Beginning
Profeten Mika advarer kong Ahab(A)
18 Som sagt var Joshafat både rig og højt agtet. Han besluttede nu at indgå en alliance med kong Ahab af Israel ved at lade sin søn gifte sig med Ahabs datter.
2 Nogle år senere rejste han til Samaria for at besøge Ahab. Til ære for Joshafat og hans ledsagere arrangerede Israels konge en fest og slagtede i den anledning et stort antal småkvæg og hornkvæg. Under festen søgte han at overtale Joshafat til at hjælpe sig med at erobre byen Ramot-Gilead. 3 „Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” spurgte han Joshafat. „Selvfølgelig!” svarede Joshafat. „Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine.” 4 Men så tilføjede han: „Vi bør dog først spørge Herren til råds.”
5 Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: „Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” „Du skal gå til angreb,” svarede de. „Gud vil give dig sejr!”
6 Men kong Joshafat var ikke tilfreds. „Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han. 7 „Jo, en enkelt,” svarede Ahab, „men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” „Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat. 8 Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.
9 I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten. 10 En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kena’ana, lavede nogle horn af jern og erklærede: „Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!” 11 De andre profeter sagde det samme. „Gå kun til angreb på Ramot-Gilead. Herren vil give dig sejr!”
12 Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mika, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme. 13 Men Mika svarede: „Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det min Gud fortæller mig!”
14 Da Mika ankom, spurgte kong Ahab: „Mika, skal vi angribe Ramot-Gilead eller ej?” „Ja, tag endelig af sted!” svarede Mika. „Lykken er med dig. Herren vil give dig sejr!” 15 „Hør nu her,” sagde Ahab. „Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på, at du kun siger sandheden, når du taler i Herrens navn?”
16 Så sagde Mika: „Jeg så Israels folk spredt ud over bjergene som får, der ingen hyrde har! Og Herren sagde: Kongen er død! Send folket hjem!” 17 Kongen vendte sig beklagende til Joshafat. „Sagde jeg det ikke nok! Aldrig profeterer han noget godt. Evigt og altid kun dårlige budskaber.”
18 „Så hør da Herrens ord!” afbrød Mika. „Jeg så Herren sidde på sin trone, og en hær af engle var samlet omkring ham. 19 Så sagde Herren: ‚Hvem vil lokke Ahab i fælden, så han dør i Ramot-Gilead?’ Og efter at adskillige planer var blevet foreslået, 20 trådte en af ånderne frem og sagde: ‚Det vil jeg gøre!’ ‚Men hvordan?’ spurgte Herren. 21 Ånden svarede: ‚Jeg vil være en løgneånd i alle hans profeters mund!’ ‚Du kan klare opgaven,’ sagde Herren. ‚Gå bare i gang!’ ”
22 Mika fortsatte: „Kong Ahab, kan du ikke gennemskue dine profeter? Herren har jo fyldt dem alle med en løgnens ånd, og i virkeligheden har han planer om at få ram på dig.”
23 Ved de ord gik profeten Zidkija hen til Mika og gav ham en lussing. „Vil du måske påstå, at Herrens Ånd kun taler gennem dig og ikke gennem mig?” snerrede han. 24 Mika svarede: „Svaret på det spørgsmål får du, den dag du rædselsslagen prøver at gemme dig i et baglokale i et hus.”
25 Efter det ordskifte gav kong Ahab ordre til at arrestere Mika. „Før ham til Amon, byens borgmester, og til min søn Joash,” sagde han. 26 „Giv dem besked om at kaste ham i fængsel og sætte ham på vand og brød, til jeg kommer uskadt tilbage fra slaget.” 27 „Hvis du kommer tilbage, har Herren ikke talt gennem mig!” sagde Mika. „Har I hørt det alle sammen?”
Kong Ahabs død(B)
28 Derefter førte kong Ahab af Israel og kong Joshafat af Juda deres hære mod Ramot-Gilead, 29 men Ahab sagde til Joshafat: „Før jeg kaster mig ud i kampen, vil jeg forklæde mig som en menig soldat. Men behold du bare din kongelige rustning på.” Så forklædte kong Ahab sig og slaget begyndte.
30 Den aramæiske konge havde imidlertid givet sine vognstyrere ordre til at være på udkig efter kong Ahab og koncentrere sig om at fælde ham. 31-32 Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: „Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men Joshafat råbte til Herren om hjælp, og Herren hjalp ham. Gud sørgede for, at de lod ham være, for da de forstod, at han ikke var Israels konge, trak de sig tilbage. 33 Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje.
„Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. „Jeg er alvorligt såret.”
34 Kampen trak i langdrag og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Ved solnedgang døde han.
Joshafats kongedømme
19 Da kong Joshafat var kommet uskadt hjem til sit palads i Jerusalem, 2 gik profeten Jehu, søn af Hanani, hen til ham og sagde: „Var det rigtigt af dig at hjælpe de gudløse og slutte forbund med dem, som har vendt sig fra Herren? Fordi du handlede sådan, skal Herrens vrede ramme dig. 3 Noget godt har du dog gjort, for du har fjernet Asherapælene i hele landet og søgt Herren af et oprigtigt hjerte.”
4 Efter denne episode koncentrerede Joshafat sig om Jerusalem og sit eget land. Han rejste ikke igen til Israel, men drog omkring blandt sit folk, fra Be’ersheba i syd til Efraims bjergland i nord, og opfordrede folket til at holde sig til Herren, deres fædres Gud. 5 I alle landets større byer udnævnte han dommere 6 og sagde til dem: „Pas på, når I dømmer, for det er Herren og ikke mennesker, I skal stå til regnskab for. Han vil give jer visdom til at dømme retfærdigt. 7 Vær gudfrygtige og døm, som Herren vil, for han tolererer ikke uretfærdige domme, bestikkelse eller partiskhed.”
8 Også i Jerusalem indsatte Joshafat nogle levitter, præster og slægtsoverhoveder som dommere i religiøse og civile retssager. 9 „Som dommere skal I have ærefrygt for Herren,” sagde han til dem. „I skal dømme ærligt og redeligt. 10 Når nogle dommere fra de andre byer overdrager en vanskelig sag til jer—hvad enten det drejer sig om drab eller overtrædelse af Guds love og forordninger—skal I vejlede dem og hjælpe dem til at dømme retfærdigt, så de ikke pådrager sig skyld ind for Herren, og så I og jeres kollegaer ikke rammes af Guds vrede. Gør I det, har I intet at frygte.
11 Ypperstepræsten Amarja skal have det afgørende ord i alle religiøse sager, mens Judas guvernør, Zebadja, søn af Ishmael, skal have det afgørende ord i alle civile sager. Levitterne skal hjælpe jer med det administrative arbejde. Vær frimodige i opgaven, og må Herren være med dem, der gør det rette.”
Herren gav Juda sejr over Moab og Ammon
20 Nogen tid senere gjorde tre folkeslag sig klar til at føre krig mod Juda. Det var moabitterne og ammonitterne, hjulpet af nogle af meunitterne.[a] 2 Kong Joshafat fik at vide, at en mægtig hær havde samlet sig i Edom på den anden side af Det Døde Hav, og at den allerede var nået frem til Hatzetzon-Tamar. (Som nu kaldes En-Gedi.) 3 Joshafat blev rystet over denne nyhed og besluttede at søge hjælp hos Herren. Derfor udråbte han en faste i hele Juda. 4 Fra hele landet kom folk til Jerusalem for sammen med kongen at bede Herren om hjælp.
5 Joshafat stod frem i den nye forgård i Herrens hus foran hele forsamlingen og bad denne bøn: 6 „Herre, vores fædres Gud, du som regerer i Himlen og over alle jordens riger. Du har den højeste magt, og ingen kan besejre dig. 7 Vi har hørt, hvordan du drev de andre folkeslag ud af dette land, dengang dit folk kom hertil. Vi ved, at du gav dette land til din ven Abrahams efterkommere for evigt. 8 Her slog dit folk sig ned og byggede dette tempel for dig. 9 Dengang sagde de: ‚Hvis der kommer en ulykke over os, hvad enten det er fjendehære, pest eller hungersnød, så vil vi komme til dette tempel, hvor du bor, og bede dig om hjælp, så du kan gribe ind og redde os.’
10 Se nu! Vi bliver angrebet af en stor hær fra Ammon, Moab og Seirs bjerge. Det er de folkeslag, du ikke tillod vores forfædre at udrydde på vej op fra Egypten. Derfor gik de i en bue uden om dem og lod dem være. 11 Se nu, hvad de gør til gengæld. De er kommet for at jage os ud af det land, du har givet os i eje. 12 Åh, Gud, du må standse dem. Vi står magtesløse over for så mægtig en hær og ved ikke, hvad vi skal gøre, men vi stoler på din hjælp.”
13 Alle Judas mænd stod foran Herrens tempel med deres koner og børn. 14 Da kom Herrens Ånd over Jahaziel,[b] en af levitterne fra Asafs slægt.
15 „Lyt til mig, kong Joshafat og alle Judas og Jerusalems indbyggere,” råbte han. „Herren siger: Vær ikke bange! Lad jer ikke skræmme af denne mægtige hær, for det er ikke jeres kamp, men Guds! 16 I morgen skal I rykke frem mod dem. De kommer ad vejen op til Zitz, og I vil kunne se dem for enden af dalen, der fører ud til Jeruels ørken. 17 I skal ikke kæmpe mod dem, men blot tage opstilling og se på, at Herren giver sejr. Judas og Jerusalems indbyggere, vær ikke bange og tab ikke modet! I morgen skal I gå dem i møde—og Herren vil være med jer.”
18 Ved disse ord faldt kong Joshafat på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse, og Judas og Jerusalems indbyggere gjorde det samme. 19 Derefter rejste levitterne af Kehats og Koras slægter sig og brød ud i en højlydt lovsang til Herren, Israels Gud.
20 Tidligt næste morgen gjorde de klar til at drage ud i ørkenen i retning af Tekoa.[c] Joshafat opmuntrede dem med følgende ord: „Lyt til mig, Judas og Jerusalems indbyggere! Stol på Herren jeres Gud, så skal det lykkes for jer! Stol på hans profeter, så vil det gå jer vel!”
21 Efter at have rådført sig med folkets ledere besluttede Joshafat at lade sangerne gå foran soldaterne. De skulle lovprise Herren for hans hellighed og herlighed med ordene: „Lovet være Herren! Hans trofasthed varer til evig tid!”
22 Under deres sang og lovprisning skabte Herren panik blandt fjendernes hære, så de begyndte at hugge hinanden ned. 23 Først dræbte ammonitterne og moabitterne i fællesskab dem fra Seirs bjerge, hvorpå de begyndte at slå hinanden ihjel. 24 Da judæerne nåede frem til udkigsposten oven for ørkenen, lå der døde kroppe så langt øjet rakte—ikke en eneste af fjenderne var undsluppet! 25 Kong Joshafat og hans soldater gik ud for at samle byttet ind, og de fandt så meget i form af forsyninger, udstyr og kostbarheder, at det tog dem tre dage at samle det hele sammen. 26 På den fjerde dag samledes de i dalen og lovpriste Herren for sejren. Derfor kaldes dalen den dag i dag for Berakadalen.[d]
27 Derefter vendte judæerne med kong Joshafat i spidsen tilbage til Jerusalem—begejstrede over, at Herren havde givet dem sejr over deres fjender. 28 Triumftoget gik gennem byen og nåede frem til templet akkompagneret af harper, lyrer og trompeter. 29 Og da de omkringboende folk hørte, at Herren havde besejret Israels fjender, blev de grebet af frygt for Gud. 30 Derefter var der ro i landet, for Gud gav Joshafat fred til alle sider.
Et sammendrag af Joshafats regeringstid(C)
31 Joshafat var konge i Judas land. Han var 35 år, da han kom til magten, og han regerede i Jerusalem i 25 år. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilhi. 32 Han fulgte sin fars eksempel og adlød Herren, 33 men det lykkedes ham ikke at udrydde offerstederne på højene rundt omkring i landet, ej heller at få folket til helhjertet at følge Herren, deres forfædres Gud.
34 Hvad der ellers skete under hans regeringstid er beskrevet af profeten Jehu, søn af Hanani, og er optegnet i Israels kongers krønikebog.
35 På et tidspunkt indgik kong Joshafat forbund med kong Ahazja af Israel, der var en ond konge. 36 I fællesskab byggede de i Etzjon-Geber nogle store handelsskibe, der skulle sejle til Tarshish.[e] 37 Men Eliezer fra Maresha, søn af Dodavahu, profeterede mod Joshafat: „Fordi du har allieret dig med kong Ahazja, vil Herren ødelægge det, du har bygget op!” Derfor forliste skibene og nåede aldrig frem til Tarshish.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.