Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
22 Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
2 Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
3 Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
4 Du sidder på din hellige trone,
du er den, som Israel lovsynger.
5 Vore forfædre stolede på dig,
og du reddede dem.
6 Du hørte deres nødråb og befriede dem,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
7 Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
8 Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
9 „Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
10 Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
13 Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14 Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
Bildads anden tale til Job
18 Nu gik Bildad igen i rette med Job:
2 „Hold nu op med al din snak, Job!
Kom til fornuft, så vi kan tale sammen.
3 Hvad regner du os egentlig for?
En flok dumme, umælende får?
4 Du opnår intet ved at pine og plage dig selv.
Verden går videre, uanset hvad du gør.
5 Synd fører nu engang til straf,
og de ondes livslys slukkes.
6 Mørket indhyller deres bolig,
og de får et ulykkelig endeligt.
7 Deres faste skridt bliver usikre,
de snubler over deres egne ben.
8 Deres fødder fører dem til fald,
de er ude på gyngende grund.
9 De går lige i fælden og sidder fast i saksen,
får en løkke om foden og kan ikke komme fri.
10 En skjult snor er spændt ud over vejen,
et reb ligger parat som en løkke.
11 Rædselen kommer imod dem fra alle sider,
angsten er lige i hælene på dem.
12 Deres livskraft udtæres,
undergangen ligger på lur efter dem,
13 sygdom æder dem langsomt op,
døden har lagt sin klamme hånd på dem.
14 De trækkes ud af deres trygge bolig
og føres frem til den frygtelige død.
15 Ild og svovl regner ned over dem,
deres ejendom bliver omdannet til aske.
16 De er som et træ med udtørrede rødder,
hvor alle grenene er ved at visne.
17 Ingen mindes dem, når de er borte,
deres navne går hurtigt i glemmebogen.
18 De udslettes fra jordens overflade,
skubbes fra lyset ind i mørket.
19 De efterlader sig ingen arvinger,
deres slægt uddør med dem.
20 Alle, som hører om deres ulykke,
gribes af gru og forfærdelse.
21 Ja, sådan går det onde mennesker,
dem, der ikke har ærefrygt for Gud.”
Formaning til tro og lydighed som forudsætning for at gå ind til Guds hvile
4 Løftet om at gå ind til Guds hvile gælder stadig, åndeligt set. Lad os derfor være på vagt, så ingen af jer risikerer at gå glip af den hvile. 2 Vi har hørt det glædelige budskab om den hvile, der venter os, akkurat som folket dengang fik løftet om hvilen i det land, Gud havde lovet dem. Men det, at de hørte løftet, betød ikke, at de fik det opfyldt, for de troede ikke på det, de hørte.[a] 3 Altså er det kun, når vi tror på Guds løfte, at vi får lov til at gå ind til hans hvile. Det passer med, hvad han sagde om de vantro: „Så svor jeg i min vrede, at de ikke skal få lov at opleve min hvile.”
Det sagde Gud, selvom alt var planlagt og havde været klar siden verdens skabelse. 4 Der står jo et sted om den syvende dag: „Siden alting nu var fuldført, kunne Gud hvile på den syvende dag.”[b] 5 Men selvom løftets land var parat, måtte Gud sige: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.” 6 Der er dog alligevel nogle, som får lov til at komme ind i Guds hvile, selvom de, der først fik løftet, ikke oplevede at få det opfyldt, fordi de var ulydige mod Gud. 7 Han fastsatte nemlig en ny dag, for de ord, der allerede er citeret fra Davids salme, hvor han taler om „i dag”, blev sagt mange år senere:
„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord.”
8 Hvis det var lykkedes Josva at føre folket ind til hvilens land, havde Gud ikke behøvet senere at tale om en ny tid, hvor man kunne opleve Guds hvile. 9 Altså er der stadig en hvile i vente til Guds folk. 10 De, som oplever at gå ind til den hvile, vil kunne hvile fra deres anstrengelser, ligesom Gud hvilede efter at have skabt verden. 11 Lad os derfor stræbe efter at komme ind i den hvile, og lad ingen af os gå glip af den på grund af ulydighed og oprør som dengang i ørkenen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.