Beginning

Kong Joram af Juda^(A)

21 Da kong Joshafat døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Joram efterfulgte ham som konge.

² Jorams brødre hed Azarja, Jehiel, Zekarja, Azarjahu, Mikael og Shefatja. ³ Joshafat havde givet hver af sine sønner kostbare gaver—sølv, guld og juveler—og givet dem herredømmet over nogle af Judas befæstede byer. Men han havde udnævnt Joram til konge, for han var den førstefødte søn. ⁴ Så snart Joram havde sikret sig magten, slog han alle sine brødre og flere af de israelitiske ledere ihjel. ⁵ Han var 32 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i otte år. ⁶ Han fulgte i Israels kongers spor, for han havde giftet sig med en datter af Ahab. Derfor gjorde han, hvad der var ondt i Herrens øjne. ⁷ Men på grund af den pagt, Herren havde etableret med David, ville han ikke fuldstændigt ødelægge Davids slægt. Han havde jo lovet, at Davids slægt aldrig skulle dø ud.

⁸ Mens Joram regerede, løsrev Edoms folk sig fra Judas overherredømme og udnævnte deres egen konge. ⁹ Kong Joram mønstrede sine officerer og stridsvogne for at slå oprøret ned. Undervejs blev han omringet af Edoms hær, men i ly af natten undslap han. ¹⁰ Derfor har Edom indtil i dag opretholdt sin uafhængighed, og det samme er tilfældet med Libna, for Joram havde vendt sig fra Herren, sine fædres Gud. ¹¹ I Judas bjergområde byggede han afgudsoffersteder på højene. Således førte han Jerusalems indbyggere ud i utroskab mod Herren og ledte Judas folk på afveje.

¹² Da skrev profeten Elias følgende brev til Joram: „Herren, din forfar Davids Gud, siger: Fordi du ikke fulgte din far, Joshafats, og din farfar, Asas, gode eksempel, ¹³ men syndede på lige fod med Israels konger og opfordrede Jerusalems indbyggere og hele Judas folk til at dyrke afguder, ligesom kong Ahab gjorde, og fordi du myrdede dine egne brødre, der var bedre end dig, ¹⁴ vil Herren straffe både dig, dine børn og dine koner, samt fratage dig al din ejendom. ¹⁵ Selv skal du rammes af en alvorlig og vedvarende tarmsygdom, som til sidst får dine indvolde til at sprænges.”

¹⁶ Derefter lod Herren fjendskab opstå mellem kong Joram og filistrene, der fik støtte af nogle arabere, som boede nord for Kush. ¹⁷ De rykkede frem mod Juda, gjorde indfald i landet og plyndrede kongepaladset for alt af værdi. Selv kongens sønner og koner tog de med sig, bortset fra den yngste søn, Ahazja. Nu havde Joram kun én søn tilbage.

¹⁸ Kort efter ramte Herren Joram med en uhelbredelig sygdom i maven, ¹⁹ og efter to års sygdom sprængtes hans indvolde, så han led en frygtelig død. Man brændte ingen røgelse til ære for ham, som man havde gjort, da hans forfædre døde.

²⁰ Joram var som sagt 32 år, da han blev konge, og han nåede at regere i Jerusalem i otte år. Ingen sørgede over hans død. Han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige familiegravsted.

Kong Ahazja af Juda^(B)

22 Befolkningen i Jerusalem valgte derefter Ahazja, Jorams yngste søn, til konge, eftersom de arabere, der havde gjort indfald i landet, havde gjort det af med Jorams øvrige sønner. ² Ahazja var 22^[a] år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i ét år. Hans mor hed Atalja og var kong Omris barnebarn. ³ Ahazja var lige så ond en konge som dem fra Ahabs slægt, for hans mor var en dårlig rådgiver for ham. ⁴ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, som Ahabs slægt altid havde gjort. Han havde nemlig valgt sine rådgivere fra den slægt efter sin fars død, og det blev hans undergang.

⁵ Ahazja fulgte deres råd og indgik forbund med Israels kong Joram, søn af Ahab. Derfor sluttede han sig til Joram i krigen mod kong Hazael af Aram. Aramæerne vandt slaget ved Ramot-Gilead, og Joram blev såret, ⁶ hvorefter han trak sig tilbage til Jizre’el for at blive rask igen. Ahazja tog derfor til Jizre’el for at se til ham, ⁷ og det blev hans undergang, for Gud ønskede at straffe ham. Mens han var på besøg der, tog han med Joram ud for at møde Jehu, søn af Nimshi, som Herren havde udvalgt til at gøre det af med resten af Ahabs slægt.

⁸ Mens Jehu var i gang med denne opgave, traf han nogle af Judas ledende mænd og nogle af Ahazjas slægtninge, som var med i Ahazjas følge. Dem huggede han også ned. ⁹ Derefter fortsatte Jehus mænd jagten på Ahazja, og de fandt ham i byen Samaria. De førte ham straks til Jehu, der slog ham ihjel. Ahazja fik dog en anstændig begravelse, for han var trods alt barnebarn af kong Joshafat, der af hele sit hjerte havde tjent Herren. Ahazjas sønner var helt små, så ingen af dem kunne overtage tronen.

Atalja overtager magten i Juda^(C)

¹⁰ Dengang Atalja, som var mor til kong Ahazja af Juda, hørte, at hendes søn var død, satte hun sig for at udrydde samtlige medlemmer af den judæiske kongefamilie.

¹¹ Men Ahazjas søster, Josheba,^[b] fjernede i al hemmelighed Ahazjas yngste søn, Joash, som kun var et spædbarn, fra de øvrige prinser, som skulle dræbes. Det lykkedes Josheba, som var gift med præsten Jojada, at gemme både Joash og hans amme i et soveværelse. ¹² Drengen blev derefter holdt skjult på tempelområdet i de seks år, Atalja regerede i Juda.

Joash udråbes til konge^(D)

23 I Ataljas syvende regeringsår tog Jojada mod til sig og sammenkaldte følgende officerer for at indvi dem i sin hemmelighed: Azarja, søn af Jeroham; Ishmael, søn af Johanan; Azarja, søn af Obed; Ma’aseja, søn af Adaja; og Elishafat, søn af Zikri. ² I al hemmelighed drog disse mænd rundt til alle landets byer for at indkalde levitternes ledere og slægtsoverhovederne til et møde i Jerusalem. ³ Da alle var ankommet, samledes de på tempelområdet og aflagde troskabsed over for den unge kronprins, Joash.

„Nu er tiden kommet, hvor kongens søn bør overtage tronen!” sagde Jojada. „Herren har jo lovet, at det altid skal være en af Davids efterkommere, der skal sidde på tronen. ⁴ Hør her, hvad I skal gøre: Næste sabbat, når præsterne og levitterne møder op for at påbegynde deres tjeneste, skal en tredjedel af jer holde vagt ved tempelportene, ⁵ og en anden tredjedel skal holde vagt ved det kongelige palads, mens den sidste tredjedel samles ved Jesod-porten. Alle andre skal blive i forgården. ⁶ Husk, at kun de præster og levitter, der er i tjeneste og har gennemgået renselsesceremonien, må gå ind i selve Herrens hus. ⁷ I levitter skal med dragne sværd stå vagt omkring kongen. Dræb enhver, der gør forsøg på at trænge ind i templet. Slip ikke kongen af syne på noget tidspunkt.”

⁸ Levitterne og de øvrige mænd fulgte nøje Jojadas instrukser. De kom samtidig med det skiftehold, som normalt skulle begynde tjeneste på sabbatten, og sluttede sig til det skiftehold, der var færdig med tjenesten, for Jojada havde befalet, at alle skulle stå til rådighed den sabbat. ⁹ Derpå udrustede Jojada officererne med de spyd og skjolde, både store og små, som havde tilhørt kong David og blev opbevaret i templets våbenhus. ¹⁰ De bevæbnede mænd tog opstilling i en lang række fra forgårdens sydside frem til alteret foran indgangen og videre til nordsiden. På den måde forhindrede de folk i at nærme sig tempelindgangen, hvor kongen ville komme til syne. ¹¹ Da alt var klar, førte Jojada og hans sønner prinsen ud og satte kongekronen på hans hoved. De gav ham også en kopi af lovbogen, hvorefter han blev salvet til konge, og folk råbte: „Længe leve kong Joash.”

Ataljas død^(E)

¹² Da dronning Atalja hørte støjen fra mængden, der løb omkring og hyldede den nye konge, skyndte hun sig over til templet. ¹³ Dér fik hun øje på den nykronede konge, der stod ved søjlen foran tempelindgangen, som det var skik ved en kroningsceremoni. De ledende officerer og en række trompetblæsere stod ved siden af kongen. De blæste i deres trompeter, mens folket jublede. Der var andre musikere, som ledte et lovsangskor.

Atalja rev i vrede og fortvivlelse sit tøj i stykker og skreg: „Det er højforræderi!”

¹⁴ „Før hende uden for templet!” råbte Jojada til officererne for livvagten. „Dræb hende ikke på tempelområdet, men slå enhver ned, der forsøger at komme hende til undsætning.”

¹⁵ Så greb de hende og førte hende ud gennem den port, som hestene bruger til komme ind på paladsets område. Der slog de hende ihjel.

Jojadas reformer^(F)

¹⁶ Jojada genoprettede pagten med Herren, så både han og kongen og hele folket lovede at tilbede Herren og være hans folk. ¹⁷ Derefter gik hele forsamlingen i samlet trop til ba’alstemplet og rev det ned. De ødelagde altrene og afgudsbillederne og dræbte ba’alspræsten Mattan foran alteret.

¹⁸ Derpå genindsatte Jojada præsterne i deres embeder med de forpligtelser, kong David havde bestemt, så de kunne bringe brændofre til Herren, som Toraen foreskriver. Han gav levitterne ansvaret for lovsangen i templet efter de retningslinier, kong David havde nedskrevet. ¹⁹ Desuden sørgede han for, at tempelvagterne stod på deres post ved portene, så ingen ceremonielt urene mennesker kunne komme ind.

²⁰ Dernæst førte han sammen med officererne, de øvrige ledere, slægtsoverhovederne og hele folket den unge konge ud af templet og gennem den øvre port ind i paladset, hvor kongen satte sig på tronen.

²¹ Alle var glade og lykkelige, og livet i byen fandt sin daglige, stille gænge efter Ataljas død.

Joash og Jojada sætter templet i stand^(G)

24 Joash var syv år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. ³ Jojada udvalgte to koner til kongen, og de fødte ham sønner og døtre.

⁴ Nogen tid senere besluttede Joash at sætte Herrens hus i stand, ⁵ og derfor sammenkaldte han præsterne og levitterne og sagde til dem: „Tag rundt til alle Judas byer for at indsamle den årlige tempelskat fra alle israelitter, så jeres Guds hus kan blive restaureret. Skynd jer af sted!” Men levitterne skyndte sig overhovedet ikke.

⁶ Senere kaldte han ypperstepræsten Jojada til sig og spurgte: „Hvorfor sørger du ikke for, at levitterne opkræver den tempelskat i Jerusalem og Judas byer, som Herrens tjener Moses bestemte skulle indsamles hvert år til åbenbaringsteltet?”

⁷ Den onde Ataljas folk var nemlig brudt ind i Guds hus og havde stjålet de hellige redskaber for at bruge dem til deres afgudsdyrkelse. ⁸ Men nu befalede kongen, at levitterne skulle lave en stor indsamlingskiste og anbringe den uden for porten ind til Herrens hus. ⁹ Derpå sendte han en ordre ud i hele landet, om at folk skulle komme med den skat til Herren, som Guds tjener Moses i sin tid i ørkenen havde forordnet skulle betales hvert år. ¹⁰ Alle lederne og folket syntes godt om forslaget, og de kom og lagde deres guld- og sølvstykker i kisten. ¹¹ Hver aften bar levitterne kisten indenfor, og den blev bevogtet af kongens mænd. Når kisten var fuld, kom statssekretæren og ypperstepræstens repræsentant og tømte kisten for penge, hvorefter den blev bragt tilbage på sin plads. På den måde blev der indsamlet en stor sum penge.

¹² Kongen og Jojada gav pengene videre til arbejdsformændene, som udbetalte løn til stenhuggerne, tømrerne og metalarbejderne, der udførte restaureringsarbejdet. ¹³ Alle sled hårdt i det, og snart var restaureringen fuldført. ¹⁴ Efter at alle udgifter var betalt, blev de tiloversblevne guld- og sølvstykker overgivet til kongen og Jojada, som besluttede at smelte dem om til skåle og diverse redskaber af guld og sølv til brug under offerhandlingerne i Herrens hus.

Så længe Jojada levede, gennemførte man de regelmæssige ofre i templet. ¹⁵ Han blev meget gammel—130 år—før han døde. ¹⁶ På grund af sin store indsats for Israels folk, for Gud og for templet fik han en ærefuld begravelse i det kongelige gravsted i Davidsbyen.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda^(H)

^17-18 Men efter Jojadas død kom Judas ledere til kong Joash og overtalte ham til at opgive deres forfædres Guds tempel og dyrke afgudsbilleder og Asherapæle i stedet. Derfor ramte Guds vrede Juda og Jerusalem igen. ¹⁹ Men først sendte han sine profeter for at advare folket og få dem til at adlyde ham, men ingen ville høre på dem.

²⁰ Da kom Guds Ånd over Zekarja, Jojadas søn, og han stillede sig op i forgården til templet og talte til folket: „Gud siger: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger? Det fører kun ulykke med sig. I har vendt jer fra ham, og derfor vender han sig fra jer!”

²¹ Lederne stiftede derpå en sammensværgelse for at skaffe Zekarja af vejen, og det lykkedes dem at overtale kongen til at udtale en dødsdom over Zekarja, så han blev stenet til døde i forgården til templet. ²² Det var den måde, kong Joash gengældte Jojada for hans troskab—ved at dræbe hans søn! Zekarjas sidste ord lød: „Må Herren se det og straffe dem!”

²³ Ved årsskiftet gik den aramæiske hær til angreb på Juda og Jerusalem. Efter at have dræbt alle lederne sendte de et mægtigt krigsbytte tilbage til deres konge i Damaskus. ²⁴ Selv om aramæerne kom med en lille hær, lykkedes det dem at besejre den langt større judæiske hær, for det var Herren, der gav dem sejren. Judæerne havde jo vendt sig fra deres forfædres Gud. På den måde brugte Gud aramæerne til at straffe Joash.

²⁵ Da aramæerne trak sig tilbage, efterlod de Joash alvorligt såret. Da besluttede nogle af hans embedsmænd at slå ham ihjel som straf, fordi han havde dræbt ypperstepræsten Jojadas søn. De snigmyrdede ham i hans seng, hvorefter han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige gravsted. ²⁶ Attentatmændene var Zabad,^[c] søn af Shimat fra Ammon, og Jozabad, søn af Shimrit fra Moab. ²⁷ Beretningen om Joash’ sønner, de mange profetier imod ham og yderligere detaljer om templets restaurering er nedskrevet i kommentaren til Kongernes Bog.

Hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.