M’Cheyne Bible Reading Plan

21 Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård i Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads. ² Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kan få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den er værd, i rede Penge, om du foretrækker det." ³ Men Nabot svarede Akab: "Herren bevare mig fra at overlade dig mine Fædres Arvelod!" ⁴ Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar, Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade dig mine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sit Ansigt bort og spiste ikke. ⁵ Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er du så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?" ⁶ Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overlad mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede: Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!" ⁷ Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tiden er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!"

⁸ Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han boede imellem. ⁹ I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabot øverst blandt Folket ¹⁰ og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten ham til Døde!" ¹¹ Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By, gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som der stod i Brevet, hun havde sendt dem; ¹² de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket; ¹³ og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede imod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud og Kongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til Døde. ¹⁴ Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!" ¹⁵ Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til Akab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som han vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke mere, han er død!" ¹⁶ Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned til Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.

¹⁷ Men Herrens Ord kom til Tisjbiten Elias således: ¹⁸ "Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse. ¹⁹ Og tal således til ham: Så siger Herren: Har du myrdet og allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger Herren: På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke dit!" ²⁰ Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og han svarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i Herrens Øjne, ²¹ se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i Israel; ²² jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus og Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og fordi du har forledt Israel til Synd. ²³ Men også om Jesabel har Herren talet og sagt: Hundene skal æde Jesabel på Jizre'els Mark! ²⁴ Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den, der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"

²⁵ Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at gøre, hvad der er ondt i Herrens Øjne, fordi hans Hustru Jesabel forledte ham dertil; ²⁶ han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig til Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, Herren drev bort foran Israeliterne.

²⁷ Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om. ²⁸ Da kom Herrens Ord til Tisjbiten Elias således:. ²⁹ "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans Hus!"

4 Så bede vi eder i øvrigt, Brødre! og formane eder i den Herre Jesus, at som I jo have lært af os, hvorledes I bør vandre og behage Gud, således som I jo også gøre, at I således må gøre end yderligere Fremgang. ² I vide jo, hvilke Bud vi gave eder ved den Herre Jesus. ³ Thi dette er Guds Villie, eders Helliggørelse, at I afholde eder fra Utugt; ⁴ at hver af eder veed at vinde sig sin egen Hustru i Hellighed og Ære, ⁵ ikke i Begærings Brynde som Hedningerne, der ikke kende Gud; ⁶ at ingen foruretter og bedrager sin Broder i nogen Sag; thi Herren er en Hævner over alt dette, som vi også før have sagt og vidnet for eder. ⁷ Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse. ⁸ Derfor altså, den, som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som også giver sin Helligånd til eder.

⁹ Men om Broderkærligheden have I ikke nødig, at jeg skal skrive eder til; thi I ere selv oplærte af Gud til at elske hverandre; ¹⁰ det gøre I jo også imod alle Brødrene i hele Makedonien; men vi formane eder, Brødre! til yderligere Fremgang ¹¹ og til at sætte en Ære i at leve stille og varetage hver sit og arbejde med eders Hænder, således som vi bød eder, ¹² for at I kunne vandre sømmeligt over for dem, som ere udenfor, og for ikke at trænge til nogen.

¹³ Men vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende med Hensyn til dem, som sove hen, for at I ikke skulle sørge som de andre, der ikke have Håb. ¹⁴ Thi når vi tro, at Jesus er død og opstanden, da skal også Gud ligeså ved Jesus føre de hensovede frem med ham. ¹⁵ Thi dette sige vi eder med Herrens Ord, at vi levende, som blive tilbage til Herrens Tilkommelse, vi skulle ingenlunde komme forud for de hensovede. ¹⁶ Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen med et Tilråb, med Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skulle opstå først; ¹⁷ derefter skulle vi levende, som blive tilbage, bortrykkes tillige med dem i Skyer til at møde Herren i Luften; og så skulle vi altid være sammen med Herren. ¹⁸ Så trøster hverandre med disse Ord!

3 Kong Nebukadnezar lod lave en billedstøtte af guld, tresindstyve tyve Alen høj og seks Alen bred, og han opstillede den på Dalsletten Dura i Landsdelen Babel. ² Så sendte Kong Nebukadnezar Bud for at sammenkalde Satraper, Landshøvdinger, Statholdere, Overdommere, Skatmestre, lovkyndige, Dommere og alle andre Embedsmænd i Landsdelen, at de skulde komme til Stede når Billedstøtten, som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille, blev indviet. ³ Da samledes Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne, Overdommerne, Skatmestrene, de lovkyndige, Dommerne og alle andre Embedsmænd i Landsdelen til indvielsen af Billedstøtten, som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille, og de stillede sig foran den. ⁴ Så råbte en Herold med høj Røst: "Det tilkendegives eder, I Folk, Stammer og Tungemål: ⁵ Når I hører Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre Instrumenter klinge, skal I falde ned og tilbede Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar har ladet opstille. ⁶ Og den, som ikke falder ned og tilbeder, skal øjeblikkelig kastes i den gloende Ovn." ⁷ Så snart alt Folket nu hørte Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebræfter og alle Hånde andre Instrumenter klinge, faldt de derfor ned alle Folk, Stammer og Tungemål og tilbad Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille.

⁸ Men ved samme Lejlighed trådte nogle kaldæiske Mænd frem og førte Klage mod Jøderne. ⁹ De tog til Orde og sagde til Kong Nebukadnezar: "Kongen leve evindelig! ¹⁰ Du, o Konge, har påbudt, at enhver, når han hører Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre Instrumenter klinge, skal falde ned og tilbede Guldbilledstøtten, ¹¹ og at den, som ikke gør det, skal kastes i den gloende Ovn. ¹² Men nu er her nogle jødiske Mænd, som du har overdraget at styre Landsdelen Babel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; disse Mænd ænser ikke dit Påbud, o Konge; de dyrker ikke din Gud og tilbeder ikke Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille."

¹³ Da lod Nebukadnezar i Vrede og Harme Sjadrak, Mesjak og Abed Nego hente; og da Mændene var ført frem for Kongen, ¹⁴ sagde Nebukadnezar til dem: "Er det oplagt Råd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, at I ikke dyrker min Gud eller tilbeder Guldbilledstøtten, som jeg har ladet opstille? ¹⁵ Nu vel, hvis I er rede til, når I hører Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre instrumenter klinge, at falde ned og tilbede Billedstøtten, som jeg har ladet lave, så er alt godt; men gør I det ikke, skal I på Stedet kastes i den gloende Ovn. Og hvilken Gud er der, som da kan fri eder af mine Hænder?" ¹⁶ Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego svarede Kong Nebukadnezar: "Det har vi ikke nødig at svare dig på! ¹⁷ Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende Ovn, og han vil fri os af din Hånd, o Konge; ¹⁸ men hvis ikke, så må du vide, o Konge, at din Gud dyrker vi dog ikke, og Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!"

¹⁹ Da opfyldtes Nebukadnezar af Harme, og hans Ansigtsudtryk ændredes over for Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; han tog til Orde og sagde, at Ovnen skulde gøres syv Gange hedere end ellers, ²⁰ og bød nogle håndfaste Mænd i sin Hær binde Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego og kaste dem i den gloende Ovn. ²¹ Så blev Mændene bundet i de deres Kapper, Underklæder, Huer og andre Klædningsstykker og kastet i den gloende Ovn. ²² Og eftersom Kongens Bud var skarpt og Ovnen ophedet til Overmål, brændte Luen de Mænd ihjel, som bragte Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego op på Ovnen, ²³ medens de tre Mænd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, bundne faldt ned i den gloende Ovn. ²⁴ Da sloges Kong Nebukadnezar af Rædsel og stod hastigt op; og han tog til Orde og spurgte sine Rådsherrer: "Var det ikke tre Mænd, vi kastede bundne i Ilden?" De svarede Kongen: "Jo, det var, Konge!" ²⁵ Han sagde da videre: "Men jeg ser fire Mænd gå frit om i Ilden, og de har ingen Skade taget; og den fjerde ser ud som en Gudesøn."

²⁶ Derpå trådte Nebukadnezar hen til den gloende Ovns Dør og råbte: "Sjadrak, Mesjak og Abed Nego, I, den højeste Guds Tjenere, kom ud!" Da gik Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ud af Ilden. ²⁷ Og Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne og Kongens Rådsherrer samlede sig og så, af Ilden ikke havde haft nogen Magt over hine Mænds Legemer, at deres Hovedhår ikke var svedet, at deres Kapper var uskadte, og at der ikke var Brandlugt ved dem.

²⁸ Så sagde Nebukadnezar: "Lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, der sendte sin Engel og rede sine Tjenere, som i Tillid til ham overtrådte Kongens Bud og hengav deres Legemer for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deres egen! ²⁹ Hermed påbyder jeg, at den, der i noget Folk, nogen Stamme og noget Tungemål siger noget ondt om Sjadraks, Mesjaks og Abed Negos Gud, skal hugges sønder og sammen, og hans Hus skal gøres til en Skarndynge; thi der gives ingen anden Gud, som således kan frelse." ³⁰ Og Kongen gengav Sjadrak,Mesjak og Abed-Nego deres Stillinger i Landsdelen Babel.

107 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! ² Så skal Herrens genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd ³ og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

⁴ I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, ⁵ de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; ⁶ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler ⁷ og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. ⁸ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. ⁹ Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

¹⁰ De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern, ¹¹ fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd. ¹² Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp; ¹³ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, ¹⁴ førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd. ¹⁵ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. ¹⁶ Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

¹⁷ De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld, ¹⁸ de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær ¹⁹ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, ²⁰ sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven. ²¹ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn ²² og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.

²³ De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande, ²⁴ blev Vidne til Herrens Gerninger, hans Underværker i Dybet; ²⁵ han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op; ²⁶ mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod; ²⁷ de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom; ²⁸ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, ²⁹ skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav; ³⁰ og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte. ³¹ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn, ³² ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

³³ Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land, ³⁴ til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der. ³⁵ Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder; ³⁶ der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i, ³⁷ tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt. ³⁸ Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg. ³⁹ De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk, ⁴⁰ han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde. ⁴¹ Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde; ⁴² de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund. ⁴³ Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig Herrens Nåde på Sinde!