Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Et råb om hjælp i lidelse
39 Til korlederen Jedutun: En sang af David.
2 Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
5 „Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
6 Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7 Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8 Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
9 Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
Elihu blander sig i samtalen
32 De tre venner besluttede, at de ikke ville sige mere, for Job blev ved med at hævde sin uskyld.
2 Men der var en fjerde ven, som havde lyttet til samtalen uden at sige noget. Han hed Elihu og var søn af Barakel af Rams slægt fra byen Buz. Han var opbragt over, at Job ville retfærdiggøre sig selv overfor Gud. 3 Han var også vred på de tre venner, fordi de fordømte Job uden at kunne svare på hans spørgsmål. 4 Fordi Elihu var yngre end de andre, ventede han, mens de talte med Job. 5 Men da de tre venner ikke kunne give ham svar på tiltale, kunne Elihu ikke længere beherske sin vrede. Han sagde:
6 „Jeg er meget yngre end jer,
så derfor holdt jeg mig tilbage
og tøvede med at sige min mening.
7 Jeg tænkte: ‚Lad de ældre tale,
for livserfaring giver visdom.’
8 Men det er Guds Ånd, der giver indsigt,
når det drejer sig om åndelige ting.
9 Altså er det ikke kun et spørgsmål om alder.
De ældre er ikke nødvendigvis de klogeste.
10 Derfor siger jeg: ‚Hør også på mig.
Lad mig sige, hvad jeg er kommet frem til.’
11 Jeg ventede altså, mens I talte,
og lyttede til jeres kloge kommentarer,
mens I ledte efter ordene.
12 Jeg lyttede meget opmærksomt,
men ingen af jer kunne overbevise Job
eller besvare hans spørgsmål.
13 Sig nu ikke: ‚Han er for snedig for os.
Det bliver Guds sag at overbevise ham.’
14 Hvis Job havde henvendt sig til mig,
ville jeg bestemt ikke have svaret ham, som I gjorde.
15 Men nu er jeres ord sluppet op,
og I aner ikke, hvad I skal svare.
16 Skal jeg da pænt sidde og vente på,
at I finder på noget at sige?
17 Nej, nu vil jeg fortælle jer, hvad jeg mener,
sige, hvad selv en ung som jeg er klar over.
18 Jeg er fuld af ord, der presser sig på,
og ånden i mit indre må have luft.
19 Jeg er som en vinsæk, der er ved at sprænges
på grund af kraften fra den gærende vin.
20 Jeg må give luft for mine indestængte ord,
åbne min mund og tale frit fra leveren.
21 Jeg vil ikke tage parti for nogen af jer,
og jeg vil ikke smigre folk.
22 Nej, jeg vil ikke gøre brug af smiger,
for så ville Gud straffe mig.
Vend om, mens der endnu er tid
19 Jesus fortsatte: „Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. 20 Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. 21 Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde[a] og slikkede hans sår.
22 Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side.
24 ‚Fader Abraham!’ råbte han. ‚Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’
25 Men Abraham svarede: ‚Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. 26 Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’
27 Da råbte den rige mand: ‚Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus 28 for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’
29 Men Abraham sagde: ‚Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’
30 ‚Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’
31 ‚Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’ ”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.