Beginning

Kong Sankeribs trussel imod Jerusalem^(A)

32 Kong Hizkija havde således vist sin trofasthed over for Herren, men ikke så længe efter invaderede kong Sankerib af Assyrien Juda og belejrede de befæstede byer i den hensigt at indtage dem. ² Da Hizkija blev klar over, at Sankerib snart ville belejre Jerusalem, ^3-4 besluttede han i samråd med sine embedsmænd og officerer at tildække kilderne uden for byen, så assyrerne var afskåret fra at få vand under belejringen. Lederne gik derfor i spidsen for en stor styrke ud til kilderne og dækkede dem til, så man ikke kunne få vand derfra. ⁵ Samtidig styrkede Hizkija sit forsvar ved at reparere bymuren, udbygge forsvarstårnene og styrke den ydre mur. Desuden udbyggede han byens store fæstningsanlæg i Davidsbyen og fremstillede en stor mængde spyd og skjolde. ⁶ Han udnævnte en række officerer og samlede dem på den åbne plads ved byporten. Her opmuntrede han dem med følgende tale:

⁷ „Vær ved godt mod! Lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hans store hær! Vi har en med os, som er langt mægtigere end ham. ⁸ Assyrerkongen har kun militær styrke, men vi har Herren på vores side, og han vil udkæmpe slaget for os.” Det opmuntrede dem at høre.

⁹ I mellemtiden var assyrerkongen i færd med at belejre byen Lakish. Derfra sendte han følgende budskab til kong Hizkija og Jerusalems indbyggere:

¹⁰ „Kong Sankerib af Assyrien siger: Hvad får jer til at tro, at I kan modstå en belejring fra min hær? ¹¹ Hizkija vildleder jer når han siger: ‚Herren, vores Gud, vil redde os fra assyrerkongen.’ Nej, det ender bare med, at I alle dør af sult og tørst! ¹² Husk dog på, hvordan Hizkija ødelagde jeres guds altre og offersteder rundt omkring i landet og forlangte, at man kun måtte bringe ofre på ét alter i Jerusalem. ¹³ Ved I ikke, hvad jeg og mine forgængere på tronen gjorde ved alle de andre folkeslag? Var nogen af deres guder i stand til at redde dem? ¹⁴ Skulle jeres gud virkelig være mægtigere end alle de andre folks guder? ¹⁵ Lad ikke Hizkija føre jer bag lyset. Lad være at høre på ham. Ingen gud har nogensinde formået at redde et folk, der blev angrebet af en assyrisk konge. Hvordan kan I da tro, at jeres gud kan gøre det?”

¹⁶ De assyriske sendebud fortsatte med at håne Herren og hans tjener Hizkija. ¹⁷ Assyrerkongen havde også skrevet et smædebrev imod Herren, Israels Gud. Det lød:

„Aldrig har nogen gud formået at redde sit folk fra min magt, og det vil heller ikke lykkes for Hizkijas Gud!”

¹⁸ Sendebudene læste brevets indhold op på hebraisk i den hensigt at skræmme folket, der var samlet på bymuren, ¹⁹ og de fortsatte med at håne Jerusalems Gud, som om han var en gud på lige fod med de andre folks menneskeskabte guder.

²⁰ Da råbte kong Hizkija og profeten Esajas, Amotz’ søn, til Himlens Gud om hjælp. ²¹ Og Herren sendte en engel, der slog alle de assyriske soldater og officerer ihjel! Kong Sankerib måtte skamfuldt tage tilbage til sit land, og da han gik ind i sin guds tempel, blev han hugget ned af sine egne sønner. ²² Sådan frelste Herren kong Hizkija og Jerusalems indbyggere fra assyrerkongen og deres øvrige fjender, så der fra den tid var fred til alle sider. ²³ Kong Hizkija blev fra da af frygtet og æret blandt de omkringboende folk, der valfartede til Jerusalem med ofre til Herren og med kostbare gaver til kongen.

Kong Hizkijas sygdom, hovmod og død^(B)

²⁴ Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da bad han til Herren, og Herren besvarede hans bøn og gjorde et mirakel for ham. ²⁵ Hizkija var dog ikke taknemmelig, men blev i stedet hovmodig. Derfor ville Herren straffe både kongen, Juda og Jerusalem, ²⁶ men kongen angrede sit hovmod. Både han og byens indbyggere ydmygede sig for Herren, og derfor udskød Herren sin straf, indtil efter Hizkija døde.

²⁷ Hizkija var en vellidt konge. Han blev så rig, at han måtte bygge skatkamre til alt sit sølv og guld, til sine ædelsten, sine sjældne krydderier og skjolde og andre kostbarheder. ^28-29 Han byggede forrådshuse til sit korn, sin vin og olivenolie, stalde til sine store kvægflokke og folde til sine utallige får og geder. Han byggede mange byer, for Gud gjorde ham overmåde rig. ³⁰ Han dæmmede op for Gihons øvre kilde og førte en vandledning ned vest for Davidsbyen. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham.

³¹ Men da der kom sendebud fra Babylonien for at høre mere om det mirakel, der var sket, trak Gud sig tilbage fra ham for at prøve ham og se, hvad der gemte sig i hans hjerte.

³² Resten af kong Hizkijas bedrifter og hans trofasthed over for Herren er beskrevet i profeten Esajas’ bog og i Judas og Israels kongers krønikebog. ³³ Da Hizkija døde, blev han begravet tæt ved vejen op til det kongelige gravsted, og hele Juda og Jerusalem ærede hans minde. Hans søn Manasse overtog tronen efter ham.

Kong Manasse af Juda^(C)

33 Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde, som de folk Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.

³ Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde revet ned. Han opførte altre for Ba’al og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, og han tilbad stjernerne. ^4-5 Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han for altid ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. ⁶ Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sine egne børn på alteret i Hinnoms dal som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme, sort magi og spådomskunst, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. ⁷ Det udskårne frugtbarhedssymbol, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Guds hus, det sted, om hvilket Gud havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.^{[a] 8} Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav dem gennem Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”

⁹ Men Manasse lokkede Judas og Jerusalems folk til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem. ¹⁰ Herren advarede Manasse og folket gennem sine profeter, men de ville ikke høre. ¹¹ Derfor sendte Herren den assyriske hær ind i landet. Manasse blev behandlet som en vild tyr, man sætter en krog i næsen på. Han blev lagt i bronzelænker og deporteret til Babylon. ¹² Da ydmygede han sig over for sine forfædres Gud, og i sin store nød bad han Herren, sin Gud, om hjælp. ¹³ Herren var barmhjertig og hørte hans bøn, så han fik lov til at vende tilbage til kongemagten i Jerusalem. Da indså Manasse langt om længe, at Herren er den sande Gud.

¹⁴ Efter at kong Manasse var kommet hjem igen, udbyggede og forhøjede han ydermuren omkring Davidsbyen, fra vest for Gihondalen til Fiskeporten og rundt om hele Ofelhøjen. Desuden udstationerede han officerer og hærafdelinger i alle Judas befæstede byer.

¹⁵ Dernæst fjernede han afgudsbillederne fra Herrens hus og nedrev afgudsaltrene både på tempelhøjen og i resten af Jerusalem. Det hele blev smidt ud på lossepladsen uden for byen. ¹⁶ I stedet genopbyggede han Herrens brændofferalter og ofrede takofre og lovprisningsofre, og han opfordrede hele Judas folk til nu at tilbede Herren, Israels Gud. ¹⁷ Det gjorde de, men de brugte de gamle afgudsaltre til det.

¹⁸ Resten af kong Manasses liv og virke—også hans bøn til Gud og Herrens svar gennem profeterne—er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.^{[b] 19} I profeternes bog står hans bøn også optegnet, foruden Herrens svar, hans synder fra tiden før han vendte sig til Herren, hans ondskab og navnene på de steder, hvor han byggede afgudsaltre og rejste Asherapæle.

²⁰ Da han døde, blev han begravet på paladsets område. Hans søn Amon blev konge efter ham.

Kong Amon af Juda^(D)

²¹ Amon var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i to år. ²² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom sin far, Manasse, for han ofrede til de afgudsbilleder, hans far havde fremstillet. ²³ Men i modsætning til sin far vendte han ikke senere tilbage til Herren. ²⁴ Hans egne embedsmænd lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham i hans eget palads, ²⁵ men en gruppe borgere dræbte attentatmændene og udråbte Amons søn Josias til konge.

Kong Josias’ reformkampagne^(E)

34 Josias var otte år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 31 år. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne og fulgte i sin forfar Davids spor.

³ I sit ottende regeringsår begyndte den unge konge at søge sin forfar Davids Gud. Fire år senere begyndte han på en omfattende udrensning i Juda og Jerusalem, hvor han fjernede afgudsaltrene, Asherapælene og de mange afgudsbilleder. ⁴ Han sørgede for, at både brændofferaltrene og røgelsesaltrene for Ba’al blev revet ned, at Asherapælene blev hugget om, og at de udskårne og støbte afgudsbilleder blev knust til støv og resterne spredt ud på de folks grave, som havde dyrket afguderne. ⁵ Han tog afgudspræsternes knogler og brændte dem på deres egne altre. På den måde foretog han en udrensning i Jerusalem og hele Judas land.

⁶ Han foretog en lignende udrensning i byerne i Manasse, Efraim og Simeon, ja, endog helt oppe i Naftali mod nord. ⁷ Han rev afgudsaltrene og Asherapælene ned, knuste afgudsbillederne til støv og ødelagde røgelsesaltrene. Efter at have gennemført denne udrensning over hele Israel vendte han tilbage til Jerusalem.

⁸ I Josias’ 18. regeringsår, mens han var i fuld gang med at rense landet og templet for afgudsdyrkelse, udnævnte han tre mænd til at have overopsyn med restaureringen af templet. Mændene var: Shafan, søn af Atzalja; Ma’aseja, guvernøren over Jerusalem; og Joa, søn af Joahaz, byens kasserer. ⁹ Disse mænd gik op til ypperstepræsten Hilkija og fik fat i de penge, der var blevet indsamlet som gaver til templet under opsyn af levitterne, der stod vagt ved templets indgang. Gaverne var blevet bragt af Efraims, Manasses og resten af Nordrigets befolkning samt af Judas, Benjamins og Jerusalems indbyggere. ^10-11 Pengene gav de videre til dem, der var ansvarlige for vedligeholdelsen af templet, så de kunne betale udgifterne til restaureringen, indkøb af tømmer og stenblokke og løn til tømrerne og stenhuggerne. De foregående konger i Juda havde nemlig ladet templet fuldstændig forfalde.

¹² Mændene udførte deres arbejde samvittighedsfuldt under opsyn af Jahat og Obadja af Meraris slægt og Zekarja og Meshullam af Kehats slægt. De levitter, som normalt skulle synge og spille i templet, ¹³ havde opsyn med arbejderne, der udførte deres forskellige opgaver. Andre levitter fik til opgave at tage sig af regnskaber, skrivebordsarbejde og at holde vagt.

Ypperstepræsten finder lovbogen under restaureringen^(F)

¹⁴ En dag mens ypperstepræsten Hilkija var i færd med at hente de indsamlede penge i templet, fandt han en kopi af den lovbog, som Gud i sin tid havde givet til Moses.

¹⁵ Straks gav han besked til Shafan, statssekretæren: „Jeg har fundet lovbogen i Herrens hus.” Derefter overlod han bogrullen til Shafan. ¹⁶ Shafan gik nu til kongen med bogrullen og aflagde følgende rapport: „Dine embedsmænd har gjort alt, hvad du har bedt dem om. ¹⁷ De penge, der er blevet indsamlet i templet, har vi udbetalt til opsynsmændene, som aflønner arbejderne.” ¹⁸ Derefter tilføjede han: „Præsten Hilkija gav mig denne bog.” Så gav han sig til at læse op for kongen. ¹⁹ Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj. ²⁰ Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det var Shafans søn Ahikam, Mikas søn Abdon og hans personlige tjener Asaja.

²¹ „Gå hen og rådspørg Herren på mine og hele Israels folks vegne om indholdet af denne lovbog,” sagde han. „Herren er uden tvivl vred på os, for vores forfædre har ikke adlydt Herrens ord, som de står skrevet i denne bog.”

²² Derpå gik ypperstepræsten og de fire embedsmænd hen til Jerusalems nye bydel, hvor profeten Hulda boede sammen med sin mand, Shallum (en søn af Tokhat, som var søn af Hasra). Shallum havde ansvar for præstedragterne. ^23-24 Hulda sagde til dem: „Herren, Israels Gud, siger: ‚Sig til den mand, som sendte jer, at jeg, Herren, vil straffe dette sted og dets indbyggere i overensstemmelse med de forbandelser, der står i den bog, som nu er blevet læst op for Judas konge, ²⁵ for de har forkastet mig til fordel for andre guder. De har ofret røgelse til afguderne og provokeret mig med alle deres afgudsbilleder. Jeg må straffe dem, og straffen står ikke til at ændre. ²⁶ Men til kongen, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I overbringe følgende personlige budskab: Den straf, som du lige har hørt om, står fast, ²⁷ men fordi du var fortvivlet over, hvad der er sket, og ydmygede dig for mig, da du hørte om mine advarsler om den forbandelse og ødelæggelse, der skal ramme landet, og fordi du flængede dit tøj og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig. ²⁸ Jeg vil udskyde dommens time over Jerusalem, så byen ikke bliver ødelagt i din levetid. Du skal få lov at dø i fred og blive skånet for at være vidne til den katastrofe, jeg sender over dette sted og dets indbyggere.’ ” Med det budskab vendte de tilbage til kongen.

Josias og folket lover atter at overholde pagtens betingelser^(G)

²⁹ Kong Josias indkaldte nu alle Judas og Jerusalems ledere, ³⁰ alle præsterne, levitterne og resten af folket, høj såvel som lav, til et stort møde på tempelpladsen. Han bekendtgjorde, at pagtens bog var blevet fundet i templet, og befalede, at der skulle læses op fra den. ³¹ Derefter stillede han sig ved søjlen foran indgangen til templet og aflagde et højtideligt løfte til Herren om altid at adlyde ham og omhyggeligt overholde bogens befalinger og forskrifter af hele sit hjerte og med hele sin sjæl. Han indviede sig til at opfylde alle pagtens betingelser. ³² Bagefter fik han alle i Jerusalem og Benjamin til at aflægge samme løfte til deres forfædres Gud.

³³ Josias fjernede alle de afskyelige afgudsaltre og -billeder i hele Israels område og befalede, at alle skulle tilbede Herren. Og så længe han levede, vendte de sig ikke bort fra Herren, som var deres og deres forfædres Gud.