Book of Common Prayer
Et kongeligt løfte om retfærdighed
101 En sang af David.
Jeg priser dig, Herre, for din trofasthed,
jeg vil synge om din godhed og retfærdighed.
2 Jeg ønsker at leve et ulasteligt liv,
og derfor har jeg brug for din hjælp.
Alt, hvad jeg gør i mit kongelige palads,
vil jeg gøre af et oprigtigt hjerte.
3 Jeg vil ikke tage del i ondskab,
jeg hader dem, der gør oprør imod dig.
4 Jeg vil stræbe efter ubetinget ærlighed,
ikke tolerere falskhed og ondskab.
5 De, der nedgør andre bag deres ryg,
vil jeg sørge for, bliver straffet.
Jeg tager afstand fra stolte mennesker,
hovmodige folk kan jeg ikke holde ud.
6 Men de gudfrygtige, der lever i landet, er velkomne hos mig.
Jeg vil kun have ærlige folk i min tjeneste.
7 Bedragere skal ikke få plads under mit tag,
løgnagtige folk bliver ikke lukket ind.
8 Jeg vil gøre det af med de onde dag efter dag,
fjerne alle forbrydere fra Herrens by.
Bøn under forfølgelse
109 Til korlederen: En sang af David.
Gud, jeg lovsynger dig.
Forbliv ikke tavs og afvisende,
2 mens onde mennesker lyver om mig,
bagtaler mig med deres falske anklager.
3 De taler ondskabsfuldt om mig,
hader mig, skønt jeg intet har gjort.
4 Jeg elsker dem og går i forbøn for dem,
men alligevel anklager de mig groft.
5 De gengælder mig ondt for godt,
belønner min venlighed med had.
6 Lad en anklager stå frem
og føre sag mod min fjende i retten.
7 Lad ham blive kendt skyldig,
lad hans selviske bønner blive afsløret.
8 Gør hans livstid kort,
lad en anden overtage hans lederfunktion.
9 Lad hans børn blive faderløse
og hans hustru enke.
10 Lad dem tigge sig til dagligt brød
og blive jaget fra hus og hjem.
11 Lad hans kreditorer overtage hans ejendom,
lad fremmede røve hans formue.
12 Lad ingen vise ham barmhjertighed
eller have ondt af hans efterladte børn.
13 Lad hans slægt dø ud,
så hans navn for altid er glemt.
14 Husk hans forfædres ondskab,
tilgiv ikke hans mors synd.
15 Herre, husk altid på hans synder,
men lad hans slægt blive glemt.
16 Han havde ikke tanke for andres vel,
men forfulgte de fattige, pinte de fortvivlede til døde.
17 Han elskede at forbande,
så lad ham være forbandet.
Han brød sig ikke om din velsignelse,
så lad være med at velsigne ham.
18 At forbande andre var en livsstil for ham,
det gennemtrængte ham fuldstændigt.
19 Lad hans forbandelser ramme ham selv og dække ham
som det tøj, han har på, det bælte, han bærer.
20 Det skal være din straf mod de fjender,
der udslynger løgne og dødstrusler imod mig.
21 Herre, frels mig for din æres skyld.
Lad mig opleve din nåde og godhed.
22 For jeg er i stor nød,
mit hjerte hamrer af angst.
23 Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder,
det bliver viftet væk som en flue.
24 Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster,
jeg er kun skind og ben.
25 Folk ser på mig med foragt,
de ryster på hovedet, når de ser mig.
26 Hjælp mig, min Herre og Gud,
red mig, for du er trofast.
27 Så vil de se, at det er dig, der griber ind.
De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig.
28 Lad dem bare forbande,
for du velsigner mig.
Deres angreb vil mislykkes,
så de ydmyges, mens jeg fryder mig.
29 Lad mine fjender blive gjort skamfulde,
lad ydmygelsen omgive dem som en kappe.
30 Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte.
Jeg vil prise dig i alles påhør.
Om at følge Guds bud under modstand
121 Jeg forsøger altid at gøre det rigtige.
Lad ikke mine fjender få bugt med mig.
122 Jag de stolte og overmodige mennesker væk,
så de ikke har mulighed for at skade mig.
123 Jeg er træt af at vente på, at du redder mig,
selv om jeg ved, at du altid holder dine løfter.
124 Jeg ved, at din kærlighed omslutter mig,
lær mig at kende din vilje.
125 Jeg er din tjener, giv mig forstand
til at fatte dine formaninger.
126 Jeg græmmes, når de gudløse overtræder dine bud.
Herre, hvornår griber du ind?
127 Jeg foretrækker din lov
frem for guld og grønne skove.
128 Jeg hader løgn og bedrag,
men elsker at adlyde dine bud.
Velsignelsen ved at adlyde Guds vilje
129 Din vejledning er vidunderlig,
jeg ønsker at rette mig efter den.
130 Dit ord bringer lys, når det bliver forstået,
selv begyndere kan fatte det.
131 Dit ord skaber en længsel i mig,
jeg kan aldrig få nok af det.
132 Din nåde og barmhjertighed gør mig godt,
du er god mod alle, som elsker dig.
133 Dit ord viser mig den vej, jeg skal gå,
så jeg ikke bliver overrumplet af det onde.
134 Der er mennesker, som vil føre mig på vildspor.
Hjælp mig til at holde fast ved dine bud.
135 Du velsigner mig med dit nærvær.
Hjælp mig at tjene dig bedre.
136 Der er mange, der ikke holder dine bud,
derfor strømmer tårerne ned over mine kinder.
Ordet står fast for evigt
137 Du er en god Gud, Herre,
alle dine love er retfærdige.
138 Dine principper er fuldkomne,
og din trofasthed er stor.
139 Der er mange, som ignorerer din vejledning,
og det skærer mig i hjertet at se det.
140 Dit ord er ædelt som renset sølv,
derfor elsker jeg det så højt.
141 Der er ikke noget særligt ved mig,
men jeg forsømmer ikke at adlyde dine bud.
142 Din retfærdighed varer evigt,
din lov vil altid være sand.
143 Det sker, at jeg tynges af bekymring og uro,
men dine bud gør mig glad igen.
144 Din lov står altid ved magt,
lad mig forstå den bedre dag for dag.
13 Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. 14 Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. 15 Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.
16 Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. 17 Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”[a] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. 18-19 Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. 20 Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. 21 Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.
22 Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, 23 som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. 24 Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. 25 Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.
Historien om arbejderne i vingården
20 Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. 2 Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. 3 Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. 4 Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. 5 Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. 6 Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. 7 ‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’
8 Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem—men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. 9 De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. 10 Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. 11 De tog deres penge, men begyndte at protestere: 12 ‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’
13 ‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? 14 Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. 15 Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”
16 Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.