Chronological
Herrens trofasthed imod sit folk
106 Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Hvem har tal på alle hans undere?
Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
3 Velsignede er de, der gør det gode,
de, der altid handler ret.
4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
giv også mig del i dine goder.
5 Lad mig se dit folk få fremgang,
lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
juble med det folk, som tilhører dig.
6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
vi har begået fejl og handlet forkert.
7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,
de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,
i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.
8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld
og for at vise sin magt for verden.
9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,
og folket kunne gå tørskoet over.
10 Han frelste dem fra deres fjender,
friede dem fra egypternes had.
11 Vandet skyllede hen over forfølgerne,
så de druknede alle som en.
12 Da troede folket på Guds løfter
og brød ud i lovsang til ham.
13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,
de holdt op med at søge hans vilje.
14 I ørkenen krævede de kød at spise,
de udfordrede Guds tålmodighed.
15 Han gav dem, hvad de forlangte,
men straffede dem også for deres oprør.
16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses
og på Aron, Guds udvalgte præst.
17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,
lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.
18 Ild for ned fra himlen
og fortærede dem, der gjorde oprør.
19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,
de tilbad en afgud af metal.
20 De byttede Guds herlighed bort
for et billede af et dyr, der æder græs.
21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,
han, som reddede dem på forunderlig vis.
22 Tænk på de mirakler, han udførte,
de fantastiske undere ved Det Røde Hav.
23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,
men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,
så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.
24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land,
for de troede ikke på Guds løfte.
25 De sad bare i deres telte og surmulede
og ville slet ikke høre på Herrens ord.
26 Derfor svor han højt og helligt,
at oprørerne skulle dø i ørkenen.
27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene
og gøres til flygtninge i fremmede lande.
28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor,
de holdt fest og ofrede til livløse afguder.
29 Deres opførsel krænkede Herren dybt,
og han lod en pest bryde ud iblandt dem.
30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,
og det gjorde, at plagen holdt op.
31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,
og det vil han altid blive husket for.
32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,
og Moses faldt i unåde hos Herren.
33 De gjorde ham nemlig så oprørt,
at han talte i vrede og handlede overilet.
34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,
som Herren havde befalet dem at udrydde.
35 De giftede sig tilmed ind i deres familier,
lærte sig deres ugudelige skikke,
36 så de dyrkede de fremmedes afguder
og derved blev skyld i deres egen ulykke.
37 De ofrede både deres sønner og døtre
til de fremmede folkeslags guder.
38 Fordi de myrdede uskyldige børn
og ofrede dem til afguderne,
blev landet besmittet af det udgydte blod.
39 Guds folk var blevet urent i hans øjne,
deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.
40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem,
han følte afsky for sit ejendomsfolk.
41 Han overgav dem i fremmedes vold,
deres fjender undertrykte dem.
42 De gjorde livet surt for dem
og kuede dem på alle måder.
43 Gang på gang befriede Herren sit folk,
men de blev ved med at gøre oprør
og falde dybere og dybere i synd.
44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,
han hørte deres råb om nåde.
45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk,
og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.
46 Han sørgede for, at de fremmede herskere
fik medlidenhed med dem.
47 Vor Herre og Gud, frels os!
Bring os tilbage fra landflygtigheden,
så vi kan give dig taknemmelighedsofre
og lovprise dit hellige navn.
48 Lovet være Herren, Israels Gud.
Lad os prise ham nu og til evig tid.
Lad hele folket svare: Amen!
Halleluja!
Herrens trofasthed mod sit folk
107 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Det er, hvad Herrens folk bør sige,
dem, han befriede fra fjendens magt
3 og bragte tilbage fra fjerne lande,
fra øst og vest og syd og nord.
4 De måtte vandre længe gennem øde egne,
de ledte efter et sted at bo.
5 De var udmattede af sult og tørst
og nær ved at give op.
6 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
7 Han førte dem ad den rigtige vej
til en by, hvor de kunne bosætte sig.
8 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
9 Han slukkede de udmattedes tørst,
og han mættede de sultne med gode gaver.
10 De sad i et trøstesløst mørke
og led under deres fangenskab,
11 fordi de havde gjort oprør mod Gud,
ringeagtet den Højestes bud.
12 Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser,
når de segnede, hjalp ingen dem op.
13 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
14 Han førte dem ud af mørket
og rev deres lænker i stykker.
15 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
16 Han sprængte porte af bronze
og huggede gennem slåer af jern.
17 De blev mishandlet og betragtet som tåber
på grund af deres synd og oprør mod Gud.
18 De mistede appetitten og fik kvalme af maden,
de var døden nær af sult.
19 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
20 Han sagde blot et ord, og de blev reddet,
han rev dem ud af dødens gab.
21 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere han gør for menneskene.
22 Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed,
synge med glæde om hans vældige gerninger.
23 Nogle stod til søs med deres skibe,
drev handel på det store hav.
24 Også de fik Herrens gerninger at se,
de undere han udførte på havet.
25 Han befalede stormvejret at bryde løs,
bølgerne rejste sig som bjerge.
26 De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.
Sømændene var ved at give op over for orkanen.
27 De ravede rundt som fulde folk,
de kunne intet stille op.
28 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
29 Stormen blev stille som en hvisken,
havets bølger faldt hurtigt til ro.
30 Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,
og han førte dem til deres rejses mål.
31 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene,
32 ophøje ham offentligt i folkets forsamling
og for landets ledende råd.
33 Han forvandlede floder til ødemark,
gjorde kildevand til ørkensand.
34 Frugtbart land blev til saltsletter
på grund af beboernes ondskab.
35 Men derefter gjorde han ørkenen til oase
og ødemarken til frugtbart land,
36 så hans sultende folk kunne slå sig ned
og bygge byer, hvor de kunne bo,
37 tilså deres marker, plante vingårde
og bringe en bugnende høst i hus.
38 Han velsignede dem, de blev mange,
og der var ingen mangel på kvæg.
39 Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker,
mange døde, så de blev færre og færre.
40 Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere,
lade dem flakke om i øde egne.
41 Men de, der søgte hjælp hos Herren,
blev reddet ud af deres ulykke.
Han tog sig af dem,
så de trivedes og havde fremgang.
42 De retskafne glæder sig over at se det,
men de onde holder skamfuldt deres mund.
43 De vise vil lægge mærke til det
og anerkende Herrens trofasthed.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.