Old/New Testament
Sauls død(A)
10 Engang angreb filistrene israelitternes lejr på Gilboahøjen. Israels hær flygtede og efterlod mange faldne rundt om på højens skråninger. 2 Filistrene satte efter Saul og hans sønner, Jonatan, Abinadab og Malkishua, og det lykkedes dem at dræbe sønnerne.
3 Kampen rasede omkring Saul, og det lykkedes filistrenes bueskytter at få ram på ham. Han blev såret 4 og råbte til sin våbendrager: „Træk dit sværd og gennembor mig, før de ugudelige og uomskårne filistre kommer og vanærer mig.” Men våbendrageren kunne ikke få sig selv til at dræbe Saul. Derfor tog Saul sit sværd og kastede sig mod det, så sværdet gennemborede ham. 5 Da våbendrageren så, at Saul var død, fulgte han sin herres eksempel og kastede sig mod sit eget sværd. 6 Den dag døde både Saul og hans tre sønner, og dermed var hans slægt uddød.
7 Da de israelitter, der boede i dalen, blev klar over, at hæren var flygtet, og at Saul og hans sønner var døde, flygtede de fra deres byer, og filistrene overtog byerne.
8 Næste dag drog filistrene ud for at plyndre de faldne, og de fandt Sauls og hans sønners lig på Gilboahøjen. 9 Så tog de Sauls våben og huggede hovedet af ham, hvorefter de sendte sejrsbudskabet hjem til alle deres afgudstempler og landsmænd. 10 Sauls våben blev udstillet på afgudstemplets væg, og hans hoved blev hængt op på Dagontemplets mur.
11 Men da indbyggerne i Jabesh i Gilead hørte, hvad filistrene havde gjort ved Saul, 12 drog deres tapre krigere af sted for at hente Sauls og hans sønners lig. De begravede dem under egetræet i Jabesh, hvorefter de sørgede og fastede i syv dage.
Hvorfor Saul døde
13 Saul døde på grund af sin utroskab mod Herren. Han adlød ikke Herrens befalinger, men søgte endog råd hos en åndemaner. 14 Han søgte ikke råd hos Herren, og derfor lod Herren ham dø og overgav riget til David, Isajs søn.
David bliver konge over Israel(B)
11 Alle Israels ledere kom nu til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. 2 „Og du har altid været vores leder i krig—selv da Saul var konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” 3 Derpå sluttede alle Israels ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Israel, sådan som Herren gennem profeten Samuel havde sagt, at det ville ske.
David indtager Jerusalem(C)
4 Derefter drog David sammen med sine folk til Jerusalem, som dengang hed Jebus. Men jebusitterne, som boede der, 5 sagde til David: „Her kommer du aldrig ind!” Ikke desto mindre indtog David klippeborgen Zion, som derefter blev kaldt Davidsbyen.
6 David havde lovet, at den, der først slog en jebusit ihjel, ville blive hans hærfører. Da Joab, hvis mor hed Zeruja, var den første, som nåede ind i byen og slog en af fjenderne ihjel, blev han anfører for Davids hær.
7 David flyttede nu sin residens til klippeborgen, som derfor blev kaldt Davidsbyen. 8 Han udbyggede byen og befæstede bymuren hele vejen rundt fra forsvarstårnet. Resten af byens genopbygning tog Joab sig af. 9 I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.
Davids krigshelte(D)
10 Her skal nævnes nogle af de dygtigste og tapreste af Davids krigere, der sammen med resten af Israels ledere støttede ham, så han blev valgt til konge og fik magten over riget, sådan som Herren havde lovet.
11 Jashobeam, søn af Hakmoni, var den mest berømte af de tre store helte. Med sit spyd dræbte han engang 300 modstandere i ét slag.
12 Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo. 13 Han kæmpede sammen med David i slaget mod filistrene ved Pas-Dammim. Kampen foregik midt i en bygmark, og den israelitiske hær flygtede. 14 Men Elazar og hans mænd holdt stand og huggede filistrene ned. Den dag gav Herren israelitterne en stor sejr.
15 Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang da David opholdt sig ved Adullams klippehule, og filistrenes hær havde slået lejr i Refaimdalen, drog tre af „De Tredive” tapre krigere ned til David. 16 Han opholdt sig som sagt i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden. 17 David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!” 18 Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren. 19 „Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.
20-21 Abishaj, Joabs bror, var anfører for „De Tredive”. Engang dræbte han 300 fjendtlige soldater med sit spyd! Det var på grund af sådanne heltegerninger, at „De Tredive” så op til ham som deres anfører, men han kom ikke på højde med de tre store helte.
22 Benaja, Jojadas søn fra Kabtze’el, var en anden heltemodig kriger. Det var ham, der dræbte Ariels to sønner, kæmperne fra Moab. Det var også ham, der kravlede ned i en cisterne og dræbte en løve en dag, hvor det sneede. 23 Ved en anden lejlighed gik han løs på en egyptisk kæmpe, der var næsten to og en halv meter høj og havde et enormt spyd. Benaja slog spyddet ud af hånden på ham med sin stok og dræbte ham med det. 24 Det var den slags heltegerninger, som gjorde Benaja lige så berømt som de tre store helte, 25 selv om han ikke regnedes med blandt dem. Men „De Tredive” så op til ham, og David udnævnte ham til chef for sin livvagt.
26-47 Her følger en liste over Davids heltemodige krigere: Asael, Joabs bror; Elhanan, Dodos søn fra Betlehem; Shammot fra Harod; Heletz fra Pelon; Ira, Ikkesh’ søn fra Tekoa; Abiezer fra Anatot; Sibbekaj fra Husha; Ilaj fra Ahoa; Maharaj fra Netofa; Heled, Ba’anas søn fra Netofa; Ittaj, Ribajs søn fra Gibea i Benjamins land; Benaja fra Piraton; Huraj fra Ga’ashkløften; Abiel fra Arba; Azmavet fra Baharum; Eljahba fra Sha’albon; Jashens sønner fra Gizon; Jonatan, Shages søn fra Harar; Ahiam, Sakars søn fra Harar; Elifal, Urs søn; Hefer fra Mekera; Ahija fra Pelon; Hetzro fra Karmel; Na’araj, Ezbajs søn; Joel, Natans bror; Mibhar, Hagris søn; Zelek fra Ammon; Nahraj, Joabs våbendrager, fra Be’erot; Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; hittitten Urias; Zabad, Ahlajs søn; Adina, Shizas søn—en leder fra Rubens stamme med 30 krigere under sig; Hanan, Ma’akas søn; Joshafat fra Mitan; Uzzija fra Ashtarot; Shama og Jeuel, Hotams sønner fra Aroer; Jediael, Shimris søn; Joha, hans bror fra Titz; Eliel fra Mahava; Jeribaj og Joshavja, Elna’ams sønner; Jitma fra Moab; og endelig Eliel, Obed og Ja’asiel fra Zoba.
Davids voksende hær
12 Følgende krigere sluttede sig til David i Ziklag, mens han skjulte sig for kong Saul. De kæmpede tappert ved hans side, 2 og de var alle fremragende bueskytter og slyngekastere—og de skød lige så godt med venstre som med højre hånd. Ligesom kong Saul hørte de til Benjamins stamme.
3 Deres anfører var Ahiezer, Shema’as søn fra Gibea, som blev assisteret af sin bror, Joash. Dernæst var der Jeziel og Pelet, Azmavets sønner; Beraka; Jehu fra Anatot; 4 Jishmaja fra Gibeon—en berømt kriger, som var en af lederne blandt „De Tredive”; 5 Jirmeja; Jahaziel; Johanan; Jozabad fra Gedera; 6 Eluzaj; Jerimot; Bealja; Shemarja; Shefatja fra Haruf; 7 Elkana; Jishija; Azarel; Joezer; Jashobeam—alle af Koras slægt. 8 Desuden Joela og Zebadja, Jerohams sønner fra Gedor.
9 Mens David opholdt sig i klippeborgen i ørkenen, sluttede flere mænd fra Gads stamme sig til ham. Det var elitesoldater, trænet i at håndtere skjold og spyd, frygtindgydende som løver og hurtige som gazeller.
10 Deres øverste anfører hed Ezer. De øvrige var efter rang: Obadja, Eliab, 11 Mishmanna, Jirmeja, 12 Attaj, Eliel, 13 Johanan, Elzabad, 14 Jirmeja og Makbannaj. 15 Disse 11 mænd var officerer i hæren. Den ringeste af dem havde 100 soldater under sig, og den bedste 1000. 16 Engang da Jordanfloden gik over sine bredder, som den plejer i årets første måned, satte disse mænd over floden og fordrev alle indbyggerne i dalene fra øst til vest.
17 En anden gang opsøgte en flok mænd fra Benjamins og Judas stammer David i klippeborgen for at slutte sig til ham. 18 David gik dem i møde og sagde: „Hvis I kommer for at hjælpe mig, er vi venner; men hvis jeres hensigt er at forråde mig til mine fjender, skønt jeg er uskyldig, vil vores fædres Gud føre min sag og dømme jer.”
19 Da kom Guds Ånd over Amasaj, der senere blev en af lederne blandt „De Tredive”, og han udbrød:
„Vi står bag dig, David!
Vi er med dig, Isajs søn!
Fred og fremgang til dig!
De, der hjælper dig, får succes,
for din Gud er med dig!”
Da bød David dem velkommen og gjorde dem til officerer i sin hær.
20 En flok mænd fra Manasses stamme deserterede fra Sauls hær til David, da han var sammen med filistrenes hær og klar til kamp mod Saul. Filistrenes officerer nægtede imidlertid at lade David og hans mænd deltage i slaget. Efter at have diskuteret sagen sendte filistrene dem hjem til Ziklag. De var bange for at miste livet, hvis David pludselig gik tilbage til sin tidligere herre.
21 Følgende højtstående officerer fra Manasses stamme fulgte med David tilbage til Ziklag: Adna, Jozabad, Jediael, Mikael, Jozabad, Elihu og Zilletaj. 22 Det var tapre og dygtige krigere, som ved tilbagekomsten til Ziklag hjalp David med at bekæmpe de amalekitiske plyndringsbander, og de blev senere officerer i Davids hær.
23 For hver dag der gik, sluttede flere og flere sig til David, indtil han rådede over en mægtig hær. 24 Kort efter flyttede David til Hebron med hele sit følge, og de var alle opsat på at få David til konge i stedet for Saul, sådan som Herren havde lovet. Hæren inkluderede krigere fra alle stammerne:
25 Fra Judas stamme: 6800 krigere bevæbnet med skjolde og spyd; 26 fra Simeons stamme: 7100 erfarne krigere; 27 fra Levis stamme: 4600; 28 fra præsteslægten, Arons efterkommere: 3700 mænd under ledelse af Jojada 29 samt en ung dygtig kriger, Zadok, med 22 ledende medlemmer af sin slægt; 30 fra Benjamins stamme, som Saul tilhørte: 3000 mænd—hovedparten af denne stamme var stadig loyale over for Saul; 31 fra Efraims stamme: 20.800 tapre krigere, der var fremtrædende mænd i deres respektive slægter; 32 fra Manasses halve stamme blev 18.000 mænd sendt af sted for at hjælpe David til at vinde kongemagten; 33 fra Issakars stamme: 200 ledere og deres slægtninge, som alle forstod at tolke tidens tegn og forstod, hvad der var bedst for Israels fremtid; 34 fra Zebulons stamme: 50.000 dygtige, fuldt bevæbnede krigere, der var 100 procent loyale mod David; 35 fra Naftalis stamme: 1000 officerer og 37.000 krigere udrustet med skjolde og spyd; 36 fra Dans stamme: 28.600 mænd rede til kamp; 37 fra Ashers stamme: 40.000 veltrænede og kamplystne krigere; 38 fra den anden side af Jordanfloden hvor Ruben, Gad og Manasses anden halve stamme hørte hjemme: 120.000 fuldt rustede krigere.
39 Alle disse krigere kom til Hebron rede til kamp og fast besluttet på at gøre David til konge over Israel, for hele folket ønskede, at David skulle være deres konge. 40 I tre dage fejrede de kroningen af David; de spiste og drak af de forsyninger, deres slægtninge kom med. 41 Folk kom fra nær og fjern—ja, helt fra Issakars, Zebulons og Naftalis egne—med madvarer på æsler, kameler, muldyr og okser: store mængder mel, figenkager, rosiner, vin, olivenolie, kvæg og får. Al denne overflod var udtryk for den forventningens glæde, der havde bredt sig ud over hele Israel.
45 Der står skrevet hos profeterne: ‚De vil alle blive undervist af Gud.’[a]
Alle, som har lyttet til Faderen og erkendt sandheden, vil komme til mig. 46 Det betyder ikke, at der er nogen, som har set Faderen, undtagen mig, som er kommet fra Gud. Jeg har set Faderen.
47 Det siger jeg jer: Den, der tror, har allerede fået det evige liv. 48 Jeg er det brød, der giver liv. 49 Det gav ikke jeres forfædre livet at spise det brød, der kom ned fra himlen under ørkenvandringen. 50 Det brød, jeg taler om, er kommet ned fra Himlen, for at alle kan få mulighed for at spise det. Og gør de det, skal de ikke dø. 51 Jeg er det livgivende brød, der er kommet ned fra Himlen. Alle, som spiser af det brød, skal leve i al evighed. Det brød er mit eget legeme, som jeg vil give til mennesker, for at de kan opnå det evige liv.”
52 Det udløste en heftig diskussion blandt de jødiske ledere. „Hvad mener han?” sagde de. „Hvordan kan han give os sit legeme at spise?”
53 Så sagde Jesus til dem: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens legeme og drikker hans blod, har I ikke evigt liv i jer! 54 Men de, der spiser mit legeme og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil opvække dem på den sidste dag. 55 Mit legeme er den sande mad, og mit blod er den sande drik. 56 De, der spiser mit legeme og drikker mit blod, vil opleve et varigt fællesskab med mig. 57 Jeg lever i kraft af Gud, som har sendt mig, ham som er kilden til alt liv. På samme måde skal de, der spiser mig, leve i kraft af mig. 58 Jeres forfædre spiste manna, som kom ned fra himlen, men det gav dem ikke evigt liv. Anderledes er det med dem, der spiser af det brød, som nu er kommet ned fra Himlen—de skal leve til evig tid.”
59 Alt det her sagde Jesus, mens han underviste i synagogen i Kapernaum.
Nogle falder fra, andre holder fast
60 Selv mange af Jesu tilhængere begyndte at stikke hovederne sammen og sige til hinanden: „Nu er han gået for vidt. At sige sådan noget er helt uacceptabelt!”
61 Jesus var klar over, hvad det var, de mumlede om. „Er de ord, jeg her har talt, nok til, at I falder fra?” spurgte han. 62 „Hvad ville I da sige til at se Menneskesønnen stige op til Himlen, hvor han kom fra? 63 Det er kun Guds Ånd, der kan give åndeligt liv. Det liv kan man ikke få på menneskelig vis, men de ord, jeg har talt til jer, giver liv, fordi de kommer fra Guds Ånd. 64 Men nogle af jer tror ikke på mig.” Jesus vidste nemlig fra begyndelsen, hvem der ikke troede på ham, og at en af hans disciple ville forråde ham. 65 Han tilføjede: „Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager dem til mig.”
66 Derefter var der mange af Jesu tilhængere, der trak sig tilbage og ikke længere ville have noget med ham at gøre. 67 Så vendte Jesus sig til de Tolv og spurgte: „Går I også jeres vej?”
68 Simon Peter svarede: „Herre, hvor skulle vi gå hen? Du taler de ord, som giver evigt liv, 69 og vi er kommet til tro på og har erkendt, at du er Messias, Guds Søn![b]”
70 Da sagde Jesus: „Jeg har selv udvalgt jer 12, og alligevel er en af jer en djævel.” 71 Dermed hentydede han til Judas Iskariot, som senere forrådte ham, skønt han var en af de Tolv.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.