Chronological

Da Samson rykkede byporten i Gaza op

16 En dag, da Samson var på besøg i filisterbyen Gaza, overnattede han hos en prostitueret kvinde. ² Det rygtedes snart, at Samson var i byen, hvorefter indbyggerne stillede vagtposter op forskellige steder i byen og lagde sig på lur ved byporten. De ventede hele natten i stilhed ved porten, for de tænkte: „I morgen, så snart det bliver lyst, dræber vi ham.”

³ Samson blev imidlertid kun liggende til midnat. Så forlod han huset og gik ud til byporten, som han rykkede op med stolper og portfløje, og bar det hele på sine skuldre op på toppen af bakken, der ligger over for Hebron.

Samson og Dalila

⁴ Senere forelskede Samson sig i en pige ved navn Dalila, der boede i Sorekdalen. ⁵ De fem filisterkonger opsøgte hende nu og sagde: „Du skal lokke Samson til at røbe, hvad det er, der giver ham de vældige kræfter, og hvordan vi kan overmande og uskadeliggøre ham. Så skal du få 1100 sølvstykker fra hver af os!” lovede de.

⁶ Så tiggede og bad hun Samson om at røbe hemmeligheden. „Sig mig, Samson, hvor får du dine kræfter fra?” spurgte hun. „Hvordan kan det lade sig gøre at binde dig, så du ikke kan slippe fri?” ⁷ „Hvis jeg bliver bundet med syv sener, som endnu ikke er blevet tørre, så bliver jeg lige så svag som alle andre,” svarede Samson.

^8-9 Så gav filisterkongerne hende syv sener og lod nogle af deres folk ligge på lur i værelset ved siden af. Da Samson var faldet i søvn, bandt hun ham med senerne og råbte: „Samson, vågn op! Filistrene kommer!” Samson vågnede med et sæt og sprængte senerne, som var det sytråd, der blev holdt over ilden. Så var de lige vidt, for Samson havde stadig ikke røbet sin hemmelighed.

¹⁰ „Du har narret mig ved ikke at fortælle mig sandheden,” blev Dalila ved. „Sig mig nu, hvordan det kan lade sig gøre at binde dig!” ¹¹ „Hvis jeg bliver bundet med nye reb, der aldrig har været brugt, så bliver jeg lige så svag som alle andre,” svarede Samson.

¹² Da Samson var faldet i søvn, tog Dalila nye reb og bandt ham med dem, mens der igen lå mænd på lur i værelset ved siden af. Så råbte hun: „Samson, vågn op! Filistrene kommer!” Men også denne gang sprængte han sine bånd, som var det sytråd.

¹³ „Hvorfor narrer du mig og bliver ved at lyve for mig?” spurgte hun. „Sig mig nu, hvordan det kan lade sig gøre at binde dig!” „Hvis du væver mine syv fletninger ind i klædet, der sidder på væven, og fastgør det med skyttelen, bliver jeg lige så svag som alle andre,” svarede han.

¹⁴ Da Samson var faldet i søvn, gjorde hun, som han havde sagt, og råbte: „Samson, vågn op! Filistrene kommer!” Da vågnede Samson med et sæt, rev skyttelen ud og fik håret fri fra væven.

¹⁵ „Hvordan kan du påstå, at du elsker mig, hvis du ikke vil vise mig fortrolighed?” klagede hun. „Nu har du tre gange gjort mig til grin ved ikke at fortælle mig din hemmelighed!”

^16-17 Sådan blev hun ved med at presse og plage ham, indtil han blev dødtræt af at høre på hende og røbede hemmeligheden. „Mit hår er aldrig blevet klippet,” forklarede han, „for jeg er naziræer og har været indviet til Gud, fra før jeg blev født. Hvis mit hår bliver klippet af, vil min styrke forlade mig, så jeg bliver lige så svag som alle andre.”

¹⁸ Dalila var klar over, at Samson denne gang havde fortalt hende sandheden, så hun sendte bud efter filisterkongerne: „Kom tilbage en gang til,” sagde hun, „for denne gang har han talt sandt!” Så kom de tilbage og bragte den lovede sum penge med sig. ¹⁹ Da Dalila havde lullet Samson i søvn i sit skød, kaldte hun på en af mændene, som straks klippede hans syv fletninger af. Samsons styrke var nu forsvundet, og det var begyndelsen til hans ydmygelse, takket være Dalila.

²⁰ „Samson, vågn op!” råbte hun. „Filistrene kommer!” Da vågnede han op og tænkte: „Jeg skal nok slippe fra dem og ryste båndene af mig, som jeg plejer.” Han vidste nemlig ikke, at Herrens kraft havde forladt ham. ²¹ Men filistrene greb ham og stak øjnene ud på ham, hvorefter de førte ham til Gaza, bandt ham med bronzelænker og satte ham til at trække en møllesten i fængslet. ²² Men Samsons hår begyndte langsomt at vokse ud igen.

Samsons sidste hævnakt over filistrene

²³ Nogen tid efter arrangerede filisterkongerne en stor fest til ære for deres gud Dagon. De bragte takofre til gudestatuen og fejrede, at Samson endelig var blevet uskadeliggjort. „Dagon har udleveret vores fjende Samson til os!” jublede de. ²⁴ Da folkeskaren gik forbi og så den fangne Samson i fængslet, lovpriste de deres gud med ordene:

²⁵ Da alle var kommet i stemning, var der nogle, der råbte: „Hent Samson op fra fængslet, så han kan optræde for os.” Så blev Samson ført ud og tvunget til at optræde for dem. Da Samson stod mellem søjlerne, ²⁶ sagde han til slaven, der havde ført ham ved hånden: „Før mig hen til de store søjler som bærer taget, så jeg kan hvile mig op ad dem.”

²⁷ Templet var fyldt med mennesker, både mænd og kvinder, som havde set Samson optræde. Alle filisterkongerne var der, og på taget var der omkring 3000 mænd og kvinder.

²⁸ Da bad Samson til Herren. „Min Herre og Gud,” sagde han, „hjælp mig nu og giv mig styrke for sidste gang, så jeg kan hævne mig på filistrene, fordi de stak mine øjne ud.”

²⁹ Så stemte Samson armene imod de to bærende søjler midt i templet og bad: ³⁰ „Lad mig dø sammen med filistrene!” Så skubbede han til af alle kræfter—og templet brasede sammen over filisterkongerne og alle, der var forsamlet. Samson dræbte således flere ved sin død, end han havde dræbt, mens han levede.

³¹ Senere kom hans brødre og slægtninge ned for at hente hans lig. De bar ham hjem og begravede ham mellem Zora og Eshtaol, hvor hans far Manoa lå begravet. Samson havde været Israels befrier i 20 år.

Mikas afgudsbilleder

17 I Efraims højland boede der en mand ved navn Mika. ² En dag sagde han til sin mor: „Jeg hørte, hvordan du forbandede den tyv, der stjal 1100 sølvstykker fra dig. Her er de. Det var mig, der tog dem!” „Må Herren velsigne dig, fordi du sagde det, min søn,” svarede moderen. ³ Så gav Mika pengene tilbage til hende.

Da sagde moderen: „De her sølvstykker vil jeg indvi til Herren. Jeg vil få lavet et afgudsbillede af dem og en støbt statuette, som du skal have, min søn.”

⁴ Så tog hun 200 sølvstykker og gav dem til sølvsmeden, som lavede et gudebillede og en gudestatuette. Da de var færdige, blev de overdraget til Mika. ⁵ Han fik lavet et gudehus til sine afgudsbilleder. Han lavede også nogle små husguder af træ og en efod, hvorefter han indviede en af sine sønner til at være præst. ⁶ På den tid var der ingen konge i Israel, og folk gjorde, hvad de fandt for godt.

^7-8 En dag kom en ung levit til Mikas hus i Efraims højland. Han havde boet som fremmed i Betlehem i Judastammens område og var nu på udkig efter et nyt sted at slå sig ned.

⁹ „Hvor kommer du fra?” spurgte Mika. „Jeg er levit og kommer fra Betlehem i Juda,” svarede den unge mand. „Jeg er ved at se mig om efter et nyt sted at bo.” ¹⁰ „Hvis du vil blive her, kan du blive vejleder og præst hos mig,” foreslog Mika. „Jeg vil give dig ti sølvstykker om året plus tøj og kost og logi.”

¹¹ Den unge mand tog imod tilbuddet og boede derefter hos Mika, der behandlede ham som sin egen søn. ¹² Desuden indsatte Mika ham til at være sin personlige præst. ¹³ „Nu er jeg sikker på, at Herren vil velsigne mig!” udbrød Mika. „For jeg har jo en rigtig levit som præst ved mit gudehus!”

Dans stamme stjæler Mikas afgudsbilleder

18 På den tid var der som sagt ingen konge i Israel. Dans stamme søgte efter et sted, hvor de kunne slå sig ned, eftersom det endnu ikke var lykkedes dem at indtage det område, de havde fået tildelt. ² De udvalgte fem tapre krigere som repræsentanter for deres forskellige klaner fra byerne Zora og Eshtaol. De blev sendt af sted for at udspionere hele landet. I Efraims højland overnattede de i Mikas hus. ³ Da de hørte den unge levits dialekt, gik de hen til ham og spurgte: „Hvordan er du kommet herhen? Hvad laver du her?” ⁴ Så fortalte han dem, hvordan Mika havde taget imod ham og ansat ham som sin personlige præst.

⁵ „Bed så Gud om at vise os, om vores ærinde vil lykkes!” sagde de. ⁶ Præsten svarede: „Vær ved godt mod! Herren vil være med jer på rejsen!”

⁷ Derefter fortsatte de fem mænd til byen Lajish. De så, at byens folk levede ubekymret i fred og sikkerhed ligesom sidonierne, at de var velstående og ikke manglede noget, og at de boede langt fra Sidon og ingen kontakt havde med de omkringboende aramæere.

⁸ Da spionerne kom tilbage til Zora og Eshtaol, spurgte deres stammefæller dem: „Hvordan gik det? Hvad fandt I ud af?” ^9-10 Mændene svarede: „Lad os tage af sted og erobre Lajish! Vi har set, at landet er virkelig godt. Der er ikke noget at betænke sig på. Folket dér lever fredeligt og bekymrer sig ikke om noget, for de mangler intet. Gud har givet os et frugtbart og rummeligt land.”

¹¹ Så rykkede danitterne op fra Zora og Eshtaol med en hær på 600 bevæbnede krigere, ¹² og de slog lejr ved det sted vest for Kirjat-Jearim i Juda, som den dag i dag kaldes Dans Lejr. ¹³ Derfra gik de ind i Efraims højland.

Da de kom til Mikas hus, ¹⁴ sagde spionerne til krigerne: „I gudehuset derhenne er der en efod, nogle husguder, et gudebillede og en støbt gudestatuette. Mon ikke vi er enige om, hvad vi skal gøre?”

^15-16 Så gik de fem mænd hen til gudehuset, mens de 600 krigere blev stående uden for porten. Da den unge præst kom ud til porten, hilste mændene hjerteligt på ham. ¹⁷ Mens præsten stod udenfor sammen med krigerne, kom de fem mænd ud fra Mikas gudehus med gudebilledet, efoden, husguderne og den støbte gudestatuette. ¹⁸ „Hvad er det, I gør?” udbrød præsten forbavset. ¹⁹ „Ti stille og følg med!” svarede de. „Fra nu af skal du være vejleder og præst for os! Er det ikke bedre at være præst for en hel stamme end bare for en enkelt mand?” ²⁰ Det forslag syntes præsten godt om, og uden yderligere indvendinger tog han efoden, husguderne og gudebilledet og fulgte med dem.

²¹ Hele gruppen fortsatte nu rejsen mod Lajish med deres børn, kvæg og ejendele forrest. ²² Da de var kommet lidt på afstand, tilkaldte Mika sine naboer og satte efter dem, der havde stjålet hans guder. Da de havde indhentet dem, ²³ råbte de til dem, at de skulle standse.

„Hvad er der i vejen?” spurgte danitterne. „Hvorfor kommer du med alle de folk?” ²⁴ „Hvad tror I?” råbte Mika tilbage. „I har stjålet mine guder og min præst, så nu har jeg ingenting tilbage. Og så spørger I, hvad der er i vejen!” ²⁵ „Du gør bedst i at passe dig selv!” svarede danitterne. „Ellers kunne det være, at nogle af os blev sure og huggede jer alle sammen ned!”

²⁶ Da Mika blev klar over, at der ikke var noget at stille op, vendte han om og gik hjem, og danitterne fortsatte deres rejse ^27-28 med hans afgudsbilleder og hans præst.

Da de nåede frem til Lajish, der lå fredeligt og trygt i dalen ved Bet-Rehob, huggede de indbyggerne ned og brændte byen af. Der var ingen, der kom til undsætning, afstanden til Sidon var for stor, og de havde ingen kontakt med de omkringboende aramæere. Efter sejren genopbyggede danitterne byen og blev boende der. ²⁹ De gav byen et nyt navn og opkaldte den efter deres forfar Dan, en af Jakobs sønner.

³⁰ Derefter opstillede de afgudsbillederne i byen og udnævnte Jonatan fra Gershoms slægt^[a] til præst. Jonatans efterkommere vedblev at være præster for danitterne, indtil byens befolkning blev ført bort som fanger til et fjendtligt land. ³¹ Danitterne brugte Mikas afgudsbilleder, imens Herrens helligdom var i Shilo.