M’Cheyne Bible Reading Plan

40 Nogen Tid efter hændte det, at Ægypterkongens Mundskænk og Bager forbrød sig mod deres Herre Ægypterkongen, ² og Farao vrededes på sine to Hofmænd, Overmundskænken og Overbageren, ³ og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, i samme Fængsel, hvor Josef sad fængslet; ⁴ og Livvagtens Øverste gav dem Josef til Opvartning, og han gik dem til Hånde. Da de nu havde været i Forvaring en Tid lang, ⁵ drømte Ægypterkongens Mundskænk og Bager, som sad i Fængselet, samme Nat hver sin Drøm med sin særlige Betydning. ⁶ Da Josef om Morgenen kom ind til Faraos Hofmænd, der sammen med ham var i Forvaring i hans Herres Hus, og så, at de var nedslåede, ⁷ spurgte han dem: "Hvorfor ser I så ulykkelige ud i Dag?" ⁸ Besvarede: "Vi har haft en Drøm, og her er ingen, som kan tyde den." Da sagde Josef til dem: "Er det ikke Guds Sag at tyde Drømme? Fortæl mig det da!"

⁹ Så fortalte Overmundskænken Josef sin Drøm og sagde: "Jeg så i Drømme en Vinstok for mig; ¹⁰ på Vinstokken var der tre Ranker, og næppe havde den sat Skud. før Blomsterne sprang ud, og Klaserne bar modne Druer; ¹¹ og jeg havde Faraos Bæger i Hånden og tog Druerne og pressede dem i Faraos Bæger og rakte Farao det." ¹² Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Ranker betyder tre Dage; ¹³ om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og genindsætte dig i dit Embede, så du atter rækker Farao Bægeret som før, da du var hans Mundskænk. ¹⁴ Vilde du nu blot tænke på mig, når det går dig vel, og vise mig Godhed og omtale mig for Farao og således hjælpe mig ud af dette Hus; ¹⁵ thi jeg er stjålet fra Hebræernes Land og har heller ikke her gjort noget, de kunde sætte mig i Fængsel for."

¹⁶ Da nu Overbageren så, at Josef gav Mundskænken en gunstig Tydning, sagde han til ham: "Jeg havde en lignende Drøm: Se, jeg bar tre Kurve Hvedebrød på mit Hoved. ¹⁷ I den øverste Kurv var der alle Hånde Bagværk til Faraos Bord, men Fuglene åd det af Kurven på mit Hoved!" ¹⁸ Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Kurve betyder tre Dage; ¹⁹ om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og hænge dig op på en Pæl, og Fuglene skal æde Kødet af din Krop!"

²⁰ Tre Dage efter, da det var Faraos Fødselsdag, gjorde han et Gæstebud for alle sine Tjenere, og da løftede han Overmundskænkens og Overbagerens, Hoveder iblandt sine Tjenere. ²¹ Overmundskænken genindsatte han i hans Embede, så han atter rakte Farao Bægeret, ²² og Overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem. ²³ Men Overmundskænken tænkte ikke på Josef; han glemte ham.

10 Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem atter, som han plejede. ² Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?" ⁴ Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende." ⁵ Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev han eder dette Bud. ⁶ Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde. ⁷ Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast ved sin Hustru; ⁸ og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer to, men eet Kød. ⁹ Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille. ¹⁰ Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette. ¹¹ Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende. ¹² Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor."

¹³ Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. ¹⁴ Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører sådanne til. ¹⁵ Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det." ¹⁶ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede dem.

¹⁷ Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" ¹⁸ Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud. ¹⁹ Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke besvige; ær din Fader og din Moder." ²⁰ Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." ²¹ Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" ²² Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. ²³ Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!" ²⁴ Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det, at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige! ²⁵ Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." ²⁶ Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da blive frelst?" ²⁷ Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud."

²⁸ Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig." ²⁹ Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld, ³⁰ uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv. ³¹ Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første."

³² Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der skulde times ham ³³ "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne; ³⁴ og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå."

³⁵ Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige: "Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig om." ³⁶ Og han sag,de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for eder?" ³⁷ Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed." ³⁸ Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som jeg døbes med?" ³⁹ Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem: "Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg døbes med, skulle I døbes med; ⁴⁰ men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt." ⁴¹ Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og Johannes. ⁴² Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de, der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store iblandt dem bruge Myndighed over dem. ⁴³ Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener; ⁴⁴ og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener; ⁴⁵ thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."

⁴⁶ Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en blind Tigger, ved Vejen. ⁴⁷ Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!" ⁴⁸ Og mange truede ham,for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" ⁴⁹ Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på dig." ⁵⁰ Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus. ⁵¹ Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at jeg kan blive seende!" ⁵² Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen.

6 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den! ³ Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig! ⁴ Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig. ⁵ Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder? ⁶ Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt? ⁷ Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

⁸ Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber ⁹ vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra, ¹⁰ så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord. ¹¹ Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig? ¹² Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber? ¹³ Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

¹⁴ Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt. ¹⁵ Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort, ¹⁶ de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i, ¹⁷ men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede; ¹⁸ Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde; ¹⁹ Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem, ²⁰ men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes! ²¹ Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk! ²² Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand, ²³ red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

²⁴ Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! ²⁵ Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd? ²⁶ Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr! ²⁷ Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

²⁸ Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet? ²⁹ Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret! ³⁰ Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

10 Brødre!mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres Frelse. ² Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud, men ikke med Forstand; ³ thi da de ikke kendte Guds. Retfærdighed og tragtede efter at opstille deres egen Retfærdighed, så bøjede de sig ikke under Guds Retfærdighed.

⁴ Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som tror. ⁵ Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der er af Loven, skal leve ved den. ⁶ Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte: Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned; ⁷ eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra de døde. ⁸ Men hvad,siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike. ⁹ Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst. ¹⁰ Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden bekender man til Frelse. ¹¹ Skriften siger jo: "Hver den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme." ¹² Thi der er ikke Forskel på Jøde og Græker; thi den samme er alles Herre, rig nok for alle dem, som påkalde ham. ¹³ Thi hver den, som påkalder Herrens Navn, skal blive frelst.

¹⁴ Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker? ¹⁵ og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: "Hvor dejlige. ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab." ¹⁶ Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: "Herre! hvem troede det, (han hørte af os?") ¹⁷ Altså kommer Troen af det. som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi Ord. ¹⁸ Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, "over hele Jorden er deres Røst udgået og til Jorderiges Grænser deres Ord." ¹⁹ Men jeg siger: Har Israel ikke forstået det? Først siger Moses: "Jeg vil gøre eder nidkære på et Folk, som ikke er et Folk, imod et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder." ²⁰ Men Esajas drister sig til at sige: "Jeg blev funden af dem, som ikke søgte mig; jeg blev åbenbar for dem. som ikke spurgte efter mig." ²¹ Men om Israel siger han: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder imod et ulydigt og genstridigt Folk."