M’Cheyne Bible Reading Plan

3 Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til Guds Bjerg Horeb. ² Da åbenbarede Herrens Engel sig for ham i en Ildslue, der slog ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret. ³ Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue, hvorfor Tornebusken ikke brænder op." ⁴ Men da Herren så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er jeg!" ⁵ Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder, thi det Sted, du står på, er hellig Jord!" ⁶ Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for at skue Gud.

⁷ Derpå sagde Herren: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser; ⁸ og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og Jebusiternes Egn. ⁹ Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem. ¹⁰ Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk, Israeliterne, ud af Ægypten!" ¹¹ Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?" ¹² Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!" ¹³ Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7" ¹⁴ Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"

¹⁵ Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til Israeliterne: Herren, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt. ¹⁶ Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: Herren, eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man har gjort imod eder i Ægypten, ¹⁷ og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning! ¹⁸ De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til Ægypterkongen, og I skal sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til Herren vor Gud! ¹⁹ Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage bort uden med Magt; ²⁰ men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov til at drage af Sted. ²¹ Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I, når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder. ²² Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra Ægypterne."

6 Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste. ² Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre på Sabbaten?" ³ Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? ⁴ hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene." ⁵ Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over Sabbaten."

⁶ Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen. ⁷ Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for. ⁸ Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han rejste sig og stod frem. ⁹ Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?" ¹⁰ Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den anden. ¹¹ Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de skulde gøre ved Jesus.

¹² Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud. ¹³ Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv af dem, hvilke han også kaldte Apostle: ¹⁴ Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus ¹⁵ og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes Zelotes, ¹⁶ Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.

¹⁷ Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon, ¹⁸ som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder; ¹⁹ og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte alle.

²⁰ Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige ere I fattige, thi eders er Guds Rige. ²¹ Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle le. ²² Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld. ²³ Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne. ²⁴ Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst. ²⁵ Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. ²⁶ Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.

²⁷ Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem godt, som hade eder; ²⁸ velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke eder. ²⁹ Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til; og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke Kjortelen! ³⁰ Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er, kræve du det ikke igen! ³¹ Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså skulle også I gøre imod dem! ³² Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere elske dem, som dem elske. ³³ Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme. ³⁴ Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen. ³⁵ Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde. ³⁶ Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.

³⁷ Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder; ³⁸ giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder igen." ³⁹ Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven? ⁴⁰ En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt færdig, skal være som sin Mester. ⁴¹ Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var? ⁴² Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders Øje.

⁴³ Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet råddent Træ, som bærer god Frugt ⁴⁴ Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en Tornebusk. ⁴⁵ Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd, og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi af Hjertets Overflødighed taler hans Mund.

⁴⁶ Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg siger? ⁴⁷ Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem, hvem han er lig, skal jeg vise eder. ⁴⁸ Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom, styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi det var bygget godt. ⁴⁹ Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske, der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev stort."

20 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde ² "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig; ³ til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

⁴ Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden, ⁵ at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket? ⁶ Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky, ⁷ som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?" ⁸ Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort; ⁹ Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen. ¹⁰ Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage. ¹¹ Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet. ¹² Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge, ¹³ sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane, ¹⁴ så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham; ¹⁵ Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug, ¹⁶ han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel; ¹⁷ han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde; ¹⁸ han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods. ¹⁹ Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget. ²⁰ Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke; ²¹ ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke; ²² midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham. ²³ For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham. ²⁴ Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen; ²⁵ en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler, ²⁶ idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt. ²⁷ Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham. ²⁸ Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag. ²⁹ Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!

7 Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde; ² men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand. ³ Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden. ⁴ Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. ⁵ Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende. ⁶ Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. ⁷ Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.

⁸ Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg. ⁹ Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde.

¹⁰ Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.

¹² Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade han hende ikke! ¹³ Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, så forlade hun ikke Manden! ¹⁴ Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige. ¹⁵ Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred. ¹⁶ Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru? ¹⁷ Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne. ¹⁸ Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære! ¹⁹ Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud. ²⁰ Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet! ²¹ Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf! ²² Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl. ²³ Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle! ²⁴ I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han for Gud!

²⁵ Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har forundt at være troværdig. ²⁶ Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende Nød er godt for et Menneske at være således, som han er. ²⁷ Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du ikke bunden, da søg ikke en Hustru! ²⁸ Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i Kødet. Men jeg skåner eder. ²⁹ Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de ingen have, ³⁰ og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig, som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke besidde, ³¹ og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den; thi denne Verdens Skikkelse forgår. ³² Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren; ³³ men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. ³⁴ Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden. ³⁵ Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig Vedhængen ved Herren. ³⁶ Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil, han synder ikke; lad dem gifte sig! ³⁷ Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at holde sin Datter ugift, han gør vel. ³⁸ Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som ikke bortgifter hende, gør bedre.

³⁹ En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun at det sker i Herren. ⁴⁰ Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er, efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd.