Imprimir Opciones de la página Listen to Reading
Anterior Día anterior Día siguienteSiguiente

The Daily Audio Bible

This reading plan is provided by Brian Hardin from Daily Audio Bible.
Duration: 731 days

Today's audio is from the CSB. Switch to the CSB to read along with the audio.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Første Krønikebog 24:1-26:11

Præsternes opdeling i skiftehold

24 1-2 Arons slægt, præsterne, blev opdelt i to afdelinger, som havde navn efter Arons sønner Eleazar og Itamar. Aron havde to sønner mere, Nadab og Abihu, men de døde før deres far og efterlod sig ingen børn. Derfor blev det Eleazar og Itamar, der blev præster og førte slægten videre.

3-4 I samråd med Zadok, der var overhoved for Eleazar-slægten, og Ahimelek, der var overhoved for Itamar-slægten, inddelte David nu Arons efterkommere i 24 skiftehold. Eleazars slægt blev inddelt i 16 hold og Itamars i 8, for Eleazars slægt var den største.

I hvilken rækkefølge holdene skulle gøre tjeneste blev afgjort ved lodtrækning, så den ene slægt ikke blev foretrukket frem for den anden. Der var nemlig kvalificerede ledere i begge slægter. Eleazars og Itamars efterkommere skiftedes til at trække lod, sådan at hver gang Itamar trak én gang, trak Eleazar to gange,[a] mens Shemaja, der var søn af levitten Netanel, skrev holdledernes navne ned i overværelse af kongen og hans officerer, præsten Zadok, Ebjatars søn Ahimelek, og præsternes og levitternes slægtsoverhoveder.

7-18 Lodtrækningen gav følgende resultat: Jojarib blev nr. 1, Jedaja nr. 2, Harim nr. 3, Seorim nr. 4, Malkija nr. 5, Mijjamin nr. 6, Hakkotz nr. 7, Abija nr. 8, Jeshua nr. 9, Shekanja nr. 10, Eljashib nr. 11, Jakim nr. 12, Huppa nr. 13, Jeshebab nr. 14, Bilga nr. 15, Immer nr. 16, Hezir nr. 17, Happizetz nr. 18, Petahja nr. 19, Ezekiel nr. 20, Jakin nr. 21, Gamul nr. 22, Delaja nr. 23 og Ma’azja nr. 24. 19 Hvert af disse skiftehold udførte deres opgaver i Herrens, Israels Guds, Hus efter de forordninger, Herren havde givet gennem deres forfar Aron.

Slægtsoverhoveder blandt levitterne og lodtrækningen

20-21 Følgende efterkommere af Levi var slægtsoverhoveder:[b]

Jehdeja fra Shubael-slægten og Jisshija fra Rehabja-slægten, der begge var en del af Amram-slægten; 22 Jahat fra Shelomot-slægten, der var en del af Jitzhar-slægten; 23 Jerija, Amarja, Jahaziel og Jekamam, der alle var fra Hebron-slægten; 24 Shamir fra Mika-slægten, der var en del af Uzziel-slægten; 25 Zekarja fra den slægt, der stammede fra Mikas bror Jisshija.

26-27 Beno, Shoham, Zakkur og Ibri var efterkommere af Ja’azija, der nedstammede fra Mushi, en søn af Merari; 28-29 Jerahme’el var efterkommer af Kish, der var søn af Mahli, Meraris anden søn. (Eleazar, som var bror til Kish, havde ingen sønner). 30 Desuden var der slægtsoverhoveder, der nedstammede fra Mushis tre sønner: Mahli, Eder og Jerimot. Det var Levis slægt, optalt efter deres slægtsoverhoveder.

31 I lighed med præsterne blev det afgjort ved lodtrækning i hvilken rækkefølge de forskellige hold[c] skulle udføre deres arbejde i templet uden hensyntagen til, hvilke overhoveder der blev anset for de fornemste. Kong David, Zadok, Ahimelek og slægtsoverhovederne for både præsterne og levitterne var vidner til lodtrækningen.

De profetiske sangere og musikere

25 David udnævnte derefter i samråd med sine officerer Asaf, Heman og Jedutun samt deres sønner til at lede tjenesten med profetisk sang og musik på lyrer, harper og bækkener.

Asafs fire sønner hed Zakkur, Josef, Netanja og Asarela. De var under ledelse af deres far, som var profet i kongens tjeneste.

Jedutuns seks sønner hed Gedalja, Zeri, Jeshaja, Shimi,[d] Hashabja og Mattitja. De var under ledelse af deres far, som spillede på harpe og takkede og lovpriste Herren under profetisk inspiration.

4-5 Hemans sønner hed Bukkija, Mattanja, Uzziel, Shubael, Jerimot, Hananja, Hanani, Eliata, Giddalti, Romamti-Ezer, Joshbekasha, Malloti, Hotir og Mahaziot. Også Heman var profet i kongens tjeneste, og Herren havde velsignet ham med 14 sønner og tre døtre.

Alle disse sangere og musikere stod under deres fædres ledelse og spillede på lyrer, harper og bækkener i Herrens hus, mens Asaf, Jedutun og Heman stod direkte under kongen.

Både de selv og deres slægtninge, i alt 288 mænd, var uddannet i at synge og spille til Herrens ære. Hvornår, de skulle gøre tjeneste i templet, blev afgjort ved lodtrækning, uden hensyntagen til alder og erfaring.

9-31 Hvert hold bestod af en leder samt 11 af hans sønner og slægtninge, og lodtrækningen resulterede i følgende rækkefølge: Josef nr. 1, Gedalja nr. 2, Zakkur nr. 3, Jitzri nr. 4, Netanja nr. 5, Bukkija nr. 6, Jesarela nr. 7, Jeshaja nr. 8, Mattanja nr. 9, Shimi nr. 10, Azarel nr. 11, Hashabja nr. 12, Shubael nr. 13, Mattitja nr. 14, Jeremot nr. 15, Hananja nr. 16, Joshbekasha nr. 17, Hanani nr. 18, Malloti nr. 19, Elijata nr. 20, Hotir nr. 21, Giddalti nr. 22, Mahaziot nr. 23 og Romamti-Ezer nr. 24.

Tempelvagterne

26 Blandt tempelvagterne var der følgende ledere: Fra Koras[e] slægt var der Meshelemja, en søn af Kore, som var efterkommer af Asaf. 2-3 Meshelemja havde syv sønner: Zekarja, Jediael, Zebadja, Jatniel, Elam, Johanan og Eljoenaj.

4-5 Desuden var der Obed-Edom og hans otte sønner: Shemaja, Jozabad, Joa, Sakar, Netanel, Ammiel, Issakar og Peulletaj.

6-7 Shemaja, Obed-Edoms ældste søn, havde fire sønner: Otni, Refael, Obed og Elzabad, som var dygtige og højt ansete i deres slægt. Deres slægtninge Elihu og Semakja var også meget dygtige.

Af Obed-Edoms familie blev 62 udvalgt, alle yderst kvalificerede til tjenesten.

Af Meshelemjas familie blev der i alt udpeget 18 dygtige mænd.

10-11 Fra Meraris slægt var der Hosa og hans sønner Shimri, Hilkija, Tebalja og Zekarja. Shimri blev af sin far udvalgt som overhoved, skønt han ikke var den ældste. Af Hosas familie blev i alt 13 mænd udpeget til tempelvagter.

Romerne 4:1-12

Abraham som et forbillede på tro

Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud? Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud. Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”[a]

Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde—det er ikke en gave. Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro. I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde:

„Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
    hvis synderegister er slettet ud.
Lykkelige er de mennesker,
    som Herren ikke tilregner skyld.”[b]

Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro, 10 og det skete, før han blev omskåret. 11 Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro. 12 Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.

Salme 13

Et fortvivlet menneskes bøn

13 Til korlederen: En sang af David.

Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
    Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
        Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
    Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?

Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
    grib ind og red mig fra døden.
Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
    lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.

Jeg stoler på dig og din trofasthed.
    Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
    for din underfulde godhed imod mig.

Ordsprogene 19:15-16

15 Den sløve og slappe sover tiden væk,
    den dovne kan ikke holde sulten fra døren.
16 Den, der adlyder Guds bud, gavner sig selv,
    at lade hånt om sin handlemåde ender med død.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.