Old/New Testament

Eksilet—Guds dom over Israel

17 I kong Ahaz af Judas 12. regeringsår blev Hosea, Elas søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i ni år. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, men ikke så slemt som hans forgængere på Israels trone.

³ Kong Shalmanesar af Assyrien angreb og besejrede kong Hosea, så Israel måtte betale skat til den assyriske konge. ⁴ Men Hosea gjorde oprør imod assyrerkongen, idet han henvendte sig til kong So af Egypten og bad ham om hjælp i sit forsøg på at befri Israel fra det assyriske tyranni. Samtidig nægtede Hosea at betale skat til Assyrien. Da skatten udeblev, sendte assyrerkongen bud efter Israels konge og lod ham kaste i fængsel.

⁵ Assyrerkongen drog derefter med sin hær til Israel og belejrede hovedstaden Samaria i tre år. ⁶ I kong Hoseas niende regeringsår måtte byen endelig overgive sig. Israels folk blev deporteret til Assyrien og anbragt i kolonier i byen Halach, i Gozan ved Haborfloden, og i en række mediske byer.

⁷ Nordrigets indbyggere blev sendt i eksil, fordi de dyrkede afguderne og derved syndede imod Herren, deres Gud, som havde ført dem ud af fangenskabet i Egypten. ⁸ Anført af Israels konger begyndte de at følge de samme ugudelige skikke, som blev praktiseret af de folkeslag, som Herren havde jaget ud af landet for at give plads til sit eget folk. ⁹ Israels folk trodsede deres Gud ved at gøre mange ting, som var forkert i Herrens øjne. De indrettede offerhøje rundt omkring i landet i både små og store byer, ¹⁰ og de opstillede frugtbarhedssymboler og afgudsbilleder på alle offerhøjene og under de store træer. ¹¹ De brændte afgudsofre på højene, sådan som folkene, der boede i landet før dem, havde gjort. Alle disse onde handlinger skete i oprør mod Herren, ¹² for folket tilbad disse afguder på trods af, at Herren klart havde sagt, at det måtte de ikke gøre.

¹³ Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare Israel og Juda. Budskabet var altid det samme: „Hold op med jeres afgudsdyrkelse og adlyd i stedet de love og anvisninger, som jeg gav jeres forfædre ved mine profeters medvirken.” ¹⁴ Men de ville ikke høre efter. De var lige så oprørske som deres forfædre, der ikke havde tillid til, at Herren, deres Gud, ville sørge for dem. ¹⁵ De forkastede hans love, den pagt han havde oprettet med deres forfædre og stentavlerne med de ti bud, som han havde givet dem. De tilbad indholdsløse afguder og endte selv i tomhed. De efterlignede de folkeslag, som Herren havde sagt, de ikke måtte efterligne. ¹⁶ De lod hånt om Herrens, deres Guds, bud ved at tilbede to gudebilleder i form af guldkalve. De opstillede søjler for Ashera, og de tilbad Ba’al, foruden solen, månen og stjernerne. ¹⁷ Ja, de ofrede tilmed deres egne børn som brændofre. De opsøgte okkulte medier og gjorde brug af trolddom. De solgte deres sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. På den måde gjorde de oprør imod Herren, ¹⁸ og han blev meget vred på Israel og sendte dem langt væk, indtil der kun var en rest tilbage i landet, nemlig Judas stamme.

¹⁹ Men også Juda nægtede at adlyde Herrens, deres Guds, bud. De fremturede i samme synd og ondskab, som Israel var begyndt på. ²⁰ Derfor forkastede Herren alle Jakobs efterkommere. Han straffede dem ved at udlevere dem til deres fjender, indtil alle var ført i landflygtighed.

²¹ Dengang Herren rev Israels rige ud af Davidslægtens hånd, valgte de Jeroboam, Nebats søn, til konge. Det var ham, der lokkede folket til synd og indførte afgudsdyrkelsen. ²² Og Israels folk fortsatte derefter ad den vej, Jeroboam havde ledt dem ind på, ²³ indtil det kom til det punkt, hvor Herren måtte forvise dem fra deres land, helt i overensstemmelse med profeternes advarsler. Det er baggrunden for Israels landflygtighed i Assyrien i dag.

Nybyggerne i Israel

²⁴ Assyriens konge sørgede for at forflytte store menneskemængder fra byerne Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim til Samarias byer, så de kunne befolke landet i stedet for israelitterne. Således overtog assyrerne Samaria og de andre byer i Israel og bosatte sig der. ²⁵ Men fordi nybyggerne ikke fra begyndelsen tilbad Herren, sendte Herren løver iblandt dem, så mange af dem blev dræbt.

²⁶ Da skyndte de sig at sende følgende budskab til den assyriske konge: „Vi nybyggere her i Israel kender ikke landets Gud, og nu har han sendt løver iblandt os, som dræber os, fordi vi ikke tilbeder ham.”

²⁷ Assyrerkongen gav derefter ordre til, at en af de bortførte præster skulle vende tilbage til Israel og lære nybyggerne at dyrke Israels Gud. ²⁸ Da rejste en præst, som oprindelig var kommet fra Samaria, tilbage til Israel og bosatte sig i Betel med det formål at forklare, hvordan man tilbeder Herren.

²⁹ Men nybyggerne opgav ikke af den grund deres afgudsdyrkelse. Hver koloni lavede billeder af deres egne guder og opstillede dem på de offersteder, som allerede fandtes i landet. ³⁰ Folk fra Babylon dyrkede deres gud Sukkot-Benot, folk fra Kuta dyrkede Nergal, folk fra Hamat dyrkede Ashima, ³¹ guderne Nibhaz og Tartak blev dyrket af avvijitterne, og folk fra Sefarvajim brændte endog deres børn som et udtryk for deres ærefrygt for guderne Adrammelek og Anammelek.

³² Samtidig ofrede de til Herren, Israels Gud. De udnævnte deres egne præster, som skulle ofre til Herren ved de offersteder, der var indrettet på bakketoppene. ³³ Men de holdt fast ved deres nationale og religiøse skikke, som de havde taget med sig hjemmefra. ³⁴ Sådan er det den dag i dag. De tilbeder ikke Herren af hjertet eller adlyder de love, han gav til Jakobs efterkommere, den Jakob hvis navn blev ændret til Israel. ^35-36 For det var med Jakobs efterkommere Herren oprettede sin pagt, da han befalede dem aldrig at tilbede eller ofre til nogen afguder. De måtte kun tilbede Herren, der havde ført dem ud af Egypten med vældig kraft og store mirakler. ³⁷ Jakobs efterkommere skulle adlyde alle Guds love og aldrig tilbede fremmede guder. ³⁸ Gud havde sagt: „Glem aldrig den pagt, jeg her har oprettet med jer, så I dyrker andre guder. ³⁹ Tilbed Herren alene. Han alene kan frelse jer fra jeres fjender.”

⁴⁰ Men Israel ville ikke høre efter. De blev ved med at ofre til afguderne. ⁴¹ Nybyggerne fra Babylon ofrede til Israels Gud samtidig med, at de ofrede til deres egne guder. Og sådan er det fortsat helt frem til i dag.

Kong Hizkija af Juda adlyder Herren

18 I kong Hosea af Israels tredje regeringsår blev Hizkija, søn af Ahaz, konge i Juda. ² Han var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Abi og var en datter af Zekarja.

³ Hizkija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, akkurat som sin forfar kong David. ⁴ Han nedbrød offerstederne rundt omkring i landet, knuste stenstøtterne og væltede frugtbarhedspælene. Han slog tilmed den kobberslange i småstykker, som Moses i sin tid havde lavet, for Israels folk var begyndt at bringe ofre til den. De gav den navnet Nehushtan som en anden afgud. ⁵ Hizkija havde en usædvanlig stor tillid til Herren, Israels Gud, ja, hverken før eller efter ham har der i Juda været en konge, som i den henseende kan måle sig med ham. ⁶ Hizkija adlød Herren i alle ting, og han overholdt omhyggeligt de bud, som Herren havde givet Moses. ⁷ Derfor var Herren med ham, og alt, hvad han gjorde, lykkedes for ham. Han gjorde oprør imod den assyriske konge ved at nægte at betale skat. ⁸ Han besejrede også filistrene helt til Gaza og indtog mange svært befæstede byer undervejs.

⁹ Det var i Hizkijas fjerde regeringsår, og i kong Hoseas syvende regeringsår i Israel, at kong Shalmanesar af Assyrien angreb Israel og påbegyndte belejringen af Samaria. ¹⁰ To år senere, i kong Hizkijas sjette regeringsår og kong Hoseas niende regeringsår, faldt Samaria. ¹¹ Det var ved den lejlighed, at assyrerkongen deporterede israelitterne til Assyrien og anbragte dem i kolonierne i Halach og langs Haborfloden i Gozan og i de forskellige mediske byer. ¹² De havde nemlig nægtet at lytte til Herren, deres Gud, og gøre, hvad han havde befalet dem. De havde brudt hans pagt med dem og overtrådt de befalinger, som Herren havde givet dem gennem sin tjener Moses.

Kong Sankerib invaderer Juda

¹³ I kong Hizkijas 14. regeringsår^[a] angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. ¹⁴ Kong Hizkija sendte da en fredsdelegation fra Jerusalem med følgende budskab til assyrerkongen, der opholdt sig i Lakish: „Jeg indrømmer, at det var forkert af mig at gøre oprør. Jeg indvilliger i at betale den skat, du måtte forlange, hvis du til gengæld lover at trække dig tilbage.” Assyrerkongen forlangte 10 tons sølv og et ton guld, ¹⁵ og kong Hizkija var tvunget til at tømme paladsets skatkammer og ribbe templet for sølv. ¹⁶ Han skrællede endog det guld af templets døre og dørkarme, som han selv havde fået lagt på, hvorefter han gav det hele til assyrerkongen.

¹⁷ Alligevel sendte assyrerkongen en stor hær af sted fra Lakish mod kong Hizkija i Jerusalem. Styrken blev anført af hærchefen, kongens næstkommanderende og chefen for livvagten. Da de nåede frem, tog de opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. ¹⁸ De forlangte, at kong Hizkija skulle komme ud og tale med dem, men han foretrak at sende en delegation, der bestod af tre mænd: hofmarskalen Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa.

¹⁹ „Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? ²⁰ Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? ²¹ Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. ²² Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? ²³ Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. ²⁴ Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres heste og vogne for at kæmpe for jer? ²⁵ For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”

²⁶ „Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog,^[b] for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”

²⁷ „Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”

²⁸ Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene—på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: ²⁹ Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. ³⁰ Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. ³¹ Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer—så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, ³² indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin, oliventræer og honning. I kan vælge mellem den mulighed og døden. Hør ikke på Hizkija, for han tager fejl, når han påstår, at Herren kan frelse jer. ³³ Tænk på de andre folkeslag, som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? ³⁴ Hvor blev Hamats, Arpads, Sefarvajims, Henas og Ivvas guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? ³⁵ Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”

³⁶ Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. ³⁷ Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.

¹⁹ Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. ²⁰ Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. ²¹ Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.

Johannes Døbers opgave er ved at være slut

²² Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt.

²³ Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. ²⁴ (Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.)

²⁵ En dag kom Johannes’ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. ²⁶ Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: „Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!”

²⁷ Johannes svarede: „Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. ²⁸ I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. ²⁹ Bruden tilhører brudgommen—men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. ³⁰ Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.”

Tro fører til liv—ulydighed fører til dom

³¹ Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. ³² Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. ³³ Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. ³⁴ Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. ³⁵ Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. ³⁶ Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.