Old/New Testament
David henter pagtens ark(A)
13 Efter at David havde rådført sig med sin militære ledelse og alle sine officerer, 2 sagde han til den store forsamling af krigere, der var kommet fra alle Israels stammer:
„Hvis I mener, det er rigtigt, og at det er Guds vilje, så lad os sende bud ud over hele Israels land om, at alle stammeledere skal komme herned til os. Der skal også sendes besked til præsternes og levitternes ledere i de byer, de har fået tildelt at bo i. 3 Når alle lederne er samlet, vil vi så hente Guds Ark, for lige siden Saul blev konge, har man ikke taget Herren med på råd.”
4 Davids forslag blev enstemmigt vedtaget, for de mente alle, at det var det rigtige at gøre.
5 På den måde fik David samlet hele Israels folk fra nord til syd, så de kunne være med til at hente Guds Ark i Kirjat-Jearim. 6 Derefter drog David af sted i spidsen for den store skare til Kirjat-Jearim, som også kaldes Ba’ala, i Judas stammeområde for at hente Gud Herrens Ark—den Gud, som troner mellem keruberne. 7 Arken, der i lang tid havde stået i Abinadabs hus, blev anbragt på en ny oksekærre—og Uzza og Ahjo styrede okserne. 8 David og Israels øvrige ledere dansede og sang af alle kræfter til Guds ære til musik fra lyrer, harper, tamburiner, bækkener og trompeter.
9 Men da de nåede til tærskepladsen ved Kidon, snublede okserne, og Uzza rakte hånden ud for at støtte arken. 10 Da blev Herren vred og straffede Uzza, fordi han ikke viste ærefrygt for arken, som ikke måtte røres, og han døde på stedet. 11 David var oprørt over, at Herren havde straffet Uzza så hårdt. Derfor kaldte han stedet for „Peretz-Uzza”,[a] hvilket det hedder den dag i dag.
12 Episoden gjorde, at David blev bange for Gud. „Hvordan tør jeg så bringe Guds Ark hjem til mig?” sagde han. 13 Derfor ombestemte han sig, og i stedet for at føre arken ind i Davidsbyen, lod han den indtil videre opbevare hos Obed-Edom fra Gat. 14 Der stod den i tre måneder—og Herren velsignede Obed-Edom og hans familie.
David befæster sin position som konge(B)
14 Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han stenhuggere og tømrere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham. 2 Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.
3 Efter at David var flyttet til Jerusalem, tog han flere koner, og han fik mange sønner og døtre. 4 Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon, 5 Jibhar, Elishua, Elpelet, 6 Noga, Nefeg, Jafia, 7 Elishama, Be’eljada og Elifelet.
David besejrer filistrene(C)
8 Da filistrene hørte, at David var blevet kronet til konge over Israel, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og samlede sin egen hær imod dem. 9 Filistrenes hær kom og invaderede Refaimdalen. 10 Da spurgte David Gud til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?”
Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”
11 Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Gud, der gjorde det!” erklærede han. „Gud brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.[b]
12 De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David gav ordre til, at de skulle brændes.
13 Men filistrene kom tilbage og invaderede endnu engang dalen. 14 David rådførte sig igen med Gud, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ved baka-træerne.[c] 15 Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Gud selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”
16 David gjorde, som Gud havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer. 17 Davids ry spredtes nu vidt omkring. Herren sørgede for, at alle de omkringboende folkeslag fik stor respekt for kong David.
David fører arken til Jerusalem(D)
15 Efter at David havde bygget et stort palads til sig selv i Davidsbyen, indrettede han et telt, hvor Guds Ark kunne stå. 2 Derpå sagde han: „Kun levitterne må røre Guds Ark, for det er dem, Herren en gang for alle har udvalgt til at bære arken og gøre tjeneste for ham.”
3 Derefter samlede David alle Israels ledere i Jerusalem, for at de skulle overvære højtideligheden, når arken blev ført ind i det telt, som var indrettet til den. 4 Følgende præster og levitter var til stede: 5 Fra Kehats slægt: 120 mænd anført af Uriel; 6 fra Meraris slægt: 220 mænd anført af Asaja; 7 fra Gershons slægt: 130 mænd anført af Joel; 8 fra Elitzafans slægt: 200 mænd anført af Shemaja; 9 fra Hebrons slægt: 80 mænd anført af Eliel; 10 og fra Uzziels slægt: 112 mænd anført af Amminadab.
11 David tilkaldte nu ypperstepræsterne Zadok og Ebjatar samt de levitiske ledere Uriel, Asaja, Joel, Shemaja, Eliel og Amminadab.
12 „I er overhoveder for de levitiske slægter,” sagde han til dem. „Sørg nu for, at I selv og jeres folk gennemgår renselsesritualet, så I kan føre Herrens, Israels Guds, Ark ind i teltet. 13 Sidste gang, da I ikke var med, straffede Herren os, fordi vi ikke rådførte os med ham om, hvordan arken skulle flyttes.”
14 Derefter gennemgik præsterne og levitterne renselsesritualet, så de kunne flytte Israels Guds Ark på den rigtige måde. 15 På den måde blev levitterne klar til at kunne løfte Guds Ark op i bærestængerne og bære den på skuldrene, sådan som Herren havde befalet Moses.
16 David gav de levitiske ledere ordre til at organisere et orkester og et kor, som kunne synge af hjertens fryd og spille på lyrer, harper og bækkener. 17 Levitternes ledere udpegede følgende musikere som ledere: Heman, Joels søn; Asaf, Berekjas søn; og Etan, Kushajas søn fra Meraris slægt.[d]
18 Følgende mænd blev udpeget som deres medhjælpere: Zekarja, Ja’aziel, Shemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Benaja, Ma’aseja, Mattitja, Elifelehu, Mikneja og tempelvagterne Obed-Edom og Jeiel.
19 Heman, Asaf og Etan fik til opgave at slå på bronzebækkenerne. 20 Zekarja, Aziel, Shemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Ma’aseja og Benaja skulle spille på harpe, 21 og Mattitja, Elifelehu, Mikneja, Obed-Edom, Jeiel og Azazja skulle spille på lyre. 22 Kenanja blev udpeget som instruktør for musikerne, for det var han særlig uddannet til.
23-24 Berekja, Elkana, Obed-Edom og Jehija skulle holde vagt omkring arken, og præsterne Shebanja, Joshafat, Netanel, Amasaj, Zekarja, Benaja og Eliezer skulle blæse i trompet foran Guds Ark.
25 Under stor jubel gik David nu i spidsen for Israels ledere og officerer til Obed-Edoms hus for at føre Herrens Pagts Ark til Jerusalem. 26 Da levitterne nu kunne bære Herrens Pagts Ark uden problemer, ofrede man i taknemmelighed til Gud syv unge tyre og syv væddere. 27 Både David, de levitter, der bar arken, deres leder, Kenanja, og sangerne var iført dragter af fintvævet linned. David bar desuden en efod af linned, den særlige præstedragt. 28 Under stor festjubel førte Israels ledere derpå Herrens Pagts Ark til Jerusalem til akkompagnement af vædderhorn og trompeter, bækkener, harper og lyrer.
29 Men da processionen nåede ind til Davidsbyen, og Davids kone Mikal, Sauls datter, fra sit vindue så kong David hoppe rundt og danse af glæde, følte hun foragt for ham.
Konfrontationen med de jødiske ledere forstærkes
7 Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa. Han holdt sig borte fra Judæa, fordi de jødiske ledere dér var ude på at slå ham ihjel. 2 Men løvhyttefesten, en af de årlige jødiske højtider, nærmede sig, 3 og Jesu brødre opfordrede ham til ikke kun at vandre rundt i Galilæa, men at tage ned til Judæa. „Tag med ned og gør nogle flere mirakler, så også dine tilhængere dér kan se dem,” sagde de. 4 „Du bliver aldrig berømt, så længe du gemmer dig i den her afkrog af verden. Hvis du ønsker at blive kendt, må du profilere dig selv noget mere!” 5 Ikke engang hans egne brødre troede på ham.
6 Jesus svarede: „For mig er tiden endnu ikke kommet, men I kan gøre, hvad I vil, hvornår I vil. 7 Denne verdens mennesker har ingen grund til at hade jer, men de hader mig, fordi jeg konfronterer dem med deres synd og ondskab. 8 I kan godt rejse op til festen, men jeg går ikke med jer, for min tid er endnu ikke kommet.” 9 Så tog de af sted, mens Jesus blev i Galilæa.
10 Noget senere tog Jesus også af sted, men i al hemmelighed. 11 Under festen søgte de jødiske ledere efter ham. „Hvor bliver han af?” spurgte de hinanden. 12 Han var byens store samtaleemne. „Han er et godt menneske,” hviskede nogle. „Nej, han vildleder folk,” var der andre, der mente. 13 Ingen turde tale højt om ham af frygt for de jødiske ledere.
14 Midt under den ugelange fest kom Jesus ind på tempelpladsen og underviste de mange mennesker, der flokkedes om ham.
15 De jødiske ledere var der også. „Hvordan kan han kende Skrifterne så godt?” spurgte de undrende hinanden. „Han er jo ikke skriftlærd.”
16 „Min undervisning kommer ikke fra mine egne tanker, men fra ham, som sendte mig,” var Jesu svar. 17 „Enhver, der er villig til at gøre Guds vilje, vil finde ud af om det, jeg siger, kommer fra Gud, eller det bare er mine egne tanker. 18 Den, der fremfører sine egne tanker, ønsker selv at blive æret, men jeg ønsker at ære ham, som sendte mig. Derfor siger jeg sandheden uden nogen form for selviskhed.”
19 Jesus fortsatte med at tale til de jødiske ledere: „Har Moses ikke givet jer Toraens lovbud? Men ingen af jer overholder dem. Hvorfor vil I slå mig ihjel?”
20 „Du er ikke rigtig klog!” protesterede de omkringstående. „Hvem vil slå dig ihjel?”
21 Jesus ignorerede dem og fortsatte, henvendt til de jødiske ledere: „I undrer jer alle over, at jeg udførte et enkelt mirakel på en sabbat. 22 Men hvad gør I selv? Overtræder I ikke den samme lov ved at omskære jeres sønner på sabbatten? I forklarer jeres overtrædelse med, at Moses har forordnet, at omskærelsen skal finde sted nøjagtig syv dage efter fødslen—ja, egentlig kommer den forordning ikke fra Moses, men den stammer helt tilbage fra patriarkerne.[a] 23 Hvis det altså er tilladt at foretage omskærelse på et menneskes krop på en sabbat, for at Toraens bud ikke skal blive overtrådt, hvorfor hidser I jer så op over, at jeg på en sabbat gør et menneske rask? 24 Hold op med at dømme så overfladisk. Døm retfærdigt!”
Mange almindelige mennesker accepterer, at Jesus er Messias
25 Jerusalems indbyggere var i vildrede:
—Er det ikke ham, de vil slå ihjel? 26 Hvordan kan han så stå her og tale på et offentligt sted, uden at de siger et ord til ham?
—Mon vores ledere har accepteret, at han er Messias?
27 —Det kan han ikke være, for alle ved jo, hvilken by han kommer fra. Men når Messias viser sig, vil ingen vide, hvor han kommer fra.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.