M’Cheyne Bible Reading Plan

17 Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt Herren, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit udtrykkelige Bud!"

² Derpå kom Herrens Ord til ham således: ³ "Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved Bækken Krit østen for Jordan; ⁴ du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for Føde til dig der." ⁵ Da gik han og gjorde efter Herrens Ord, han gik hen og tog Bolig ved Bækken Krit østen for Jordan; ⁶ og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han drak af Bækken.

⁷ Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn faldt i Landet. ⁸ Da kom Herrens Ord til ham således: ⁹ "Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig." ¹⁰ Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!" ¹¹ Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tag også et Stykke Brød med til mig!" ¹² Men hun svarede: "Så sandt Herren din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må vi dø!" ¹³ Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn! ¹⁴ Thi så siger Herren, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag Herren sender Regn over Jorden!" ¹⁵ Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang. ¹⁶ Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord Herren havde talet ved Elias.

¹⁷ Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv i ham. ¹⁸ Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde min Søns Død?" ¹⁹ Men han svarede hende: "Lad mig få din Søn!" Og han tog ham fra hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og lagde ham på sin Seng. ²⁰ Så råbte han til Herren: "Herre min Gud, vil du virkelig handle så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes Søn dø?" ²¹ Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til Herren: "Herre min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!" ²² Og Herren hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så han blev levende. ²³ Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned i Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: "Se, din Søn lever!" ²⁴ Da sagde Kvinden til Elias: "Nu ved jeg vist, at du er en Guds Mand, og at Herrens Ord i din Mund er Sandhed."

4 ¹ I Herrer! yder eders Trælle, hvad ret og billigt er, da I vide, at også I have en Herre i Himmelen.

² Værer vedholdendene i; Bønnen, idet I ere årvågne i den med Taksigelse. ³ idet I tillige bede også for os, at Gud vil oplade os en Ordets Dør til at tale Kristi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg også er bunden, ⁴ for at jeg kan åbenbare den således, som jeg bør tale.

⁵ Vandrer i Visdom overfor dem, som ere udenfor, så I købe den belejlige Tid. ⁶ Eders Tale være altid med Ynde, krydret med Salt, så I vide, hvorledes I bør svare enhver især.

⁷ Hvorledes det går mig, skal Tykikus, den elskede Broder og tro Tjener og Medtjener i Herren, kundgøre eder alt sammen; ⁸ ham sender jeg til eder, netop for at I skulle lære at kende, hvorledes det står til med os, og for at han skal opmuntre eders Hjerter, ⁹ tillige med Onesimus, den tro og elskede Broder, som er fra eders By; de skulle fortælle eder, hvorledes alt står til her.

¹⁰ Aristarkus, min Medfange, hilser eder, og Markus, Barnabas's Søskendebarn, om hvem I have fået Befalinger - dersom han kommer til eder, da tager imod ham - ¹¹ og Jesus, som kaldes Justus, hvilke af de omskårne ere de eneste Medarbejdere for Guds Rige, som ere blevne mig en Trøst. ¹² Epafras hilser eder, han, som er fra eders By, en Kristi Jesu Tjener, som altid strider for eder i sine Bønner, før at I må stå fuldkomne og fuldvisse i al Guds Villie. ¹³ Thi jeg giver ham det Vidnesbyrd, at han har megen Møje for eder og dem i Laodikea og dem i Hierapolis, ¹⁴ Lægen Lukas, den elskede, hilser eder, og Demas. ¹⁵ Hilser Brødrene i Laodikea og Nymfas og Menigheden i deres Hus. ¹⁶ Og når dette Brev er oplæst hos eder, da sørger for, at det også bliver oplæst i Laodikensernes Menighed, og at I også læse Brevet fra Laodikea. ¹⁷ Og siger til Arkippus: Giv Agt på den Tjeneste, som du har modtaget i Herren, at du fuldbyrder den.

¹⁸ Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd. Kommer mine Lænker i Hu Nåde være med eder!

47 Derpå førte han mig tilbage til tempelets indgang, og se, vand sprang ud under tempelets Tærskel i østlig Retning, thi Templets Forside vendte mod Øst; og Vandet løb ned under Templets Sydside sønden for Alteret. ² Så førte han mig ud gennenm Nordporten og rundt udenom til den ydre Østport, og se, Vand rislede frem fra Sydsiden. ³ Derpå gik Manden ud mod Øst med en Målesnor i Hånden, og da han havde målt 1000 Alen, lod han mig gå gennem Vandet, Vand til Anklerne. ⁴ Da han atter havde målt 1000 Alen, lod han mig på ny gå gennem Vandet, Vand til Knæene; og da han atter havde målt 1000 Alen, lod han mig på ny gå gennem Vandet, som der nåede til Hoften. ⁵ Da han atter havde målt 1000 Alen, var det en Strøm, som jeg ikke kunde vade over, thi Vandet gik så højt, at man måtte svømme over; det var en Strøm, man ikke kunde vade over, ⁶ Da sagde han til mig: "Har du set det, Menneskesøn?" Og han førte mig tilbage langs Strømmens Bred. ⁷ Da jeg kom tilbage, se, da var der ved Strømmens Bred en stor Mængde Træer på begge Sider; ⁸ og han sagde til mig: "Dette Vand løber ud i Østerkredsen og ned i Araba, og når det falder ud i Havet, Salthavet, bliver Vandet der sundt; ⁹ alle de levende Væsener, hvoraf det vrimler, skal leve, overalt hvor Strømmen kommer hen, og der skal være en stor Mængde Fisk; thi når dette Vand kommer derhen, bliver Havvandet sundt, og alt skal leve, hvor Strømmen kommer hen. ¹⁰ Fiskere skal stå ved det fra En-Gedi til En-Eglajim; et Sted til at udspænde Fiskegarn skal det være; dels Fisk skal være som det store Havs Fisk, såre mange. ¹¹ Men dets Sumpe og Vandhuller skal ikke blive sunde; af dem skal udvindes Salt. ¹² På begge Flodens Bredder skal der vokse alle Hånde Frugttræer, hvis Blade ikke falder af, og hvis Frugter aldrig får Ende; hver Måned bærer de nye Frugter; thi dens Vand udspringer i Helligdommen. Frugterne skal tjene til Føde og Bladene til Lægedom."

¹³ Så siger den Herre Herren: Dette er den Grænse, inden for hvilken I skal udskifte Landet imellem eder efter Israels tolv Stammer; Josef skal have to Lodder. ¹⁴ I skal alle uden Undtagelse tage det Land i Eje, som jeg med løftet Hånd svor at give eders Fædre; det skal nu tilfalde eder som Arvelod. ¹⁵ Således skal Landets Nordgrænse være: Fra det store Hav i Retning af Hetlon til det Sted, hvor Vejen går til Zedad, ¹⁶ Hamat, Berota, Sibrajim, mellem Damaskuss og Hamats Områder, Hazar-Enon ved Haurans Grænse. ¹⁷ Grænsen går fra det store Hav til Hazar-Enon, således at Damaskuss Område ligger norden for ved Siden af Hamat. Det er Nordgrænsen. ¹⁸ Østgrænsen: Fra Hazar-Enon mellem Hauran og Damaskus danner Jordan Grænse mellem Gilead og Israels Land til Havet i Øst, hen til Tamar. Det er Øsfgrænsen. ¹⁹ Sydgrænsen: Fra Tamar over Meribas Vand ved Kadesj til Bækken, ud til det store Hav. Det er Sydgrænsen. ²⁰ Vestgrænsen: Det store Hav danner Grænse til tværs over for det Sted, hvor Vejen går til Hamat. Det er Vestgrænsen.

²¹ Dette Land skal I udskifte iblandt eder efter Israels Stammer; ²² I skal ved Lodkastning udskifte det som Arvelod mellem eder og de fremmede, som bor iblandt eder og der har avlet Sønner og Døtre; de skal være eder som ind fødte Israeliter og kaste Lod med eder om Arvelod blandt Israels Stammer. ²³ I den Stamme, hvor den fremmede bor, skal I give ham hans Arvelod, lyder det fra den Herre Herren.

103 Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! ² Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! ³ Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, ⁴ han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, ⁵ han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! ⁶ Herren øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. ⁷ Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; ⁸ barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed; ⁹ han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede; ¹⁰ han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. ¹¹ Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. ¹² Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. ¹³ Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.

¹⁴ Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv; ¹⁵ som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster; ¹⁶ når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen. ¹⁷ Men Herrens Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn ¹⁸ for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.

¹⁹ Herren har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt. ²⁰ Lov Herren, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst. ²¹ Lov Herren, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. ²² Lov Herren, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov Herren!