The Daily Audio Bible

⁵ Ashur, der grundlagde Tekoa, havde to koner: Hela og Na’ara. ⁶ Na’ara fødte Ahuzzam, Hefer, Temeni og Ahashtari. ⁷ Hela fødte Zeret, Jitzhar, Etnan og Kotz.

⁸ Kotz blev far til Anub og Hazobeba—og stamfar til den slægt, der var opkaldt efter Aharhel, Harums søn.

⁹ Jabetz var en højt respekteret mand i sin samtid. Hans mor havde givet ham navnet Jabetz, der hentydede til den sorg og smerte, hun gennemgik ved hans fødsel.^{[a] 10} Men Jabetz bad til Israels Gud: „Velsign mig og gør mine besiddelser store. Grib ind i mit liv og beskyt mig mod sorg og smerte.” Og Gud gjorde, hvad han bad om.

¹¹ Kelub, Shuhas bror, fik en søn ved navn Mehir. Mehir fik en søn, Eshton, ¹² der blev far til sønnerne Bet-Rafa, Pasea og Tehinna. Tehinna grundlagde byen Nahash. Denne gren af slægten boede i Reka.

¹³ Kenaz fik to sønner, Otniel og Seraja. Otniel fik sønnerne Hatat og Meonotaj. ¹⁴ Meonotaj blev far til Ofra. Seraja blev far til Joab, der blev stamfar til håndværkernes slægt, som boede i Håndværkerdalen.

¹⁵ Kaleb, Jefunnes søn, fik følgende sønner: Iru, Ela og Na’am. Ela fik sønnen Kenaz.

¹⁶ Jehallelels sønner hed Zif, Zifa, Tirja og Asarel.

^17-18 Ezra fik følgende sønner: Jeter, Mered, Efer og Jalon. Mered blev gift med Bitja, en egyptisk prinsesse, som fødte Mirjam, Shammaj og Jishba, som grundlagde byen Eshtemoa. Mered havde endnu en kone, en kvinde af Juda stamme, og hun fødte ham tre sønner: Jered, der grundlagde byen Gedor; Heber, der grundlagde byen Soko, og Jekutiel, der grundlagde byen Zanoa.

¹⁹ Hodija blev gift med en søster til Naham, og en af deres sønner blev stamfar til garmitterne i Keila, en anden blev stamfar til ma’akatitterne i Eshtemoa.^[b]

²⁰ Amnon, Rinna, Ben-Hanan og Tilon nedstammede fra Shimon.

Zohet og Ben-Zohet nedstammede fra Jishi.

²¹ Fra Judas søn Shela nedstammede Er, der grundlagde byen Leka; Lada, der grundlagde byen Maresha; linnedvæver-familierne fra Bet-Ashbea; ²² Jokim og folkene i Kozeba, samt Joash og Saraf, der slog sig ned i Moab, men vendte tilbage til Betlehem.^[c] Disse navne står optegnet i de gamle slægtsbøger. ²³ Det var alle slægter, som var dygtige pottemagere i Netaim og Gedera, og som arbejdede i kongens tjeneste.

Simeons slægt

²⁴ Simeon fik fem sønner: Nemuel, Jamin, Jarib, Zerach og Shaul. ²⁵ Shaul fik sønnen Shallum, som blev far til Mibsam, som igen blev far til Mishma.

²⁶ Mishma fik sønnen Hammuel, som blev far til Zakkur, som igen blev far til Shimi. ²⁷ Shimi fik 16 sønner og seks døtre, men hans brødre havde ikke mange efterkommere. Simeons stamme var langtfra så talrig som Judas stamme.

^28-33 Indtil kong Davids tid boede Simeons stamme i følgende byer med tilhørende landsbyer helt op til Ba’al: Be’ersheba, Molada, Hatzar-Shual, Bilha, Etzem, Tolad, Betuel, Horma, Ziklag, Bet-Markabot, Hatzar-Susim, Bet-Biri og Sha’arajim. Desuden havde de landsbyerne Etam, Ajin, Rimmon, Token og Ashan. Alt dette er optegnet i stammens slægtsbøger.

^34-39 Nogle slægter inden for stammen blev meget talrige og havde store flokke af får og geder. For at finde nye græsgange til deres får og geder flyttede følgende slægtsoverhoveder vestpå i retning af Gerar^[d] og slog sig ned i den østlige side af sletten: Meshobab; Jamlek; Josha, søn af Amatzja; Joel; Jehu, der var søn af Joshibja, som var søn af Seraja, som var søn af Asiel; Eljoenaj; Ja’akoba; Jeshohaja; Asaja; Adiel; Jesimiel; Benaja; og Ziza, der var søn af Shifi, som var søn af Allon, søn af Jedaja, søn af Shimri, søn af Shemaja. ⁴⁰ På sletten ved Gerar fandt de rigeligt med græs, og det var tillige et vidtstrakt, roligt og fredeligt sted.

Nogle af Kams efterkommere havde bosat sig der, ⁴¹ men på kong Hizkijas af Judas tid invaderede de nævnte slægter af Simeons stamme området og ødelagde kamitternes og meunitternes telte og huse, hvorefter de slog dem ihjel og overtog deres land.

⁴² 500 mænd fra Simeons stamme drog østpå til Seirs bjerge, anført af Jishis sønner Pelatja, Nearja, Refaja og Uzziel. ⁴³ De udryddede de amalekitter, der var tilbage, og de har beboet det område lige siden.

Rubens slægt

5 Ruben var Jakobs ældste søn. (Men fordi han vanærede sin far ved at stå i forhold til en af faderens koner, blev hans førstefødselsret overdraget til hans halvbror Josef og dennes to sønner. Det er derfor Rubens slægt ikke bliver nævnt først i slægtsbøgerne. ² Og selv om Judas stamme blev den største, og kong David kom fra den stamme, så var det Josef, der fik den dobbelte arvelod, som den førstefødte ellers skulle have haft).

³ Ruben fik følgende sønner: Hanok, Pallu, Hetzron og Karmi.

⁴ Til Rubens slægt hørte også Joel, som blev far til Shemaja, som igen blev far til Gog. Gog blev far til Shimi, ⁵ som blev far til Mika. Mika blev far til Reaja, som blev far til Ba’al. ⁶ Ba’al blev far til Be’era, som blev ført i eksil af assyrerkongen Tiglat-Pileser, for han var på det tidspunkt leder for Rubens stamme.

^7-8 Slægtsbøgerne nævner følgende slægtsoverhoveder som værende i familie med Be’era: Jeiel, Zekarja og Bela, der var søn af Azaz, som var søn af Shema, som igen var søn af Joel.

Disse rubenitter boede i Aroer og i området nord for, helt op til Nebobjerget og Ba’al-Meon. ⁹ De havde store kvægflokke i Gileads land, og deres territorium nåede ud til ørkenen, der strækker sig i retning af Eufratfloden. ¹⁰ Under kong Saul besejrede de hagritterne og overtog deres områder i det østlige Gilead.

Gads slægt

¹¹ Gads stamme bosatte sig nord for rubenitternes område, og Gads stammeområde strakte sig langt ind i Bashan og østpå helt til Salka.

¹² Slægtsoverhovederne for Gads stamme var først og fremmest Joel, dernæst Shafam, Janaj og Shafat i Bashan. ¹³ Desuden var de syv brødre Mikael, Meshullam, Sheba, Joraj, Jakan, Zia og Eber ledere for hver deres gren af slægten. ¹⁴ De var sønner af Abihajil, som var søn af Huri, søn af Jaroa, søn af Gilead, søn af Mikael, søn af Jeshishaj, søn af Jahdo, søn af Buz. ¹⁵ Ahi, der var søn af Abdiel, søn af Guni, var overhoved for deres slægter. ¹⁶ Gads stamme boede i det nordlige Gilead, i Bashan med alle småbyerne og videre ud over Sarons græsmarker.

¹⁷ Disse slægtsoplysninger stammer fra kong Jotam af Judas og kong Jeroboam af Israels tid.

Jøderne forsøger igen at få Paulus myrdet, men han appellerer til kejseren

25 Tre dage efter at Festus havde overtaget sit nye embede som provinsguvernør, rejste han fra Cæsarea til Jerusalem. ^2-3 Der mødtes ypperstepræsterne og de andre jødiske ledere med ham for at forklare ham, hvad anklagen mod Paulus gik ud på. De lagde pres på ham for at få ham til at overføre Paulus til Jerusalem. De tænkte på at lægge sig i baghold og slå Paulus ihjel, mens han var undervejs. ⁴ Men Festus svarede, at Paulus skulle blive i Cæsarea, og at han selv havde til hensigt at tage tilbage dertil så hurtigt som muligt. ⁵ „Hvis manden har gjort noget galt,” tilføjede han, „så kan nogle af jeres ledere tage derned sammen med mig og komme frem med deres anklager der.”

⁶ Guvernørens ophold i Jerusalem strakte sig over højst otte-ti dage. Så rejste han tilbage til Cæsarea, og dagen efter ankomsten satte han sig på dommersædet og gav ordre til, at Paulus skulle føres for retten.

⁷ Så snart Paulus var kommet ind i retslokalet, blev han omringet af de jøder, som var fulgt med guvernøren fra Jerusalem, og de bombarderede ham med mange alvorlige anklager, som de dog ikke kunne bevise. ⁸ Paulus forsvarede sig med ordene: „Jeg har ikke gjort oprør mod den jødiske lov, jeg har ikke vanhelliget templet, og jeg har heller ikke sat mig op mod de romerske myndigheder.”

⁹ Festus ville gerne stå sig godt med jøderne, så han spurgte Paulus: „Er du villig til at tage til Jerusalem, så jeg kan afgøre sagen der?” ¹⁰ „Nej,” svarede Paulus, „min sag er bragt frem for en romersk domstol, og dér bør den gå sin gang. Jeg har ikke gjort noget galt over for jøderne, og det ved du godt. ¹¹ Hvis jeg havde gjort noget, der var dødsstraf for, ville jeg være parat til at dø. Men da deres beskyldninger ikke har noget på sig, er der ingen, der har ret til at prisgive mig til dem. Jeg appellerer min sag til den kejserlige domstol!” ¹² Festus forhandlede derpå med sine rådgivere og svarede: „Godt, når du har appelleret til den kejserlige domstol, skal vi sørge for, at du bliver sendt til Rom.”

Paulus forsvarer sig over for Kong Agrippa II

¹³ Nogen tid efter kom Kong Agrippa og Berenike^[a] til Cæsarea for at byde Festus velkommen. ¹⁴ Besøget varede i adskillige dage, og på et tidspunkt sagde Festus til kongen: „Der er en fange her, hvis sag Felix har overladt til mig. ¹⁵ Da jeg var i Jerusalem, kom ypperstepræsterne og en del andre jødiske ledere for at forklare mig, hvad sagen drejede sig om, og de forlangte, at jeg skulle dømme ham. ¹⁶ Jeg gjorde dem opmærksom på, at man ifølge romersk lov ikke dømmer en mand, før hans sag har været for retten. Han skal have lov til at møde sine anklagere ansigt til ansigt, så han kan forsvare sig. ¹⁷ Da de så kom herned for at få sagen genoptaget, sørgede jeg for allerede dagen efter at få retten sat og Paulus ført frem. ¹⁸ Jeg havde ventet, at de ville anklage ham for en eller anden forbrydelse, men det gjorde de ikke. ¹⁹ Deres anklager vedrørte nogle af deres religiøse stridsspørgsmål. Og de var uenige med hensyn til en mand ved navn Jesus, som er død, men som Paulus påstår er i live. ²⁰ Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med den slags religiøse stridigheder, spurgte jeg, om han så ville lade sin sag prøve hos jøderne i Jerusalem. ²¹ Men det fik ham til at appellere til kejseren. Derfor holder jeg ham fængslet, indtil jeg kan få ham overført til Rom.”

²² „Jeg kunne godt selv tænke mig at høre den mand,” sagde Agrippa. „Det kan du få lov til allerede i morgen,” svarede Festus.

²³ Næste morgen mødte Agrippa og Berenike op i deres fineste skrud, og sammen med de højeste officerer og de mest fremtrædende mænd i byen trådte de ind i retssalen. Festus gav så ordre til, at Paulus skulle føres ind. ²⁴ Festus begyndte med at sige: „Kong Agrippa! Ærede tilhørere! Foran jer står nu den mand, som alle de jødiske ledere har tryglet mig om at dømme til døden, både da jeg var i Jerusalem, og da de kom herhen. ²⁵ Men jeg har ikke kunnet finde noget, som han kan straffes med døden for. Eftersom han nu selv har appelleret sin sag til Hans Majestæt, har jeg truffet den afgørelse, at han skal sendes til Rom. ²⁶ Men jeg har ikke nogen reel anklage, jeg kan sende med til Majestæten. Det er grunden til, at jeg i dag har ført ham frem for jer alle og særlig for dig, Kong Agrippa, for at jeg efter forhøret kan vide, hvad jeg skal skrive. ²⁷ Jeg synes nemlig, det er urimeligt at sende en fange af sted uden klart at angive, hvad han sigtes for.”

Beskyttet under Herrens nåde

5 Til korlederen: Brug fløjterne. En sang af David.