Old/New Testament

Budskabet til Zidkija

34 Dengang kong Nebukadnezar af Babylon ankom med den mægtige hær, han havde samlet fra de erobrede lande, og belejrede både Jerusalem og de øvrige byer i Judas land, gav Herren mig følgende budskab:

² „Gå hen til kong Zidkija med denne besked: Hør, hvad Herren siger: Jeg overgiver denne by til den babyloniske konge, og han vil brænde den ned til grunden. ³ Det vil ikke lykkes dig at undslippe. Du bliver taget til fange og ført frem for kongen, og han vil dømme dig til eksil i Babylon. ⁴ Men hør nu kong Zidkija af Juda: Herren lover dig, at du ikke skal dø i krigen. ⁵ Når du engang dør en naturlig død blandt dit eget folk i eksilet, vil de brænde røgelse for at ære dit minde på samme måde, som man gjorde for de konger, der gik forud for dig. Man vil sørge over dig og sige: ‚Ak, vores konge er død.’ Det er et løfte, siger Herren.”

⁶ Den besked overbragte jeg så til kong Zidkija, ⁷ mens babylonierne belejrede Jerusalem, Lakish og Azeka, de eneste befæstede byer i Juda, der endnu var tilbage.

Endnu et eksempel på folkets ulydighed

⁸ Herren gav mig et nyt budskab i forbindelse med, at kong Zidkija havde lavet en aftale med Jerusalems indbyggere om at frigive alle slaver i byen. ⁹ Aftalen var, at alle skulle frigive både deres mandlige og kvindelige slaver med den begrundelse, at ingen judæere burde være slaver for deres eget folk. ¹⁰ Både lederne og folk i almindelighed havde accepteret begrundelsen og frigivet deres slaver. ¹¹ Men senere ændrede de mening og tog deres slaver tilbage. ¹² Derfor gav Herren mig følgende budskab til dem:

¹³ „Herren, Israels Gud, siger: Jeg indgik en pagt med jeres forfædre, dengang jeg befriede dem fra fangenskabet i Egypten. ¹⁴ En af pagtens bestemmelser var, at enhver hebræer, der havde solgt sig selv som slave, skulle frigives efter seks års tjeneste. Men jeres forfædre overholdt ikke den bestemmelse. ¹⁵ For nylig kom I på bedre tanker og frigav jeres slaver, som I burde have gjort for længe siden. I indgik højt og helligt en pagt med hinanden om det her foran mit tempel. ¹⁶ Men derefter overtrådte I aftalen og vanærede mit navn ved at tage de mænd og kvinder tilbage, som I havde frigivet, og gøre dem til slaver igen.

¹⁷ Derfor, siger Herren, siden I ikke adlød mig og frigav jeres landsmænd, vil jeg ‚frigive’ jer til at blive udryddet ved krig, hungersnød og epidemier. Jeg gør jer til et afskrækkende eksempel for resten af verden. ¹⁸ Fordi I overtrådte den pagt, som I højtideligt indgik i mit nærvær, vil jeg straffe jer. I vil lide samme skæbne som den kalv, I skar i to stykker, så I kunne gå mellem stykkerne, da I bekræftede pagtens ordlyd. ¹⁹ Jeg vil skære jer i stykker, hvad enten I er ledere i Jerusalem og Juda, embedsmænd, præster eller jævne folk, for I har brudt en højtidelig pagt. ²⁰ Jeg vil overgive jer til jeres fjender, og de vil slå jer ihjel. Jeres lig vil blive til føde for gribbe og vilde dyr. ²¹ Jeg vil også udlevere kong Zidkija af Juda og hans embedsmænd til den babyloniske konge. Skønt kongen af Babylon har trukket sig tilbage for en tid, ²² vil jeg atter tilkalde de babyloniske hære, og de vil angribe og erobre denne by og brænde den ned til grunden. Jeg vil også sørge for, at alle Judas byer bliver jævnet med jorden, så de alle bliver folketomme.”

Rekabitternes lydighed og judæernes ulydighed

35 Herren gav mig følgende budskab, dengang Jojakim, Josias’ søn, var konge i Juda:

² „Gå hen i den bydel, hvor rekabitterslægten holder til, og indbyd slægtens overhoveder til at komme op til templet. Når de indfinder sig, skal du føre dem ind i et sideværelse og servere vin for dem.”

³ Så opsøgte jeg Ja’azanja, Jeremjas søn, sønnesøn af Habazzinja, hvorefter jeg førte ham, hans brødre og sønner til templet som repræsentanter for alle rekabitterne. ⁴ Jeg samlede dem i det værelse, hvor profeten Hanan, Jigdaljas søn, underviste sine elever. Det værelse lå ved siden af hofmarskalens værelse, umiddelbart over tempeldørvogteren Ma’asejas, Shallums søns, værelse. ⁵ Jeg satte bægre og vinkarafler frem og indbød dem til at drikke. ⁶ „Nej tak,” sagde de, „vi drikker ikke vin, for vores forfar Jonadab, Rekabs søn, forbød én gang for alle sine efterkommere at drikke vin. ⁷ Ved samme lejlighed advarede han os imod at eje fast ejendom og befalede os at bo i telte i stedet. Han forbød os at bygge huse, plante vinmarker og så korn. Han lovede os, at hvis vi overholdt de regler, ville vi få fremgang i det land, hvor vi bor som nomader. ⁸ Indtil nu har vi gjort, som han sagde, så hverken vi selv, vores koner eller børn har nydt vin. ⁹ Vi har heller ikke bygget huse eller anskaffet os gårde og marker, og vi har hverken dyrket korn eller vin. ¹⁰ Vi har altid levet som nomader i lydighed mod vores forfar Jonadabs ord. ¹¹ Den eneste grund til, at vi nu bor i Jerusalem, er, at vi blev bange, dengang kong Nebukadnezar af Babylonien besatte landet. Derfor flygtede vi ind i byen.”

¹² Da sagde Herren til mig: ¹³ „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Gå ud og sig til Judas og Jerusalems indbyggere: Her har I noget at lære. ¹⁴ Rekabitterne drikker ikke vin, fordi de ønsker at være lydige mod deres forfars befaling. Men hvor er jeres lydighed? Jeg har gang på gang talt til jer, men I nægter at høre efter. ¹⁵ Jeg har sendt den ene profet efter den anden til jer for at få jer til at vende om fra jeres ondskab og afgudsdyrkelse. Og jeg har givet jer det løfte, at I skulle få fred og gode kår i det land, jeg gav til jer og jeres forfædre, hvis I adlød mig. ¹⁶ Men I har nægtet at adlyde mig i modsætning til rekabitterne, der har adlydt deres forfar til punkt og prikke. ¹⁷ Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: Fordi I ikke vil høre på mig og nægter at adlyde mig, vil jeg straffe jer med alle de ulykker, jeg har truet jer med.”

^18-19 Derefter gik jeg tilbage til rekabitterne og sagde: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Fordi I adlød jeres forfar til punkt og prikke, vil Jonadab, Rekabs søn, altid have efterkommere, der tjener mig.”

Kong Jojakim brænder Jeremias’ bogrulle

36 I kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår sagde Herren til mig: ² „Tag en bogrulle og sørg for at få nedskrevet alle mine budskaber om Israel, Juda og de øvrige nationer. Begynd med de budskaber, jeg gav dig tilbage i Josias’ dage, og nedskriv dem alle sammen helt op til i dag. ³ Måske vil Judas folk vende om fra deres ondskab, når de læser om den frygtelige straf, der venter dem. Hvis de omvender sig, vil jeg tilgive dem.”

⁴ Da sendte jeg bud efter Baruk, Nerijas søn, og han nedskrev alle profetierne efter mit diktat.

⁵ Da arbejdet var overstået, sagde jeg til Baruk: „Jeg har ikke lov til at gå op i templet. ⁶ Derfor skal du på den næste fastedag gå op i templet og læse alle budskaberne højt for folket. Den dag vil der være folk samlet fra hele Judas land. ⁷ Måske de så vil vende om fra deres ondskab og bede Herren om tilgivelse, før det er for sent. For Herren har truet sit folk med forfærdelige ting.”

^8-10 Baruk gjorde, som jeg havde bedt ham om. I den niende måned i kong Jojakims femte regeringsår blev der udråbt en faste, og folk fra hele Juda kom til templet for at deltage i højtiden. Da gik Baruk op i templet for at oplæse alle budskaberne i bogrullen. Han placerede sig i den øvre forgård ved indgangen til Den Nye Port, hvor Gemarja, der var søn af statssekretæren Shafan, havde et værelse. Fra det sted kunne alle i tempelforgården høre ham.

¹¹ Da Gemarjas søn, Mika, hørte alle disse budskaber fra Herren, ¹² gik han hen til statssekretærens værelse i kongens palads, hvor landets øverste embedsmænd sad i møde. Blandt de tilstedeværende var sekretæren Elishama; Delaja, søn af Shemaja; Elnatan, søn af Ahbor; Gemarja, søn af Shafan; og Zidkija, søn af Hananja. ¹³ Mika fortalte dem nu om alt det, han havde hørt Baruk læse op for folket. ¹⁴ Derefter sendte embedsmændene en mand ved navn Jehudi hen for at sige til Baruk, at han skulle komme hen til dem med bogrullen. Det gjorde Baruk så. ¹⁵ „Sæt dig ned og læs op for os,” sagde embedsmændene, og Baruk læste for dem.

¹⁶ Da han var færdig, så embedsmændene forfærdede på hinanden og sagde: „Det må vi fortælle kongen.” ¹⁷ Så spurgte de Baruk: „Sig os, hvordan har du fået alt det skrevet ned? Var det Jeremias, der dikterede det for dig?” ¹⁸ „Ja, det var ham, der dikterede for mig, og jeg skrev det hele ned med blæk i denne bogrulle,” svarede Baruk. ¹⁹ „Du og Jeremias må hellere gå under jorden,” sagde embedsmændene til Baruk. „Fortæl ikke nogen, hvor I befinder jer.” ²⁰ Derefter gemte embedsmændene bogrullen i sekretæren Elishamas kontor og gik til kongen for at fortælle ham det hele.

²¹ Kongen sendte straks Jehudi af sted for at hente bogrullen i Elishamas værelse, og Jehudi læste den op for kongen og hans hoffolk. ²² Kongen sad foran ildstedet i paladsets vintersal, for det var koldt i årets niende måned. ²³ Hver gang Jehudi havde læst tre-fire spalter, skar kongen det læste stykke af rullen, og kastede det i ilden. Sådan blev han ved, indtil hele bogrullen var brændt. ²⁴ Hverken kongen eller hans hoffolk viste nogen tegn på forfærdelse over budskaberne, og ingen af dem rev deres klæder itu i fortvivlelse. ²⁵ Elnatan, Delaja og Gemarja bad kongen om endelig ikke at brænde bogrullen, men han hørte ikke på dem. ²⁶ Derefter gav kongen en befaling til Jerahme’el, der var medlem af kongefamilien, samt Seraja, Azriels søn, og Shelemja, Abde’els søn, om at arrestere både mig og Baruk. Men Herren beskyttede os, så vi ikke blev opdaget.

²⁷ Efter at kongen havde brændt bogrullen, sagde Herren til mig: ²⁸ „Få fat i en ny bogrulle og sørg for at få skrevet alle de ord ned, der stod i den første bogrulle, som kongen brændte. ²⁹ Og sig så til kongen: Herren siger: Du brændte bogrullen, fordi der stod, at den babyloniske konge skal ødelægge landet og gøre det folketomt. ³⁰ Derfor siger Herren til dig: Ingen af dine efterkommere får chancen for at blive konge efter dig. Dit lig bliver smidt på jorden og udsat for sol om dagen og frost om natten. ³¹ Jeg vil straffe dig, din familie og dine hoffolk for jeres ondskab. Ja, jeg vil lade alle de ulykker, jeg har truet med, ramme jer og Judas og Jerusalems folk, fordi I ikke ville lytte til mine advarsler.”

³² Så fik jeg fat i en ny bogrulle og begyndte forfra med at diktere budskaberne for Baruk. Alt, hvad der stod i den bogrulle, som kong Jojakim brændte, kom med, ja, endnu mere end før, for der blev gjort adskillige tilføjelser.

Guds fantastiske frelse

2 Derfor skal vi virkelig holde fast ved det budskab, vi har hørt, så vi ikke glider bort fra det. ² De jødiske love, som blev givet til vores forfædre ved engles medvirken, var yderst alvorlige og vigtige, og når nogen var ulydige og overtrådte dem, fik de straf som fortjent. ³ Hvordan skulle vi så kunne undgå at blive straffet, hvis vi ikke tager budskabet om Guds fantastiske frelse alvorligt? Det budskab blev jo forkyndt af Herren Jesus selv og siden givet videre til os af dem, der selv havde hørt ham. ⁴ Desuden har Gud bekræftet budskabet ved tegn og undere og mange forskellige mirakler og ved de åndelige gaver, som Gud efter sin egen plan deler ud til de troende.

Jesus måtte blive menneske og dø, for at vi kunne genvinde vores ære og værdighed som Guds børn

⁵ Det bliver heller ikke engle, men mennesker, der får magten i den nye verden, som vi har hørt skal komme engang. ⁶ Der står et sted i Skriften:

Når der står, at mennesket blev sat som hersker over alle ting, så betyder det alle ting uden undtagelse. Det er endnu ikke blevet opfyldt. ⁹ Men vi kan se, at Jesus, som for en kort tid blev sat på et lavere niveau end englene, nu har fået kongelig ære og værdighed, efter at han var villig til at lide og dø. Han led og døde, for at Guds nåde og kærlighed kunne komme os alle til gode.

¹⁰ Gud, som har skabt hele verden med et bestemt mål for øje, havde besluttet, at Jesus skulle nå fuldendelsen gennem lidelser. Da han led på korset, åbnede han døren til vores frelse og skabte muligheden for, at mange mennesker kan opleve den herlighed, det er at blive Guds børn. ¹¹ Både han, der banede vejen til frelse, og vi, der fulgte vejen, har samme Far. Derfor er Jesus heller ikke bange for at kalde os for sine venner,^{[b] 12} som der står skrevet:

¹³ Endvidere står der: „Jeg sætter al min lid til ham.”^[d] Og det fortsætter: „Her er jeg sammen med de børn, som Gud gav mig.”

¹⁴ Da nu de børn, der er tale om, er mennesker af kød og blod, var han nødt til selv at blive et menneske af kød og blod, for at han ved sin død kunne erobre magten fra ham, som ellers var herre over døden, nemlig Djævelen. ¹⁵ Således satte han menneskene fri fra dødsangstens tyranni, som de ellers skulle leve under hele livet. ¹⁶ Det er jo ikke engle, han er kommet for at hjælpe, men dem, der er børn af Abraham.^{[e] 17} Derfor var han nødt til på enhver måde at blive som os, så han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst i tjenesten for Gud og dermed gøre forsoning mulig for alle mennesker. ¹⁸ Fordi han selv måtte igennem prøvelser og lidelser, er han i stand til at hjælpe dem, der står midt i prøvelserne.