Old/New Testament

Belejringen ophører

7 Men Elisa svarede kongen: „Herren siger, at i morgen ved denne tid har situationen ændret sig. Da skal en kurv fuld af det fineste hvedemel sælges på torvet for kun ét sølvstykke, og to kurve^[a] byg for samme beløb.”

² Men kongens næstkommanderende svarede: „Umuligt. Om så Herren åbnede alle himlens sluser, ville det aldrig kunne ske.”

„Ikke?” svarede Elisa. „Det skal du få at se. Men du kommer ikke til selv at nyde godt af det.” Derefter tog de tilbage til byen.

³ Uden for byporten sad der fire mænd, som på grund af en smitsom hudsygdom var forvist fra byen. „Hvorfor skal vi blive siddende her, til vi dør?” spurgte de hinanden. ⁴ „Hvis vi bliver siddende med hænderne i skødet, dør vi af sult, og går vi tilbage til byen, dør vi også af sult. Så vi kan lige så godt overgive os og gå over til aramæerne. Det værste, der kan ske, er, at de slår os ihjel, men hvem ved, måske skåner de os.”

⁵ I aftenskumringen gik de fire mænd hen mod den aramæiske lejr, men da de kom helt derhen, var der ikke en sjæl at se. ⁶ Herren havde nemlig sørget for, at aramæerne hørte krigslarm, hestetramp og vognstøj, så det lød, som om en mægtig hær var på vej imod dem. „Det er Israels konge, der har fået forstærkning fra hittitterne og Egypten,” råbte de, ⁷ og der gik panik i dem, så de flygtede med det samme og lod deres telte, heste, æsler og al provianten blive tilbage.

⁸ Da de fire mænd nåede frem til lejren, gik de fra telt til telt og spiste og drak så meget, de kunne. De samlede alt det guld og sølv og tøj sammen, de kunne bære, og gemte det godt. ⁹ Men så sagde de til hinanden: „Det er ikke rigtigt, det vi gør. Vi ligger inde med nogle utrolig gode nyheder. Hvis vi venter til i morgen med at bringe nyheden videre, er det vores skyld, hvis nogen af de udsultede folk i byen dør i nat. Kom, lad os straks gå tilbage og give besked til kongen.”

¹⁰ Så gik de tilbage til byen og fortalte portvagterne, hvordan de var gået ud til den aramæiske lejr, og at lejren var rømmet. Hestene og æslerne stod bundne, og alt så beboet ud, men der var ingen mennesker at se. ¹¹ Portvagterne gav beskeden videre, og på den måde nåede den gode nyhed frem til kongens palads.

¹² Kongen sprang straks ud af sengen, men det var næsten for godt til at være sandt. Derfor sagde han til sine nærmeste officerer: „Aramæerne ved jo, at vi sulter. Det må være derfor, de har forladt deres lejr og nu ligger på lur på markerne i håb om, at vi lader os lokke ud af byen. Så slår de til, erobrer vores by og gør os til deres slaver.”

¹³ „Men burde vi ikke alligevel sende nogle mænd ud og se efter?” spurgte en af officererne. „Lad os se, om der ikke skulle være bare fem heste tilbage i byen, man kan ride på. Hvis mændene skulle miste livet derved, er det vel ikke værre, end hvis de bliver i byen og dør af sult sammen med os andre.”

¹⁴ Det lykkedes dem at finde to heste, så to ryttere blev sendt af sted for at se, hvad der var sket. ¹⁵ De fandt en masse efterladt tøj og våben, som aramæerne havde smidt under deres flugt. Således var de i stand til at følge sporene hele vejen til Jordanfloden. Derefter vendte de tilbage og meldte det til kongen. ¹⁶ Så skyndte Samarias indbyggere sig ud og plyndrede aramæernes lejr. På den måde gik det i opfyldelse, at en kurv hvedemel og to kurve byg den dag kunne købes for et sølvstykke, nøjagtig som Herren havde sagt.

¹⁷ Kongen havde udpeget sin næstkommanderende til at holde kontrol med menneskemængden ved byporten, men da folk pressede på for at komme ud til den forladte lejr, blev han trampet ned og omkom i tumulten. Derved blev det ord opfyldt, som profeten havde sagt om ham den foregående dag, ¹⁸ dengang han også forudsagde, at prisen på hvedemel og byg ville gå ned. ¹⁹ Manden havde jo ved den lejlighed svaret, at det ikke kunne ske, om så Herren åbnede alle himlens sluser, og profeten havde svaret: „Det skal du få at se. Men du kommer ikke selv til at nyde godt af det.” ²⁰ Og sådan gik det. Han blev trampet ned i byporten og døde.

Kvinden fra Shunem vender hjem

8 Elisa havde sagt til den kvinde, hvis dreng han havde opvakt fra de døde: „Flygt sammen med din familie til et andet land, for Herren vil sende en hungersnød i Israel, som vil vare i syv år.”

² Derfor slog kvinden og hendes familie sig ned i filistrenes land i syv år, ³ og da hungersnøden var forbi, vendte hun tilbage til Israel og opsøgte kongen for at få sin jord og sit hus igen. ⁴ Netop som hun kom ind til kongen, var han fordybet i samtale med Gehazi, Elisas tjener. „Fortæl mig nogle historier om Elisas mirakler,” havde kongen sagt til Gehazi. ⁵ Så Gehazi var i færd med at fortælle om dengang, Elisa genopvakte en dreng fra de døde. I samme øjeblik trådte drengens mor ind.

„Jamen, se,” udbrød Gehazi, „det er jo den kvinde vi taler om. Og det er hendes dreng, Elisa opvakte fra de døde.”

⁶ „Er det virkelig sandt, hvad han siger?” spurgte kongen, og det bekræftede hun. Så sendte kongen straks en embedsmand af sted for at sikre sig, at kvinden fik sin ejendom tilbage, og han sørgede tilmed for, at hun fik godtgjort det høstudbytte, der havde været under hendes fravær.

Hazael myrder kong Ben-Hadad af Aram

⁷ Senere rejste Elisa til Damaskus, Arams hovedstad, hvor kong Ben-Hadad lå syg. Kongen fik straks at vide, at den berømte Guds mand var kommet til byen. ⁸ Da sagde kongen til en embedsmand ved navn Hazael: ⁹ „Bring profeten en gave og spørg ham, om der er chancer for, at jeg bliver rask igen.”

Så læssede Hazael 40 kameler med de bedste varer, der kunne opdrives i landet, og overrakte gaven til Elisa med ordene: „Ben-Hadad, Arams konge, forespørger underdanigst om chancerne for at blive rask igen.”

¹⁰ Elisa svarede: „Sig du bare, at han vil komme sig. Men Herren har vist mig, at han vil dø.”

¹¹ Efter disse ord blev Elisa ved med at stirre ud i luften og fik et udtryk af forfærdelse i ansigtet. Så brød han ud i heftig gråd.

¹² „Hvad er der i vejen?” spurgte Hazael.

„Ak,” svarede Elisa, „du er manden, som skal bringe store lidelser over Israels folk. Deres fæstninger vil du nedbrænde, de unge krigere vil du hugge ned med sværdet, spædbørnene vil du knuse mod klippeblokkene, og du vil sprætte maven op på de gravide kvinder.”

¹³ „Hvordan skulle jeg få så stor en magt?” udbrød Hazael. „Jeg er jo bare en almindelig tjener.”

„Herren har vist mig,” svarede Elisa, „at du vil blive konge af Aram.”

¹⁴ Da Hazael kom tilbage, spurgte kongen: „Hvad sagde han?” Hazael svarede: „Han sagde, at du vil komme dig.”

¹⁵ Men næste dag tog Hazael et klæde, dyppede det i vand og lagde det over den syge konges ansigt, så han blev kvalt. Derpå blev Hazael konge.

Kong Joram af Juda

¹⁶ Da Ahabs søn, kong Joram af Israel, havde regeret i fem år, blev Joshafats søn Joram konge i Juda. ¹⁷ Han var 32 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i otte år. ¹⁸ Han fulgte i Israels kongers spor, for han havde giftet sig med en datter af Ahab. Derfor gjorde han, hvad der var ondt i Herrens øjne. ¹⁹ Men for kong Davids skyld ødelagde Herren ikke Juda fuldstændigt. Han havde jo lovet, at Davids slægt aldrig skulle dø ud.

²⁰ Mens Joram regerede, løsrev Edoms folk sig fra Judas overherredømme og udnævnte deres egen konge. ²¹ Kong Joram mønstrede sine stridsvogne for at slå oprøret ned. Han slog lejr ved Zair, men blev omringet af Edoms hær. Han gik til angreb på fjendens hær og deres stridsvogne om natten, men under kampen flygtede hans egne soldater og vendte hjem. ²² Derfor har Edom indtil i dag opretholdt sin uafhængighed, og det samme er tilfældet med Libna.

²³ Resten af kong Jorams historie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁴ Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen ligesom sine forfædre.

Kong Ahazja af Juda

²⁵ Ahazja, Jorams søn, blev konge i Juda efter sin far i kong Joram af Israels 12.^[b] regeringsår. ²⁶ Han var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i ét år. Hans mor, Atalja, var kong Omri af Israels barnebarn. ²⁷ Ahazja gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom kong Ahabs slægt, for hans far var blevet gift ind i den familie.

²⁸ Derfor støttede han Ahabs søn, kong Joram af Israel, og sammen gik de i krig mod kong Hazael af Aram. Aramæerne vandt slaget ved Ramot-Gilead, og Joram blev såret, ²⁹ hvorefter han trak sig tilbage til Jizre’el for at blive rask igen. Ahazja tog derfor til Jizre’el for at se til ham.

Jehu bliver konge over Nordriget

9 I mellemtiden havde Elisa kaldt en af profeteleverne til sig. „Gør dig klar til at tage til Ramot-Gilead,” sagde han, „og tag den her flaske med olivenolie med dig. ² Når du kommer frem, skal du opsøge Jehu, søn af Joshafat og sønnesøn af Nimshi. Tag ham afsides fra de andre ³ og hæld olivenolien over hans hoved. Fortæl ham, at Herren har udvalgt ham til at være konge over Israel—og løb så for livet.”

⁴ Profeteleven gjorde, som Elisa havde sagt. Da han kom til Ramot-Gilead, ⁵ fandt han Jehu siddende uden for huset i selskab med flere andre officerer fra hæren.

„Hr. officer,” sagde han, „jeg har en besked til Dem.”

„Hvem af os?” spurgte Jehu.

„Dem, herre.”

⁶ Så rejste Jehu sig og fulgte ham ind i huset. Den unge mand hældte straks olivenolien over Jehus hoved og sagde: „Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg salver dig hermed til konge over mit folk Israel. ⁷ Du skal udrydde Ahabs slægt og således hævne de mord på profeterne og andre mennesker, som Jezabel har på samvittigheden. ⁸ Hele Ahabs slægt skal du udrydde—hver eneste mandsperson, der er tilbage, uden undtagelse, ⁹ for jeg vil tilintetgøre Ahabs slægt, som jeg tilintetgjorde Jeroboams slægt og Bashas slægt. ¹⁰ Hundene skal æde Jezabels lig i Jizre’el, og ingen skal begrave hende.’ ” Efter at have afleveret sit budskab åbnede profeteleven døren og løb bort.

¹¹ Da Jehu kom tilbage til de andre officerer, spurgte en af dem: „Hvad ville den idiot? Er der noget på færde?”

„Åh, I ved jo hvordan den slags fyre snakker,” svarede Jehu.

¹² „Kom nu,” svarede de. „Hvad sagde han?”

Så fortalte han dem, hvad profeteleven havde sagt, og at han var blevet salvet til konge over Israel. ¹³ Straks smed officererne deres kapper på trappen og stillede Jehu derop, mens de blæste i hornene og råbte: „Længe leve kong Jehu.”

Jehu slår Joram og Ahazja ihjel

^14-15 Jehu begyndte nu at tænke på, hvordan han kunne overrumple kong Joram af Israel. Kongen var stadig på rekreation i Jizre’el, efter at han var blevet såret ved Ramot-Gilead i slaget mod kong Hazael af Aram. Jehu sagde nu til sine medofficerer: „Hvis I vil have mig til konge, må I for alt i verden love mig ikke at lade nogen slippe til Jizre’el og fortælle kong Joram, hvad der er sket her i dag.” ¹⁶ Så sprang Jehu op i sin vogn og kørte fra Ramot-Gilead til Jizre’el for at finde den sårede kong Joram, som på det tidspunkt havde besøg af kong Ahazja af Juda.

¹⁷ Da udkigsposten i vagttårnet ved Jizre’el fik øje på Jehu og hans følge, meldte han: „En stor flok mennesker er i sigte.”

„Send straks en rytter af sted, så vi kan få at vide, om det er venner eller fjender, der kommer,” befalede kong Joram. ¹⁸ Straks blev en ryttersoldat sendt af sted.

„Kongen vil vide, om du er ven eller fjende,” sagde soldaten til Jehu. „Har du fredelige hensigter?”

Jehu svarede: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.” Soldaten drejede så hesten omkring og sluttede sig til Jehus følge.

Udkigsposten meldte nu tilbage til kongen, at rytteren ikke kom tilbage. ¹⁹ Da sendte kongen endnu en rytter af sted. Også han forlangte i kongens navn at få at vide af Jehu, om han var ven eller fjende.

Og Jehu svarede som før: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.”

²⁰ „Heller ikke den anden rytter kommer tilbage,” meldte udkigsposten til kongen. „Det må være Jehu, der er på vej. Han kører i fuld fart.”

²¹ „Hurtigt, gør vognen klar!” befalede kong Joram. Derefter kørte han og kong Ahazja af Juda af sted i hver sin vogn for at møde Jehu, og de mødte ham ved Nabots mark.

²² „Er der fred ved fronten, Jehu?” spurgte kong Joram.

Jehu svarede: „Hvordan skulle der kunne være fred, så længe din mors trolddomskunster og afgudsdyrkelse stadig florerer i landet?”

²³ Da vendte Joram vognen med det samme og flygtede, mens han råbte til kong Ahazja: „Det er mytteri, Ahazja!” ²⁴ Jehu greb hurtigt sin bue, spændte den til bristepunktet og ramte kong Joram i ryggen. Pilen borede sig ind mellem skulderbladene og videre ind i hjertet. Øjeblikkeligt segnede Joram om i sin stridsvogn, død på stedet.

²⁵ Jehu befalede sin næstkommanderende, Bidkar, at smide liget ud af vognen dér på Nabots mark og sagde til ham: „Kan du huske, dengang vi red side om side i Ahabs livvagt, og vi hørte den profeti, der blev udtalt over Ahabs slægt? Herren sagde: ²⁶ ‚På Nabots jord vil jeg straffe ham for mordene på Nabot og hans sønner.’ Kast ham derfor ud på marken. Så bliver Herrens ord opfyldt nu.”

²⁷ Da kong Ahazja af Juda så, hvad der skete, flygtede han i sin vogn i retning mod Bet-ha-Gan, men Jehu og hans folk satte efter ham, idet Jehu råbte: „Han skal ikke få lov at slippe.” Så skød de efter ham og sårede ham på vej op mod Gurpasset nær byen Jibleam. Det lykkedes ham at nå frem til Megiddo, men der døde han. ²⁸ Hans folk kørte ham derefter til Jerusalem, hvor han blev begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen. ²⁹ Således døde kong Ahazja. Han blev konge over Juda i kong Joram af Israels 11. regeringsår.

Jezabels skæbne

³⁰ Jehu kørte videre til Jizre’el, hvor Ahab havde bygget sit kongelige palads. Da Jezabel hørte, at han var kommet, pyntede hun sig, lagde øjenskygge på og ordnede sit hår. Fra paladsets vindue holdt hun øje med, hvad der gik for sig i gaderne, ³¹ og da Jehu kørte ind gennem byens port, råbte hun ned til ham: „Kommer du med fred, du, der har myrdet din egen herre, som Zimri gjorde?”

³² Jehu kiggede op og fik øje på Jezabel i vinduet. Så råbte han op mod paladsets mure: „Hvem af jer deroppe holder med mig?” Straks kiggede to-tre hoffolk ud af et vindue.

³³ „Smid hende herned,” råbte Jehu til dem.

Så smed de hende ud ad vinduet, og hendes blod sprøjtede op på slotsmuren og på de heste, der trampede hen over hende. ³⁴ Jehu gik så ind i paladset, og da han havde spist og drukket, sagde han til hoffolkene: „I må hellere gå ud og begrave den forbandede kvinde. Hun er trods alt af kongelig herkomst.” ³⁵ Men da de gik ud for at begrave hende, fandt de kun hendes kranium og hendes hænder og fødder, ³⁶ og da de fortalte det til Jehu, udbrød han: „Det stemmer med, hvad Herren sagde, for han fortalte profeten Elias, at hundene skulle æde hendes krop i Jizre’el, ³⁷ og hun vil komme ud som ekskrementer på marken uden for Jizre’el. Dermed er der ingen, som kan udpege hendes grav og sige: ‚Der ligger Jezabel.’ ”

Messias som Ordet fra Gud

1 I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.^{[a] 2} Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. ³ Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes. ⁴ Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. ⁵ Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.

⁶ Et menneske stod frem, sendt fra Gud. Hans navn var Johannes. ⁷ Han kom for at pege på Lyset, for at alle derigennem kunne komme til tro. ⁸ Han var ikke selv Lyset, men skulle aflægge vidnesbyrd om Lyset. ⁹ Det sande Lys var på vej ind i verden. Det bringer lys til ethvert menneske.

¹⁰ Ordet kom til denne verden, en verden, han selv havde skabt, men verden ville ikke kendes ved ham. ¹¹ Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. ¹² Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. ¹³ De blev født på ny. Det er ikke en almindelig menneskelig fødsel forårsaget af menneskers beslutning og handling. Det er en guddommelig fødsel.

¹⁴ Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed—en herlighed, som den fuldkomne^[b] Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.

¹⁵ (Og Johannes Døber vidnede om ham. Han råbte sit budskab ud: „Det var ham, jeg mente, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ”)

¹⁶ Vi har jo alle fået del i Guds søns herlighed, og vi har oplevet Guds nåde, som overgår alle tidligere udtryk for hans nåde,^{[c] 17} for Moses bragte os Toraen, men Jesus, den ventede Messias, bragte os den fuldkomne nåde og sandhed.

¹⁸ Intet menneske har nogensinde set Gud. Men den fuldkomne Søn,^[d] som sidder ved Faderens side, har vist os, hvem han er.

Johannes Døber^(A)

¹⁹ Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter^[e] ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var, ²⁰ men han svarede uden omsvøb: „Jeg er ikke Messias.”

²¹ „Jamen, hvem er du så?” spurgte de. „Er du profeten Elias, som er vendt tilbage?”^[f]

„Nej,” svarede han.

„Er du den store Profet, vi venter på?”^[g]

„Nej.”

²² „Jamen, hvem er du så? Sig os det! Vi skal jo have et svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”

²³ Han svarede: „Jeg er den, som Esajas profeterede om, da han sagde:

²⁴ Gruppen var blevet sendt derud af farisæerne,^{[i] 25} og derfor spurgte de Johannes: „Hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten, hvorfor døber du så?”

²⁶ „Jeg døber kun med vand,” svarede han, „men iblandt jer står der en, I ikke kender. ²⁷ Det er ham, jeg baner vej for, og han har større autoritet, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at hjælpe ham sandalerne af.”

²⁸ Det her fandt sted ved Betania øst for Jordanfloden,^[j] hvor Johannes opholdt sig og døbte.