M’Cheyne Bible Reading Plan
45 Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre. 2 Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det spurgtes i Faraos Hus; 3 og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var de for ham. 4 Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte til Ægypten; 5 men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde Liv; 6 i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu skal der hverken pløjes eller høstes; 7 derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og holdes i Live. 8 Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til Hersker over hele Ægypten. 9 Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom uden Tøven ned til mig 10 og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og har; 11 der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører dig til, skal gå til Grunde! 12 Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er mig, der taler til eder; 13 og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min Fader herned." 14 Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin græd i hans Arme. 15 Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu kunde hans Brødre tale med ham.
16 Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og Farao og hans Tjenere glædede sig derover: 17 og Farao sagde til Josef: "Sig til dine Brødre: Således skal I gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land, 18 hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, så vil jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde Landets Fedme. 19 Byd dem at gøre således: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid; 20 bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele Ægypten, skal være eders!" 21 Det gjorde Israels Sønner så. Og efter Faraos Bud gav Josef dem Vogne og Rejsekost med; 22 hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han 300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder; 23 og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og Rejsetæring til Faderen. 24 Så tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han til dem: "Kives ikke på Vejen!"
25 Således drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i Kana'ans Land; 26 og de fortalte ham det og sagde: "Josef lever endnu, og han er Hersker over hele Ægypten." Men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke. 27 Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes deres Fader Jakobs Ånd atter; 28 og Israel sagde: "Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!"
15 Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Råd med de Ældste og de skriftkloge, hele Rådet, bandt de Jesus og førte ham bort og overgave ham til Pilatus. 2 Og Pilatus spurgte ham: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." 3 Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget. 4 Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: "Svarer du slet intet? Se, hvor meget de anklage dig for!" 5 Men Jesus svarede ikke mere noget, så at Pilatus undrede sig. 6 Men på Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de forlangte. 7 Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de Oprørere, som under Oprøret havde begået Mord 8 Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for dem, som han plejede. 9 Men Pilatus svarede dem og sagde: "Ville I, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?" 10 Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne havde overgivet ham. 11 Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han hellere skulde løslade dem Barabbas. 12 Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: "Hvad ville I da, jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?" 13 Men de råbte atter: "Korsfæst ham!" 14 Men Pilatus sagde til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte højlydt: "Korsfæst ham!" 15 Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes.
16 Men Stridsmændene førte ham ind i Gården, det vil sige Borgen, og de sammenkalde hele Vagtafdelingen. 17 Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte den på ham. 18 Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!" 19 Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og faldt på Knæ og tilbade ham. 20 Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste ham.
21 Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til af bære hans Kors. 22 Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt: "Hovedskalsted" 23 Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke. 24 Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om dem, hvad enhver skulde tage. 25 Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham. 26 Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var påskreven således: "Jødernes Konge". 27 Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og en ved hans venstre Side. 28 Og Skriften blev opfyldt, som siger: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere." 29 Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres Hoveder og sagde: "Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage; 30 frels dig selv ved at stige ned af Korset!" 31 Ligeså spottede også Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de skriftkloge og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. 32 Kristus, Israels Konge - lad ham nu stige ned af Korset, for at vi kunne se det og, tro!" Også de, som vare korsfæstede med ham, hånede ham. 33 Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. 34 Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eloi! Eloi! Lama Sabaktani?" det er udlagt: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?" 35 Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: "Se; han kalder på Elias." 36 Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke og sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at tage ham ned." 37 Men Jesus råbte med høj Røst og udåndede.
38 Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst. 39 Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, så, af han udåndede på denne Vis, sagde han: "Sandelig, dette Menneske var Guds Søn." 40 Men der var også Kvinder, som så til i Frastand, iblandt hvilke også vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's Moder, og Salome, 41 hvilke også fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som vare gåede op til Jerusalem med ham.
42 Og da det allerede var blevet Aften, (thi det var Beredelsesdag, det er Forsabbat,) 43 kom Josef fra Arimathæa, en anset Rådsherre, som også selv forventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om Jesu Legeme. 44 Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være død, 45 og han hidkaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han allerede nogen Tid havde været død; og da han fik det at vide af Høvedsmanden, skænkede han Josef Liget. 46 Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe, og han, væltede en Sten for Indgangen til Graven. 47 Men Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, så, hvor ham blev lagt.
11 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: 2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? 3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" 5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, 6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! 7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? 8 Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? 9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. 10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? 11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, 12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. 13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, 14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, 16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; 17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. 18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. 20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
15 Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og ikke være os selv til Behag. 2 Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til Opbyggelse. 3 Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er skrevet: "Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig." 4 Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og Skrifternes Trøst. 5 Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, 6 for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader. 7 Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds Ære. 8 Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til Fædrene; 9 men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som der er skrevet: "Derfor vil jeg bekende dig iblandt Hedninger og lovsynge dit Navn," 10 Og atter siges der: "Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!" 11 Og atter: "Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle prise ham." 12 Og atter siger Esajas: "Komme skal Isajs Rodskud og han, der rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger håbe." 13 Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft!
14 Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand til også at påminde hverandre. 15 Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud 16 til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd. 17 Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud. 18 Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers Lydighed, ved Ord og Handling, 19 ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til fulde forkyndt Kristi Evangelium; 20 dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg,ikke skal bygge på en andens Grundvold, 21 men, som der er skrevet: "De, for hvem der ikke blev kundgjort om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå."
22 Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme til eder. 23 Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har haft Længsel efter at komme til eder, 24 vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos eder. 25 Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige. 26 Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem. 27 De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere de også skyldige at tjene dem med de timelige. 28 Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem, vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien. 29 Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med Kristi Velsignelses Fylde.
30 Men jeg formaner eder,Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig til Gud, 31 for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde til Jerusalem må blive de hellige kærkomment, 32 for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og vederkvæges med eder. 33 Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.