Old/New Testament

Profeti imod Moab

48 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger om Moab:

„Byen Nebo er dømt, og den bliver snart jævnet med jorden. Samme skæbne venter byen Kirjatajim. Dens fæstninger bliver indtaget og ødelagt. ² Moabs storhedstid er forbi. I Heshbon lægges der planer om at udslette landet. ‚Kom,’ siger man, ‚lad os udrydde det folk!’ Byen Madmen bliver løbet over ende af den fremstormende hær. ³ Der høres fortvivlede råb i Horonajim: ‚Åh, hvilken forfærdelig ødelæggelse!’ ⁴ Moab vil blive lagt i ruiner, og børnene vil skrige af skræk. ⁵ Flygtningene går grædende op over Luhits bakker. På vejen fra Horonajim hører de rædselsskrigene fra byen nedenfor. ⁶ Flygt for livet. Løb som et vildæsel i ørkenen.^{[a] 7} I stolede på jeres egen styrke og rigdom. Derfor skal I dø, og jeres gud, Kemosh, skal føres i eksil sammen med sine præster og stormænd.

⁸ Alle dalenes byer og landsbyerne i højlandet skal ødelægges, siger Herren. ⁹ Rejs en gravsten for Moab,^[b] for alle landets byer skal ligge øde og ubeboede hen. ¹⁰ Forbandet være de, som nægter at udføre Herrens befaling og ikke deltager i blodbadet.

¹¹ Moabs befolkning har altid levet uforstyrret, som vin, der får lov at bundfælde sig uden at blive hældt fra fad til fad. Moab har aldrig været i eksil, men har kunnet nyde en stabil tilværelse. ¹² Men nu er tiden kommet, siger Herren, hvor jeg sender soldater, der skal hælde vinen ud på jorden. De vælter beholderne omkuld og knuser dem. ¹³ Moab bliver skuffet over, at Kemosh ikke kan hjælpe, ligesom Israel blev skuffet over guldkalven i Betel.^[c]

¹⁴ Moabs indbyggere plejer at prale med deres heltebedrifter i krig. ¹⁵ Men nu skal Moab ødelægges. Ødelæggeren er på vej for at slagte alle landets øvede krigere, siger Herren, den almægtige Konge. ¹⁶ Moabs undergang er uhyggeligt nær.

¹⁷ I, som er Moabs venner, sørg og græd over landets skæbne. Se, den stærke herskerstav, det prægtige scepter, ligger knust i støvet. ¹⁸ Kom ned fra hæderspladsen og sæt jer i støvet, Dibons indbyggere.^[d] De, der kommer for at knuse Moab, vil også bryde igennem jeres fæstninger og rasere jeres by. ¹⁹ Aroers indbyggere står frygtsomme langs vejen og råber til de flygtende fra Moab: ‚Hvad er der sket?’ ²⁰ Svaret lyder: ‚Græd og sørg! Moab blev ydmyget og ligger i ruiner. Råb det ud langs Arnonflodens bredder, at Moab er gået til grunde.’

^21-24 Alle højslettens byer ligger i ruiner, både Holon, Jahatz, Mefa’at, Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim, Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet-Meon, Kerijot og Botzra, for Herrens dom har ramt samtlige Moabs byer.

²⁵ Moabs storhedstid er forbi, hendes^[e] styrke er brudt, hendes arme er brækket. ²⁶ Fordi hun har sat sig op mod mig, Herren, skal hun tømme min vredes bæger. Hun raver beruset omkring, til hun falder og roder rundt i sit eget bræk. Hun vil blive hånet af alle, der ser det. ²⁷ Var det ikke dig, der hånligt rystede på hovedet af Israel som af en gemen tyv?

²⁸ Moabs folk, flygt fra jeres byer og slå jer ned i bjerghulerne som duer, der bygger rede i klippespalterne. ²⁹ Det er velkendt, hvor utrolig indbildsk, overmodig, selvsikker og overlegen Moab er. ³⁰ Jeg kender jeres indbildskhed, siger Herren. Men jeres pral er tomme ord, for der er ingen basis for jeres selvsikkerhed. ³¹ Jeg må græde over Moab og sørge over befolkningen i Kir-Heres.

³² Jeg sørger over Jazer og ikke mindst over ødelæggelsen af Sibmas vingårde. For vinen fra Sibma var så udsøgt, at den nåede længere end til Jazer, ja, helt til den anden side af havet.^[f] Men nu bliver både vinplanter og figentræer fuldstændigt ødelagte. ³³ Der er ingen glæde mere i Moabs frugtplantager. Vinpersen står ubrugt. Ingen træder druer i takt med den glade sang. ³⁴ I stedet høres rædselsskrig over hele landet, fra Heshbon helt over til Elale og Jahatz, fra Zoar til Horonajim og Eglat-Shelishija. Selv Nimris bæk er udtørret.

³⁵ Jeg gør ende på Moab, siger Herren, for de bringer ofre på afgudsaltrene og brænder røgelse for deres falske guder. ³⁶ Jeg sørger over Moab og Kir-Heres’ folk som en fløjtespiller, der udtrykker sin sorg over de tabte rigdomme med en klagesang. ³⁷ Alle indbyggerne vil i fortvivlelse rage hår og skæg af, skære rifter i hænderne og klæde sig i sæk og aske. ³⁸ På alle de flade tage og på torvene i Moab vil der lyde gråd og klage, for jeg knuser Moab som en ubrugelig lerskål. ³⁹ Ja, Moab vil blive fuldstændigt knust, ydmyget ved fjendernes hån, et afskrækkende eksempel for alle dets naboer.

⁴⁰ Fjenden kredser over Moabs land som en ørn, siger Herren, klar til at slå ned på dem. ⁴¹ Byerne vil falde, og fæstningerne blive brudt ned. Selv den tapreste kriger ryster af skræk som en fødende kvinde. ⁴² Moab er færdig som nation, for hun satte sig op mod Herren. ⁴³ Moabs indbyggere kan se frem til frygt, fælder og fangenskab, siger Herren. ⁴⁴ De, som flygter på grund af frygt, vil gå i fælden, og de, som slipper fri af fælden, vil senere blive fanget. Nu er dommens time kommet for Moabs land, siger Herren. ⁴⁵ De, der flygter mod Heshbon, vil miste alt håb, for den prægtige Sihons by står i flammer. Fra Heshbon spreder ødelæggelsen sig ud over hele landet, og Moabs stærkeste byer bliver lagt i ruiner.

⁴⁶ Stakkels Moab, det er ude med dig. Det folk, som tilbad Kemosh, skal udryddes, deres sønner og døtre føres bort som slaver. ⁴⁷ Men engang i fremtiden vil jeg genrejse Moabs folk,” siger Herren. Det var domsprofetien over Moab.

Profeti imod Ammon

49 Det følgende budskab fra Herren drejer sig om Ammons folk: „Hør her, I, der tilbeder afguden Milkom,^[g] hvorfor har I overtaget Gads område og bosat jer i deres byer? Er der måske ikke judæiske efterkommere nok til at genbefolke det land, som de fik i arv af mig? ² I skal få jeres straf, erklærer Herren, for jeg vil sende en hær imod jeres hovedstad Rabba. Den skal forvandles til en ruinbunke, og de omliggende byer skal brændes ned. Så kan Israels folk tage det land tilbage, som I tog fra dem, siger Herren.

³ Råb højt af sorg, Heshbon, for Aj ligger i ruiner. Græd, Rabbas indbyggere. Klæd jer i sørgedragt, klag og græd. Løb omkring i fortvivlelse og slå jer selv til blods.^[h] Milkom bliver sendt i eksil sammen med sine præster og stormænd. ⁴ I praler af jeres frugtbare dale, men I mister dem snart. I er et oprørsk folk, der stoler på jeres egen magt og rigdom og mener, at ingen tør angribe jer. Men I kan godt holde op med at prale af jeres magt, for den er ved at løbe ud i sandet. ⁵ Jeg sender ulykke over jer fra alle sider, siger Herren, den Almægtige. I bliver spredt for alle vinde, og ingen vil komme flygtningene til hjælp. ⁶ Men engang i fremtiden vil jeg genoprejse Ammons folk,” siger Herren.

Profeti imod Edom

⁷ Hør, hvad Herren, den Almægtige, siger til Edom: „Hvad er der blevet af alle dine vismænd? Er der ingen rådgivere tilbage i Teman? ⁸ Dedans indbyggere,^[i] løb væk og skjul jer, for når jeg straffer Esaus land, går det også ud over jer. ⁹ Når man høster druer, efterlader man nogle til de fattige. Selv tyveknægte nøjes med at tage det, de kan bruge. ^10-11 Men når jeg straffer Edom, ribber jeg landet for alt. Jeg afslører alle deres skjulesteder, så de ikke kan gemme sig. Jeg vil skåne de forældreløse og enkerne. De kan trygt stole på mig. Men alle andre vil blive udryddet, så ingen længere har børn, familie eller naboer.”

¹² Herren siger til Edom: „Når selv de uskyldige lider, hvor meget mere må så ikke de skyldige lide? Du må tage din straf og tømme vredens bæger. ¹³ Jeg lover højtideligt, at Botzra skal blive til en ruinbunke, man forbander og forhåner, og samme skæbne skal ramme de omliggende landsbyer.”

¹⁴ Herren har fortalt mig, at der er sendt bud ud til nationerne om at danne et forbund og rykke ud mod Edom. ¹⁵ Herren sagde: „Edom, jeg gør dig til et svagt land, der bliver foragtet af alle. ¹⁶ Det, at andre lande frygter dig, er gået dig til hovedet. Din stolthed har bedraget dig. Du har ry for at være uovervindelig, fordi du holder til i klippehuler og bor i bjergene. Men selvom du bygger din rede højt oppe som ørnen, vil jeg styrte dig ned i dybet.

¹⁷ En frygtelig skæbne skal overgå dig, Edom. Alle der går forbi, vil standse op og gispe ved synet. ¹⁸ Du bliver udslettet og gjort ubeboelig som Sodoma og Gomorra og de omliggende småbyer, siger Herren.

¹⁹ Som en løve, der springer ud fra Jordanflodens vildnis og jager fårene væk i alle retninger, vil jeg i et nu jage edomitterne bort fra landet og udpege den leder, jeg har valgt. Hvem kan måle sig med mig? Hvem tør kræve mig til regnskab? Hvilken fyrste kan modsætte sig mine planer? ²⁰ Hør da min plan for Edoms land og Temans indbyggere: Selv børnene slæbes væk, og landet bliver lagt øde. ²¹ Hele verden vil skælve ved nyheden om Edoms fald. Folkets dødsskrig høres så langt som til Det Røde Hav. ²² Fjenden kredser over Botzra som en ørn, klar til at slå ned på dem. Selv den tapreste kriger ryster af skræk som en fødende kvinde.”

Profeti imod Damaskus

²³ Om Damaskus siger Herren: „Byerne Hamat og Arpad er rædselsslagne, for de har hørt om den kommende ødelæggelse. Deres indre er som et oprørt hav i en orkan. ²⁴ Damaskus mister modet, indbyggerne flygter. Byen er slået af rædsel som en fødende kvinde. ²⁵ Ak, du berømte by, du glædens by, du bliver øde og forladt. ²⁶ Dine unge mænd bliver dræbt i gaderne, hele din hær bliver slået på den dag, siger Herren, den Almægtige. ²⁷ Jeg sætter ild til Damaskus’ bymur, og ilden vil fortære kong Ben-Hadads paladser.”

Profeti imod Kedar og Hatzor

²⁸ Følgende budskab angår beduinstammen Kedar og de, der bor i Hatzor^[j] området, som kong Nebukadnezar senere tilintetgjorde.

Herren siger: „Ryk ud imod Kedar, Nebukadnezars hær. Udryd krigerne mod øst. ²⁹ Deres får, geder og telte bliver taget som bytte, alle deres tæpper, redskaber og kameler ligeså. Overalt er der panik, og folk råber højt af skræk. ³⁰ Flygt for livet, siger Herren til dem, der bor i Hatzors område, gem jer, så godt I kan, for kong Nebukadnezar af Babylonien har planer om at udrydde jer.”

³¹ Herren siger til kong Nebukadnezar: „Gå til angreb på disse selvtilfredse beduinstammer, der bor alene og sorgløse i ørkenen uden mure og porte til at beskytte sig med. ³² Tag deres kameler og kvæg. Jeg sender ulykke over dem fra alle sider og spreder dem for alle vinde. ³³ Hatzor bliver ødelagt, så ingen nogen sinde vil bo der igen, bortset fra ørkenens sjakaler.”

Profeti imod Elam

³⁴ Det følgende budskab om Elam gav Herren mig kort efter, at Zidkija var blevet konge i Juda.

³⁵ Herren, den Almægtige siger: „Jeg vil tilintetgøre Elams^[k] berømte bueskytter, som har givet dem mange sejre, ³⁶ og bringe fjender over dem fra alle sider, så de spredes for alle vinde. De bliver ført i fangenskab ud over hele verden. ³⁷ Jeg vil sørge for, at Elam gribes af frygt for deres fjender. Min brændende vrede vil bringe ulykke over dem, siger Herren. Jeg sender en hær imod dem, som helt vil rasere deres land. ³⁸ Jeg overtager magten i Elams rige, siger Herren, og styrter deres konge og stormænd. ³⁹ Men engang i fremtiden vil jeg genoprejse Elams folk.”

Præsten Melkizedek blev æret af Abraham

7 Melkizedek var konge i byen Salem og samtidig præst for den højeste Gud. Da Abraham vendte tilbage efter at have vundet et stort slag mod flere konger, gik Melkizedek ham i møde og velsignede ham. ² Abraham tog en tiendedel af alt det, han havde erobret i krigen, og gav det til Melkizedek. Hans navn, Melkizedek, betyder „retfærdighedens konge”, men han er også en „fredskonge”, for han er konge over Salem, som betyder fred. ³ Skriften taler hverken om Melkizedeks far eller mor eller om hans slægtsforhold overhovedet. Hans liv er beskrevet, som var det uden begyndelse og afslutning, og derfor er hans præstetjeneste uden afslutning. Han er således et billede på Guds Søn.

⁴ Læg mærke til, hvor stor en ære Melkizedek modtog. Vores forfar Abraham gav jo Melkizedek en tiendedel af krigsbyttet. ⁵ Senere kom der en lov, som foreskrev, at præsterne fra Levis stamme skulle modtage tiende fra alle de andre stammer, selv om de alle var Abrahams efterkommere. ⁶ Melkizedek var ikke præst fra Levis slægt, men alligevel modtog han tiende fra Abraham. Endvidere velsignede Melkizedek den store Abraham, som havde fået Guds løfter. ⁷ Det viser uden diskussion Melkizedeks storhed, for den, der velsigner, er altid større end den, der bliver velsignet. ⁸ De jødiske præster, der senere modtog tiende, var almindelige, dødelige mennesker. Men om Melkizedek fortælles der ikke om nogen afslutning på hans liv. ⁹ Man kan på en måde sige, at Levi, som er stamfar til de jødiske præster, som modtager tienden, selv gav tiende til Melkizedek gennem sin forfar, Abraham. ¹⁰ For selvom Levi endnu ikke var født, da Abraham gav tiende til Melkizedek, så lå kimen til hans eksistens hos Abraham.

Jesus erstatter det gamle jødiske system med noget helt nyt

¹¹ Det jødiske folk har fra gammel tid haft deres forskrifter om et præstedømme, hvor præsterne skal komme fra Levis stamme og Arons slægt. Hvis den forordning havde kunnet føre os til målet, havde Gud ikke haft nogen grund til at sende Kristus som en evig præst efter Melkizedeks forbillede. Så havde det været nok med præsterne fra Arons slægt under det gamle system. ¹² Når nu Gud har erstattet det gamle præstedømme med noget helt nyt, må det gamle lovsystem også nødvendigvis erstattes af noget nyt.

¹³ Den ypperstepræst, vi taler om her, tilhørte også en anden stamme, hvorfra der aldrig har været udtaget nogen til præstetjeneste. ¹⁴ Vores Herre kom som bekendt fra Judas stamme, og Moses har aldrig nævnt noget om præster fra den stamme.

¹⁵ At det drejer sig om noget helt nyt, bekræftes også ved, at Kristus blev ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede. ¹⁶ Han blev jo ikke præst i kraft af en lov, der kræver, at man kommer fra en bestemt stamme, men i kraft af det evige og uforgængelige liv, han repræsenterer. ¹⁷ Det bliver også bevidnet i Skriften, hvor der står om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”^[a]

¹⁸ Den gamle lov er altså nu sat til side, for den var ubrugelig, uden kraft. ¹⁹ Loven kunne jo ikke føre os til målet. I stedet har vi fået noget langt bedre, for Kristus har bragt os ind i Guds nærhed og givet os vished for, at vi vil få det evige liv.

^20-21 Endvidere har Gud svoret på, at Kristus altid skal være vores ypperstepræst. Så stærke ord har han aldrig brugt om de almindelige ypperstepræsters indsættelse til tjeneste. Kun til Kristus lyder det: „Herren har aflagt et urokkeligt løfte: Du skal være præst for evigt.” ²² Det er på det grundlag, at Jesus er blevet garant for en ny pagt, der er langt bedre end den gamle.

²³ Der er endnu en forskel: Ifølge den gamle ordning var man nødt til at indsætte en ny ypperstepræst, hver gang døden satte en stopper for den tidligere ypperstepræsts tjeneste. ²⁴ Men den ypperstepræstelige tjeneste Jesus udfører, kommer aldrig til ophør. Han lever jo for evigt. ²⁵ Fordi han lever evigt og altid beder inderligt for os, er han i stand til at føre alle mennesker, som ønsker at komme til Gud gennem ham, til den fuldkomne frelse.

²⁶ Det er netop sådan en ypperstepræst, vi har brug for, en, der trofast tjener Gud uden synd, ubesmittet af det onde og ophøjet over alle himle. ²⁷ Han er helt anderledes end de andre ypperstepræster, som gang på gang måtte bringe slagtofre til Gud, først for at få tilgivelse for deres egne synder og dernæst for folkets synder. Den slags gentagne syndofre behøver Kristus ikke at bringe, for da han ofrede sig selv på korset, skabte han fuld forsoning én gang for alle. ²⁸ Med udgangspunkt i de jødiske love blev dødelige og ufuldkomne mennesker indsat som ypperstepræster, men med udgangspunkt i løftet om en evig præst efter Melkizedeks forbillede, et løfte, som kom senere end lovbogen, er Guds egen Søn indsat som en evig og fuldkommen ypperstepræst.