Old/New Testament

Folkets afgudsdyrkelse

8 På den femte dag i den sjette måned i det sjette år af vores eksil i Babylonien opholdt jeg mig i mit hus sammen med en gruppe af Judas ledere. Da kom Guds kraft over mig, ² og jeg fik igen et syn. Jeg så en skikkelse, der så ud som et menneske. Fra hofterne og nedefter så han ud som flammende ild, og fra hofterne og opefter så han ud som glødende metal. ³ Han rakte noget ligesom en hånd ud og greb mig i håret. Ånden løftede mig op i luften, så jeg svævede mellem himmel og jord, og jeg blev i synet ført til Jerusalem, til templets indre forgård, hvor der tæt ved den nordlige indgang var opstillet et stort afgudsbillede, som vakte Herrens vrede.

⁴ Pludselig fyldte Guds stråleglans stedet på samme måde, som jeg tidligere havde set den i dalen, ⁵ og han sagde til mig: „Du menneske, se mod nord!” Da jeg gjorde det, kunne jeg se det afskyelige afgudsbillede ved den nordlige indgang, tæt ved alteret. ⁶ „Ser du, hvem de bringer deres ofre til?” fortsatte han. „Ser du, hvilke afskyelige handlinger Israels folk begår? På den måde jager de mig ud af mit eget tempel. Men du vil få endnu værre ting at se.”

⁷ Så førte han mig hen til indgangen til den ydre forgård, og jeg kunne se et hul i muren.

⁸ „Gør hullet større!” beordrede han, og da jeg gjorde det, opdagede jeg en dør til en stor sal.

⁹ „Gå ind,” beordrede han, „så skal du se den ondskab, som går for sig derinde.” ¹⁰ Så gik jeg ind gennem døren.

Indenfor så jeg, at væggene var fyldt med billeder af alle mulige urene dyr og afskyelige afguder. De var mejslet ind i væggen hele vejen rundt. ¹¹ 70 af Israels ledere, deriblandt Ja’azanja, Shafans søn, stod hele vejen rundt foran billederne og tilbad dem hver med sit røgelseskar i hånden. En tyk sky af røgelse hang i luften. ¹² „Se hvordan de israelitiske ledere i hemmelighed tilbeder afguder i deres bedehuse,” sagde Herren. „De siger, at jeg ikke kan se dem, og at jeg har forladt landet og ladt dem i stikken. ¹³ Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”

¹⁴ Derefter førte han mig til den nordlige indgang til den ydre forgård, hvor der sad en flok kvinder og fejrede den årlige sørgehøjtid for afguden Tammuz.^{[a] 15} „Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”

¹⁶ Så førte han mig ind i templets indre forgård. Og der, mellem alteret og forhallen ind til selve tempelbygningen, stod omkring 25 mænd^[b] med ryggen til Herrens tempel. Med ansigtet vendt mod øst tilbad de solen!

¹⁷ „Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Ikke alene tilbeder Judas folk afguderne her lige foran mit tempel, men de fylder også hele landet med vold. Deres stinkende afgudsdyrkelse er ulidelig.^{[c] 18} Derfor får de min vrede at føle. Jeg vil ikke skåne dem eller vise nogen form for medlidenhed. Nej, om de så skriger om nåde, vender jeg det døve øre til.”

Afgudsdyrkerne dræbes

9 Så hørte jeg Herren råbe med tordenrøst: „Kom her, I mænd, som jeg har udvalgt til bødler, og tag jeres våben med.”

² Da kom der seks mænd ind gennem den nordlige port i den ydre forgård, alle med våben i hånden. Desuden var der en, som var klædt i linned og bar nogle skriveredskaber. De gik alle hen og tog opstilling ved bronzealteret foran indgangen til templet, ^3-4 og Israels Guds stråleglans løftede sig fra sin sædvanlige plads over keruberne og stod nu ved templets indgang. „Gå gennem Jerusalems gader,” råbte Herren til manden med skriveredskaberne, „og sæt et mærke på panden af alle dem, som græder og sukker over al den synd, de ser omkring sig.”

⁵ Derefter hørte jeg Herren sige til de andre mænd: „Følg efter ham og dræb alle, som ikke har et mærke på panden. Skån ingen, vis ingen barmhjertighed. ⁶ Dræb unge såvel som gamle, kvinder såvel som børn. Kun dem, som har et mærke på panden, må I ikke slå ihjel. Begynd her ved templet.” Så begyndte de med at slå de 70 ledere ihjel.

⁷ „Fyld forgården med ligene af de dræbte,” fortsatte han, „også selv om det gør templet urent. Derefter skal I gå ud i byen.” Da de 70 ledere var slået ihjel, fortsatte mændene ud i byen.

⁸ Da de var gået, kastede jeg mig ned med ansigtet mod jorden og udbrød: „Åh, Gud Herre, er du så vred, at du vil udslette hele Israels folk?”

⁹ „Både Nordriget og Sydriget har begået utrolige synder,” svarede han. „Landet er fuldt af uretfærdighed og mord. De påstår, at jeg ikke opdager noget, og at jeg har forladt mit land og mit folk. ¹⁰ Derfor vil jeg ikke skåne dem eller vise medlidenhed. De skal komme til at betale for al deres ondskab og afgudsdyrkelse.”

¹¹ Manden, som var klædt i linned og havde skriveredskaber, kom kort efter tilbage og sagde: „Jeg har fuldført den opgave, du gav mig.”

Herrens herlighed forlader templet

10 Derefter så jeg i mit syn noget, der lignede en trone af safir, som stod på den lysende hvælving over kerubernes hoveder. ² Jeg hørte Herren sige til manden, der var klædt i linned: „Gå ind mellem hjulene under keruberne og tag en håndfuld af de glødende kul og strø dem ud over byen.”

³ Da manden fik besked på at gå hen til keruberne, stod de ved templets sydside, og den strålende sky af Herrens herlighed fyldte den indre forgård. ⁴ Herrens stråleglans havde løftet sig fra keruberne og flyttet sig hen over templets indgang, så hele templet fyldtes af skyen, og hele forgården fyldtes af skæret fra Herrens herlighed. ⁵ Lyden af kerubernes vingeslag kunne høres helt ud i den ydre forgård, og det lød, som når Gud, den Almægtige, taler.

⁶ Da Herren befalede manden at gå ind mellem hjulene under keruberne og tage en håndfuld glødende kul, gik han hen og stillede sig ved et af hjulene. ⁷ Derefter rakte en af keruberne hånden ud, tog nogle af de glødende kul fra ilden og gav dem til ham. Han tog imod kullene og gik tilbage, hvor han kom fra.

⁸ Under kerubernes vinger var der nemlig noget, der lignede menneskehænder. ⁹ Under hver af de fire keruber var der et hjul, der funklede som ædelsten. ¹⁰ Alle hjulene var ens og inden i hvert hjul sad der et andet hjul på tværs. ¹¹ Keruberne og hjulene kunne bevæge sig i alle fire retninger uden at vende sig. De fulgte efter den ledende kerub uden at vende sig. ¹² Kerubernes krop, ryg, hænder og vinger var fulde af øjne, og det samme gjaldt hjulene. ¹³ Jeg hørte, at hjulene blev kaldt „hvirvelhjul”.

¹⁴ Hver af keruberne havde fire ansigter: et kerubansigt, et menneskeansigt, et løveansigt og et ørneansigt.

¹⁵ Derpå bevægede de sig op i luften. De var ligesom de levende væsener, jeg tidligere havde set ved Kebarfloden. ¹⁶ Når keruberne flyttede sig, gjorde hjulene det også. Når keruberne hævede sig i vejret, fulgte hjulene med dem og blev hos dem, mens de fløj. ¹⁷ Hvor som helst de bevægede sig hen, fulgte hjulene med, for deres ånd var i hjulene.

¹⁸ Derefter flyttede Herrens herlighed sig fra templets indgang til tronen over keruberne, ¹⁹ og jeg så keruberne sprede vingerne ud og løfte sig fra jorden sammen med hjulene. De fløj væk fra templet, men gjorde ophold ved den østlige port, og Israels Guds herlighed hvilede hele tiden over dem.

²⁰ Jeg var klar over, at disse keruber var de samme som de levende væsener, jeg tidligere havde set under Israels Guds trone ved Kebarfloden. ²¹ Hver af dem havde fire ansigter og fire vinger, og under deres vinger var der noget, som lignede menneskehænder. ²² Deres ansigter var som dem, jeg havde set ved Kebarfloden, og de bevægede sig også på samme måde.

Afsluttende formaninger og hilsener

13 Hold fast ved den indbyrdes kærlighed. ² Forsøm ikke at byde de fremmede velkommen hos jer, for derved har nogle haft engle som gæster uden at vide af det. ³ Husk på dem, der sidder i fængsel, og føl med dem, som var I selv i fængsel. Føl smerten hos dem, der mishandles, som var det jeres egen krop, det gik ud over.

⁴ Alle bør respektere ægteskabet, og I skal være tro mod jeres ægtefælle, for Gud vil dømme dem, der er utro eller lever i seksuel synd. ⁵ Hold jer fri af pengebegær og vær tilfredse med det, I har. Gud har jo sagt: „Jeg vil aldrig svigte dig eller forlade dig.”^[a]

⁶ Derfor kan vi med frimodighed sige:

⁷ Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer. Se på, hvad de har udrettet, og efterlign deres tro. ⁸ Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja til evig tid. ⁹ Lad jer ikke rive med af forskellige, fremmede lærdomme. Det er godt for det indre menneske at hente styrke i Guds nåde og ikke i religiøse spiseregler, som alligevel ikke hjælper dem, der prøver at overholde dem.

¹⁰ Vi har et alter, som de præster, der gør tjeneste i templet, ikke har adgang til. ¹¹ Ypperstepræsten bragte på forsoningsdagen blodet fra syndofrene ind i åbenbaringsteltets allerhelligste rum, men dyrenes kroppe blev brændt uden for lejren.^{[c] 12} Jesus skabte forsoning mellem Gud og folket ved sit eget blod, da han blev dræbt uden for byen. ¹³ Lad os derfor samles med ham uden for lejren, selvom vi bliver hånet for det. ¹⁴ Der findes nemlig ikke noget sted i denne verden, som kan være vores blivende hjem. Vi ser i stedet frem til vores evige hjem i den himmelske verden.

¹⁵ Lad os på grund af, hvad Jesus har gjort, altid bringe lovprisningsofre til Gud. Lad os prise og takke Gud med vores ord. ¹⁶ Men forsøm heller ikke at gøre godt og at dele med andre, for sådanne ofre glæder Gud.

¹⁷ Adlyd jeres åndelige ledere og ret jer efter dem. De våger over jer, fordi de har ansvar for jer og en dag skal aflægge regnskab for deres tjeneste over for Gud. Hvis I adlyder lederne, vil de kunne gøre deres arbejde med glæde, i stedet for at det bliver en byrde. Det sidste ville ikke være godt for jer.

¹⁸ Bed for os, venner, for vi mener at have en god samvittighed, da vi altid søger at gøre det rigtige. ¹⁹ Netop nu har jeg særligt brug for jeres forbøn, så jeg hurtigt kan få mulighed for at besøge jer.

²⁰ Jesus, vores Herre, er den store Hyrde for fårene, og han beseglede en evig pagt med sit eget blod. Jeg beder om, at Fredens Gud, som oprejste Jesus fra de døde, ²¹ vil udruste jer med alt, hvad I har brug for for at kunne gøre hans vilje, og at han ved Kristi kraft vil fremelske alt det i os alle, som glæder ham. Æren tilhører Jesus Kristus i al evighed. Amen.

²² Kære venner, tag godt imod mine formaninger, selvom jeg har skrevet i al korthed. ²³ I skal vide, at vores medarbejder Timoteus nu er blevet løsladt, og hvis han snart kommer hertil, vil jeg tage ham med, når jeg kommer til jer. ²⁴ Hils alle jeres ledere og de andre troende. De kristne fra Italien sender hilsen til jer. ²⁵ Guds nåde være med jer alle!