Old/New Testament
En klagesang over Egypten
30 Herren sagde til mig: 2-3 „Du menneske, profetér og sig:
Råb af rædsel, for tiden er kommet,
dagen, hvor Guds dom bliver virkeliggjort.
Herren er klar til at gribe ind.
Det bliver en sort dag for folkeslagene.
4 Sværdet rammer Egypten,
Kush skælver af skræk.
Egyptens soldater falder i kampen,
landets rigdomme bliver røvet,
dets fæstninger jævnet med jorden.
5 Denne dom gælder også Egyptens lejesoldater, hvad enten de kommer fra Kush, Libyen, Lydien eller andre lande. De skal alle falde i krig, 6 for Gud Herren siger: Alle Egyptens allierede skal falde og udryddes sammen med Egyptens egen hær, landets stolthed. Krigen skal rase fra Migdol i nord til Aswan i syd, siger Gud Herren. 7 Landet bliver lagt øde som så mange andre, dets byer jævnes med jorden som de andre ødelagte byer. 8 Når jeg sætter ild til Egyptens land og uskadeliggør dets forbundsfæller, vil de indse, at jeg er Herren. 9 Nyheden bliver bragt med skib til de selvsikre kushitter, som vil ryste af skræk, når de hører, hvordan jeg straffer Egypten.
10 Hør hvad Herren siger:
Ved kong Nebukadnezar af Babylon
vil jeg gøre en ende på Egypten.
11 Hans grusomme og berygtede hær
skal ødelægge Egyptens land.
De skal nedsable landets soldater,
så der er bunker af lig overalt.
12 Jeg udtørrer Nilens vandstrømme,
giver landet i onde menneskers vold.
Jeg jævner Egypten med jorden
ved hjælp af et folk fra det fjerne, siger Herren.
13 Jeg knuser egypternes afgudsbilleder
og smadrer afguderne i Memfis.
Jeg udrydder alle Egyptens herskere,
så der bliver kaos og rædsel i landet.
14 Jeg ødelægger Patros,
sætter ild til Zoan og straffer No.
15 Min vrede skal ramme Sin, egypternes stærke fort.
Nos befolkning udrydder jeg.
16 Jeg sætter ild til hele Egypten,
så Sin skælver af skræk.
Nos mure gennembrydes,
Memfis angribes ved højlys dag.
17 Unge krigere fra Heliopolis og Bubastis falder for sværdet,
indbyggerne føres bort som slaver.
18 Når jeg knækker Egyptens magt
og gør ende på landets stolthed,
ser det sort ud for Takpankes.
Store røgskyer indhyller byen,
mens indbyggerne føres i eksil.
19 Jeg straffer Egypten eftertrykkeligt,
så de kan indse, at jeg er Herren.”
20 På den syvende dag i den første måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig:
21 „Du menneske, jeg har brækket egypterkongens arm,
og den skal ikke behandles eller forbindes,
så den igen bliver stærk og kan løfte sværdet.[a]
22 For Herren siger om egypterkongen:
Jeg vil brække begge hans arme,
både den raske og den, som allerede er skadet.
Sværdet falder ud af hans hænder.
23 Jeg sender egypterne i eksil
og spreder dem blandt folkeslagene.
24 Jeg styrker kongen af Babyloniens arme
og lægger mit sværd i hans hånd.
Men egypterkongens arme brækker jeg,
så han stønner som en døende foran den babyloniske konge.
25 Jeg lægger mit sværd i Babyloniens konges hånd,
og han svinger det over Egyptens land.
Når jeg giver babylonierne sejr over egypterne,
vil de indse, at jeg er Herren.
26 Jeg sender egypterne i eksil
og spreder dem blandt folkeslagene.
Da vil de indse, at jeg er Herren.”
Egyptens stolthed og indbildskhed
31 På den første dag i den tredje måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig: 2-3 „Du menneske, giv egypterkongen og hele hans folk følgende budskab:
Hvem skal jeg sammenligne dig med? Med Assyrien?
Det land var engang som et af Libanons majestætiske cedertræer
med smukke grene og skyggefuld krone.
Det ragede højt op, helt til skyerne.
4 Vandet fra jordens dyb gav det vækst,
og små floder strømmede tæt forbi det,
før de fortsatte til skovens andre træer.
5 Cedertræet knejsede over alle de andre træer,
og det fik mange og lange grene,
fordi det havde rigeligt med vand.
6 Fugle byggede rede i dets grene,
de vilde dyr ynglede i dets skygge.
Alle verdens folkeslag levede i skyggen af dets storhed.
7 Det var et stærkt og smukt træ,
hvis rødder nåede ned til grundvandet.
8 Ingen andre træer i Edens have kunne måle sig med det,
hverken cedre, fyr eller platantræer.
9 Jeg gjorde det cedertræ så smukt,
at alle træer i Guds have misundte det.
10 Herren siger om Assyrien: Fordi din stamme blev høj og din krone strakte sig op mellem skyerne, blev du stolt og indbildsk. 11 Derfor udleverede jeg dig til en mægtig nation, der kunne straffe dig for din gudløshed og ondskab. Jeg forkastede dig. 12 Et grusomt folk fældede dig og lod dig ligge på bjergsiden. Dit løv faldt ned i dalene, og dine grene lå knækkede ved alle landets vandløb. Alle de folkeslag, som havde søgt ly under din skygge, forlod dig. 13 Fuglene slog sig ned på din faldne stamme, og de vilde dyr lagde sig oven på dine splintrede grene. 14 Ingen træer har lov at få så høje stammer, at de når til skyerne, uanset hvor dybt ned deres rødder når, og hvor meget vand de får. Ingen skal sætte lid til deres egen styrke og storhed. Alle skal forgå og ende i dødsriget. Selv de stærkeste ender i graven.
15 Gud Herren siger: Den dag du endte i dødsriget, holdt jeg vandstrømmene tilbage. Jeg klædte Libanon i sørgedragt, og alle landets træer hang med bladene. 16 Ved braget fra dit fald skælvede folkeslagene af skræk, for jeg styrtede dig i graven til dem, der gik forud for dig. Dernede fandt de andre stolte træer fra Guds have trøst, for du delte skæbne med dem, alle disse engang så ranke cedre, hvis rødder nåede ned til grundvandet. 17 Dine forbundsfæller, som sad i din skygge, endte samme sted, for de blev hugget ned af fjendens sværd og fulgte dig i dødsriget. De sluttede sig til dem, der tidligere var blevet fældet.
18 Egypten, du er større og prægtigere end alle andre træer i Guds have, men du skal alligevel ende i graven som Assyrien og de andre. Du kommer til at ligge side om side med de folkeslag, du foragtede og besejrede i krig. Det er egypterkongens og hans folks skæbne, siger Gud Herren.”
Dommen over Egyptens konge
32 På den første dag i den 12. måned i det 12. år af vores eksil sagde Herren til mig: 2 „Du menneske, syng en sørgesang for Egyptens konge:
Du var som en løve blandt nationerne,
som et uhyre fra havet fór du frem,
piskede Nilens vande op
og trampede bredderne til mudder.
3 Men hør, hvad Herren siger til dig:
Jeg fanger dig i mit fiskenet,
sender min hær og trækker dig op,
4 lader dig ligge på bredden og dø,
slænger dig ud i den øde ørken,
så himlens fugle slår ned på dig,
og jordens rovdyr mættes med dit kød.
5 Jeg spreder dit kød ud over bjergene,
kaster dine knogler i dalenes kløfter.
6 Jeg lader jorden drikke dit blod,
og bjergenes kløfter fyldes deraf.
7 Når dommens dag rammer dig,
tildækker jeg himlens stjerner.
Solen bliver gemt bag sorte skyer,
og månens lys forsvinder.
8 Jeg slukker alle himlens lys,
så hele dit land opsluges af mørke.
9 Rygtet om din skæbne vil nå ud til lande,
som du aldrig har set eller hørt om,
og folkene dér vil fyldes af frygt.
10 Mange folkeslag bliver lammet af rædsel,
og deres konger ryster af skræk,
når de ser, hvordan jeg svinger mit sværd
og lader det ramme dig med frygtelig kraft.
11 For det er, hvad Gud Herren siger:
Babyloniens konges sværd skal ramme dig.
12 Jeg sender verdens vældigste hær imod dig,
den er berømt for sin grusomhed.
Den raserer det, du er allermest stolt af,
og udrydder både folk og husdyr.
13 Kvæget, der græsser langs floden, bliver udryddet.
Ingen hove skal længere mudre vandet til,
ingen menneskefødder forstyrre flodens ro.
14 Nilens vand bliver klart og gennemsigtigt,
floden skal flyde som olivenolie, siger Herren.
15 Når jeg lægger dit land øde
og udrydder din befolkning,
da vil folk indse, at jeg er Herren.
16 Da skal denne klagesang synges.
Alle folkeslag skal stemme i
og sørge over Egyptens skæbne, siger Herren.”
17 På den 15. dag i samme måned sagde Herren til mig: 18 „Du menneske, sørg over Egypten, for jeg styrter landet ned i dødsriget sammen med andre, mægtige nationer.
19 Du Egypten, er du mon bedre end de andre?
Kom ned og lig blandt de andre gudløse!
20 Egypterne skal dø som alle andre.
Sværdet er draget og vil ramme dem alle.
21 Dødsrigets helte tager imod dem med skadefryd,
giver dem plads iblandt alle de faldne.
‚Nu er de gudløse egyptere faldet,’ råber de.
‚Heltene er pludselig blevet så tavse.’
22 Der ligger Assyriens mægtige fyrster.
Alle blev dræbt, de faldt for sværdet.
23 De ligger i dødsrigets inderste kroge.
Skønt de spredte rædsel på jorden,
endte dog alle som offer for sværdet.
24 Elams mægtige konger er der,
omgivet af deres faldne krigere.
Alle blev dræbt, de faldt for sværdet.
I live spredte de rædsel omkring sig.
Nu ligger de mellem de andre gudløse.
Deres skæbne blev som alle andres.
25 Blandt dødsrigets dræbte fik de et hvilested,
omgivet af deres faldne krigere.
Alle de gudløse segnede for sværdet,
for de spredte rædsel i de levendes land.
Nu må de bide skammen i sig,
for de faldt selv for sværdet til sidst.
26 Der ligger Mesheks og Tubals fyrster,
omgivet af deres faldne krigere.
I live spredte de rædsel omkring sig.
Nu ligger de mellem de andre gudløse.
27 De ligger ikke blandt de gamle helte,
som fik en ærefuld begravelse
og fik deres våben med i dødsriget,
sværdet under hovedet og skjoldet over kroppen,
for de spredte rædsel i de levendes land.
28 Egypten, dine krigere må ligge mellem de gudløse,
side om side med alle de andre dræbte.
29 Der ligger Edoms konger og fyrster,
som fik deres grav blandt de slagne,
blandt de gudløse, der endte i døden.
30 Alle nordens fyrster ligger slagne dernede,
side om side med folkene fra Sidon.
Alle de gudløse segnede for sværdet.
De spredte skræk og rædsel omkring sig,
men nu må de bide skammen i sig
sammen med de andre gudløse i graven.
31 Når egypterkongen ender på det sted,
kan han se på de andre og trøste sig med,
at han ikke er den eneste, der tabte en krig.
32 Egypterkongen og hele hans hær
spredte skræk og rædsel i de levendes land.
Nu ligger han blandt de gudløse og dræbte,
der faldt for sværdet, siger Gud Herren.”
At leve efter Guds vilje
4 Kristus måtte igennem fysiske lidelser, og I må være indstillet på det samme. De, der er villige til at gennemgå fysiske lidelser, har gjort op med et liv i synd. 2 De lever resten af deres liv her på jorden i overensstemmelse med Guds vilje og ikke styret af syndige lidenskaber. 3 I har brugt tilstrækkelig meget af jeres tid på at leve et selvisk liv ligesom de vantro. Det gav sig udslag i seksuelle udskejelser og syndigt begær, løsslupne fester, natlige orgier, druk og afskyelig afgudsdyrkelse. 4 Jeres venner fra dengang undrer sig over, at I ikke længere vil være med i deres mange udskejelser, og de gør nar af jer.
5 Men de skal en dag stå til regnskab over for Gud, der er parat til at dømme levende og døde. 6 Da også de døde vil blive dømt engang, måtte Jesus forkynde budskabet for dem og give dem mulighed for at få åndeligt liv, selvom de allerede havde oplevet den fysiske død.
Tjen hinanden i kærlighed
7 Verdens ende er nær. Vær derfor fornuftige og mådeholdne, så I kan bede. 8 Og vigtigst af alt: Elsk hinanden med en inderlig kærlighed, for kærligheden gør, at mange synder bliver tilgivet.[a] 9 Vær gæstfri mod hinanden uden at beklage jer. 10 Gud har givet hver enkelt af jer en nådegave, som I er ansvarlige for at bruge til gavn for de andre. 11 Er det din gave at forkynde ordet, så tal i overensstemmelse med Guds ord. Er det din gave at have en særlig hjælpetjeneste, så udfør din tjeneste med den styrke, Gud giver. I alle disse ting er det Gud, der skal have æren på grund af, hvad Jesus Kristus har gjort for os. Ham tilhører æren og magten i al evighed. Amen.
Om lidelser og dom
12 Elskede venner, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det er noget mærkeligt, der sker med jer. 13 Nej, glæd jer over at få lov at lide på samme måde, som Kristus led, for så kan I også glæde og fryde jer over at møde ham, når han kommer i al sin herlighed. 14 Når I bliver hånet, fordi I er kristne, skal I tænke på, hvor velsignede I er, for Guds herligheds og krafts Ånd er over jer. 15 Ingen af jer har jo begået kriminelle handlinger såsom vold, tyveri eller hæleri,[b] som I derfor med skam må lide straffen for. 16 Hvis I lider ondt, fordi I er kristne, har I ingen grund til at skamme jer. I skal hellere lovprise Gud for den ære, det er at få lov at være kristen.
17 Guds dom vil komme, og han er allerede begyndt med at rense ud blandt sit eget folk. Men hvis det, der sker med os nu, kun er begyndelsen, hvordan skal det så ende for dem, der afslår Guds tilbud om frelse? 18 Skriften spørger:
„Hvis retskafne mennesker med nød og næppe bliver frelst,
hvordan skal det så gå de ugudelige syndere?”[c]
19 Altså skal de, der lider efter Guds vilje, fortsætte med at gøre det gode og overlade deres sjæls skæbne til den trofaste Skaber.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.