Old/New Testament

Håbet om hjælp fra egypterne forsvinder

37 Dengang Kong Nebukadnezar af Babylonien sendte Jekonja, Jojakims søn, i eksil, indsatte han Zidkija, Josias’ søn, som konge i Judas land. ² Hverken Zidkija, hans hoffolk eller den del af befolkningen, der var tilbage i landet, ville høre på de budskaber fra Herren, som jeg gav dem. ³ Alligevel sendte kong Zidkija to mænd, nemlig Jukal, søn af Shelemja, og præsten Zefanja, søn af Ma’aseja, hen til mig med følgende anmodning: „Vær venlig at bede til Herren, vores Gud, om at redde os.” ⁴ Det var før, jeg blev sat i fængsel, så jeg kunne færdes frit blandt folket.

⁵ Den egyptiske hær var på vej mod nord, og da babylonierne fik det at vide, brød de op fra deres belejring af Jerusalem. ⁶ Da sagde Herren til mig: ⁷ „Sig til Judas konge, der sendte bud om, at du skulle bede mig om hjælp: Hør, hvad Herren siger: Faraos hær, som er rykket ud for at komme jer til undsætning, vil snart vende tilbage til Egypten, ⁸ og så vil babylonierne komme tilbage hertil og angribe, indtage og brænde byen ned til grunden. ⁹ Tro ikke, at babylonierne er færdige med jer nu. Nej, de kommer snart tilbage. ¹⁰ Og selv om I ville være i stand til at besejre hele den babyloniske hær, så der kun var sårede krigere tilbage, ville de stadig vakle ud fra deres telte og sætte ild på byen.”

Jeremias sættes i fængsel og derefter i husarrest

¹¹ Da den babyloniske hær havde forladt Jerusalem for at rykke ud mod egypterne, ¹² begav jeg mig på vej ud af byen for at tage hjem til Benjamins land og få papirer på et jordstykke, jeg havde arvet.

¹³ Men da jeg gik gennem Benjaminporten, blev jeg anholdt af portvagten, som troede jeg ville slutte mig til babylonierne. Portvagten hed Jirija, søn af Shelemja, der var søn af Hananja. ¹⁴ „Det er en misforståelse!” protesterede jeg. „Det kunne aldrig falde mig ind at gå over til babylonierne.” Men Jirija ville ikke høre på mig og førte mig hen til hoffolkene. ^15-16 De blev rasende og lod mig piske, hvorefter de kastede mig i et fangehul i en kælder i sekretæren Jonatans hus, der var blevet omdannet til fængsel. Dér sad jeg i adskillige dage.

¹⁷ Senere sendte kong Zidkija bud efter mig, og jeg blev bragt til paladset. Dér spurgte kongen mig i al hemmelighed, om jeg havde et budskab fra Herren. „Ja, det har jeg,” svarede jeg. „Du vil blive udleveret til den babyloniske konge.”

¹⁸ Derpå sagde jeg til ham: „Hvilken forbrydelse har jeg gjort mig skyldig i, siden jeg er sat i fængsel? Har jeg måske forbrudt mig imod dig eller dine hoffolk eller andre mennesker? ¹⁹ Og hvor er for øvrigt alle dine profeter, der påstod, at den babyloniske konge ikke ville angribe landet? ²⁰ Hør, herre konge: Jeg beder dig om ikke at sende mig tilbage til fangehullet, det er den visse død.”

²¹ Så befalede kong Zidkija, at jeg skulle holdes i forvaring i den kongelige gardes boligkompleks, og hver dag skulle man bringe mig et frisk brød, så længe der var brød at få i byen. Derefter blev jeg holdt under opsyn af garden.

Jeremias smides i en tom cisterne

38 Der var imidlertid fire mænd ved navn Shefatja, Gedalja, Jukal og Pashhur, som ønskede at lukke munden på mig. De havde jo hørt, hvordan jeg gang på gang havde advaret folket med det budskab, ² som Herren havde givet mig: „De, der bliver i Jerusalem, vil dø af hungersnød eller sygdom eller blive dræbt i krigen. Men de, der overgiver sig til babylonierne, vil overleve. ³ Herren vil nemlig overgive Jerusalem til Babyloniens konge, som vil indtage byen.”

⁴ De fire mænd gik til kongen og sagde: „Herre, vi må uskadeliggøre Jeremias. Hans budskaber undergraver hærens moral. Han skaber en negativ stemning blandt de krigere, vi endnu har tilbage, og hele befolkningen i byen. Han er en forræder, som ikke ønsker, at vi skal reddes, men at vi skal rammes af ulykke.”

⁵ Kong Zidkija gav efter og sagde: „Gør med ham, som I vil.”

⁶ Så hentede de mig og firede mig ned i et tom vandreservoir i gården. Den tilhørte Malkija, der var medlem af kongefamilien. Der var intet vand i den, men der var stadig et tykt lag mudder på bunden, så jeg sank ned i mudderet.

⁷ Men da kushitten Ebed-Melek, en af de ledende hoffolk, hørte, at jeg var blevet kastet i det tomme vandreservoir, ⁸ skyndte han sig straks til kongen, som på det tidspunkt var i færd med at dømme i nogle retssager på pladsen foran Benjaminporten.

⁹ „Herre konge,” sagde han. „Der er begået en meget ondsindet handling imod profeten Jeremias. Man har kastet ham i et tomt vandreservoir, og dér vil han dø af sult, for han får ingen mad.”

¹⁰ Da befalede kongen: „Tag 30 mænd med dig og få hejst Jeremias op af vandreservoiret, før han dør.” ¹¹ Så skyndte Ebed-Melek og mændene sig af sted til et af paladsets nederste kælderrum, hvor de hentede nogle kasserede klude, som de hejste ned i vandreservoiret med et reb. ¹² „Bind rebet omkring dig og læg kludene imellem rebet og dine armhuler,” råbte Ebed-Melek, og da jeg havde gjort det, ¹³ trak de mig op af vandreservoiret og bragte mig tilbage til min husarrest.

Zidkija spørger endnu en gang Jeremias til råds

¹⁴ En dag sendte kong Zidkija bud efter mig og bad mig komme hen til den tredje indgang til templet. „Jeg har et spørgsmål til dig,” begyndte kongen. „Prøv nu ikke at skjule sandheden for mig.”

¹⁵ „Jamen, hvis jeg fortæller dig sandheden, slår du mig bare ihjel,” svarede jeg. „Og for øvrigt følger du aldrig mine råd.”

¹⁶ Så svor kong Zidkija ved den levende Gud, at han hverken ville slå mig ihjel eller udlevere mig til dem, der ønskede at få ram på mig.

¹⁷ Da sagde jeg til ham: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Hvis du vil overgive dig til de babyloniske officerer, vil du og din familie overleve, og byen vil blive skånet. ¹⁸ Men hvis du nægter at overgive dig, vil den babyloniske hær brænde byen ned til grunden, og du har ingen chance for at undslippe.”

¹⁹ „Men jeg er bange for at overgive mig,” svarede kongen, „for babylonierne vil sikkert udlevere mig til de judæiske overløbere, og hvem ved, hvad de vil gøre ved mig?”

²⁰ „Hvis du vil adlyde Herren,” svarede jeg, „har du ikke noget at frygte. Du vil redde livet, og du vil få det bedre, end du har det her. ²¹ Men hvis du nægter at overgive dig, så kan jeg fortælle dig, hvad der vil ske, for det har Herren vist mig i et syn: ²² Alle paladsets kvinder blev udleveret til de babyloniske officerer. Og de sang en smædevise om dig:

²³ Alle dine koner og børn vil blive udleveret til babylonierne, og du har ingen chance for at undslippe. Du bliver taget til fange, og byen bliver brændt ned til grunden.”

²⁴ Da sagde Zidkija til mig: „Lad det her blive imellem os to. Hvis du røber for nogen, hvad du her har sagt, er du dødsens. ²⁵ Hvis mine hoffolk får nys om vores samtale, og hvis de truer dig med døden, medmindre du fortæller dem, hvad vi har talt om, ²⁶ skal du sige til dem: ‚Jeg bad bare kongen love mig, at han aldrig igen vil kaste mig i fangehullet i Jonatans hus.’ ”

²⁷ Hoffolkene kom da også hen til mig og ville krydsforhøre mig om mit møde med kongen. Jeg gjorde nøjagtigt, som kongen havde sagt. Derefter lod de mig være i fred, for ingen havde hørt, hvad jeg snakkede med kongen om. ²⁸ Således forblev jeg i husarrest på paladsets område, indtil den dag da Jerusalem blev indtaget.

Jerusalems fald

39 I kong Zidkija af Judas niende regeringsår i den tiende måned kom kong Nebukadnezar af Babylonien med hele sin hær og belejrede Jerusalem. ² På den niende dag i den fjerde måned i Zidkijas 11. regeringsår brød fjenden gennem bymuren. ³ Alle de babyloniske embedsmænd kom til stede og tog plads i Midterporten. Iblandt dem var Nergal-Sarezer og Nebo-Sarsekim, Nebukadnezars personlige rådgivere.

⁴ Da kong Zidkija og hans livgarde indså, at slaget var tabt, flygtede de om natten gennem paladsets have, videre igennem en korridor mellem to mure, ud ad en port i bymuren og satte kurs mod Jordandalen. ⁵ Men babylonierne satte efter kongen og indhentede ham på sletten ved Jeriko. Derefter førte de ham til kong Nebukadnezar, der opholdt sig i byen Ribla i Hamat-området, og Nebukadnezar afsagde dommen over Zidkija. ⁶ Dér i Ribla måtte han se på, at hans sønner og øverste embedsmænd blev henrettet. ⁷ Derefter blev hans øjne stukket ud, og han blev lagt i lænker og ført bort til Babylon i eksil.

⁸ Derpå satte de babyloniske soldater ild til byen og paladset, og de rev bymuren ned. ⁹ Chefen for kong Nebukadnezars livvagt, Nebuzaradan, sendte de overlevende af byens indbyggere og de, der allerede havde overgivet sig, til Babylonien i eksil. ¹⁰ Han efterlod kun nogle få fattige folk til at dyrke jorden og passe vingårdene.

Jeremias bliver frigivet

^11-12 Nebukadnezar havde givet Nebuzaradan ordre til at opsøge mig. „Sørg for, at han ikke kommer noget til,” havde kongen sagt. „Tag dig godt af ham og giv ham, hvad han beder om.” ¹³ Nebuzaradan, Nebushazban, Nergal-Sarezer og de øvrige højtstående embedsmænd ¹⁴ sendte derfor nogle soldater af sted for at hente mig i husarresten og overgav mig til Gedalja, søn af Ahikam, der var søn af Shafan, for at han skulle tage mig med hjem, hvorefter jeg kunne færdes frit blandt mit eget folk.

¹⁵ Engang mens jeg endnu sad i husarrest, havde Herren sagt til mig:

¹⁶ „Sig til kushitten Ebed-Melek: Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil opfylde alle mine trusler imod denne by, og du vil få det at se. ¹⁷ Men dig vil jeg redde, så du ikke falder i hænderne på dem, du frygter for. ¹⁸ Jeg vil beskytte dig og redde dig fra døden, fordi du har vist tillid til mig, siger Herren.”

Kristus har en langt mere betydningsfuld tjeneste, end Moses havde

3 Kære venner, I, som har modtaget det himmelske kald, tænk på, hvordan Jesus som apostel og ypperstepræst for vores tro ² var trofast over for Gud, som gav ham den opgave. Moses var også trofast over for Gud i den opgave, han fik som leder i Guds husholdning. ³ Men ligesom en mand, der bygger et hus, får større ære end selve huset, sådan er Jesu tjeneste langt mere betydningsfuld end Moses’ tjeneste. ⁴ Ligesom ethvert hus har en bygherre, sådan er det Gud, der er den store Bygherre bag alle ting. ^5-6 Moses var Guds tjener, men Kristus er Guds egen Søn. Moses’ tjeneste peger profetisk hen på det, der senere skulle ske, og han var trofast i det lederansvar han fik for det Guds folk, han selv var en del af. Men Jesus har som Guds Søn lederansvaret for et nyt Guds folk, og vi tilhører det folk—hvis vi da holder fast ved den frimodighed og glæde, vi oplevede, dengang vi fik vished om at få det evige liv.

Israels folk som et afskrækkende eksempel på ulydighed og vantro

^7-8 Hør derfor efter, hvad Helligånden siger:

¹² Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud. ¹³ I stedet bør I hver dag opmuntre hinanden, så længe verden står, så ingen af jer på grund af syndens snedige forførelse lukker af over for Gud. ¹⁴ For hvis vi indtil det sidste holder fast ved den overbevisning, vi havde i begyndelsen, skal vi få del i alt det, som tilhører Kristus.

¹⁵ Da synden er så snedig, må I ikke glemme advarslen fra før:

¹⁶ Hvem var det, som hørte, hvad Gud sagde, og dog gjorde oprør mod ham? Det var alle dem, der forlod Egypten med Moses som anfører. ¹⁷ Og hvem var det, Gud var vred på i 40 år? Det var alle dem, som havde gjort oprør og derfor måtte dø i ørkenen. ¹⁸ Hvem var det, Gud talte om, da han svor, at de ikke fik lov at opleve hvilen i det land, han havde lovet dem? Det var alle dem, der var ulydige. ¹⁹ Og hvorfor kom de ikke ind i det land, hvor Gud havde lovet at give dem hvile? Fordi de ikke havde tillid til ham.