Chronological

4 På den måde nåede Herrens ord ud til hele Israels folk.

Filistrene tager pagtens ark

Kort efter, at Herren havde åbenbaret sig for Samuel, blev der krig mellem israelitterne og filistrene. Den israelitiske hær slog lejr ved Eben-Ezer, filistrene ved Afek. ² Filistrene gik til angreb, besejrede Israels hær og dræbte 4000 mand. ³ Efter slaget vendte israelitterne tilbage til lejren, og folkets ledere holdt møde om krisen: „Hvorfor lod Herren os tabe til filistrene?” „Lad os hente pagtens ark i Shilo,” var der nogen, der foreslog. „Hvis vi tager arken med os i kampen, vil Herren være med os og redde os fra vores fjender.”

⁴ Så sendte de nogle mænd til Shilo for at hente Herren den almægtige Guds Ark, han, som troner mellem keruberne på arkens låg. Elis to sønner, Hofni og Pinehas, var med til at bære arken til lejren. ⁵ I det øjeblik israelitterne så Herrens Pagts Ark komme ind i lejren, jublede de så højt, at jorden rystede. ⁶ „Hvad sker der?” spurgte filistrene hinanden. „Hvorfor jubler de mon ovre i hebræernes lejr?” Da de fik at vide, at Herrens Ark var ankommet, ^7-8 gik der panik i dem. „Deres guder må være i lejren,” udbrød de. „Hvad skal vi nu gøre? Det er ude med os. Hvem kan hjælpe os i kampen mod deres mægtige guder? De var jo dem, der ramte egypterne med alle slags katastrofer og tilintetgjorde deres hær i ørkenen. ⁹ Vi må tage os sammen, filistre, og kæmpe som aldrig før. Vi skulle nødigt ende som slaver for israelitterne, sådan som de har været slaver for os.” ¹⁰ Så gik filistrene til angreb, og Israel blev slået igen. Den dag faldt der 30.000 israelitter. De overlevende flygtede hver til sit. ¹¹ Herrens Ark blev taget som bytte, og Hofni og Pinehas blev begge dræbt.

¹² En mand fra Benjamins stamme løb hele vejen fra slagmarken og ankom samme dag til Shilo. I fortvivlelse havde han flænget sit tøj og kommet jord på sit hoved. ¹³ Eli sad på en stol ved byporten og stirrede ud på vejen. Han ventede på nyt, for han var bekymret for Herrens Ark. Da budbringeren ankom til byen og fortalte de første, han mødte, hvad der var sket, gav alle i byen sig til at råbe og skrige. ^14-15 „Hvad er det for en larm?” spurgte Eli, der nu var 98 år og næsten helt blind. Budbringeren skyndte sig hen til ham. ¹⁶ „Jeg kommer lige fra slagmarken,” forklarede han. „Det lykkedes mig at flygte med livet i behold.” „Ja, men hvad skete der?” spurgte Eli utålmodigt. „Fortæl! Fortæl!” ¹⁷ „Israel måtte flygte for filistrene! Vi led store tab! Dine to sønner, Hofni og Pinehas, blev også dræbt, og Herrens Ark blev taget!” ¹⁸ Da han nævnte Herrens Ark, faldt Eli bagover på sin stol ved byporten og brækkede halsen. Han døde på stedet, for han var en gammel mand og meget overvægtig. Han havde været leder i Israel i 40 år.

¹⁹ Elis svigerdatter—Pinehas’ kone—var højgravid på det tidspunkt. Da hun hørte, at arken var blevet taget af filistrene, og at hendes mand og hendes svigerfar begge var døde, fik hun voldsomme veer. ²⁰ De kvinder, som hjalp hende under fødslen, prøvede at opmuntre hende. „Du har født en dejlig dreng,” sagde de. Det reagerede hun overhovedet ikke på. ²¹ Hun døde under fødslen, men nåede dog at sige: „Kald drengen Ikabod.”^[a] Hermed hentydede hun til, hvad der var sket med arken og med hendes mand og svigerfar. ²² „Guds herlighed har forladt Israel,” sukkede hun, „for Herrens Ark er blevet taget.”

Arken hos filistrene

5 Imidlertid bragte filistrene Guds Ark fra slagmarken ved Eben-Ezer til byen Ashdod ² og ind i deres afgudstempel, hvor den blev stillet ved siden af statuen af deres afgud, som hed Dagon. ³ Næste morgen kom byens indbyggere til templet for at se arken. Men dér lå Dagon næsegrus på jorden foran Guds Ark. De skyndte sig at stille ham på plads igen, ⁴ men næste morgen lå Dagon igen næsegrus på jorden foran Guds Ark. Hovedet og hænderne var tilmed brækket af og lå på dørtærskelen, kun kroppen var tilbage. ⁵ (Det er grunden til, at Dagons præster og de, som dyrker ham, den dag i dag undgår at træde på dørtærsklen til Dagons tempel i Ashdod.)

⁶ Herrens straf kom over indbyggerne i Ashdod. Han sendte en frygtelig plage over dem, så der udbrød en epidemi af bylder både i Ashdod og i de omliggende landsbyer. ⁷ Da folk blev klar over sammenhængen, udbrød de: „Vi vil ikke have Israels Guds Ark her i byen længere. Han er imod os og vil gøre det af med både os og vores gud, Dagon.” ⁸ Så sammenkaldte de filisterbyernes fem konger til rådslagning. „Hvad skal vi gøre ved Israels Guds Ark?” spurgte de. „Lad os flytte den til Gat,” var der nogen der foreslog.

⁹ Men da arken ankom til Gat, sendte Herren den samme plage over indbyggerne der. Både unge og gamle fik bylder, og de blev grebet af rædsel. ¹⁰ Derfor sendte de arken videre til Ekron.

Da indbyggerne i Ekron så arken komme, protesterede de: „Nu bringer de Israels Guds Ark til os for at slå os ihjel!” ¹¹ Byens ledere sendte straks bud til filisterkongerne og bad dem om at sørge for at få arken sendt tilbage til israelitterne, for ellers ville de alle blive udryddet. Byldeplagen var allerede begyndt i Ekron, og indbyggerne var rædselsslagne. ¹² Nogle døde, mens resten blev dækket af bylder, og deres klageråb lød overalt.

Filistrene sender arken tilbage

6 Arken havde nu været i filistrenes land i syv måneder. ² Da fik filisterkongerne fat på nogle præster og spåmænd og spurgte dem: „Hvordan skal vi bære os ad med at sende arken tilbage?”

³ „Når I sender den tilbage, skal I sende en gave med som forsoningsoffer til Israels Gud,” svarede de. „Så vil byldeplagen standse, og I vil forstå, hvorfor hans hånd har hvilet så tungt på jer.”^[b]

^4-5 „Hvad skal vi sende med som forsoningsoffer?” spurgte de.

„Siden det er den samme plage, der har ramt jer i alle fem byer, skal I lave fem efterligninger i guld af de bylder, som plagen har forårsaget,” lød svaret. „Send også fem efterligninger i guld af de mus, som har hærget landet. Send disse gaver til ære for Israels Gud, så vil han måske løfte sin hånd fra jer og jeres gud og jeres land. ⁶ Vær ikke stædige og oprørske, som Farao og egypterne var. De ville jo ikke give slip på Israels folk, før deres Gud ramte dem med sine frygtelige plager. ⁷ Byg en ny vogn og tag to køer, der lige har fået kalve, og som aldrig har været spændt i åg. Dem skal I spænde for vognen, og deres kalve skal I tage fra dem og lukke inde i stalden. ⁸ Sæt så arken op på vognen, og sæt et skrin med guldmusene og guldbylderne ved siden af den. Send så køerne af sted med arken. ⁹ Hvis de går over grænsen og ind til Bet-Shemesh, kan vi være sikre på, at det er Israels Gud, som har sendt denne ulykke over os. Gør de ikke det, så ved vi, at det ikke er ham, der har sendt plagen, men at det bare er et sammentræf af uheldige omstændigheder.”

¹⁰ Dette råd fulgte de. To køer, som for nylig havde kælvet, blev spændt for vognen, og kalvene blev lukket inde i stalden. ¹¹ Så blev Herrens Ark og skrinet med guldmusene og guldbylderne sat op på vognen. ¹² Køerne satte straks kursen direkte mod Bet-Shemesh, og de brølede hele vejen. Filisterkongerne fulgte efter dem til Bet-Shemesh’ grænse.

¹³ Bet-Shemesh’ indbyggere var i færd med at høste hvede i dalen, da arken ankom. Da de fik øje på den, blev de ude af sig selv af begejstring. ^14-15 Vognen standsede ved siden af en stor sten ved kanten af en mark, der tilhørte en mand ved navn Jehoshua. En gruppe mænd af Levis stamme løftede arken og skrinet med guldmusene og guldbylderne ned fra vognen og satte dem på stenen. Høstfolkene slog straks vognen i stykker og brugte træet fra den til et offerbål. Så slagtede de køerne og ofrede dem som et brændoffer til Herren. Den dag ofrede Bet-Shemesh’ indbyggere adskillige brændofre og slagtofre til Herren. ¹⁶ Imens stod de fem filisterkonger på afstand og iagttog, hvad der foregik. Derefter vendte de samme dag tilbage til Ekron. ¹⁷ De fem guldbylder, som filistrene havde sendt med som forsoningsoffer, var en gave fra kongerne i byerne Ashdod, Gaza, Ashkalon, Gat og Ekron. ¹⁸ De fem guldmus var en gave fra de befæstede byer og mindre landsbyer, der hørte ind under de fem hovedbyer. Den sten, vognen standsede ved, ligger den dag i dag på marken uden for Bet-Shemesh som et vidnesbyrd om denne begivenhed. ¹⁹ Men fordi 70 af Bet-Shemesh’ indbyggere kiggede ned i arken, slog Herren dem ihjel. Og indbyggerne sørgede over den tragedie, der havde ramt dem.

²⁰ „Hvem kan leve i denne hellige Guds nærhed?” klagede de. „Hvor skal vi nu sende arken hen?”

²¹ Så sendte de bud til indbyggerne i Kirjat-Jearim. „Filistrene har sendt Herrens Ark tilbage til os,” sagde de. „Kom og hent den op til jer.”

7 Så kom der nogle folk fra Kirjat-Jearim og førte arken til Abinadabs hus, der lå på en bakke, og de satte hans søn Eleazar til at passe på den. ² Arken stod opbevaret dér i 20 år, og i al den tid sørgede hele Israels folk, for det så ud, som om Herren havde forladt dem.

Samuel som Israels leder

³ Da sagde Samuel til Israels folk: „Hvis I virkelig alvorligt ønsker at komme tilbage til Herren, så hold op med at dyrke fremmede guder. Ødelæg alt, hvad der repræsenterer gudinden Astarte og beslut jer for at adlyde Herren alene, så vil han frelse jer fra filistrene.”

⁴ Så ødelagde israelitterne deres afgudsbilleder af Ba’al og Astarte og tilbad Herren alene. ⁵ Derefter sagde Samuel: „Kom til Mitzpa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren.”

⁶ Folket samledes så i Mitzpa. Den dag fastede de som udtryk for, at de angrede deres synder; og som en symbolsk offerhandling øste de vand fra brønden og hældte det ud på jorden for Herren. Det var dér ved Mitzpa, at Samuel først blev anerkendt som leder i Israel.

⁷ Filisterkongerne fik imidlertid nys om, at alle israelitterne havde samlet sig i Mitzpa. Derfor mobiliserede de deres hære og rykkede ud imod Israel. Da israelitterne hørte det, blev de skrækslagne.

⁸ „Bed Gud Herren om at frelse os!” råbte de til Samuel. ⁹ Samuel tog da et lam og ofrede hele dyret som et brændoffer til Herren, alt imens han gik i forbøn for Israel. Og Herren greb ind. ¹⁰ Mens Samuel var i færd med at ofre lammet, stormede filistrene dem, men Herren sendte et voldsomt tordenvejr imod dem, og filistrene blev så bange og forvirrede, at israelitterne nemt kunne slå dem. ¹¹ Israelitternes hær forfulgte dem fra Mitzpa helt til Bet-Kar og huggede mange af dem ned undervejs. ¹² Da tog Samuel en stor sten og anbragte den mellem Mitzpa og Jeshana, og han kaldte stenen Eben-Ezer,^[c] for han sagde: „Hidtil har Herren hjulpet os!”

¹³ Filistrenes nederlag holdt dem i lang tid fra at angribe israelitterne, og Herren var med Israel, så længe Samuel levede. ¹⁴ De israelitiske byer mellem Ekron og Gat samt de øvrige områder, som filistrene havde erobret, fik Israel nu tilbage. I den periode var der også fred mellem israelitterne og amoritterne.

¹⁵ Samuel var Israels leder så længe han levede. ¹⁶ En gang om året foretog han en rundrejse mellem Betel, Gilgal og Mitzpa for at tage sig af folkets retssager. ¹⁷ Men han vendte altid tilbage til sit hjem i Rama, hvor han også afgjorde retssager. Og i Rama byggede han et alter for Herren.

Israels folk forlanger en konge

8 Da Samuel blev gammel, satte han sine to sønner til at være dommere i Israel. ² Den ældste hed Joel, og den anden hed Abija. De havde deres dommersæde i Be’ersheba, ³ men de var pengegriske og slet ikke som deres far. De tog imod bestikkelse og dømte uretfærdigt. ⁴ Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. ⁵ „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.” ⁶ Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd. ⁷ „Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge. ⁸ Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde. ⁹ Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.”

¹⁰ Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt: ¹¹ „Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne. ¹² Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne. ¹³ Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i. ¹⁴ Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine venner. ¹⁵ Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem folkene i sin inderkreds. ¹⁶ Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug. ¹⁷ Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og I kan ikke sætte jer op imod ham. ¹⁸ Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.”

¹⁹ Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge. ²⁰ Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.”

²¹ Så fortalte Samuel Herren, hvad folket havde sagt, ²² og Herren svarede: „Så gør, som de siger, og giv dem en konge.” Da gik Samuel med til ledernes forslag og sendte dem hjem.