M’Cheyne Bible Reading Plan

4 Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at Herren ikke har åbenbaret sig for mig?" ² Da sagde Herren til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han svarede: "En Stav!" ³ Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den. ⁴ Og Herren sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!" Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd. ⁵ "For at de nemlig kan tro, at Herren, deres Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig." ⁶ Og Herren sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed. ⁷ Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den igen som hans øvrige Legeme. ⁸ "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første Tegn, så vil de tro det sidste; ⁹ men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."

¹⁰ Men Moses sagde til Herren: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig." ¹¹ Da svarede Herren ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, Herren? ¹² Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du skal sige!" ¹³ Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!" ¹⁴ Da blussede Herrens Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig. Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde sig i sit Hjerte, når han ser dig; ¹⁵ du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre. ¹⁶ Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund, og du skal være som Gud for ham. ¹⁷ Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"

¹⁸ Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort i Fred!" ¹⁹ Da sagde Herren til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten, thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde." ²⁰ Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden. ²¹ Men Herren sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten, så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans Hjerte, så han ikke lader Folket rejse. ²² Og da skal du sige til Farao: Så siger Herren: Israel er min førstefødte Søn; ²³ men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte Søn!"

²⁴ Men undervejs, i Natteherberget, kom Herren imod ham og vilde dræbe ham. ²⁵ Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en Blodbrudgom!" ²⁶ Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet "Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.

²⁷ Derpå sagde Herren til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham. ²⁸ Og Moses fortalte Aron om alt, hvad Herren havde pålagt ham, og om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre. ²⁹ Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes Ældste sammen; ³⁰ og Aron fortalte alt, hvad Herren havde sagt til Moses, og denne gjorde Tegnene i Folkets Påsyn. ³¹ Da troede Folket, og da de hørte, at Herren havde givet Agt på Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og tilbad.

7 Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Påhør, gik han ind i Kapernaum. ² Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at dø. ³ men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans Tjener. ⁴ Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: "Han er vel værd, at du gør dette for ham; ⁵ thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os." ⁶ Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: "Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit Tag. ⁷ Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til dig; men sig det med et Ord, så bliver min Dreng helbredt. ⁸ Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør dette! så gør han det." ⁹ Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: "Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro." ¹⁰ Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener sund.

¹¹ Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain, og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham. ¹² Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død båren ud, som var sin Moders enbårne Søn, og hun var Enke; og en stor Skare fra Byen gik med hende. ¹³ Og da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: "Græd ikke!" ¹⁴ Og han trådte til og rørte ved Båren; men de, som bare, stode stille, og han sagde: "du unge Mand, jeg siger dig, stå op!" ¹⁵ Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans Moder. ¹⁶ Men Frygt betog alle, og de priste Gud og sagde: "Der er en stor Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk." ¹⁷ Og denne Tale om ham kom ud i hele Judæa og i hele det omliggende Land.

¹⁸ Og Johannes's Disciple fortalte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig ¹⁹ og sendte dem til Herren og lod sige: "Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?" ²⁰ Og da Mændene kom til ham, sagde de: "Johannes Døberen har sendt os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?" ²¹ I den samme Time helbredte han mange for Sygdomme og Plager og onde Ånder og skænkede mange blinde Synet. ²² Og han svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder Johannes de Ting, som I have set og hørt: Blinde se, lamme gå, spedalske renses, døve høre, døde stå op, Evangeliet forkyndes for fattige; ²³ og salig er den, som ikke forarges på mig." ²⁴ Men da Johannes's Sendebud vare gåede bort, begyndte han at sige til Skarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? ²⁵ Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som leve i prægtige Klæder og i Vellevned, ere i Kongsgårdene. ²⁶ Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet! ²⁷ Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. ²⁸ Jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Profet end Johannes; men den mindste i Guds Rige er større end han. ²⁹ Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet de bleve døbte med Johannes's Dåb. ³⁰ Men Farisæerne og de lovkyndige have foragtet Guds Råd med dem selv, idet de ikke bleve døbte af ham.

³¹ Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne de? ³² De ligne Børn, som sidde på Torvet og råbe til hverandre og sige: Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang Klagesange for eder, og I græd ikke. ³³ Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak Vin, og I sige: Han er besat. ³⁴ Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! ³⁵ Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn!"

³⁶ Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords. ³⁷ Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabastkrukke med Salve; ³⁸ og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven. ³⁹ Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved sig selv: "Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en Synderinde." ⁴⁰ Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Simon! jeg har noget at sige dig." Men han siger: "Mester, sig frem!" ⁴¹ "En Mand, som udlånte Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem Hundrede Denarer skyldig. men den anden halvtredsindstyve. ⁴² Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?" ⁴³ Simon svarede og sagde: "Jeg holder for, den, hvem han eftergav mest?" Men han sagde til ham: "Du dømte ret." ⁴⁴ Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hår. ⁴⁵ Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine Fødder, fra jeg kom herind. ⁴⁶ Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve. ⁴⁷ Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte, eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker lidet." ⁴⁸ Men han sagde til hende: "Dine Synder ere forladte!" ⁴⁹ Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig selv: "Hvem er denne, som endog forlader Synder?" ⁵⁰ Men han sagde til Kvinden: "Din Tro har frelst dig, gå bort med Fred!"

21 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver! ³ Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne! ⁴ Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig? ⁵ Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund! ⁶ Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven: ⁷ De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft? ⁸ Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne; ⁹ deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke; ¹⁰ ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke; ¹¹ de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret; ¹² de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner; ¹³ de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, ¹⁴ skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst! ¹⁵ Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?" ¹⁶ Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt? ¹⁷ Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede, ¹⁸ så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort? ¹⁹ Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det, ²⁰ lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke! ²¹ Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet? ²² Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner? ²³ En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger: ²⁴ hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv; ²⁵ med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke; ²⁶ de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme! ²⁷ Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig, ²⁸ når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?" ²⁹ Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser: ³⁰ Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag. ³¹ Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør? ³² Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt; ³³ i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham. ³⁴ Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!

8 Men hvad Kødet fra Afgudsofrene angår, da vide vi, fordi vi alle have Kundskab (Kundskaben opblæser, men Kærligheden opbygger. ² Dersom nogen tykkes at kende noget, han kender endnu ikke således, som man bør kende. ³ Men dersom nogen elsker Gud, han er kendt af ham.) ⁴ Hvad altså Spisningen af Offerkødet angår, da vide vi, at der er ingen, Afgud i Verden, og at der ingen Gud er uden een. ⁵ Thi om der end er såkaldte Guder, være sig i Himmelen eller på Jorden, som der jo er mange Guder og mange Herrer, ⁶ så er der for os dog kun een Gud, Faderen, af hvem alle Ting ere, og vi til ham, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle Ting ere, og vi ved ham.

⁷ Dog ikke alle have den Kundskab. Men der er nogle, som ifølge deres hidtidige Afgudsvane spise det som Afgudsofferkød, og deres Samvittighed, som er skrøbelig, besmittes. ⁸ Men Mad skal ikke bestemme vor Stilling over for Gud; hverken have vi Fortrin, om vi spise, eller stå tilbage, om vi ikke spise. ⁹ Men ser, til, at ikke denne eders Frihed skal blive til Anstød for de skrøbelige! ¹⁰ Thi dersom nogen ser dig, som har Kundskab, sidde til Bords i et Afgudshus, vil så ikke Samvittigheden hos den, som er skrøbelig, blive opbygget til at spise Afgudsofferkødet? ¹¹ Den skrøbelige går jo til Grunde ved din Kundskab, Broderen, for hvis Skyld Kristus er død. ¹² Men når I således Synde imod Brødrene og såre deres skrøbelige Samvittighed, Synde I imod Kristus. ¹³ Derfor, om Mad forarger min Broder, vil jeg aldrig i Evighed spise Kød, for at jeg ikke skal forarge min Broder.