodtrækningen resulterede i følgende rækkefølge: Josef nr. 1, Gedalja nr. 2, Zakkur nr. 3, Jitzri nr. 4, Netanja nr. 5, Bukkija nr. 6, Jesarela nr. 7, Jeshaja nr. 8, Mattanja nr. 9, Shimi nr. 10, Azarel nr. 11, Hashabja nr. 12, Shubael nr. 13, Mattitja nr. 14, Jeremot nr. 15, Hananja nr. 16, Joshbekasha nr. 17, Hanani nr. 18, Malloti nr. 19, Elijata nr. 20, Hotir nr. 21, Giddalti nr. 22, Mahaziot nr. 23 og Romamti-Ezer nr. 24.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.