Old/New Testament
Straf, smerte og håbløshed
3 Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor.
2 „Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke.
3 Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang.
4 Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser.
5 Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider.
6 Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven.
7 Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri.
8 Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner.
9 Der er ingen vej ud af mit fængsel, for enhver flugtvej er spærret af forhindringer.
10 En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig.
11 Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker.
12 Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive.
13 Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte.
14 Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang.
15 Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte.
16 Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden.
17 Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til.
18 Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig.
Herrens trofasthed, nåde og almagt
19 Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte.
20 Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.
21 Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved:
22 Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op.
23 Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.
24 „Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.”
25 Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar.
26 Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind.
27 I ungdommen må man lære at bære sit åg.[a]
28 Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed.
29 Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning.
30 Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser.
31 Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt.
32 Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed.
33 Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.
34 Mon Herren ikke ser, når et land mishandler sine fanger?
35 Mon Herren ikke ser, når nogen dømmes uretfærdigt?
36 Mon Herren ikke ser, når et menneske fratages sine rettigheder?
37 Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det.
38 Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet, kommer begge dele fra Herren.
39 Nu kan vi lige så godt se i øjnene, at vi straffes for vore egne synder.
Omvendelse og syndserkendelse
40 Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde.
41 Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen.
42 Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe.
43 På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel.
44 Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky.
45 Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt.
46 Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os.
47 Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner.
48 Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer.
49 Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.
50 Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.
51 Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.
52 Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget.
53 Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten.
54 Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: „Det er ude med mig!”
Bøn om hjælp og straf over fjenderne
55 Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.
56 Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner.
57 Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!”
58 Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.
59 Vær min dommer, Herre, og døm mine fjender for deres ondskab imod mig.
60 Vend dig mod mine fjender, alle dem, der vendte sig mod mig.
61 Øgenavne brugte de imod mig, Herre, du kender deres ondskabsfulde tanker.
62 De håner mig dagen lang og lægger hele tiden nye planer imod mig.
63 Hør, hvor de håner mig. Fra morgen til aften er jeg skydeskive for deres spot.
64 Åh, Herre, de fortjener, at du straffer dem for alt det onde, de har gjort.
65 Gør dem ude af sig selv af rædsel, udøs din forbandelse over dem.
66 Forfølg dem i din vrede og udslet dem. Udryd dem fra jordens overflade.
Hungersnødens gru
4 Ak, Jerusalems guldklumper har mistet deres herlighed.
Hendes hellige øjestene ligger og vansmægter på hvert gadehjørne.
2 Byens befolkning var deres vægt værd i guld,
men nu ligger de som værdiløse lerkar, en pottemagers værk.
3 De vilde sjakaler giver deres unger die,
men mit folks mødre er følelseskolde som ørkenens strudse.
4 Ethvert spædbarn skriger af tørst med tungen klæbende til ganen.
Småbørn tigger om mad, men ingen har noget at give.
5 Folk, som var vant til festmiddage, er nu ved at forgå af sult.
De, som levede i luksus, roder nu efter føde i rendestenen.
6 Går det ikke mit folk værre end Sodomas indbyggere?
De døde dog på et øjeblik ved Herrens direkte indgreb.
7 Hendes fyrster havde hud som silke og struttede af sundhed,
deres ansigter var rødmossede og håret skinnede så smukt.
8 Ingen ville kunne genkende dem nu, hvis de mødte dem på gaden,
for de er det rene skind og ben med ansigter sorte som sod.
9 Ja, hellere dræbes af sværdet, end at dø langsomt af sult,
fordi madforsyninger ikke kan komme ind i byen.
10 Kan man forestille sig, hvad der sker med en kærlig mor,
som tvinges til at koge og spise sine børn for at overleve?
11 Landet er lamslået over Herrens forfærdelige vrede.
Jerusalem er ødelagt og brændt ned til grunden.
12 Man mente ikke, det kunne lade sig gøre at indtage Jerusalem.
Ingen af jordens konger troede, det var muligt.
13 Nedsablingen skete, fordi profeter og præster havde syndet.
De havde myrdet uskyldige folk midt i Herrens hellige by.
14 Overalt i byen raver folk rundt i blinde.
De kan ikke undgå at røre ved blod, og derfor er de urene.
15 „Pas på!” advarer folk hinanden, „der kommer en uren!”
Flygter de, siger de fremmede folkeslag: „Her kan I ikke bo!”
16 Respekt for præsterne og landets ledere hører fortiden til,
for Herren har slået hånden af dem og spredt dem for alle vinde.
17 Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves.
Ingen af vores allierede havde magt til at redde os.
18 Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi.
Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt.
19 Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe.
De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.
20 Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde,
han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende.
21 Østpå glæder I jer, Edoms folk, for denne gang var det ikke jer, der blev ramt.
Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin, så I mister besindelsen.
22 Åh, Jerusalem, din straf var hård, men en dag bliver du genoprettet.
Edoms folk, derimod, vil blive straffet, fordi de svigtede os.
De efterladte indbyggeres sorg og bøn om genoprettelse
5 Herre, tænk på, hvor meget vi har lidt.
Glem ikke al den foragt, vi har måttet tåle.
2 Det land, du gav os, er fyldt med fremmede,
udlændinge overtog vores ejendom.
3 Vi er forældreløse, vore fædre er døde,
og vore mødre sidder tilbage som enker.
4 Selv vandet, vi drikker, må vi købe,
og vi betaler for brændsel i dyre domme.
5 Vi træller under vore fjenders tyranni,
vi er trætte af slid og slæb, og åget trykker os.
6 Vi har måttet underlægge os Egypten og Assyrien
for at have mad at spise.
7 Vore forfædre syndede, men nu er de døde,
så det er os, der må bære straffen.
8 Et slavefolk er blevet herrer over os,
og der er ingen til at redde os.
9 Vi må hente vores føde langvejsfra
og risikere at blive overfaldet på vejen.
10 Vores hud er blevet mørk af solen,
og sulten brænder i os.
11 I Jerusalem voldtager de vore kvinder,
og vore unge piger krænkes i Judas byer.
12 Vore ledere henrettede de ved hængning,
gamle folk viste de ikke medynk.
13 Vore unge mænd må nu trække kværnen,
vore drenge segner under byrder af brænde.
14 De gamle forsvandt fra byens torve,
de unges muntre musik er forstummet.
15 Vi har alle mistet vores livsglæde,
den lystige dans er afløst af sorg.
16 Vi har intet mere at være stolte af.
Vi har syndet og har det elendigt.
17 Vore hjerter er fyldt med sorg,
vi kan dårligt se ud af øjnene for tårer.
18 Vi græder over Zions bjerg, hvor templet lå,
nu strejfer sjakaler om i ruinerne.
19 Herre, du er dog for evigt den samme.
Dit herredømme varer fra slægt til slægt.
20 Vil du for evigt glemme os?
Hvor længe skal vi vente på din frelse?
21 Drag os tilbage til dig, så vi omvender os.
Giv os en ny chance, så alt bliver som før.
22 Eller har du fuldstændig forkastet os?
Er din vrede som en bundløs afgrund?
En åben dør ind til Guds nærvær
19 Fordi Jesus ofrede sig selv for os, kære venner, kan vi nu uden frygt bevæge os helt ind i det allerhelligste rum, hvor Guds strålende nærvær er. 20 Det er noget helt nyt, at vi har direkte adgang til Gud i det allerhelligste rum inde bag forhænget, og Jesus er selv den levende vej, som fører derind. 21 Da vi nu som Guds folk har en så fantastisk ypperstepræst, 22 så lad os med oprigtigt hjerte og i troens faste overbevisning gå ind i Guds nærvær. Vi har jo fået en ren samvittighed, efter at vi er blevet bestænkede med Jesu blod, og efter at vi er blevet renset med rent vand.
Advarsel mod frafald
23 Lad os urokkeligt holde fast ved det håb om evigt liv, vi er kommet til tro på. Gud er nemlig trofast og holder, hvad han har lovet! 24 Lad os tage os af hinanden og opmuntre hinanden til at vise kærlighed og gøre godt. 25 Lad os ikke forlade det kristne fællesskab, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden til ikke at falde fra—især nu, hvor vi kan se, at tiden for hans genkomst nærmer sig.
26 For hvis nogle på trods af at være nået til fuld forståelse af sandheden alligevel med fuldt overlæg lever i synd, findes der ikke noget andet offer, som kan rense dem for synden. 27 De må leve med en frygtelig forventning om Guds dom og den flammende ild, som vil fortære alle, der sætter sig op imod Gud. 28 De, der under den gamle pagt satte sig op imod Guds lov, blev uden barmhjertighed dræbt, hvis der var to eller tre vidner til deres synd. 29 Hvor meget strengere straf venter da ikke dem, som tramper på Guds Søn, som ringeagter den tilgivelse, de selv har modtaget ved Jesu blod, og som viser foragt for nådens Ånd. 30 Vi kender jo ham, der sagde: „Det er mit ansvar at straffe dem.” Han sagde også: „Herren vil dømme sit folk.”[a] 31 Det er frygteligt at komme under den levende Guds dom.
Om at have frimodighed og udholdenhed
32 Tænk på den første tid, da I lige havde modtaget sandhedens lys. I holdt ud gennem forfølgelse og mange lidelser. 33 Somme tider blev I offentligt gjort til grin og mishandlet, og andre gange stillede I jer solidarisk med dem, der oplevede den slags ting. 34 I følte med dem, der blev kastet i fængsel, og I kunne med sindsro se på, at alle jeres ejendele blev taget fra jer, for I vidste, at noget bedre ventede jer i den kommende verden, hvor de vedvarende værdier findes.
35 Hold fast på jeres frimodighed, for med den har I udsigt til en stor belønning. 36 I har brug for udholdenhed for at kunne gøre Guds vilje og få det, som Gud har lovet jer. 37 Der er ikke så lang tid tilbage. Skriften siger: „Han, som skal komme, vil komme, og han kommer ikke for sent. 38 Den retskafne får livet ved sin tro. De, der vender sig væk fra mig, har jeg ikke behag i.”[b]
39 Men vi hører ikke til dem, der vender sig væk fra Gud og fortabes. Nej, vi hører til dem, der tror og får det evige liv.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.