M’Cheyne Bible Reading Plan

1 Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til Ægypten med deres Familier: ² Ruben, Simeon, Levi og Juda, ³ Issakar, Zebulon og Benjamin, ⁴ Dan og Naftali, Gad og Aser. ⁵ Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef var i Ægypten. ⁶ Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette Slægtled. ⁷ Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.

⁸ Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef; ⁹ og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og stærkere end vi. ¹⁰ Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader Landet!" ¹¹ Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og Ra'amses. ¹² Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne. ¹³ Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde ¹⁴ og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at udføre for sig.

¹⁵ Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua: ¹⁶ "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er det et Pigebarn, lad det så leve!" ¹⁷ Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve. ¹⁸ Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem: "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene leve?" ¹⁹ Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen kommer til dem, har de allerede født!" ²⁰ Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og såre talrigt; ²¹ og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham. ²² Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene skal I lade leve!"

4 Men Jesus vendte tilbage fra Jorden fuld af den Helligånd og blev ført af Ånden i Ørkenen ² i fyrretyve Dage, medens han blev fristet af Djævelen. Og han spiste intet i de Dage; og da de havde Ende, blev han hungrig. ³ Og Djævelen sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da sig til denne Sten, at den skal blive Brød." ⁴ Og Jesus svarede ham: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene." ⁵ Og han førte ham op og viste ham alle Verdens Riger i et øjeblik. ⁶ Og Djævelen sagde til ham: "Dig vil jeg give hele denne Magt og deres Herlighed; thi den er mig overgiven, og jeg giver den, til hvem jeg vil. ⁷ Dersom du altså vil tilbede mig, skal den helt tilhøre dig." ⁸ Og Jesus svarede ham og sagde: "Der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." ⁹ Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham på Helligdommens Tinde og sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra; ¹⁰ thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, at de skulle bevare dig, ¹¹ og at de skulle bære dig på Hænderne, for at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten." ¹² Og Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke friste Herren din Gud." ¹³ Og da Djævelen havde endt al Fristelse, veg han fra ham til en Tid.

¹⁴ Og Jesus vendte i Åndens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om ham kom ud i hele det omliggende Land. ¹⁵ Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle. ¹⁶ Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at forelæse. ¹⁷ Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op; fandt han det Sted, hvor der stod skrevet: ¹⁸ "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres Syn, for at sætte plagede i Frihed, ¹⁹ for at forkynde et Herrens Nådeår." ²⁰ Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede på ham. ²¹ Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået i Opfyldelse for eders Øren." ²² Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?" ²³ Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum." ²⁴ Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland. ²⁵ Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder, den Gang der var en stor Hunger i hele Landet; ²⁶ og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. ²⁷ Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman." ²⁸ Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte dette. ²⁹ Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at styrte ham ned. ³⁰ Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.

³¹ Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem på Sabbaterne. ³² Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale var med Myndighed. ³³ Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Ånd, og han råbte med høj Røst: ³⁴ "Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds hellige." ³⁵ Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" Og den onde Ånd kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen Skade. ³⁶ Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og sagde "Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene Ånder med Myndighed og Kraft, og de fare ud?" ³⁷ Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land.

³⁸ Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for hende. ³⁹ Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op. ⁴⁰ Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle Hånde Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne på hver enkelt af dem og helbredte dem ⁴¹ Også onde Ånder fore ud al mange, råbte og sagde: "Du er Guds Søn;" og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus.

⁴² Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt på ham, for at han ikke skulde gå fra dem. ⁴³ Men han sagde til dem: "Også for de andre Byer bør jeg forkynde Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt." ⁴⁴ Og han prædikede i Galilæas Synagoger.

18 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: ² "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale! ³ Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

⁵ Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys; ⁶ Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham; ⁷ hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd; ⁸ thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem, ⁹ Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast; ¹⁰ Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti; ¹¹ Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt: ¹² Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald: ¹³ Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer; ¹⁴ han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge; ¹⁵ i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig; ¹⁶ nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene; ¹⁷ hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn; ¹⁸ man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig; ¹⁹ i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage; ²⁰ de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel. ²¹ Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!

5 I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det sådan Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med sin Faders Hustru. ² Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den, som har gjort denne Gerning, måtte udstødes af eders Midte! ³ Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med Ånden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom over ham, som på sådan, Vis har bedrevet dette, ⁴ at, når i vor Herres Jesu Navn I og min Ånd ere forsamlede, så med vor Herres Jesu Kraft ⁵ at overgive den pågældende til Satan til Kødets Undergang, for af Ånden kan frelses på den Herres Jesu dag. ⁶ Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en liden Surdejg syrer hele Dejgen? ⁷ Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg, ligesom I jo ere usyrede;thi også vort Påskelam er slagtet, nemlig Kristus. ⁸ Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.

⁹ Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige, ¹⁰ ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers måtte I jo gå ud af Verden. ¹¹ Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. ¹² Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor? ¹³ Men dem udenfor skal Gud dømme.Bortskaffer den onde fra eder selv!