Beginning

4 Men da Sanballat og Tobija så, at arbejdet på muren skred godt frem, og at de gabende huller blev repareret, blev de urolige og sendte bud om det til araberne, ammonitterne og ashdoditterne. ² De dannede en sammensværgelse og lagde planer om at angribe Jerusalem for at sætte en stopper for arbejdet. ³ Men vi bad til vores Gud og satte vagtposter ved muren nat og dag.

⁴ Judæerne klagede over, at de, der skulle bære materialerne, var udmattede, og at der var så mange murbrokker, at de ikke kunne komme frem. ⁵ Samtidig planlagde vores fjender et overraskelsesangreb og sagde: „Før de når at se sig om, står vi midt i byen. Så slår vi dem ihjel og sætter en stopper for arbejdet!” ⁶ Men de arbejdere, der boede i de omliggende landsbyer, røbede deres planer og sagde gang på gang: „Fjenderne gør sig klar til at angribe os fra alle sider.”

⁷ Derfor opstillede jeg folkene familie for familie bevæbnet med sværd, spyd og buer bag ved muren på de steder, hvor den var lavest. ⁸ Da jeg så, hvor bange de var, sammenkaldte jeg lederne og folket og holdt en lille tale til dem: „I skal ikke være bange!” sagde jeg. „Husk på, at den almægtige Gud er med os! Så vær ved godt mod og kæmp for jeres slægtninge, sønner, døtre, koner og hjem!”

⁹ Da vores fjender blev klar over, at vi var blevet advaret, og at Gud havde forpurret deres planer om et overraskelsesangreb, vendte vi tilbage til arbejdet på muren. ¹⁰ Men fra da af arbejdede vi altid i to hold. Mens halvdelen af folket var i gang, stod den anden halvdel sammen med lederne bag ved dem og holdt vagt i fuld rustning, bevæbnet med spyd, skjolde og buer. ¹¹ De, der slæbte sten, var også bevæbnet. De brugte den ene hånd til at bære sten og holdt spyddet i den anden. ¹² De, der byggede på muren, havde deres sværd i bæltet, mens de arbejdede. Hornblæseren holdt sig hele tiden tæt ved mig, parat til at blæse alarm.

¹³ „Det er et omfattende projekt, vi er i gang med,” forklarede jeg folket og deres ledere, „og vi er spredt ud over et stort område. ¹⁴ Så snart der bliver blæst alarm, skal I straks samle jer der, hvor lyden kommer fra. Så vil vores Gud kæmpe for os!”

¹⁵ Således arbejdede vi fra daggry til solnedgang, mens halvdelen altid stod vagt. ¹⁶ Jeg gav ordre til, at alle, der boede uden for muren, skulle overnatte inde i byen, så de og deres tjenestefolk kunne deltage i arbejdet om dagen og holde vagt om natten. ¹⁷ Både jeg selv og mine folk sov med tøjet på, og vi gik aldrig nogen steder ubevæbnet.^[a]

Nehemias taler de fattiges sag

5 Kort efter begyndte nogle mænd og deres koner at klage over, at deres rige landsmænd udnyttede dem. ² Nogle sagde: „Vi har ingen penge, så vi må give vores børn i pant for at få mad.” ³ Andre sagde: „Vi har pantsat vores marker, vingårde og huse for at kunne købe korn under hungersnøden.” ⁴ Andre igen sagde: „Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at kunne betale skat til kongen.”

⁵ „Hører vi ikke til samme folk?” protesterede de. „Er vores børn ikke lige så gode som deres? Det er uretfærdigt, at vi skal sælge vores børn som slaver for at kunne overleve. Vi har allerede solgt flere af vores døtre, og vi har ingen mulighed for at købe dem fri, for vores marker og vingårde tilhører pantelånerne.”

⁶ Da jeg hørte det, blev jeg vred, ⁷ og efter at have tænkt over sagen sagde jeg til de rige og fornemme: „Det er forkert af jer at tage pant og renter af jeres landsmænd, når I låner dem penge.” Så sammenkaldte jeg til et folkemøde og henvendte mig til de rige: ⁸ „Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at frikøbe vores landsmænd, der levede som slaver hos et fremmed folk,” sagde jeg. „Men nu gør I jeres egne landsmænd til slaver! Hvor mange gange skal vi købe dem fri?” Der var dødstille. Ingen vidste, hvad de skulle svare. ⁹ Så fortsatte jeg: „I kan ikke være bekendt at opføre jer på den måde! Har I slet ingen ærefrygt for Gud? Er det ikke nok, at vi har fjender, der udefra prøver at komme os til livs? ¹⁰ Jeg og mine folk har også lånt vores nødstedte landsmænd penge og korn, men uden at kræve renter. Hold op med at tage pant og renter. ¹¹ Giv dem deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage og refunder dem, hvad I har taget i renter i form af penge, korn, vin og olie.”

¹² „Vi vil gøre, som du siger,” svarede de. „Vi giver dem deres ejendom tilbage og holder op med at kræve renter.” I præsternes påhør fik jeg dem så til at sværge på, at de ville gøre, som de havde sagt. ¹³ Og mens jeg rystede min kappefold sagde jeg: „De som ikke holder, hvad de har lovet, vil Gud ryste ud fra deres hus og hjem.” „Amen!” råbte hele forsamlingen og takkede Gud. Så gik de i gang med at gøre deres ord til handling.

¹⁴ I den forbindelse skal det nævnes, at i alle de 12 år, jeg var guvernør over Juda—fra kong Artaxerxes’ 20. til hans 32. regeringsår—modtog hverken jeg selv eller mine embedsmænd nogen løn eller andre ydelser fra Israels folk. ¹⁵ Denne praksis stod i skærende kontrast til, hvad folket var vant til fra de tidligere guvernører, der havde udnyttet dem ved at kræve mad og vin foruden 40 sølvstykker om dagen. Desuden plejede embedsmændene også at udnytte folket. Men fordi jeg ønskede at adlyde Gud, brød jeg med den praksis. ¹⁶ I stedet koncentrerede jeg mig om arbejdet på muren og nægtede at skaffe mig fast ejendom. Og alle mine embedsmænd tog del i arbejdet på lige fod med andre. ¹⁷ Jeg forsørgede ellers 150 judæiske embedsmænd foruden fremmede, der kom på besøg. ¹⁸ Det daglige forbrug udgjorde en okse, seks førsteklasses får og et stort antal fjerkræ. Desuden købte jeg hver tiende dag en ny forsyning vin. Alligevel undlod jeg at afkræve folket den skat, jeg havde krav på, for de havde det svært nok i forvejen.

¹⁹ Min Gud, glem ikke, hvad jeg har gjort for dit folk, men velsign mig for det!

Muren bliver færdig trods fortsat modstand

6 Byggeriet fortsatte, til muren var færdig, og nu manglede vi kun at sætte de sidste portfløje på plads. Da Sanballat, Tobija, araberen Geshem og resten af vores fjender hørte det, ² sendte de bud og bad mig møde dem i en af landsbyerne på Onosletten. Men jeg var klar over, at de havde i sinde at myrde mig. ³ Derfor sendte jeg følgende svar tilbage til dem: „Det er et vigtigt projekt, jeg er i gang med. Jeg kan ikke standse arbejdet for at mødes med jer.”

⁴ Fire gange sendte de bud til mig om at komme, og hver gang gav jeg samme svar. ⁵ Femte gang kom Sanballats sendebud med et åbent brev i hånden, ⁶ i hvilket der stod:

Geshem fortæller mig, at han overalt hører rygter om, at judæerne pønser på at gøre oprør, og at det er grunden til, at I har genopbygget muren. Han fortæller mig endvidere, at du vil være konge over dem, ⁷ og at du allerede har hvervet „profeter” i Jerusalem, som skal sige: „Nu er der en konge i Juda.” Du kan være sikker på, at kong Artaxerxes vil høre om det her. Derfor må du hellere komme og drøfte sagen med mig.

⁸ Jeg sendte besked tilbage: „Du ved udmærket, at det er løgn fra ende til anden. Det er noget, du selv har fundet på.”

⁹ De prøvede blot at gøre os bange med det formål at få os til at standse arbejdet. „Herre,” bad jeg, „giv os mod og styrke til at gøre arbejdet færdigt!”

¹⁰ Nogle dage senere besøgte jeg Shemaja, en søn af Delaja, som var søn af Mehetabel. Han lå syg i sit hus.

„Lad os gemme os inde i templet og låse dørene,” sagde han. „Dine fjender kommer i aften for at dræbe dig.”

¹¹ Men jeg svarede: „Skulle jeg, som er folkets leder, flygte, fordi der er fare på færde? Desuden har jeg ikke lov til at gå ind i templet, når jeg hverken er præst eller levit.”

^12-13 Det var ikke svært at regne ud, at Shemajas budskab ikke var fra Gud, men at Tobija og Sanballat havde betalt ham for at gøre mig bange og lokke mig ind i templet, så de bagefter havde noget at anklage mig for.

¹⁴ Min Gud, det er op til dig at straffe Tobija, Sanballat, den kvindelige profet Noadja og de andre profeter, som har forsøgt at tage modet fra mig.

¹⁵ Den 25. dag i elul^[b] måned var muren færdig, kun 52 dage efter at vi havde påbegyndt arbejdet. ¹⁶ Da vores fjender og de omkringboende folk hørte, at arbejdet var fuldført, blev de bange og modløse, for de forstod, at det var vores Gud, der havde hjulpet os.

¹⁷ I løbet af de 52 dage udvekslede Tobija adskillige breve med overklassen i Juda. ¹⁸ Mange af dem havde svoret ham troskab, fordi han var svigersøn til Shekanja, en søn af Ara, og fordi hans søn Johanan var gift med en datter af Meshullam, en søn af Berekja. ¹⁹ Alle forsøgte de at overbevise mig om, hvor god Tobija var, hvorefter de løb tilbage og fortalte ham alt, hvad jeg havde sagt om ham. Tobija sendte mig en masse trusselsbreve for at tage modet fra mig.