Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 26

En uskyldigs ydmyge bøn

26 En sang af David.

Frikend mig, Herre, for jeg er uskyldig.
    Jeg har altid sat min lid til dig.
Se efter, hvad der bor i mit hjerte,
    undersøg mine tanker og motiver.
Jeg kender din trofaste nåde,
    jeg ønsker at gøre din vilje.
Jeg færdes ikke blandt de falske,
    gør ikke de gudløse selskab.
Jeg tager afstand fra de ondes planer,
    jeg vil ikke have noget med dem at gøre.
Jeg ønsker at bevare min uskyld,
    så jeg kan nærme mig dit hellige alter.
Der vil jeg synge dig en takkesang,
    fortælle om alle dine undere.
Herre, jeg elsker at komme til dit hus,
    for det er der, jeg kan se din herlighed.
Lad mig ikke dele skæbne med syndere,
    døm mig ikke, som du dømmer voldsmænd,
10 for de er altid ude på rov
    og tager gerne imod bestikkelse.
11 Men jeg lever oprigtigt og retskaffent.
    Fri mig fra det onde og vær mig nådig.
12 Mine fødder står på sikker grund,
    og i folkets forsamling vil jeg prise dig, Herre.

Job 4

Elifaz’ første tale til Job

Da svarede Elifaz:

„Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
    men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
Du har opmuntret mange i tidens løb
    og været til trøst for de sørgende.
Du har støttet dem, der var ved at segne,
    givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
    dine egne problemer har helt slået dig ud!

Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
    De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
    Straffer Gud en retskaffen mand?
Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
    også må høste, hvad de har sået.
Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
    hans vredes pust gør det af med dem.
10 En løve kan brøle, så meget den vil,
    ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
    han brækker med lethed løvens tænder.
11 Da dør selv den stærkeste løve af sult,
    dens unger må klare sig selv.

12 Der kom et ord til mig i det skjulte,
    mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten,
    mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk,
    jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt,
    hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
    men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
    og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
    Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene,
    hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn,
    som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20     der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
    knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør
    midt i al deres uvidenhed.

Romerne 8:1-11

Nyt liv ved Guds Ånds kraft

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus. For gennem Kristus er jeg[a] blevet sat fri ved den Ånds kraft, som bringer liv, og jeg lever ikke længere under syndens lov, som bringer død. Loven var ikke stærk nok til at sejre over menneskets syndige natur, men Gud gav os sejr. Han sendte jo sin egen Søn ind i denne verden, for at han skulle leve under samme vilkår, som vi syndige mennesker levede under, og han gjorde ham til syndebuk for os alle. På den måde blev synden, som var i mennesket, dømt til døden. Derfor kan vi, som nu lever under Åndens ledelse—og ikke under syndens herredømme—opfylde lovens gode hensigt. De, der lever under syndens herredømme, tænker i syndens tankebaner, mens de, der lever under Åndens ledelse, tænker i Åndens tankebaner. Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred. Synd er nemlig oprør og fjendskab mod Gud. Synden hverken vil eller kan underordne sig Guds vilje, og de, der lever et liv styret af synden, kan ikke behage Gud. I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.

10 Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. 11 Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.