M’Cheyne Bible Reading Plan

12 Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo var død, vendte han hjem fra Ægypten. ² Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som Konge. ³ Og de sagde til Rehabeam: ⁴ "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Åg han lagde på os, så vil vi tjene dig!" ⁵ Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!" Så gik Folket.

⁶ Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?" ⁷ De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste, være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for bestandig!" ⁸ Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i hans Tjeneste, ⁹ og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på dem?" ¹⁰ De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham: "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter! ¹¹ Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"

¹² Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde sagt, ¹³ gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles Råd ¹⁴ sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!" ¹⁵ Kongen hørte ikke på Folket, thi Herren føjede det således for at opfylde det Ord, Herren havde talet ved Ahija fra Silo til Jeroboam, Nebats Søn. ¹⁶ Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte. ¹⁷ Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam Konge.

¹⁸ Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til Døde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvogn og flygtede til Jerusalem. ¹⁹ Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag i Dag. ²⁰ Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen Judas Stamme.

²¹ Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam, Salomos Søn. ²² Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således: ²³ "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og Benjamins Hus og det øvrige Folk: ²⁴ Så siger Herren: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg tilskikket!" Da adlød de Herrens Ord og vendte tilbage.

²⁵ Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der; senere drog han derfra og befæstede Penuel. ²⁶ Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget atter tilfalde Davids Hus; ²⁷ når Folket her drager op for at ofre i Herrens Hus i Jerusalem, vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam af Juda!" ²⁸ Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og sagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser til Jerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud af Ægypten!" ²⁹ Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan. ³⁰ Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene til Dan. ³¹ Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte til Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne. ³² Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottende Måned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde indsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel. ³³ Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på den femtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hade udtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op på Alteret for at tænde Offerild.

3 I øvrigt, mine Brødre glæder eder i Herren! At skrive det samme til eder er ikke til Besvær for mig, men er betryggende for eder. ² Holder Øje med Hundene, holder Øje med de slette Arbejdere, holder Øje med Sønderskærelsen! ³ Thi vi ere Omskærelsen, vi, som tjene i Guds Ånd og rose os i Kristus Jesus og ikke forlade os på Kødet", ⁴ endskønt også jeg har det, jeg kunde forlade mig på også i Kødet, Dersom nogen anden synes, han kan forlade sig på Kødet, kan jeg det mere. ⁵ Jeg er omskåren på den ottende Dag, af Israels Slægt, Benjamins Stamme, en Hebræer af Hebræere, over for Loven en Farisæer, ⁶ i Nidkærhed en Forfølger af Menigheden, i Retfærdigheden efter Loven udadlelig. ⁷ Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Kristi Skyld agtet for Tab; ⁸ ja sandelig, jeg agter endog alt for at være Tab imod det langt højere, at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis Skyld jeg har lidt Tab på alt og agter det for Skarn, for at jeg kan vinde Kristus ⁹ og findes i ham, så jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Tro på Kristus, Retfærdigheden fra Gud på Grundlag af Troen, ¹⁰ for at jeg må kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund, idet jeg bliver ligedannet med hans Død, ¹¹ om jeg dog kunde nå til Opstandelsen fra de døde.

¹² Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunde gribe det, efterdi jeg også er greben af Kristus Jesus. ¹³ Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg har grebet det. ¹⁴ Men eet gør jeg: glemmende, hvad der er bagved, men rækkende efter det, som er foran, jager jeg imod Målet, til den Sejrspris, hvortil Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus. ¹⁵ Lader da os, så mange som ere fuldkomne, have dette Sindelag; og er der noget, hvori I ere anderledes sindede, da skal Gud åbenbare eder også dette. ¹⁶ Kun at vi, så vidt vi ere komne, vandre i samme Retning.

¹⁷ Vorder mine Efterlignere, Brødre! og agter på dem, der vandre således, som I have os til Forbillede. ¹⁸ Thi mange vandre, som jeg ofte har sagt eder, men nu også siger med Tårer, som Kristi Kors's Fjender, ¹⁹ hvis Ende er Fortabelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skændsel, de, som tragte efter de jordiske Ting. ²⁰ Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi også forvente som Frelser den Herre Jesus Kristus, ²¹ der skal forvandle vort Fornedrelses-Legeme til at blive ligedannet med hans Herligheds-Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han også kan underlægge sig alle Ting.

42 Derpå førte han mig ud i den indre forgård i nordlig retning, og han førte mig til Kamrene, som lå ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen, nogle på den ene Side, andre på den anden. ² Længden var hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve. ³ Over for Portene, som hørte til den indre Forgård, og over for Stenbroen, som hørte til den ydre Forgård, var der Gang over for Gang i tre Stokværk. ⁴ Foran Kamrene var der en Forgang, ti Alen bred og hundrede Alen lang, og deres Døre vendte mod Nord. ⁵ De øvre Kamre var de snævreste, thi Gangen tog noget af deres Plads, så at de var mindre end de nederste og mellemste. ⁶ Thi de havde tre Stokværk og ingen Søjler svarende til den ydre Forgårds; derfor var de øverste snævrere end de nederste og mellemste. ⁷ Der løb en Mur udenfor langs Kamrene i Retning af den ydre Forgård; foran Kamrene var dens Længde halvtredsindstyve Alen; ⁸ thi Kamrene, som lå ved den ydre Forgård, havde en samlet Længde af halvtredsindstyve Alen, og de lå over for hine, i alt hundrede Alen. ⁹ Neden for disse Kamre var indgangen på Østsiden, når man gik ind i dem fra den ydre Forgård, ¹⁰ ved Begyndelsen af den ydre Mur. Derpå førte han mig mod Syd; og der var også Kamre ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen ¹¹ med en Gang foran; de så ud som Kamrene mod Nord; havde samme Længde og Bredde, og alle Udgange var her som hist, ligesom de var indrettet på samme Måde. ¹² Men deres Døre vendte mod Syd..." ¹³ Og han sagde til mig: "Kamrene mod Nord og Syd, som ligger ud mod den afspærrede Plads, er de hellige Kamre, hvor Præsterne, der nærmer sig Herren, skal spise det højhellige; der skal de gemme det højhellige, Afgrødeofrene, Syndofrene og Skyldofrene, thi Stedet er helligt; ¹⁴ og når Præsterne træder ind - de må ikke fra Helligdommen træde ud i den ydre Forgård - skal de der nedlægge deres Klæder, som de gør Tjeneste i, da de er hellige, og iføre sig andre Klæder; da først må de nærme sig det, der hører Folket til."

¹⁵ Da han var til Ende med at udmåle Templets Indre, førte han mig hen til den Port, hvis Forside vendte mod Øst, og målte til alle Sider; ¹⁶ han målte med Målestangen Østsiden; den var efter Målestangen 500 Alen; så vendte han sig og ¹⁷ målte med Målestangen Nordsiden til 500 Alen; ¹⁸ så vendte han sig og målte med Målestangen Sydsiden til 500 Alen; ¹⁹ og han vendte sig og målte med Målestangen Vestsiden til 500 Alen. ²⁰ Til alle fire Sider målte han Pladsen; og der var en Mur rundt om, 500 Alen lang og 500 Alen bred, til at sætte Skel mellem det, som er helligt, og det, som ikke er helligt.

94 Herre du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; ² stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! ³ Hvor længe skal gudløse, Herre, hvor længe skal gudløse juble? ⁴ De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; ⁵ de underkuer, o Herre, dit Folk og undertrykker din Arvelod; ⁶ de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; ⁷ de siger: "Herren kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"

⁸ Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? ⁹ Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? ¹⁰ Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? ¹¹ Herren kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

¹² Salig den Mand, du tugter, Herre, og vejleder ved din Lov ¹³ for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; ¹⁴ thi Herren bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. ¹⁵ Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

¹⁶ Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? ¹⁷ Var Herren ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. ¹⁸ Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, Herre; ¹⁹ da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

²⁰ står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? ²¹ Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, ²² Herren er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; ²³ han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter Herren vor Gud.