M’Cheyne Bible Reading Plan

42 Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til sine Sønner: "Hvad venter I efter?" ² Og han sagde: "Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!" ³ Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten; ⁴ men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre, thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke.

⁵ Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner; thi der var Hungersnød i Kana'ans Land. ⁶ Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede sig til Jorden for ham. ⁷ Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: "Hvorfra kommer I?" De svarede: "Fra Kana'ans Land for at købe Føde!" ⁸ Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham. ⁹ Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han sagde til dem; "I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet er åbent!" ¹⁰ De svarede: "Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde! ¹¹ Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk. dine Trælle er ikke Spejdere!" ¹² Men han sagde: "Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er åbent!" ¹³ De svarede: "Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader, og een er ikke mere!" ¹⁴ Men Josef sagde til dem: "Det er, som jeg siger eder: I er Spejdere! ¹⁵ Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid! ¹⁶ Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever, Spejdere!" ¹⁷ Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage.

¹⁸ Men Tredjedagen sagde Josef til dem: "Vil I beholde Livet, så skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud: ¹⁹ Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med Korn til at stille Hungeren i eders Huse; ²⁰ og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå til Troende, og I skal slippe for at dø!" Og således gjorde de. ²¹ Da sagde de til hverandre: "Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne Vånde!" ²² Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: "Sagde jeg eder ikke dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre; se, nu kræves hans Blod!" ²³ Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved Tolk; ²⁴ og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres Øjne.

²⁵ Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og således skete det. ²⁶ Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort. ²⁷ Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken; ²⁸ og han sagde til sine Brødre: "Mine Penge er kommet igen; se, de er i min Sæk!" Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så forfærdede på hverandre og sagde: "Hvad har Gud dog gjort imod os!"

²⁹ Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land, fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde: ³⁰ "Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet; ³¹ men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere; ³² vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans Land. ³³ Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem! ³⁴ Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet."

³⁵ Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk; og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede. ³⁶ Og deres Fader Jakob sagde til dem: "I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det går alt sammen ud over mig!" ³⁷ Så sagde Ruben til sin Fader: "Du må tage mine to Sønners Liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!" ³⁸ Men han sagde: "Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned i Dødsriget med Sorg!"

³⁹ Men Hungersnøden var hård i Landet;

12 Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands. ² Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter. ³ Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. ⁴ Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. ⁵ Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. ⁶ Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn." ⁷ Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor." ⁸ Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingården. ⁹ Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingårdsmændene og give Vingården til andre. ¹⁰ Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? ¹¹ Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne." ¹² Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.

¹³ Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for at de skulde fange ham i Ord. ¹⁴ Og de kom og sagde til ham: "Mester! vi vide, at du er sanddru og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?" ¹⁵ Men da han så deres Hykleri, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? Bringer mig en Denar", for at jeg kan se den." ¹⁶ Men de bragte den. Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?" Men de sagde til ham: "Kejserens." ¹⁷ Og Jesus sagde til dem: "Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." Og de undrede sig over ham.

¹⁸ Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: ¹⁹ "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom. ²⁰ Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom. ²¹ Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligeså. ²² Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og så Hustruen. ²³ I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru." ²⁴ Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft? ²⁵ Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene. ²⁶ Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? ²⁷ Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."

²⁸ Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket Bud er det første af alle?" ²⁹ Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; ³⁰ og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. ³¹ Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud." ³² Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham. ³³ Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene." ³⁴ Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: "Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham.

³⁵ Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: "Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn? ³⁶ David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. ³⁷ David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og den store Skare hørte ham gerne.

³⁸ Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse på Torvene ³⁹ og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Måltiderne; ⁴⁰ de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle få des hårdere Dom."

⁴¹ Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri. ⁴² Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid". ⁴³ Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de som lagde i Tempelblokken. ⁴⁴ Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom."

8 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: ² "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? ³ Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? ⁴ Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, ⁵ så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! ⁶ Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; ⁷ din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

⁸ Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! ⁹ Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. ¹⁰ Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: ¹¹ Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? ¹² Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. ¹³ Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: ¹⁴ som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. ¹⁶ I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, ¹⁷ i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; ¹⁸ men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" ¹⁹ Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

²⁰ Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. ²¹ End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; ²² dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

12 Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse. ² Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.

³ Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver Troens Mål. ⁴ Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne ikke alle have den samme Gerning, ⁵ således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig hverandres Lemmer. ⁶ Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold til vor Tro; ⁷ eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om nogen lærer, på Lærergerningen; ⁸ eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver; den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde!

⁹ Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode; ¹⁰ værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed! ¹¹ Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener Herren; ¹² værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i Bønnen! ¹³ Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på Gæstfrihed! ¹⁴ Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke! ¹⁵ Glæder eder med de glade, og græder med de grædende! ¹⁶ Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker! ¹⁷ Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er godt for alle Menneskers Åsyn! ¹⁸ Dersom det er muligt - såvidt det står til eder - da holder Fred med alle Mennesker: ¹⁹ Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren." ²⁰ Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul på hans Hoved. ²¹ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!